VICE DA - MUNCHIESRSS feed for https://www.vice.com/da/topic/munchieshttps://www.vice.com/da%2Ftopic%2FmunchiesdaFri, 15 Feb 2019 09:26:21 GMT<![CDATA[Sådan crowdfundede vi vores kombucha-bar på Nørrebro]]>https://www.vice.com/da/article/evebz4/saadan-crowdfundede-vi-vores-kombucha-bar-paa-noerrebroFri, 15 Feb 2019 09:26:21 GMTLouis Bros første møde med kombucha var synet af en intimiderende symbiotisk koloni af gær og bakterier, der svømmede rundt i et glas i kærestens køleskab.

"Jeg kan huske, jeg åbnede køleskabet og så et glas med en stor svamp i og tænkte: Hvad fanden er det der?" siger 26-årige Louis. "Siden har jeg været fascineret af kombucha. Det er råt og upasteuriseret, og man kan selv eksperimentere og manipulere med smagen."

I dag fylder fermenteret saft og kombuchasvampe - den organisme, der ved at nedbryde sukker gør te til en vinøs oplevelse – det meste af Louis tid. Sammen med vennen Eddie Klint har han kombuchabryggeriet Klint & Bro, der på mindre end tre år er gået fra at lave testbryg i Eddies køkken på Nørrebro til at levere kombucha til nogle af landets bedste restauranter. Til restauranter som 108, Jordnær og PMY, og til det internationale kokketræf MAD Symposium på Refshaleøen sidste år.

Klint og Bro laver kombucha brygget på citronverbena, på rosenknop og hibiscus, og på japansk genmaicha-te. En flaske koster 119 kroner på deres hjemmeside, og nu er de ved at åbne en kombuchabar på Nørrebro i lokaler på Tagensvej, der tidligere husede en kaffebar.

32-årige Eddie stødte første gang på kombuchaen i New York, hvor han har boet i forbindelse med sit tidligere arbejde som model. Klint & Bro’s testbatches begyndte med en kombuchamoder, han havde haft med hjem fra USA, og eksperimenter med kombucha brygget på lakrids-te, jordbær og æble. Efter at have eksperimenteret i en periode kontaktede de Eddies barndomsven Frederik Bille Brahe, der står bag Apollo Bar og Atelier September.

“Vi serverede forskellige testbryg for ham,” fortæller Eddie, “og han sagde med det samme, at det ville han gerne sælge på sin restaurant. Vi havde egentlig bare regnet med at få lidt feedback, så lige pludselig fik vi travlt.”

Kombucha på køl. Klint & Bro.

Siden er produktionen vokset. Klint & Bro er gået fra små eksperimentelle batches til 200 liters bryg. “200 liter er til at kontrollere,” forklarer Eddie. “Hvis vandsøjlen er for høj i forhold til overfladen, tager processen længere tid, og kombuchaen bliver sværere at styre. Så det er noget med at balancere de to.”

Efter et par år som nomadebryggere – hvor de har brygget i industrikøkkener i Vanløse og i Charlottenlund – så Eddie og Louis chancen for at etablere eget bryggeri og butik, og pludselig dukkede idéen om en bar op.

De overtog lokalet på Tagensvej for syv måneder siden med en idé om at åbne allerede ugen efter, men gode idéer fostrer komplicerede problemer. De rev en væg ned og afmonterede elinstallationer. Pludselig var de i også igang med at totalrenovere køkkenet.

I december gik det op for dem, at der skulle ske noget. Den tid og energi og de penge, de investerede i baren, kunne de ikke bruge på at brygge.

De havde allerede lånt, det de kunne af banken og af familien. De overvejede af finde en investor, men i stedet valgte de at løse problemet gennem crowdfunding-hjemmesiden Kickstarter, hvor de solgte værdibeviser til blandt andet kombucha, muleposer og større pop-up middagsarrangementer.

“Inden for de første 24 timer var der en, der købte et middagsselskab for 25.000 kroner,” fortæller Louis. “Og det var ikke en af vores forældre. Det var vildt.”

De 150.000 kroner, som var målet, blev nået, tre dage før kampagnen sluttede. Pengene er gået til opsætningen af 10 haner og det system, som gør det muligt for kombuchaen at flyde i en lind strøm fra kælder til bar, og til indkøbet af to nye brygtanke, der skal installeres i køkkenet.

Haner i en kombuchabar.

“Hvis jeg kunne, ville jeg nok have gjort tingene anderledes,” siger Eddie. “Det her år har trukket tænder ud. Men nu hvor vi kan se en ende på det her, har det jo været det hele værd. Vi er dog ikke lige så bange for tanken om en investor i dag, som vi har været."

Selvom kampagnen er overstået og hanerne indkøbt, mangler Klint & Bro stadig at få færdiggjort de sidste småting, før de kan åbne baren. En bar med haner, der til at starte med kommer til at være fulde af forskellige slags kombucha og med tiden også hjemmelavet tonic og hjemmebrygget øl.

“Vi drømmer om at eksperimentere med kombuchaøl," siger Eddie. "Men først skal vi lige have åbnet vores bar. Det gør vi her til marts."

"Nu har vi heller ikke råd til at være lukket længere.”

]]>
evebz4Simon EspholmLars Hinnerskov EriksenIværksætteriNørrebroKlint & BroKombuchabarkombuchabarfermenteret saftdanmarkKøbenhavn MunchiesFood
<![CDATA[Opskrift: Sådan laver du din egen oste-calzone]]>https://www.vice.com/da/article/vbwdqa/opskrift-saadan-laver-du-din-egen-oste-calzoneFri, 15 Feb 2019 09:06:50 GMT Opskriften er oprindelig udgivet af MUNCHIES USA.

Portioner: 4
Forberedelsestid: 15 minutter
Samlet tid: 1 ½ time

Ingredienser

til dejen:
3 1/2 dl vand, varmet op til 45 grader
1 tsk aktiv tørgær
1½ spsk olivenolie
1½ tsk salt
450 gram hvedemel

til fyldet:
6 dl revet mozzarella
4 dl ricotta
1 spsk friskpresset citronjuice, plus reven skal af 1 citron
salt og friskkværnet peber efter behag
½ dl olivenolie

til servering:
marinara sauce

Vejledning

1. Lav dejen. Pisk vand, gær, olivenolie og salt sammen. Lad gæren skumme i fem minutter.

2. Tilsæt 380 gram mel, og brug en dejkrog til at ælte. Ælt dejen i mindst fem minutter, indtil dejen er jævn og kun en smule klæbrig, men ikke klistret. Om nødvendigt tilsæt de resterende 70 gram mel og ælt, indtil dejen er jævn.

3. Anbring dejen i en stor olieret skål. Dæk skålen til med plastfolie, og stil den et lunt sted i en time, så den kan hæve. Du kan også pakke dejen ind i plastfolie og anbringe den i køleskabet, indtil du er klar til at bruge den.

4. Saml calzonen: Varm ovnen op til 260 grader. Bland ricotta og citronjuice og -skal i en lille skål, og smag til med salt og peber.

5. Opdel dejen i fire lige store klumper. Drys en smule mel ud over en glat overflade, og rul dejklumperne ud – én ad gangen – til cirkler med en diameter på 23-25 cm. Placér cirka 1 dl mozzarella i midten af dejen og fyld på med 1 dl ricotta. Top med yderligere 1/2 dl mozzarella, hvorefter du forsigtigt løfter den ene side af dejen og ruller hen over fyldet. Brug håndtaget af pizzaskæreren (eller en gaffel) til at presse dejen ned, cirka 1/2 cm ind langs med kanten. Gentag med den resterende dej og ingredienser.

6. Stænk to bradepander med olivenolie og anbring forsigtigt calzonerne på bradepanderne. Skær et lille ”x” i toppen af hver calzone, og pensl med olivenolie. Bag til de er gyldne. Det tager cirka 15 minutter. Server med marinara sauce.

]]>
vbwdqaFrank Pinellofrank pinelloCalzoneMozzarellaPizzaOpskriftOSTTømmermændskurnem madfrokostaftensmad MunchiesFood
<![CDATA[Jeg tog til Malmø og forspiste mig i Sveriges falafel-hovedstad]]>https://www.vice.com/da/article/d3myq7/jeg-tog-til-malmoe-og-forspiste-mig-i-sveriges-falafel-hovedstadThu, 14 Feb 2019 08:44:58 GMTMalmø er Sveriges falafel-hovedstad. Det er i Malmø, at der afholdes vm i falafel, det er her, man finder Skandinaviens eneste falafelfestival, og Europas længste durum med falafel skulle angiveligt også være blevet rullet i den skånske by. Faktisk udråbte National Geographic Malmø – sammen med en nationalpark i Tanzania, Madagascar og Hawaii – som et af de steder i verden, der skulle besøges sidste år. Årsagen? Falafel.

