En gennemgang af 90'er tv-seriers håbløse skildring af stoffer

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA i samarbejde med The Influence.

I dag er der massevis af (nye) serier, der skildrer stoffer på hæderlig vis. Det er lykkedes hele serier som Breaking Bad, That 70s Show, Broad City og The Wire at præsentere seere for forholdsvis realistiske afbildninger af stofbrug og kulturen omkring.

Og så var der dengang, Jessie Spano fra Saved by the Bell råbte, "I'm so excited! I'm so excited! I'm so scared," i et trip, hun åbenbart fik efter at være blevet afhængig af koffeinpiller. Presset fra hendes mange lektier og nye, entusiastiske aerobics-pigegruppe Hot Sundae bliver simpelthen for meget for hende. Derfor bliver Jessie afhængig, for så bare at vende sin nye vane ryggen et par dage senere.

Det er langt fra den eneste gang, en TV-serie har kastet sig ud i et narkoplot og fejlet gevaldigt. Nogle manusforfattere lader til fuldstændigt at have mistet grebet om virkeligheden. Andre gange er der bare tale om en lam videregivelse af den generiske "stoffer er slemme"-diskurs, der er blevet kanoniseret af USAs Krig Mod Stoffer.

Tv-serien The Fresh Prince of Bel-Air (på dansk med den geniale titel 'Rap fyr i L.A.', red.) havde også sit helt eget bizarre afsnit med narko i hovedrollen. Will Smith kan ikke overskue sine forpligtelser i afsnittet "Just Say Yo," og han begynder derfor at hapse amfetamintabletter fra et pilleglas, han gemmer i sit skab.

Imidlertid er hans fætter Carlton plaget af en hudorm og har af en eller anden grund ubegrænset adgang til Wills skab, så han negler, hvad han tror er en "vitaminpille" fra Wills stash lige før skolens gallafest. Det fører til en vanvittig shitstorm af ren fiktion, der blandt andet omfatter en intens scene, hvor Carlton danser som en gal, mens han skriger, som om han er med i Thriller. Scenen kulminerer med, at han dejser sammen på dansegulvet til den tammeste gallafest, der nogensinde er blevet afholdt af og for velhavende privatskolebørn.

Carlton bliver bragt på skadestuen med lynets hast og tvinges til at blive på hospitalets "afdeling for kemisk afhængighed", selvom han umiddelbart har det fint nok. Will indrømmer over for sin onkel, at pillerne var hans. Uncle Phil straffer Will—"Min søn kunne være død på grund af dig"—og tvinger ham til at give familien en tårefyldt undskyldning.

De absurde skildringer af stoffer stoppede ikke i 80'erne og 90'erne (men mere om det senere). Nu til dags er de bare blevet ofre for akavede forsøg på at være edgy.

I februar præsenterede HBO det seneste skud på stammen i en lang række af 'rå dramaserier', der svælger i stofmisbrug: Vinyl. Netværket har etableret sig som den førende arena for alkoholiserede antihelte med diverse narkovrag i birollerne, en stime der begyndte med Oz, og fortsatte med The Sopranos, Deadwood, Six Feet Under, The Wire, Boardwalk Empire, The Leftovers og True Detective. Vinyl er en hed, destruktiv, hedonistisk kærlighedserklæring til det kaotiske, men kreativt sprudlende New York fra fordums tid.

Serien følger pladebossen Richie Finestra, det coke-hærgede overhoved for det hastigt synkende pladeselskab, American Century (og er i øvrigt gift og far til to) i New York anno 1973. Det er et uimodsigeligt faktum, at seriens skaber, Martin Scorsese, er verdensmester i at konstruere narrativer om narko, vold og mænd, der ikke opfører sig pænt. Men selvom Vinyl leverer en dygtig skildring af afhængighed, er brugen af kokain i serien helt til grin. Den skydes i gang af en klam og oprevet Finestra, der køber syv gram "boliviansk dansestøv" fra en pusher, han handler med gennem vinduet på sin bil. Af uforklarlige årsager løber det op i omtrent 1800 kroner…i 1973?

Omregnet til danske kroner i 2016 betaler han lige under 10.000 for de syv gram. Men det eneste, der er sværere at tage seriøst end prisen på Richies cola, er hans reaktion, hver gang han tager det. Efter at have sniffet en bane fra bakspejlet, som han flår ud af sin egen bil, farer han dramatisk op og kaster hovedet tilbage, mens han stønner og hiver efter vejret, som om han lige har fået verdens bedste blowjob.

