FYI.

This story is over 5 years old.

10 spørgsmål

10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille din tandlæge

Og lige en sidste ting. Tager I lattergas til julefrokosten?

Martin Toft Sarauw. Foto: Emil Vinther

Når du lægger dig til rette i tandlægestolen og blotter dit misligholdte tandsæt, er der først og fremmest tale om en tillidssag mellem dig og den person, du betaler for at rode dig i munden. Men hvor godt kender du egentlig din tandlæge? Ja, det er ham, der altid belærer dig om børsteteknikker, som du forsøger at efterleve i to dage for derefter at glemme det hele igen, men interaktionen mellem jer kommer sjældent videre end de hurtige råd, han lirer af, mens du spytter blodigt mundvand i plastikbægret. Fair nok, det kan det være svært at indlede en omgang charmerende smalltalk, når man ligger med et andet menneskes fingre i munden og har det mere eller mindre forfærdeligt. Men nu får du stillet din spørgelyst.

Advertisement

Martin Toft Sarauw er 28 år gammel og tandlæge. Han blev færdiguddannet på Tandlægeskolen i København for knap to år siden og lever i dag af at give folk tandrensninger, trække visdomstænder ud og give gode råd om brug af tandtråd (som du sandsynligvis aktivt vælger at overhøre). Vi bad ham svare på ti spørgsmål, som en tandlæge sjældent bliver stillet – men som du meget hellere vil høre svaret på.

VICE: Hvor meget går du op i din ånde?
Martin Toft Sarauw: Jeg holder mig fra at spise hvidløg i hverdagen, men det kan ikke gå helt galt, fordi vi jo alligevel har mundbind på. Dog drikker jeg en del kaffe i løbet af dagen, så jeg når alligevel at børste tænder seks-syv gange inden fyraften, og derudover tygger jeg tyggegummi og spiser mintpastiller.

Kan du godt holde ud at date en person med grimme tænder?
Nej, det ville jeg nok ikke kunne, men jeg ville forhåbentlig være i stand til at gøre noget ved det, hvis det endelig var. Når man tænker på grimme tænder, tænker man måske på det æstetiske, men det er jo mange andre ting. Jeg ville godt kunne date en person med skæve tænder, men var der en masse karies eller paradentose, ville det være noget helt andet.

Nogle gange lugter nogle ting i munden bare virkelig dårligt.

Hvad er det mest ulækre, du har oplevet ved en patients tænder?
Det er ikke så meget tænderne men folk, der generelt er usoignerede. Folk der ikke går i bad eller har beskidt tøj på, kan godt lugte. Det kan nogle gange være lidt svært at abstrahere fra, og der bliver også luftet godt ud på klinikken bagefter.

Advertisement

Hvad er det pinligste, du nogensinde er kommet ud for under en behandling?
Jeg havde engang en assistent, der kommenterede, at noget lugtede rigtig dårligt - mens patienten var der. Det syntes patienten var meget, meget pinligt at høre. Men nogle gange lugter nogle ting i munden bare virkelig dårligt. Patienten påtalte det bagefter, og vi måtte selvfølgelig undskylde.

Hvad er den mest ekstreme form for tandlægeskræk, du har oplevet?
Den oplevelse har jeg endnu til gode, men min kollega fortalte mig engang om en patient, der ikke engang nåede ind i tandlægestolen, før hun stormede ud af døren igen. Der var jo ikke sket noget endnu, men det var bare synet af stolen, der fik hende til at panikke. Patienten kom aldrig tilbage. Der var slet ikke noget at gøre.

Hvad er det mest irriterende spørgsmål, du får som tandlæge?
Jeg bliver ret tit spurgt om, hvorfor jeg er så ung. Det kan godt være lidt irriterende. Jeg har jo læst i rigtig mange år, og det er et meget praktisk fag, så under uddannelsen er man ofte i praktik. Så når man er færdig, har man jo på en måde allerede meget erfaring. De fleste forbinder bare en tandlæge med en, der er lidt ældre.

Er du nogensinde kommet til at savle i munden på en patient?
Der er jeg dog ikke kommet til, men mundbindet redder mig også, hvis det endelig er. Så heldigvis vil patienten nok ikke opdage noget, hvis det skulle ske.

Kan du gennemskue det, når dine patienter lyver om deres mundhygiejne?Sagtens. Det kan man jo lynhurtigt se, når man laver undersøgelsen. Men de fleste patienter er ærlige – hvad skulle de få ud af at lyve? De fleste patienter har faktisk meget svært ved at lyve, når man er så tæt på. Intimsfæren er jo brudt, når de ligger i tandlægestolen. Det er kun i forhold til rygning, at folk af og til pynter på tingene – men den slags spotter jeg, når først jeg kigger dem i munden.

Advertisement

Ville du hellere være rigtig læge?
Nej, det ville jeg faktisk ikke. Men for at være ærlig, var medicin min anden prioritet. Tandlægestudiet er meget mere praktisk orienteret, og det virkerede mere tiltalende mig. Man kan selvfølgelig også gå den praktiske vej som læge ved for eksempel at blive kirurg, men det var for lang en tidshorisont for mig.

Og lige en sidste ting. Tager I lattergas til julefrokosten?
Vi har faktisk ikke lattergas her på klinikken, men det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er lattergas tilgængeligt på studiet. Vi har også haft kurser, hvor vi har prøvet det, men jeg får personligt ikke det store ud af det. Om nogen så kunne finde på at tage det, hvis vi havde det her på klinikken? Det får du mig ikke til at sige.

Flere spørgsmål, du altid har haft lyst til at stille til forskellige folk:

En narkohandler

En person med Down's Syndrom

En hjemløs