Nu er det ikke fordi, der ikke findes anstændig falafel i Danmark – faktisk var det Nordisk Falafel fra Østerbro i København, der tog sejren i sidste års vm – men tager man sine friterede kikærtekugle seriøst, skal man en tur over sundet.

Falafel
Falafel bliver formet på Orient House Of Falafel No. 1.

Vores tur gennem falafel-Malmø starter på Jalla Jalla. Jeg hørte om restauranten for nylig på en bar på Vesterbro, hvor en eksildansker, bosat i Malmø, begejstret fortalte om et sted, hvor “de serverer falafel, skruer helt op for musikken, og så står folk og danser.”

At Jalla Jalla forvandler sig til et dansested i weekenden er overraskende, restaurantens størrelse taget i betragtning, for Jalla Jalla er et lille bitte sted. Gult og blåmalet, som det svenske flag. Den her onsdag eftermiddag er der ingen, der danser. Bag disken skynder to unge fyre sig med at betjene kunderne. “Her er meget travlt på en fredag aften,” siger Ali Helani. “Meget mere end nu.”

På Jalla Jalla, som også sælger kødretter, kommer alle kunderne i denne frokostpause for at få falafel. De serveres i rulle med icebergsalat, friske tomater, agurk, rødløg, persille og dressing. Folk snupper rullerne to-go, og de koster 35 svenske kroner. Ifølge Ali Helani, som kom til byen fra Libanon for syv år siden, er falafel populært, fordi “svenskerne ikke kan lave den på samme måde selv.”

1550065963371-Malmo_Munchies_Hedda-Rysstad_015
Ali Helani (til venstre) i køkkenet med sin kollega hos Jalla Jalla, hvor kunder i weekenden danser, mens de venter.

Ligesom Ali Helani er mange af byens indbyggere kommet til Malmø fra lande, hvor falafel er lige så almindeligt, som korv med mos er i Sverige, og derfor er den mellemøstlige spise så udbredt netop her. Malmø har cirka 312.000 indbyggere, hvoraf mere end 45% har udenlandsk baggrund, viser tal fra Statistiska Centralbyrån, den svenske statistikbank, fra 2017. Mange er kommet til byen fra Irak, Palæstina, Syrien og Libanon.

Kun få meter fra Jalla Jalla ligger Möllans Falafel, som ejes af 37-årige Wissam Bahsoun. Han er også fra Libanon og kom til Malmø, efter han i en årrække boede og arbejdede i Nigeria.

Möllans falafel
Möllans Falafel er kendt for et stort udvalg af vegansk mad.

Da Wissam Bahsoun kom til Sverige, havde han først en kiosk, men valgte efterfølgende at åbne sit falafel-sted. “Jeg er libaneser,” siger han. “Jeg har altid været selvstændig, jeg har aldrig arbejdet for andre, og det vil jeg heller ikke.”

Han er bredskuldret, trænet, og ligner en, der spiser ordentligt. Wissam Bahsoun går også op i at have har et stort udvalg af veganske retter, som medarbejderne hos Fødevarekontrollen, der ligger på den anden side af gaden, nyder godt af, påstår han: “De kommer allesammen og spiser hos mig. Jeg har næsten udelukkende svenske kunder.”

Wissam Bahsoun fortæller, at det går godt med butikken, og at han netop har købt en falafel-maskine. Falafeldejen presses mod et møllelignende hjul fuld af cirkulære fordybninger i falafelstørrelse, hvor efter de små ufo-formede dejklumper dumper direkte ned i ønskebrønden. Maskinen er den første af sin slags i Sverige, påstår Wissam, og den skal gøre Möllans falafelproduktion endnu hurtigere.

Möllans falafel
Wissam Bahsoun har investeret i en ny falafel-maskine til sin restaurant.

Tilbage i 2013 besluttede avisen Sydsvenskan at finde frem til Malmøs bedste falafel. En journalist besøgte alle byens falafelsteder over syv uger. Det hele mundede ud i en falafel-dyst, hvor The Orient House Of Falafel No. 1 vandt. Dengang var restauranten ejet af Youssif Iskandarani. Familien Iskandarani siges at være dem, der bragte falafel til Malmø fra Libanon for mere end 25 år siden, da de åbnede Falafel N. 1 i Rosengård.

Rosengård, i den sydøstlige del af byen, er Malmøs berømte og berygtede område. Berømt for at have opfostret en af de mest talentfulde fodboldspiller i nyere tid, berygtet for lægge gader til bombeattentater og skyderier. Og så er bydelen også kendt for dens mangfoldige demografi. I 2007 var det ifølge Malmø Stadskontor hele 86 procent af beboerne i Rosengård, der havde udenlandsk oprindelse. Og så var det her, familien Iskandarani startede deres falafeleventyr.

Sadoo Iskandarani, som er 38 år gammel, driver i dag sin egen restaurant, Laziza, i centrum af Malmø, hvor der er hvide duge på bordene, og du kan få en buffettallerken med libanesisk mad for 99 svenske kroner. Men det er Sadoos farfar – som også hed Sadoo Iskandarani – der bør krediteres som den egentlige fafalelpioner i Malmø. Farfaren havde drevet en lille falafelstand i Beirut, fortæller Sadoo, og i starten af 90erne parkerede han en ombygget campingvogn i Rosengård for at sælge falafel. Det var sådan, Fafalel N. 1 startede.

Falafel N. 1 i Malmø
Byens første falafel-restaurant, Falafel N. 1, i Rosengård.

“Jeg kan huske, at min far sagde til mig: ‘Din farfar er vist blevet skør i hovedet’,” fortæller Sadoo Iskandarani. “Han siger, at han skal åbne en vogn – en campingvogn – hvor han vil sælge falafel.”

Men helt skørt var det ikke. Sadoo Iskandarani fortæller, hvordan han som teenager i Rosengård stod ved siden af farfaren i vognen og så, hvordan køen foran Falafel N. 1 voksede og tiltrak sig en broget skare af malmøboere: “Der kom lærere, som arbejdede på skolen, og politibetjente, som undrede sig over, hvad det var, der foregik. Så smagte de falaflen, og næste gang tog de deres venner med. Det blev bare større og større. Engang kom der en stor motorcykelklub forbi for at spise der.”

Sadoo Iskandarani siger, at det stadig fylder ham med stolthed, når han ser, hvordan turister valfarter mod Rosengård og Malmø for at spise falafel. Han fortæller, at flere af af dem, der har arbejdet hos Falafel N. 1, har åbnet deres egne restauranter, og for ham er historien om falafel i byen en vigtig integrationshistorie.

“Det handler om, at man tager det bedste fra en kultur til sig, og man forædler det. Der er falafel et eksempel på, hvor integration er lykkedes i Malmø. Det handler ikke bare om, at folk laver en god falafel, det handler også om, at folk i Malmø har været åbenhjertige og nysgerrige på andre kulturer.”

Falafel N. 1 i Malmø
På Falafel N. 1 hænger et portræt af manden, som er anset for at være Malmøs falafel-pioner.

Sadoo Iskandarani fortæller, at familieopskriften stammer helt tilbage fra dengang, farfaren ernærede sig som grønthandler i Libanon. “En mand kom hen til min farfar og sagde: ’Du sælger grøntsager, men jeg skal lære dig noget, som du kan brødføde alle dine børn med. Og så gav han min farfar opskriften, som har været i vores familie siden da. Vi har altid delt opskriften med andre, fordi den oprindelig blev givet til os for at mætte vores familie.”

Sadoo Iskandarani bruger stadig tid på at skaffe de helt rigtige tørrede korianderfrø til krydderiblandingen, og selv om falafel virker som en simpel ret – og selv om familien Iskandarani har lavet hundredtusindvis af falafelkugler – fylder det ham stadig med ærefrygt: “På min restaurant har jeg 30 salater og 10 varme retter, men det sværeste at ramme 100% rigtigt hver gang er falafel. Der er så mange faktorer, der spiller ind: hvilken type kikærter man bruger, temperaturen på vandet de blødgøres i, hvordan krydderierne reagerer. Det er en kunst og en helt speciel følelse, man skal have.”

Falafel
Falafel fra The Orient House of Falafel No. 1

En anden restaurant, der nævnes i flæng, når snakken falder på falafel, er The Orient House Of Falafel No. 1. Her viser Mohamad Kaddora, hvordan spande med kikærter, der har stået i blød, moses til én masse, hvorefter krydderier tilføjes. Massen formes med et falafeljern, der minder lidt om en isske, inden den ryger i frituregryden. Han stikker mig en færdig falafel i hånden, og den smager skønt, sprød udenpå og luftig indeni. Jeg afsiger min dom, og Mohamad Kaddora ser lettet og tilfreds ud. Tilbehøret differentierer sig ikke meget fra de andre falafelsteder, men her er brødet sprødt - ligesom falaflerne.