På trods af, at han skulle forestille at være et erfarent cokehoved, har han den samme orgasmiske reaktion to afsnit senere, efter han tager et par streger ved sit skrivebord. Som Richard Hell skrev, "Kokain er ikke ligesom at få et kosteskaft stukket up i røven. Det ved alle. Kokain er rart. Et varmt smil ville være nok." Vi ser aldrig Finestra med den karakteristiske kokain-dryptud, og vi ser ham heller ikke skære tænder. Han lukker en masse lort ud, men det gør han jo også i upåvirket tilstand.

Men den mest udbredte fejlskildring af kokain på TV er og bliver idéen om, at man bliver øjeblikkeligt afhængig af det. Charlie Day, Dee Reynolds og stakkels Rickety Cricket bliver med det samme afhængige af stoffet i It's Always Sunny in Philadelphia. I "The Gang Gets Whacked (Part 2)," siger Charlie til Dee, at de skal tage kokainen via tandkødet for at "komme op og køre", fordi "man bliver narkoman af at sniffe det". Hmm.

Always Sunny's karikerede univers bekræftes yderligere af de mafioso-typer, der dukker op i velour træningstøj senere i samme afsnit—så Dee og Charlie bliver naturligvis instant cokevrag (ligesom det afsnit, hvor Dee og Dennis bliver afhængige af crack lige med det samme) efter ihærdigt at have fingerbørstet deres tandkød med coke.

Da en modvillig og træt Rickety Cricket er for langsom til at sælge mere af deres coke, præsenterer de også ham for "gumming", hvorefter han også bliver afhængig med det samme. I stedet for at skære tænder eller komme med alt-for-ærlige følelseserklæringer for et irriteret publikum, stjæler han overskuddet fra Dee og Charlies narkosalg og køber pauker som led i sin musikalske jagt på at opnå "total sexiness." Som alle jo gør, når de er på coke. Herefter brækker velour-mafiosoerne hans ben, og det bliver starten på Rickety Crickets tragiske nedtur, der gør ham til en hjemløs, stjælende, ringorm-inficeret, crackrygende, nyre-manglende, selvmorderisk prostitueret, som forbipasserende hunde prøver at parre sig med. Alt sammen bare fordi han tog lidt coke…og var forelsket i Dee.

Få serier var bedre til at sprede frygt i post-Reagan æraen end teen-sæbeoperaen Beverly Hills, 90210, hvori flere karakterer i seriens løb udviklede pludselige misbrug.

Den tidligere mean girl Kelly Taylor bliver øjeblikkeligt afhængig af coke, efter hendes far ikke dukker up til deres frokostaftale, og hun bruger endda en trøstecheck, han har givet hende til at sniffe en streg på badeværelset (kokainen har hendes kæreste, Colin, der er kunstner, åbenbart bare liggende frit fremme). På det tidspunkt i serien har Kelly, hvis mor er en skrupskør, tidligere model, aldrig taget stoffer før. Men på bare én dag når det til et punkt, hvor Kelly prøver at stjæle sin kærestes coke, og de skændes om hans "stash" - ikke fordi, hun skal bruge det til en bytur, men simpelthen fordi, hun har brug for noget pulver til at "få hende igennem dagen." Det eskalerede hurtigt, som man siger.

Hendes venner konfronterer hende kort efter med hendes brug af "dødelige stoffer," selvom det er skræmmende at forestille sig noget, der kunne være værre end deres gyselige makeup, der senere blev inspirationen bag tusindvis af Bratz-dukker. Kelly kvitter først kokainen, da hendes pusher forsøger at voldtage hende.

Efter et Jeep-uheld bliver Donna Martin afhængig af smertestillende medicin, og da hun først er begyndt at misbruge de smertestillende, får Donna også brug for "uppers" (fordi medicinen gør hende "så træt"), og hun udvikler dermed sin helt egen receptpligtige narkosymbiose. Hun får fingrene i noget "deamfetamin" (en til lejligheden opfundet fiktiv amfetaminform) gennem sin kærestes bror, og for at nære den afhængighed, der så hastigt har overtaget hendes liv, stjæler Donna derefter et glas med "uppers" fra sin fars klinik.

