Pussy Riot-aktivist fortæller om overgreb i russiske kvindefængsler

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Den 21. februar 2012 optrådte Pussy Riot med protestsangen "Punk Prayer" inde i Frelseren Kristus-Katedralen, der er en populær turistattraktion i Moskva. Sangen handler om, at Jomfru Maria skal "erklære sig feminist." Efter få minutter blev de ført væk af vagter. De havde ingen anelse om, hvor stor en sensationen det 40 sekunder lange klip fra forestillingen skulle ende med at blive. Men så begyndte de at modtage opkald fra venner og andre aktivister. "I skal holde lav profil nu," var der en, der sagde. "I må gå under jorden," sagde en anden. Til sidst besluttede gruppen sig for at følge opfordringerne. Masha måtte sige farvel til sin toårige søn og flyttede derefter fra lejlighed til lejlighed, skyllede simkort ud i toilettet, når der var gået mere end to dage, og blev interviewet af Al Jazeera på et Starbucks-toilet.

Den 3. marts 2012 blev hun anholdt og efterfølgende dømt for "at lave ballade på baggrund af religiøst had". Fra retten blev hun ført til et højsikkerhedsfængsel for kvinder i byen Berezniki, der ligger i Uralbjergene i det nordlige Rusland. Her skulle hun afsone 21 måneder af den to år lang dom. Bogen Riot Days, der delvist er skrevet i fængslet, markedsføres som en selvbiografi, men det er faktisk det første udførlige indblik offentligheden har fået i de overgreb, der finder sted mod kvinder i russiske fængsler. Samtidigt styrer bogen elegant udenom memoirer-klicheer.

"Bogen er et feministisk opråb," fortæller Masha mig mellem en af de utallige rygepauser, da vi mødes på en cafe ved Themsen i London. "Jeg vidste, at jeg var stærkt nok til at stå i mod de overgreb, jeg ville møde, men det er der mange andre, der ikke er. Bogen handler om at sige: 'Det kan godt være, du hverken har våben eller penge, men du har en stemme'. Det er en bog uden grænser, der er tiltænkt alle kvinder, som er fanget i underklassen og lider under det."

Listen over overtrædelser af menneskerettighedskonventionen, hun har oplevet i fængslet, er endeløs. "Først sad jeg i isolation. Jeg havde en bog med mig – den handlede om strafferet, og jeg læste den gennem, fordi alle vagterne sagde, at jeg havde brudt loven. Mens jeg læste bogen, gik det op for mig, at det var dem, der brød loven, og at jeg havde rettigheder. Jeg ville fandeme kæmpe for dem."

Hun begyndte at skrive om overgrebene på kvinder for den russiske avis Trud og for den tjetjenske organisation Komiteen for Forebyggelse af Tortur. Da hun først havde gjort det klart, at hun var villig til at kæmpe for sine rettigheder, gjorde fangevogterne hendes liv til et mareridt. "Det begyndte med, at jeg skulle tage tøjet af og lade mig kropsvisitere. Det skete altid tidligt om morgnen, og det var ydmygende oplevelser. De gør det bare for at fortælle dig, at du ikke betyder noget – at du bare er et lille hjul i maskinen." De tvungne underlivsundersøgelser var værre. "De sagde, at jeg havde gemt ulovlige ting i min røv og oppe i skeden. Jeg skulle sætte mig på hug, mens jeg var nøgen. Helt ærligt?"

Isolationen fra de andre fanger i fængslet var en af de hårdeste psykologiske prøvelser. "De spreder rygter om dig, så de andre kvinder ikke vil have noget at gøre med dig. De begår overgreb mod kvinder, fratager dem deres besøgsret, telefonopkald og personlige breve, alle deres rettigheder, og så siger de: 'Det er på grund af Mashas opførsel'. Derfor ville de andre kvinder ikke tale med mig, fordi de frygtede for deres sikkerhed."

Overgrebene blev bare værre og værre. "Jeg sagde til menneskerettighedsforkæmperne, at kvinderne frøs, fordi de ikke fik tørklæder at gå med. Derefter begyndte vagterne at overvåge mig konstant. De filmede alt, jeg gjorde. Kun mig. Det er Machiavellis princip; at skille folk ad for bedre at kunne herske over dem. Men jeg havde ikke tænkt mig at give op. Nu vil jeg bare gerne se de optagelser!" Den slags selvsikkerhed stemples ofte i nedgørende vendinger som værende "kvindepunk" eller "rebelsk", men Masha er også menneskerettighedsaktivist med en storslået evne til at være pragmatisk i sin aktivisme. Få måneder inde i dommen slæbte hun fangevogterne for retten og vandt den første sag af sin slags i fængslets historie.

"Det var et yderst tilfredsstillende øjeblik. Jeg ville vise mine medfanger, at de har ret til at kæmpe imod alt det lort, de udsættes for. En tredjedel af alle kvinderlige indsatte er i fængsel på grund af vold i hjemmet," siger hun. "Der findes ingen organisationer i Rusland, der hjælper kvinder i den situation, der er intet netværk. Når kvinderne når til bristepunktet, er det normalt, at de ender med at dræbe manden. Så slår hele familien hånden af dem, og de mister deres hjem og alle ejendele." Når kvinderne så ender i fængsel, fortæller hun, har de ingen kampgejst tilbage. "Jeg vil bare vise dem, at de ikke skal give op." Mashas medfanger vidste, at de ville blive straffet, hvis de takkede hende åbenlyst, så i stedet fik hun en masse varme smil og ekstra cigaretter, efter hun havde vundet sagen.

Ifølge Pavel Chikov, der leder den Moskva-baserede menneskerettighedsorganisation Agora International Human Rights Group, er Mashas oplevelser i fængslet langt fra unormale. Faktisk klarede hun det bedre end de fleste. "Marias oplevelser i fængslet var ganske normale. Hun var desuden en VIP på grund af den internationale opmærksomhed om hendes sag og hendes karismatiske væsen," siger Chikov.

"Hun mødte hårdt med hårdt i forhold til fængselsadministrationen, hun viste ingen frygt, og hun var klar til at kæmpe for sine rettigheder," tilføjer han. "De fleste russiske fængsler har ikke ændret sig meget siden Gulag-tiden. Flertallet af kvinderne har forbud mod at modtage besøg, de har ingen advokater, ingen der kæmper for dem og ingen offentlig bevågenhed. De arbejder 12 timer om dagen og har hverken adgang til varmt vand, hygiejneprodukter eller medicin."

Ifølge Masha er behandlingen af kvindelige fanger symbolsk for kvinders generelle status i Rusland. "Putin sagde for nyligt, at kvindens plads er i køkkenet, hvor hun skal lave fucking borscht." Efter sin løsladelse har Masha startet MediaZona, et nyhedsagentur, der sætter fokus på krænkelser af menneskerettigheder, som for eksempel to kvindelige fanger med kræft – repræsenteret af organisationen for fangers rettigheder, Zona Prova – der er blevet nægtet løsladelse, selvom deres helbred er kritisk. Masha helmer ikke, før samtalen om overgreb mod kvinder i fængsler bliver taget op i den brede offentlighed. "Vi får meget mindre at vide om kvinder i fængsel, end vi gør om mænd," siger hun. "Det vil jeg ændre på."

LÆS MERE FRA BROADLY