På Falafel Baghdad, der vandt andenpladsen ved Sydsvenskans store falafel-konkurrence, møder vi 38-årige Firas Khadir, der kom til Malmø fra Baghdad for 12 år siden. Firat “elsker Malmø” og kan ikke forestille sig at bo andre steder end i den falafel-glade by: “Der er stor konkurrence mellem os, men det går godt med min forretning,” siger han. “Der kommer folk helt fra Stockholm og København for at smage min falafel.” Han anbefaler falafel i irakisk brød med en gul dressing, der skulle adskille sig fra de andre.

Baghdad Falafel
Falafel Baghdad

Da Firas Khadir går ud i køkkenet, fortæller en ung mand i dynejakke og kortklippet hår, at han spiser på Falafel Baghdad, fordi han arbejder i nærheden, men hvis man skal have den helt autentiske malmøske falafel-oplevelse, skal man tage på Falafel N. 1 i Rosengård.

Sådan er der delte meninger, når det kommer til byens bedste falafel. Det er nok uundgåeligt, når man bor i en by med nærmest falafelbelagte gader.

Efter at have forædt mig i fem falafelruller, har jeg ingen holdning til den debat. Jeg er mæt og lykkelig, men jeg skal ikke indtage kikærter foreløbigt. Ikke at Firas Khadir vil kunne forstå min kamp. Han mener, at falafel kan noget, som kun få former for fastfood kan:

“Det er billigt, det er godt, og det er vegetarisk, så du kan spise det hver dag. Året rundt.”

]]>
d3myq7Amalie ThiedenLars Hinnerskov EriksenHedda RysstadfalafelsverigeMalmöArabisk madstreetfoodSkandinavien MunchiesFood
<![CDATA[For himlens skyld, lad nu være med at spise den røde voks på Babybel-oste]]>https://www.vice.com/da/article/mbz7bb/for-himlens-skyld-lad-nu-vaere-med-at-spise-den-roede-voks-paa-babybel-osteThu, 14 Feb 2019 08:18:11 GMT Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Hvis jeg aldrig før havde spist en Mini Babybel, forestiller jeg mig, at jeg ville forholde mig skeptisk til de røde, runde oste. Selve osten bag indpakningen smager meget godt, men på samme måde som stearinlys og farvekridt ikke får mit mundvand til at løbe, så er der noget rimelig uappetitligt over den klump voks, der omgiver osten.

Hvis der nu var en, der bød mig på en Babybel, og jeg vitterligt aldrig var stødt på den lille lækkerbisken før, ville jeg måske bede vedkommende om at demonstrere, hvordan man spiser den. Eller også ville jeg studere den længe nok til at bemærke den praktiske flap, man skal hive i for at åbne den. Hvis jeg var virkelig forvirret, kunne jeg altid gå til Google, hvor jeg ville blive mødt med videoguides til, hvordan man åbner osten, men også folk, der spørger, om man bare kan sætte tænderne i osten uden at pakke den ud:

Jeg ville måske ikke have troet på, at spørgsmålene var udtryk for reel undren, hvis det ikke var for det her billede, der for nylig blev lagt op på Imgur og senere diskuteret på radiostationen 98.7 KLUV.

Så hvis almindelig logisk sans ikke gjorde det tydeligt nok, og du er endt her, fordi, du søgte ”hvordan spiser man Babybel-ost?”, så lad mig sige det én gang for alle: Det er ikke meningen, at man skal spise voksen på Babybel-oste.

Voksen, som ganske vist kan spises, bør ikke spises. Den er til for at beskytte osten inden i. Ifølge Babybel selv bliver du ikke syg af at spise voksen, men ifølge mig og den Imgur-bruger, der uploadede billedet, smager det altså ikke godt. På billedet skriver brugeren ved navn DefinitelyNotThreeBadgersInAnOvercoat: ”Jeg har lige smagt min første Babybel, og jeg er virkelig ikke imponeret. Det smagte ligesom et stort, rødt stearinlys.” Jeg er ikke sikker på, hvordan vedkommende forventede, at blødt, rødt voks ville smage, men jeg beklager den dårlige osteoplevelse.

Der er selvfølgelig en chance for, at personen gjorde det for sjov, men jeg har lyst til at tro på vedkommende – især fordi spørgsmålet om, hvordan man spiser Babybel, i årevis har floreret på nettet. At dømme efter andre posts på Imgur og Reddit, er der masser af mennesker, der har spist voksen ved et uheld. En håndfuld mennesker har også gjort det med vilje, for hvad gør man ikke for at få opmærksomhed?

Som for eksempel den her fyr, der påtog sig den udelikate opgave at spise seks Babybel-oste i træk, med voks på.

Så har vi vist argumenteret tilstrækkeligt for den sag. Tag voksen af. Det giver en bedre smagsoplevelse, og så har du noget voks, du kan lege med, mens du spiser din ost.

]]>
mbz7bbBettina MakalintalHannah KeyserBabybelOSTdumme spørgsmålplastikostimgurinternettetbarnemadFood Munchies
<![CDATA[Kvinde går amok i kiosk, inden hun stiller sig ved kassen for at købe Pringles]]>https://www.vice.com/da/article/mbz7gb/kvinde-gaar-amok-i-kiosk-inden-hun-stiller-sig-ved-kassen-for-at-koebe-pringlesWed, 13 Feb 2019 11:59:21 GMT Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Det er fredag morgen, og du slentrer klatøjet rundt i kiosken på jagt efter den morgenmad, du ikke nåede at spise derhjemme. Pludselig hører du noget dumpe ned på gulvet i det bagerste af butikken. Du følger lyden og får øje på adskillige sodavandsflasker, der triller hen ad de skakternede fliser.

Du hører en mand råbe ”Hey!” og ser en kvinde iført sorte briller og sort frakke vælte en hel hylde med varer ned på gulvet. ”Ring efter politiet!” råber en kunde på spansk. Den destruktive kvinde stopper, da hun når ketchuppen, hvorefter hun skræver elegant over det spor af ødelæggelse, hun har efterladt sig, og fortsætter hen til kassen.

”I know we’re cool,” insisterer Gwen Stefani gennem butikshøjtalerne. ”I know we’re cool.”

Det kunne have været din fredag morgen, hvis du altså havde befundet dig i QuickChek i Harrison, New Jersey, hvor en endnu uidentificeret kvinde tilsyneladende fuldstændig umotiveret gik amok, men på en meget stille og rolig måde.

Kvinden fortsætter sin beherskede bersærkergang – som heldigvis kun gik ud over forretningens sagesløse hylder – oppe ved kassen. Her stiller hun et Pringles-rør og en flaske vitaminvand på disken, hvorefter hun smider en håndfuld energishots over nakken. Mens de andre kunder ser lamslået til, fortsætter hun dog med at opføre sig, som om intet var hændt, trækker et betalingskort frem og venter på at betale for sine snacks.

Ingen aner tilsyneladende, hvordan de skal reagere. Kvinden læner sig utålmodigt op ad disken, men enten er der ikke nogen bag kassen, eller også er der ingen, der føler trang til at betjene hende. Da hun har rystet lidt på hovedet over den jammerlige service, og en ældre herre tilsyneladende har givet hende en reprimande med på vejen, opgiver hun projektet og efterlader morgenmaden på disken. Så vidt man kan se på optagelsen, ytrer kvinden ikke et eneste ord.

Både ansatte og kunder tøver ved udgangen, før de følger efter hende ud af butikken, hvor hun sætter sig ind i sin bil. ”Nummerpladen, nummerpladen! Nummerpladen, nummerpladen!” foreslår en kvinde, hvorefter folk begynder at tage billeder af den sorte Kia.

”Hun kører sikkert nogen over,” lyder det fra en tilskuer, i det kvinden bakker ud fra parkeringsbåsen, laver hjulspind og kører ud på vejen, hvor flere biler må bremse hårdt op for at undgå sammenstød. Adskillige bilhorn dytter, mens hendes baglygter forsvinder ud af syne. Og der stopper videoen. NBC4 oplyser, at Harrisons politi endnu ikke har fundet kvinden.

Hvad enten hun bliver fundet eller ej, var der stadig en stakkels QuickChek-medarbejder, der skulle rydde op efter hende til lyden af Gwen Stefani, der synger:

I know we’re cool

I know we’re cool

]]>
mbz7gbJelisa CastrodaleHilary PollackNihilismnew jersey MunchieskiosklivsupermarkedkriminalitetnihilismeFood
<![CDATA[Japans ’enhåndschips’ er designet, så du kan hælde dem direkte ned i svælget]]>https://www.vice.com/da/article/panazn/japans-enhaandschips-er-designet-saa-du-kan-haelde-dem-direkte-ned-i-svaelgetTue, 12 Feb 2019 09:51:06 GMT Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Er du typen, der kan spise chips uden at få klamme fingre? I så fald, wow, og dernæst: hvordan? Mens jeg skriver den her artikel, er jeg nødt til at slikke orange pulver af mine fingre, fordi jeg insisterer på at spise ostepops med hånden, mens jeg taster løs på tastaturet.

