I de små byer mellem Sunderland og Newcastle plejede minedriften at være livsnerven, men i takt med at kulminerne lukkede op gennem 80'erne, skød arbejdsløsheden i vejret, og nye underklasse-samfund blev dannet – den dag i dag er lokalsamfundene stadig præget af socialt armod og mangel på jobs og muligheder. Mange af de unge vil gerne rejse væk, men bliver, da de føler sig fastlåst på trods af, at der ikke er den store fremtid for dem, der hvor de er. Det er den virkelighed, som den 20-årige fotograf Luna Lopez har dokumenteret i sin billedserie, der hedder Land of Bricks. Vi tog en snak med hende om hendes billeder og oplevelser i de barske arbejdermiljøer i Sunderland, Felling og Seaham i det nordøstlige England.
Advertisement
VICE: Hvordan kom du på, at du gerne ville tage billeder i gamle engelske minebyer?
Luna Lopez: Det startede nok med, at jeg som barn så filmen Billy Elliot i en engelsktime. Jeg blev meget fascineret af de her steder. For nyligt så jeg filmen igen. Jeg brugte lang tid på at kigge på gaderne på Google Street View, og så købte jeg en billet. Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg gik ind til, men det var også en af grundene til at tage af sted.Hvad mødte dig, da du ankom?
Folk var – måske ikke decideret fjendtlige – men i hvert fald ikke glade for, at jeg kom og fotograferede dem. Jeg havde håbet på, at jeg kunne komme ind på dem og høre om deres liv, men det var helt umuligt. Folk gad ikke snakke, og de gad ikke fotograferes. Jeg kom hurtigt ud i ballade.Hvad var det for noget ballade?
Jeg gik mest efter de unge, for det er dem, jeg synes, er de mest spændende. Ofte, når jeg spurgte en gruppe drenge, så fik jeg svar i retning af "I'll let you suck my cock" eller "I was hoping for a blowjob." Hvis jeg tog billeder uden at spørge, så råbte de små børn skældsord af mig. Jeg oplevede også, at der var børn, der fulgte efter mig, mens de havde deres mor i telefonen. "There's a crazy person taking pictures." Det var ret vildt. De var meget grove. Jeg er ikke helt vant til, at børn på otte år kan skræmme mig.Det lyder ret hårdt.
Det er også et ret hårdt område. Det har jeg læst mig frem til, at det altid har været, men da minedriften lukkede ned, kom arbejdsløsheden til, og et allerede hårdt miljø blev endnu hårdere. Der er rigtig mange unge, der bare driver omkring. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid ender sådan nogle steder. Men ja, det var hårdt. Det var min første reportagetur alene i udlandet. Det regnede hele tiden, og der var ingen mennesker på gaden om dagen – de kom først om aftenen – og der var dage, hvor jeg ikke fik taget et eneste billede af mennesker. Men selvom jeg skulle kæmpe lidt mere for billederne, end jeg regnede med, var det det værd. Jeg mødte nogle fascinerende mennesker med en ærlighed og sårbarhed i deres blik, som er det, jeg bliver drevet af.
Luna Lopez: Det startede nok med, at jeg som barn så filmen Billy Elliot i en engelsktime. Jeg blev meget fascineret af de her steder. For nyligt så jeg filmen igen. Jeg brugte lang tid på at kigge på gaderne på Google Street View, og så købte jeg en billet. Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg gik ind til, men det var også en af grundene til at tage af sted.Hvad mødte dig, da du ankom?
Folk var – måske ikke decideret fjendtlige – men i hvert fald ikke glade for, at jeg kom og fotograferede dem. Jeg havde håbet på, at jeg kunne komme ind på dem og høre om deres liv, men det var helt umuligt. Folk gad ikke snakke, og de gad ikke fotograferes. Jeg kom hurtigt ud i ballade.Hvad var det for noget ballade?
Jeg gik mest efter de unge, for det er dem, jeg synes, er de mest spændende. Ofte, når jeg spurgte en gruppe drenge, så fik jeg svar i retning af "I'll let you suck my cock" eller "I was hoping for a blowjob." Hvis jeg tog billeder uden at spørge, så råbte de små børn skældsord af mig. Jeg oplevede også, at der var børn, der fulgte efter mig, mens de havde deres mor i telefonen. "There's a crazy person taking pictures." Det var ret vildt. De var meget grove. Jeg er ikke helt vant til, at børn på otte år kan skræmme mig.Det lyder ret hårdt.
Det er også et ret hårdt område. Det har jeg læst mig frem til, at det altid har været, men da minedriften lukkede ned, kom arbejdsløsheden til, og et allerede hårdt miljø blev endnu hårdere. Der er rigtig mange unge, der bare driver omkring. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid ender sådan nogle steder. Men ja, det var hårdt. Det var min første reportagetur alene i udlandet. Det regnede hele tiden, og der var ingen mennesker på gaden om dagen – de kom først om aftenen – og der var dage, hvor jeg ikke fik taget et eneste billede af mennesker. Men selvom jeg skulle kæmpe lidt mere for billederne, end jeg regnede med, var det det værd. Jeg mødte nogle fascinerende mennesker med en ærlighed og sårbarhed i deres blik, som er det, jeg bliver drevet af.
Advertisement
Hvorfor hedder serien Land of Bricks?
Titlen kom til mig med det samme. Alt var lavet af mursten, og omgivelsernes råhed afspejlede sig på en måde i de mennesker, jeg mødte. Det er barske steder, hvor man lever på trods. Så derfor var det oplagt at kalde den Land of Bricks.
Titlen kom til mig med det samme. Alt var lavet af mursten, og omgivelsernes råhed afspejlede sig på en måde i de mennesker, jeg mødte. Det er barske steder, hvor man lever på trods. Så derfor var det oplagt at kalde den Land of Bricks.