Da hendes "deamfetamin"-pusher løber tør, flipper hun ud i et apotek og tigger efter smertestillende, men hun får afslag, fordi hun allerede har kværnet 60 piller på en uge. Så piver Donna til sin far over, at hun har "ondt i ryggen" og "otte millioner skitser hun skal have lavet…til i morgen," hvorefter han giver hende "nok piller til et par dage"—men pilleprinsessen tager dem alle sammen senere samme aften. Donna får overdosis og ligger i koma. Heldigvis går der ikke længe, inden hun vågner, så hun med triste øjne kan stirre dybt ind i kameraet og minde børn og unge om, at stoffer er noget, man skal holde sig fra.

Men serien stopper ikke der. Den baglæns-kasket-klædte David Silver bliver afhængig af "crank", da han får problemer med både at få lavet sine lektier og kunne holde sig vågen til sine nattevagter som collegeradio-DJ.

Da han spørger sin chef på radioen, Howard (der ligner en fodboldfar fra 70'erne på vej på swingerklub) om han bare må afspille noget, han har optaget, skælder Howard ham ud og siger, at udsendelsen skal være live, og giver ham crystal meth i stedet. Den natlige sendeflades integritet skal bevares, men her, dumme kasketknægt, tag noget meth!

Fordi det her er 90210, er David nu fuldstændig hooked på "crank", og inden længe bliver han fyret. David finder en ny dealer, stjæler $150 (lidt under 1000 kroner) fra sin far, hvorefter hans hjem bliver ransaget af politiet. Han når dog med nød og næppe og med hjem fra sin alkoholiserede og tidligere narkoafhængige ven, Dylan McKay, at skylle stofferne ud i lokummet.

Selv duksedrengen Brandon Walsh bliver offer for narko, da hans psykisk ustabile kæreste Emily Valentine kommer noget i hans drink på en "virkelig hip" undergrundsklub. Efter han takker nej til at tage U4EA (90210s fiktive version af ecstasy (præsenteret som "stoffet, der bringer nye par tættere sammen") køber hun i smug to små pakker af en overvægtig pusher i læderjakke (selvfølgelig). Hun bestiller to sodavand, og mens Brandon kigger væk, hælder hun U4EA i begges drinks, lige for øjnene af bartenderen og alle andre. Stoffet får ham til at lave nogle akavede spjæt, men gør ham bare lidt ubehøvlet og irriterende, og det virker i det helt taget mere, som om de er fulde end på ecstasy.

Og apropos teenagere på ecstasy, så bliver castet i den kvalmende Dawson's Creek's også udsat for deres helt egen, bizarre MDMA-episode. I "Great Xpectations" (suk), går dydsmønstret Andie McPhees største drøm i opfyldelse, da hun kommer ind på Harvard. Men fordi hun ikke er ovenud lykkelig over den gode nyhed, frygter hun, at hendes antidepressiver er holdt op med at virke. For at gøre en lang historie kort resulterer det i, at hun i al hemmelighed popper en pille til et rave.

Det hele begynder meget stille og roligt—hun danser, har det fedt og roder alle i håret—indtil hun forvilder sig ind i en hoppeborg, hvor det hele bare bliver for meget for hende. Ambulancen ankommer, og stemningen har aldrig været mere alvorlig i et tv-show.

Andies ulykke skyldes angiveligt kombinationen af ecstasy og lykkepiller, men i tidligere afsnit finder vi ud af, at det lægemiddel, hun tager, er Xanax, der bruges til at behandle angst, ikke depression. Derudover ser vi i "His Leading Lady" et nærbillede af pillebøtten, hvorpå der står "Zanac 20 MG," og pillerne er store og mørke, det stikmodsatte af Xanax.

Andie slipper i sidste ende uskadt fra episoden, men hendes bror siger, med tårer i øjnene, at antidepressiv medicin er en "tidsbombe, når det blandes med det forkerte" og tilføjer, at "hun kunne være død af det."

Det gennemgående budskab nærmest tværes ud i hovedet på seeren: Arbejd hårdt, kom ind på Harvard, og husk for guds skyld, at bare én nats sjov næsten med sikkerhed vil tage livet af dig.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af The Influence, en nyhedsside, der dækker alt om menneskers forhold til stoffer.

Læs mere fra VICE og The Influence:

Jeg bliver ved med at forelske mig i heroinmisbrugere

Det du ikke lærte om stoffer i skolen

Jeg giftede mig med en sexforbryder