Der er mange forslag til, hvordan man spiser chips uden at få fedtede fingre. Flere forskellige ”life hack-hjemmesider” peger på, at løsningen er at bruge spisepinde. The Guardian mindede os for nyligt om, at man også kan vælge at gå gribeklo-vejen med en opfindelse kaldet ”the Potato Chip Hand.” Og så er der Amazon, der sælger chipsdutter til fingrene for dem, der ønsker en mere direkte finger-til-chip kontakt.

Det er tydeligvis en ting – ingen vil have klamme chipsfingre. Og hvis du hører til dem, der stadig kæmper med fedtmærker på telefonen og orange pletter på sofaen og bukserne, så har et japansk snack-firma lanceret et nyt produkt, der skal løse dine problemer. Som Wall Street Journal skriver, er Koike-yas One Hand-chips knuste chipsstykker, serveret i en pose med et hjørne, der kan rives af, så åbningen passer perfekt til at hælde de smuldrede chips direkte ned i svælget.

Du tænker måske: Det kan jeg gøre med en hvilken som helst chipspose. Og du ville have ret. Men hey, Kims har endnu ikke været modige nok til at fortælle os, at vi skal mase og bunde vores chipsposer, så der er tydeligvis et nichemarked at komme efter.

Koike-yas chipsdesignere forklarede til Wall Street Journal, at firmaet var inspireret af de lækre krummer i bunden af posen og ønskede at lave et produkt, der imiterede og optimerede oplevelsen af at tylle de sidste rester. Men hvis du nogensinde har vendt bunden i vejret på en pose chips, så ved du, at der lurer en vis fare for, at du ender med chips i hele ansigtet. Enhåndschipsposen skulle efter sigende forhindre det. ”Vi diskuterede heftigt om hver en millimeter af størrelsen på åbningen,” siger en af chipdesignerne.

One Hand-chips er også gamer-godkendt. En aspirerende professionel gamer, som fortæller, at han plejede at være afhængig af vådservietter til hygiejnisk in-game snackspisning, fortalte WSJ: ”Med One Hand kan jeg bare tage posen og bunde den.”

One Hand-chipsene har været så succesfulde, at de nu fås i flere forskellige smagsvarianter: Super Nori & Salt, BBQ, og Hot Chili. De lyder alle sammen fremragende, men desværre ser det ud til, at de næsten er udsolgt online.

Den gode nyhed er, at hvis det er det praktiske aspekt, du er ude efter, så kan du bare mase en pose chips sammen, klippe et hul i hjørnet og hælde indholdet ned i svælget. Teknikken virker med alle mærker og smagsvarianter.

]]>
panaznBettina MakalintalHannah Keyserchipsone hand chipsGaming MunchiesI-landsopfindelserjapanLife HackFood
<![CDATA[Det her pizzeria på Amager er en rejse til Syditalien]]>https://www.vice.com/da/article/7xnxne/det-her-pizzeria-paa-amager-er-som-at-traede-ind-i-en-italiensk-klubMon, 11 Feb 2019 08:57:27 GMT“Du skal skrive, at vi laver ægte italiensk pizza.” Luigi Vitale sidder i sin restaurant på Amagerbrogade – iført kortærmet hvid kokkejakke og gråstænkt fuldskæg – og prøver at diktere den her artikel. Refrænet kommer hele tiden: Ægte. Italiensk. Pizza. Det her skal den italienske kok og restauratør fra Calabrien i princippet ikke have lov til, men sagen er bare, at ægte italiensk pizza lige netop er det, Luigi har serveret i 30 år på Piccola Italia på Amager.

Før det vrimlede med italienske restauranter på stenbroen, og før progressive danske kokke fik øjnene op for hjemmelavet mozzarella og surdej, var der en pizzabølge i Danmark i 80’erne. Og efter han var flyttet fra sin hjemby Bovalino Marina i Calabrien til København, ramte Luigi sin egen bølge på hjørnet ved Amagerbrogade og Peder Lykkes Vej.

“Amager var et godt sted at åbne forretning,” siger Luigi, “for der var ikke andre pizzeriaer med en rigtig stenovn fra Italien. Jeg hentede min ovn hertil fra Rimini, og den arbejder stadig. Den er ikke gået i stykker, siden jeg åbnede i 1988. Den arbejder for mig fra klokken 11 om morgenen til 23 om aftenen. Hver dag i 30 år.”

Luigi sidder i restauranten Il Gambero Rosso, som er nabo til pizzeriaet, og som han åbnede med sin kone Grazyna for 20 år siden. Restauranten specialiserer sig i fisk og skaldyr, fortæller tjeneren Giuseppe Parisi, og på væggene er der brune træpaneler, falske mursten, store malerier af Venedig og billeder af Sophia Loren. Bag et af malerierne finder man en dør, hvor der engang gemte sig en sikkerhedsvagt, da restauranten havde en dansk minister på besøg, fortæller tjeneren.

Stenovn pizzeria Amager
Piccola Italia. Foto: Hedda Rysstad

Inde ved siden af i pizzeriaet står Luigis stolthed: Pavesi-stenovnen, som blev fragtet til Amager fra Italien. Han fortæller, at ovnen kostede 60.000 kroner, men at de måtte betale 250.000 kroner for at isolere lejlighederne i bygningen, så de kunne modstå varmen. “Der kom et firma og fjernede døre og vinduer for at få ovnen ind i pizzeriaet,” fortæller Grazyna. “I kælderen måtte de bygge ekstra stolper, for ovnen var meget tung.”

Og meget varm. Op til 400 grader, når den er fyret op med brænde. “Når man kommer ind om morgenen,” fortæller Grazyna, “så er den stadig så varm, at man kan bage brød i den.”

Pizzaioloen Chafi Benbiga smider en kævle træ ind i ovnen, inden han går i gang med at rulle en dej ud. Opskriften er på sin vis såre simpel - vand, mel, salt og en lille smule olie - men nuancerne er som en industrihemmelighed, hvis man spørger ind til det. Tomatsovsen er lavet på flåede pomodoro, som bliver tilsat salt og olivenolie og blendet, og de bruger to slags ost: mozzarella og en lidt fastere fior di latte. “Hvis du kun bruger frisk mozzarella, så bliver pizzaen for våd,” forklarer Chafi. “Og det giver en god smag, når du blander de to forskellige slags ost.”

1549874381682-Pizzaria-Piccola_Munchies_Hedda-Rysstad_005
Foto: Hedda Rysstad

På kortet er der små 40 varianter, fra deres ‘Original’ med kapers, hvidløg og oregano til en ‘Rosetta’ med nduja-pølse, som Luigi siger, han har hentet hjem fra Calabrien. Men hvad med de mere eksotiske ingredienser, som vi danskere nogle gange har brug for på en pizza? Hvad med kebabkød? Eller cocktailpølser?

Chafi ryster på hovedet og laver kliklyd, så det smasker. “Tsk tsk tsk ... No grazie. Men ananas er ok på din Hawaii.”

Klokken er omkring 16, og der er spisepause for personalet. Jeg sætter mig ved et bord i restauranten sammen med Luigi og Grazyna, som serverer en hvid pizza med svampe, løg, chiliolie og et ordentlig riv parmesan udover. Der bliver skænket Peroni-øl fra store flasker. Luigis kammerat, iført Puma-træningsdragt og Inter Milan-vinterhue, sidder ved et bord sammen med Michele, som er godt oppe i 60’erne, men som stadig står ved kasseapparatet i weekenden med sin mel-bestøvede hat. Ved et andet bord sidder to pizzaioloer og kværner løs på italiensk.

Vi er midt på Amager og så langt fra Amager, vi kan komme. Det her er et feriefatamorgana fra Syditalien. Det her er middagsscenen fra fængslet i Goodfellas, og jeg venter bare på, at Paulie begynder at skære hvidløg med et barberblad.

Italiensk stemning på Il Gambero Rosso på Amager
Frokostpause på Piccola Italia og Il Gambero Rosso. Foto af artiklens forfatter.

“Det ligner en italiensk klub,” siger Giuseppe. “Mange italienere komme her for at drikke en kop kaffe og snakke politik. Og for at få lidt at spise. De kommer hele vejen fra Roskilde og Helsingør. Det her er også et samlingssted for dem.”

Da jeg har spist en skive pizza, er Luigi allerede nået igennem fire stykker, men i modsætning til mig lader han skorperne ligge rundt om tallerken, som var det åleben. Hvorfor er han egentlig blevet ved med det her i så mange år?

“Jeg elsker at arbejde,” siger Luigi. “Penge er ikke det vigtigste for mig. Det handler om at have stamkunder, der kommer tilbage. Næste generation af lokale fra Amager kommer ind nu, og så kan forældrene huske, at de fik deres første pizza her.”

En collage af billeder gennem årene på Piccola Italia
I restaurantens kontor hænger der er en collage med billeder fra de sidste 30 år.

En af dem, der kom på Piccola som barn i 90’erne var journalisten Andreas Thorsen, der er vokset op tæt ved Femøren.

“Når man kom ind på Piccola Italia, så stod Michele og lignede Ghandi med hat og sagde ‘hej og hvad kunne du tænke dig’, og så vendte han sig om og råbte af en af de her utilpassede, unge italienske mænd, han havde stående i en gruppe bag sig mellem ovnen, ælte-dej-bordet og fire loftshøje stakke af pizzabakker,” fortæller Andreas Thorsen. “Der var altid kø, altid mange mennesker. De unge italienere talte meget italiensk meget højt, og det virkede, som om det var dem, der ligesom stod for larmen, og så ventede alle andre bare.”

“Jeg synes stadig, at Piccola Italia er Københavns bedste pizza, og det kan jeg sige, selv om jeg ikke har været der i flere år. Sådan er det bare. Det handler nok om nostalgi.”

En anden fast kunde gennem flere år er Lars Bender Mortensen. Han er uddannet kemiker og arbejder med at distribuere laboratorieudstyr, men flere års ophold i Italien har affødt en lidenskab for madkulturen. Han fortæller, at han hjælper små vinproducenter i Italien, og herhjemme administrerer han omkring 20 Facebook-sider, som promoverer italiensk madkultur i Danmark. En af siderne hedder ‘Little Italy Amager’, og Piccola og Il Gambero Rosso er med på kortet.

“Du kan diskutere det gastronomiske niveau på restauranten, men når du så lægger service og oplevelsen oven i, så bliver det stort,” siger Lars Bender Mortensen, som også hjælper Luigi med at vedligeholde restaurantens Facebook-side. “Det handler ikke bare om, at maden er god, det handler om stedets sjæl – eller anima, som man siger på italiensk. Ingen sjæl, ingen italiensk restaurant. På Il Gambero Rosso har du nogle arketyper af italienere, der serverer for dig, og hvis du kigger ud i køkkenet, er det som at kigge ud i en anden verden.”

Tilbage på restauranten er frokostpausen overstået. Pizzaioloerne er allerede i gang med aftenens første bestillinger, og ude i restaurantkøkkenet står køkkenchefen Giuseppe Vacaro og forbereder menuen, der står som skåret i klassicistisk sten: Ravioli med ricotta og spinat; linguine med jomfruhummer; gratineret aubergine.

1549874493707-Pizzaria-Piccola_Munchies_Hedda-Rysstad_006
Luigis nevø Alberto Vitale og Chafi Benbiga i pizzeriaet. Foto: Hedda Rysstad

Inden jeg går, spørger jeg tjeneren Giuseppe Parisi, om restauranten nogensinde har haft en ansat, som ikke var fra Italien. Han råber spørgsmålet videre til Luigi, som har sat sig ved et andet bord for at snakke med Michele.

"I restauranten? No no," svarer Luigi. "Alle har været italienere. Selv opvaskeren er fra Italien. Han kommer også fra Calabrien.

“Det her er ægte italiensk.”

]]>
7xnxneLars Hinnerskov EriksenSimon EspholmItaliensk maddanmarkAmagerpiccola italiaKøbenhavnPizzaitaliensk pizzabedste pizzeria i københavn MunchiesFood
<![CDATA[Danskere fortæller om deres første ungdomsjob i restaurationsbranchen]]>https://www.vice.com/da/article/43z3wn/danskere-fortaeller-om-deres-foerste-ungdomsjob-i-restaurationsbranchenFri, 08 Feb 2019 09:29:53 GMTDer er mange gode grunde til, at man får sig et ungdomsarbejde. Det kan være, at man drømmer om ekstra penge på lommen eller om at kunne fremvise et frodigt CV, men realiteten er, at det også kan ende med, at man får kastet et rugbrød i hovedet. Eller med en dom for underslæb.

En ting er dog sikkert: Kombinationen af ungdommeligt sløvsind, endnu ikke fuldt udviklede hjerner og ærligt arbejde er altid garant for gode anekdoter. Vi fik folk til at fortælle om deres første møde med restaurationsbranchen.

Mysli med mayo

Mit første job i et køkken var på en klassisk turistrestaurant på Strøget, da jeg var 20 år gammel. Caféburger, sildetallerken, brunchbuffet og cæsarsalat med mayo fra den store spand i hjørnet. Jeg stod på det kolde parti og havde travlt med at få proppet nok rucola i sandwichen til at den gigantiske ganeoprivende grovbolle kunne svæve over fyldet med sit træspyd som eneste holdepunkt.

Søndag morgen står jeg klar til det store brunch-ryk med håndgribelige tømmermænd fra gymnasiefesten aftenen før. Jeg skal lave de små glas med græsk yoghurt, bær og mysli og hiver en sprøjtepose med yoghurt frem, som altid ligger klar i højre køleskab. Jeg anretter et fad, og glassene bliver båret ud på buffeten. Fem minutter senere roder køkkenchefen rundt i mine køleskabe og vender sig om, hvid i ansigtet, med den åbnede sprøjtepose i hånden: "Har du fyldt yoghurt-glas med den her?!"

"Ja," stammer jeg. Det var ikke yoghurt. Det var mayonnaise fra den store spand i hjørnet. Han stormer ud i restauranten og kommer tilbage med fadet. Der var to gæster, som havde nået at tage et glas. Den ene havde heldigvis ikke smagt på sagerne endnu, men den anden gæst havde fandme spist op! Et helt glas mayo med bær på toppen! Hun troede sikkert, det var en dansk delikatesse.

Det tog en forknyt formiddag, hvor jeg troede, at jeg ville blive fyret. Men da det værste stress havde lagt sig, begyndte kokken at grine og joke om hende, der spiste hele glasset op. Så heldigvis blev det til en historie om mayo-kvinden i stedet for mig, der ikke kunne kende forskel på yoghurt og mayonnaise.
Amalie, 27 år

Bræk hos bageren

Jeg var 15 år, da jeg blev ansat i en bager, Det gik nogenlunde, mens jeg gik i 9. klasse. Men da jeg fyldte 16 og startede i gymnasiet, stak det af. Det spillede bare ikke at hamre bajere hele natten og skulle møde på arbejde klokken 5.30 dagen efter. Jeg pjækkede aldrig, men mødte til gengæld mere og mere afdanket op på arbejde. Det eskalerede totalt, da jeg efter en gymnasiefest og to timers søvn tog så spritstiv på arbejde, at jeg glemte halvdelen af min uniform og derfor havde bare bryster under forklædet, da jeg brækkede mig, besvimede og tog et helt stativ med nylavede flødekager med i faldet. Chefen kom ind i samme sekund, jeg faldt, og spurgte straks, om jeg havde været i byen. Så sad jeg der halvnøgen, smurt ind i bræk og flødeskum og benægtede alt. Han sendte mig hjem i en taxa.

Dagen efter fik han sin lærling til at fyre mig over telefon.
Renna, 28 år

Fuld bagerjomfru

Røg i cafékøkkenet

Da jeg fyldte 13, bestemte min mor sig for, at jeg skulle have mit første arbejde. Til min store fortrydelse fandt hun mig et job som opvasker på en cafe på ydre Østerbro i København. Året var 2000, og caféen var af den slags, der serverede club sandwich i ciabattabolle og grove kartoffelbåde. Ejeren var en ilter kvinde, der råbte og skreg af af mig, fra det øjeblik jeg dukkede op første dag, til jeg holdt op med at komme et par måneder senere.

I det lille køkken blev mine præpubertære børnearme svitset røde af den 85 grader varme vanddamp fra industriopvaskeren, hver gang jeg løftede toppen op. Mine små fingerspidser blev slidt papirtynde af at rage madrester ud af køkkenvasken, og mine ører var ved at falde af, hver gang det blev opdaget, at der sad rester af Heinz eller karrydressing på det service, jeg fik sendt ud af køkkenet igen.

Jobbet var ikke kun mit skrøbelige barnlegemes allerførste gulag-agtige møde med arbejdsmarkedet. I køkkenet var jeg nemlig i selskab med en ung kok med fodlænke, som røg joints i pauserne og som forsynede mig med cigaretter, som jeg ivrigt sugede til mig, mens han introducerede mig til diverse undergrundsbands og tøjmærker. Han stegte mig en bøf bearnaise som en trøst, når jeg endnu engang havde fået en skideballe for at have sat mine fedtede fingeraftryk på Ikea-glassene og løftede mit humør med stegte kartoffelbåde og mayo, når jeg endnu engang fik sat grillbestikket tilbage i de servietforede glas med spidsen opad.

Han var i virkeligheden den eneste grund til, at jeg holdt ud i de få måneder, min opvaskerkarriere varede, og han holdt hånden over mig hver eneste gang, det ikke lykkedes mig at aflevere et ryddet køkken på den anden side af min fire timers vagt. Tak til dig, min første kokkeven, hvem end du så var.
Simon, 31

Kometkarriere som 13-årig

Da jeg var 12, begyndte jeg at blive interesseret i tanken om at arbejde og tjene mine egne penge, så jeg kunne hænge ud oppe i Glostrup-centeret uden at skulle låne penge af mor og far.

At gå med aviser var slet ikke mig. Det havde jeg nemlig prøvet af, da jeg var 11. Derfor søgte jeg en ungarbejderstilling på McDonald’s, kom til samtale og blev ansat på min 13 års fødselsdag.

Mit job bestod af fire timers arbejde to til tre gange om ugen, hvor min primære opgave var at holde lobbyen ren. Jeg skulle også lære nye medarbejdere op og sætte dem ind i mine arbejdsopgaver. Det er måske ikke så fedt at være i aktivering fra Jobcentret, 35 år gammel og fuld af tribal-tatoveringer og så skulle belæres af en 13-årig om, hvordan man bruger en fejekost.

Jeg tænkte ikke så meget over det, for jeg passede jo bare mit arbejde, men det var i virkeligheden ret vildt, at man i den alder bliver betroet med så meget ansvar. Jeg arbejde på Mac’en, til jeg blev 15 – og har ikke været i branchen siden.
Claudia, 23

]]>
43z3wnMunchies RedaktionenLars Hinnerskov EriksenErik PontoppidanUng i arbejdefritidsjobdanmarkførste job i restaurationsbranchenbrækbager MunchiesFood
<![CDATA[Firmaet Liquid Death smider vand på dåse for at gøre det mere "metal"]]>https://www.vice.com/da/article/bjqzzw/firmaet-liquid-death-smider-vand-paa-daase-for-at-goere-det-mere-metalThu, 07 Feb 2019 10:03:27 GMT Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

”Nutidens ungdom går mere op i sundhed end nogensinde. Det gælder også punkere og skatere med fuck-dig-attituder,” sagde Mike Cessario, daværende kreativ direktør for reklamebureauet Doner, sidste januar. ”De drikker endda mindre alkohol og tager færre stoffer. Men de kan stadig godt lide eksplosioner, ekstremsport og heavy metal, og de nyder også stadig at pløkke hovederne af zombier i computerspil… [Men] der er ikke nogen sunde brands, der faktisk prøver at ramme den ægte ungdomskultur.”

Hvis vi spoler tiden 12 måneder frem, så har Cessario fundet en måde at putte zombie-eksplosioner, fuck-dig-punk, og … sundhed på dåse. Opfindelsen har fået navnet Liquid Death. Men hvad er der så i dåsen? Præcis den samme slags Liquid Death, du bruger til at børste tænder, lave Cup Noodles og vaske din hund.

Ja, for helvede, det er ganske almindeligt vand. Det er vand i specialfremstillede østrigske aluminiumsdåser prydet med et stiliseret dødningehoved og salgssloganet ”Murder Your Thirst”, som din 13-årige nevø synes er fedt.

”Vi startede Liquid Death med en djævelsk plan om totalt at tilintetgøre vandproducenternes sædvanlige markedsføringsclichéer ved at tage verdens sundeste drik og gøre den lige så sjov og dum og underholdende som de usunde brands, der sælger energidrikke, sodavand og øl,” fremgår det af firmaets hjemmeside. Det skal altså forklare dødningehovedet og sloganet og prisen på 19.99 dollars (cirka 130 kroner) for 12 dåser.

Ifølge TechCrunch lød flaskevandsindustriens samlede omsætning i 2017 på 240 milliarder dollars, og det beløb forventes at stige. Ifølge en præsentationsvideo for Liquid Death er vand på flaske også en ”en tøset drik for yogamødre”, hvilket hibiscusblomsten på Fiji-vandflaskerne måske også prøver at signalere. Cessario og hans partnere – som inkluderer skaberen af Mr. Pickles, Will Corsola, og en mand beskrevet som ”heavy metal bartender” – håber på, at der er folk, der vil bestille dåser til 1,85 dollars (12 kroner) online. Og at de mennesker inkluderer dehydrerede teenagere, som i årevis har tørstet efter en svedig dåse vand, og mænd, der har frygtet at blive set i offentligheden med en blomstret flaske Fiji-vand i hånden.

(Oh ja, vi tager pis på Liquid Death, fordi produktet tydeligvis tager pis på den kultur, som alle energidrikke forsøger at sælge, og den unødigt bøvede maskulinitet fra de værste ølreklamer. Vi er alle sammen venner her).

Cessario siger til TechCrunch, at brandet er et bevidst “lifestyle play”, hvilket er derfor, det måske snart vil være at finde i ”udvalgte barer, barber shops og tatovører” i Los Angeles og Philadelphia.

Nu kan unge punkere og skatere, som i al hemmelighed tørster efter h2o’ens livgivende forfriskning, altså spille smarte i skolegården og samtidig vise, at de går op i deres væskebalance.

Hvad skulle verden dog gøre uden reklamefolk?

]]>
bjqzzwJelisa CastrodaleHannah Keyserliquid deathFoodvandreklamervandvidMusikflaskevand Munchies
<![CDATA[Kan en bar føles som en rigtig bar, hvis den ikke sælger alkohol?]]>https://www.vice.com/da/article/7xnv8b/kan-en-bar-foeles-som-en-rigtig-bar-hvis-den-ikke-saelger-alkoholThu, 07 Feb 2019 09:30:07 GMTArtiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Det var weekenden omkring halloween, og jeg sad på en bar omgivet af de sædvanlige tegn på, at festen så småt var ved at gå i gang. I den modsatte ende af rummet kastede en kvinde med langt hår sig ud i en fortolkning af Alanis Morisettes ”Hand in My Pocket”. Da hun kom til det vers, hvor Alanis synger, ”I feel drunk but I’m sober,” satte kvinden sit eget personlige præg på teksten: ”But I'm fucking sober,” skreg hun.

Hendes optræden førte til begejstrede jubelråb fra tilskuere, for hun var ikke den eneste, der var ædru. Baren foran mig var proppet med alkoholfrie flasker, og den fremragende cocktail til 11 dollars, som jeg havde fået serveret, indeholdt ikke en dråbe alkohol. Det var et alkoholfrit pop-up sted i Brooklyn-kvarteret Williamsburg ved navn Listen Bar – en fire dages prøveperiode for et permanent koncept, som forventes at åbne i oktober 2019, hvis de når deres indsamlingsmål.

Alle omkring mig – så vidt jeg kunne se – var pinligt ædru og ekstatiske over at være det.

Grundlæggeren af Listen Bar, Lorelei Bandrovschi, var også begejstret. Konceptet var baseret på en idé om, at det var muligt at skabe den samme løsslupne, sjove stemning, vi kender fra almindelige barer, uden sprut. Og som hun så det, så var den her aften bevis på, at hun havde ret.

”Jeg vil gerne bringe lidt afslappethed ind i det ikke at drikke, fordi jeg mener, det er noget, som mangler i oplevelsen,” fortalte Bandrovschi. ”Det andet, jeg vil tilføje, er noget løssluppenhed og sjov og alle de ting, som alkoholen ligesom har taget patent på. Jeg mener faktisk, at det er totalt menneskelige ting, som vi alle har i os, og som vi alle ønsker at udtrykke og slippe løs.”

”Da folk begyndte at danse på bordene i lørdags, kunne jeg slet ikke styre mig, for det var lige præcis den bekræftelse, jeg havde været på udkig efter.”

Hendes drøm lyder måske aparte, men Listen er faktisk en af tre alkoholfrie barer, der åbner i New York i løbet af det næste år. Getaway Bar i Greenpoint og karaokebaren Mini Rex i Lower East Side – et opdelt koncept med en sprutfyldt bar i det ene rum og en alkoholfri bar i det andet – har begge planer om at åbne i første kvartal af 2019. Samlet set sender stederne et signal om, at det måske er tid til at tage et kig på den rolle, som alkohol spiller i vores sociale liv, i vores samlingssteder, og i vores idé om, hvad der er sjovt.

De opfordrer os også til at stille spørgsmålstegn ved, om det er muligt at adskille barens ånd – den mangel på struktur og overflod af spontanitet, som drager os mod dem – fra alkoholens hæmningsløsnende egenskaber. Mens det ædruelige vanvid summede omkring mig, sad jeg, en relativt ny afholdsmand, og nippede til min fennikel-salvie-tonic-cocktail og filosoferede over, hvad der gør en bar til en bar.

Barer – især de sprutserverende af slagsen – har længe spillet en stor rolle som samlingssteder i amerikansk kultur (og selvfølgelig for mange andre kulturer længe før det). I USA's kolonitid spillede værtshuset samme rolle som de gamle grækeres agoraer. Det var et offentligt rum, hvor indbyggere kunne mødes og udveksle idéer, få stridigheder ud af verden, og sågar starte revolutioner. De spillede så central en rolle i det vilde vestens fødsel, at kolonister, der slog rødder i en ny by, byggede baren før noget andet bygningsværk, forklarer Christine Sismondo, underviser på Toronto’s York University og forfatter til America Walks into a Bar, som kortlægger barernes unikke historiske og kulturelle betydning.

”Den amerikanske bar blev i den grad en institution,” fortæller Sismondo. ”Hver by byggede først baren, så du i det mindste havde et sted at gå hen, om det så var for at afgøre en retsstrid eller sælge dine varer.”

De tidlige amerikanske barer tjente også mere glansfulde formål. Den amerikanske revolution blev undfanget og diskuteret på værtshuse, hvilket har ført til, at historikere har døbt værtshuset Green Dragon i Boston ”Headquarters of the Revolution”. Det var langt fra et enkeltstående tilfælde, forklarer Sismondo. Revolutionære fortsatte med at opildne til forandringer fra barstole. Et nyere eksempel er fra Stonewall-optøjerne i 1969, som blev muliggjort af skabelsen af et homoseksuelt fællesskab gennem hemmelige møder på barer.

Men hvor vigtige var de drinks, der blev serveret? Det er umuligt at sige, hvordan historien ville have formet sig, hvis Green Dragon-værtshuset havde serveret alkoholfrie cocktails i stedet for øl, men Sismondo slår dog et slag for alkoholens sammentømrende egenskaber.

”Alkohol får dig på en måde til at åbne op,” siger hun. ”Der er mange mennesker, der mener, at alkohol har været en medvirkende faktor til, at mennesker som sociale væsener har været i stand til at konstruere små grupper, der kom godt ud af det med hinanden.”

Argumentet er intuitivt og simpelt: druk får os til at give slip på vores hæmninger, fjerner social angst og selvbevidsthed og gør det dermed muligt for os at knytte bånd til andre bargæster. Alkoholens evne til at nedbryde sociale barrierer kan gøre barer til ”magiske” steder, hævder Sismondo.

Spruttens egenskab som socialt smøremiddel er dog ikke et skudsikkert argument for dens nødvendighed som menneskeligt sammentømringsværktøj. Det er muligt, at vi er blevet indoktrineret til at tro, at alkohol er obligatorisk i sociale sammenhænge, at vi er dømt til at slide os gennem akavede samtaler uden den, og vigtigst af alt, at sammenkomster efter mørkets frembrud ikke ville kunne have samme løsslupne atmosfære uden dens indflydelse. Nogle ville helt sikkert argumentere for, at vores forfædre har gjort os en bjørnetjeneste ved at socialisere os til den her uvane.

Jeg har lidt af en personlig aktie i satsningen på alkoholfrie barer. Jeg stoppede med at drikke nytårsaften 2018 – datoens symbolske værdi var bizart nok totalt tilfældig – fordi det virkede som om, alkohol tog mere fra mig, end den gav mig. At give afkald på det har hovedsageligt været en lettelse.

Men det har også skabt en følelse af tab, som jeg ikke kan slippe af med, og det er gået op for mig, at det, jeg savner, ikke kun er sprutten. Det er også barerne. Jeg savner barens magelighed, at man kan komme og gå, som det passer en. Jeg savner invitationen til at efterlade mit liv ved dørtærsklen og træde ind til det uvisse på den anden side – du ved aldrig, hvem du kommer til at sidde ved siden af, hvem du falder i snak med, hvad aftenen byder på. Under interviewet pegede Sismondo på barens ubekymrede atmosfære, som giver dig mulighed for at træde ind og ud af samtaler, og den måde baren ligestiller folk og afholder dem fra at trække statuskortet under livlige diskussioner.

Pludselig er barer lukket land for mig – de er steder for folk, der drikker. Når jeg går på bar nu, befinder jeg mig pludselig i periferien. Jeg observerer snarere end tager del i de fælles aktiviteter og fællesskabsritualer. Dertil kommer det sociale pres til at hoppe med på drukvognen og uroen ved at modstå. Jeg bekymrer mig om min fremtoning, når jeg siger nej tak til alkohol: var jeg sjov nok, afslappet nok? Jeg frygter, at folk vil synes, jeg er hellig og føler mig bedre end dem. Jeg håber tit, at min danskvand vil blive forvekslet med gin og tonic. Kort sagt er meget af mageligheden ved at gå på barer gået tabt for mig. Den blev skyllet ud i toilettet, da jeg stoppede med at drikke.

Jeg havde accepteret, at det var sådan, det var. At lægge en dybt indgroet vane fra sig betyder, at man bliver tvunget til at se på, hvordan ens liv ser ud bagefter, og der er næsten garanti for, at det vil se anderledes ud. Ligesom jeg har været nødt til at finde nye (og sundere!) måder at tackle min sociale angst på, har jeg også været nødt til at finde nye måder at slappe af efter arbejde og socialisere i weekenderne. Og jeg har været tvunget til at acceptere, at noget, som jeg tidligere fandt trøst i, nu er en mild kilde til ubehag. Jeg er kommet frem til, at det er bedst at indse og acceptere de ting, som jeg savner ved at drikke alkohol – at acceptere, at jeg måske altid vil savne dem. De fordele, jeg har oplevet gennem det sidste år ved ikke at drikke, vejer langt tungere end skuffelserne.

Jeg indrømmer, at jeg var kynisk, da jeg først hørte om Listen Bar. Jeg rullede med øjnene over, hvad jeg anså som et unødvendigt forsøg på at gøre alt tilgængeligt for alle. Barer er ikke skabt for afholdsfolk, tænkte jeg, og det er okay!

Det havde på intet tidspunkt strejfet mig, at det måske var muligt at genfinde nogle af de ting, som jeg havde mistet, da jeg stoppede med at drikke. Jeg havde ikke overvejet, at nogle af de ting, som jeg tilskrev alkohol og kun alkohol, muligvis kunne eksistere andre steder.

Hvis du ser ordentligt efter, er der tonsvis af tegn på, at amerikanere tørster efter flere alkoholfrie alternativer og er mere villige til at vende traditionelle ritualer på hovedet, end de har været før i tiden. I New York er der flere og flere, der tropper op til kaffe- og juicedrevne ”sober raves” kl. 7 om morgenen og forvandler et fænomen, der er synonymt med stofmisbrug, til noget sundt.

Undersøgelser viser, at amerikanere – især generation Y – drikker mindre alkohol, hvilket har fået drikkevareproducenter til at skyde flere alkoholfrie alternativer ud. Den britiske drikkevareproducent Seedlip har haft stor succes med deres ikke-berusende drikke med urter og krydderier, og dets popularitet har vundet indpas i traditionelle etablissementer, som ønsker at udvide deres sortiment for afholdende gæster. Saxon + Parole, et spisested på Lower East Side der er kendt for deres cocktails, har udvidet det alkoholfrie menukort til at inkludere kunstfærdige Seedlip cocktails, og antallet af gæster, der bestiller alkoholfrie drinks, er ifølge barbestyrer Maxime Belfand steget med en fjerdedel.

Bandrovschi er af den overbevisning, at vi kan og bør udvide vores kollektive forståelse af, hvad en bytur skal byde på.

”Vi ønsker at kultivere charmen ved at kunne gå ind på en bar i New York uden at vide, om man kommer til at være der i 20 minutter eller seks timer,” siger Bandrovschi. ”Jeg tror, den der 'intet pres, ingen plan'-stemning er, hvad vi elsker ved barer.”

Bandrovschi, som ser sig selv som både alkoholdrikker og en, som ”virkelig nyder ikke at drikke”, begyndte for fem år siden at genoverveje sit forhold til alkohol, da en ven udfordrede hende til at give afkald på det i en måned. Det gik op for hende, at alkohol mere havde været en refleks end et valg. Hvis hun var ærlig over for sig selv, havde hun hverken brug for eller lyst til at drikke, selv om kulturen omkring hende forsøgte at overbevise hende om det modsatte. Jo længere hun gik uden sprut, jo mere nød hun den følelse af kontrol og selvtillid, hun oplevede ved at give afkald på det.

Men bare det at skulle sige nej gjorde byture med venner til en uendelig forhindringsbane, hvor hun hele tiden måtte sætte grænser. Barer, som jeg selv har erfaret, er ganske enkelt ikke designet til folk, der ikke drikker. Bandrovschi skar ind til benet af min oplevelse som ædru bargæst, og hun fik mig også til at spørge mig selv, om min tankegang omkring nattelivets potentiale var snæversynet.

De alternative mødesteder for ikke-drikkere er få og kan ikke sammenlignes med barer; dit hjem er, tja, dit hjem; caféer lukker tidligt; restauranter kræver, at du spiser, og den konstante udskiftning ved bordene gør det umuligt at hænge ud der hele aftenen. Hvis du er på udkig efter at møde nye mennesker, egner barens ustrukturerede atmosfære sig langt bedre til at starte en samtale med en fremmed. Det er den åbne atmosfære, som Bandrovschi taler om. Det er den atmosfære, hun ønsker at skabe for de afholdende.

Karin Elgai, den kommende ejer af Mini Rex og Juicebox Heroes – den ædru halvdel af baren - har en lignende vision, omend en lille smule mere aktivistisk. Hvor Bandrovschi bevidst undgår at bruge ordet ædru for ikke at give indtryk af, at hun gør reklame for en livsstil, markedsføres Juicebox Heroes udtrykkeligt som en ”ædru” bar og har tilmed planer om at afholde AA-møder i dagtimerne.

Elgai gør det klart, at hendes bar er for dem, som ikke drikker, uanset grund. Hun er ikke frelst omkring ædruelighed, men kampen for at blive ædru var i høj grad en drivkraft bag konceptet – hun bemærkede, at karaokeaftener med andre afholdsfolk sluttede tidligt, fordi folk var bange for at få tilbagefald, og hun ønskede derfor at skabe et sted for dem.

"Jeg har udelukkende mødt støtte fra afvænningsmiljøet. Vi føler, at der er brug for et rum for os i byen, og vi har ikke lyst til at spise, hver gang vi går ud,” siger Elgai.

”Mit håb er, at flere barer vil begynde at sige: ’Hey, ædru mennesker har også brug for steder at gå ud'. Vi er færdige med at hænge ud på diners.”

Alkoholfrie barer er ikke et nyt koncept, men de har aldrig fundet en plads i mainstreamkulturen. Ædruelighed har aldrig været normen for voksne og har altid krævet en forklaring. Afholdsbevægelsen i USA resulterede i afholdssale (alkoholfrie værtshuse, som skulle afløse barer), men de var forbundet til bevægelsens fanatisme og opnåede aldrig samme succes som traditionelle værtshuse, forklarer Sismondo. Moderne udgaver af den alkoholfri bar i USA har haft tendens til at følge en lignende model, idet de har været forbundet til en større bevægelse eller moralsk imperativ; Canticles Lounge, en ædru lounge i Bedford-Stuyvesant, er for eksempel tilknyttet den lokale baptistkirke, og selvom den fastholder, at den er åben for alle, er den drevet af kirkens pastor.

The Other Side, en ædru bar i Crystal Lake, Illinois, blev født, da det lokale afvænningsmiljø manglede et sted at hænge ud om aftenen og derfor skabte det selv. Baren er åben for alle, siger stifteren Chris Reed, men den er i sidste ende dedikeret til missionen om at hjælpe folk på afvænning; det er ikke bare en bar uden alkohol. Medierne har beskrevet begge barer som isolerede tilfælde. De blev opfattet som afvigelser uden forbindelse til en større kulturel bevægelse.

Selv med dens 12-trinsmøder minder Reeds oplevelse med at drive en alkoholfri bar meget om Bandrovschis prøveperiode på Listen – det er faktisk muligt at skabe den rette barstemning uden alkohol.

”Folk her opfører sig vildt, de opfører sig dumt, de taler i munden på hinanden,” siger Reed. ”Idéen om, at alkohol er en eller anden form for socialt smøremiddel, er seriøst noget ævl. Det handler næsten udelukkende om det miljø, du er i.”

En sådan påstand tegner godt for alkoholfrie barer, som sigter efter mainstream opmærksomhed. Men hvis det er sandt nu, har det så ikke altid været tilfældet? Hvad har gjort, at New York pludselig byder alkoholfrie barer uden agendaer velkomne?

I løbet af de sidste par år er wellness blevet en populær kulturel trend og udgør en hastigt stigende industri, der forventes at blive ved med at stige. Et samfundsmæssigt fokus på sundhed og velvære fører naturligt til øget omtanke omkring indtagelsen af dehydrerende væsker, der beviseligt smadrer kroppen. Videnskaben omkring alkoholens skadelige virkninger har været veldokumenteret, mens den sociale bevidsthed omkring emnet har haltet efter og kun er poppet op omkring medicinske studier og provokerende artikler.

Men takket være fokusset på wellness er bevidstheden ved at indhente videnskaben, pointerer Ruby Warrington, stifter af den ædru eventserie Club Soda NYC (”Soda” er Warringtons akronym for ”Sober or Debating Abstinence”).

"I takt med at wellness-miljøet bliver mere og mere mainstream, og folk investerer tonsvis af penge, tid og energi i aktiviteter, der øger velvære, stiller det virkelig skarpt på eftervirkningerne og udgifterne ved at drikke alkohol,” siger Warrington, som skal til at udgive en bog om sine oplevelser med ædruelighed med titlen Sober Curious: The Blissful Sleep, Greater Focus, Limitless Presence, and Deep Connection Awaiting Us All On the Other Side of Alcohol.

Warrington gætter også på, at folks åbenhed omkring ønsket om at afholde sig fra at drikke af andre årsager end de sædvanlige (afhængighed, graviditet, religiøsitet), vil åbne op for forøget selvransagelse omkring alkoholindtag, og en større villighed til at tage en pause eller helt at afholde sig fra at drikke. Hun startede Club Soda NYC i 2016 for at opfordre til den form for eftertanke, og antallet af deltagere til arrangementerne er steget stødt, siden hun første gang var vært for en ydmyg forsamling af under 10 venner i sin stue.

”Det er ikke så meget, fordi folk er bange for at sige, at de ikke har lyst til at drikke – for mange mennesker er det ikke engang en del af deres bevidsthed,” siger Warrington. ”Jo flere mennesker, der siger, ’Jeg drikker ikke, og nu skal I høre hvorfor,’ jo flere mennesker, tror jeg, vil føle sig selvsikre nok til at træffe det valg selv.”

Jim Kearns, erfaren bartender og bestyrer af de kombinerede cocktailbarer Slow Shirley og Happiest Hour, siger, at han glædeligt mixer alkoholfrie varianter af sine cocktails til afholdende gæster, men han har ikke oplevet den store efterspørgsel, og han ville være betænkelig omkring at basere en forretningsmodel på konceptet.

”Jeg tror alkoholfrie alternativer har en plads i New Yorks natteliv, men jeg tvivler på, at en bar, der ikke serverer alkohol overhovedet, vil kunne løbe rundt i byen,” skriver Kearns i en email, hvor han tilføjer, at selvom han er afholdsmand, nyder han ”den livlige atmosfære, som alkohol kan skabe.”

”Ærligt talt ved jeg ikke, om jeg kan forestille mig en bar, som ikke serverer sprut,” skriver han. ”Men jeg er nysgerrig efter at se, hvordan det virker!”

Hans skepsis er forståelig – New York er søbet ind i alkohol. Lower East Side, hvor Elgai vil åbne sin karaokebar, er kendt for sine mange barer. Derudover er der endnu ikke en vejledende model i USA for irreligiøse alkoholfrie barer. Det nærmeste, man kan komme det, er i London, hvor den alkoholfrie bar Redemption startede som en pop-up i 2013 og siden har fået to (snart tre) faste lokationer.

Ligesom New York er London kendt for et hektisk natteliv, som går hånd i hånd med sprut. Catherine Salway, som er medstifter af Redemption, ønskede at se, om hun kunne overbevise folk om at tage ud og have det sjovt uden at få tømmermænd.

”I flere generationer har socialisering og alkohol været absolut og uløseligt forbundne,” siger Salway. ”Vores budskab er, at det ikke altid behøver at være sådan.”

Måske er der noget om sagen. Tilbage på Listen Bar i New York er der i hvertfald opstemt jubel og gang i karaoke, men det skal ikke misforstås. Det her betyder ikke, at et sted som Listen vil genskabe den traditionelle baroplevelse fuldstændig, bare uden alkohol. Dine hæmninger går ingen vegne, og det er rart at have dem. Det bliver måske være lidt mere akavet at starte en samtale med en fremmed, men der er endnu ikke nogen, der er døde af lidt akavet stemning.

Jeg havde stadig en fin snak med bartenderen og endte med at sludre med en håndfuld andre gæster. Jeg efterlod ikke mit liv, da jeg trådte ind ad døren, men i stedet mærkede jeg en lille smule af den magelighed, som jeg troede, jeg havde givet afkald på for evigt.

]]>
7xnv8bAllegra HobbsKate DriesRupa BhattacharyaAlkoholbareralkoholfriædrudrinkstrendsalkoholfrie barerBarkultur MunchiesFood