Billede af Hedda Rysstad.

Jeg drak en kande på Eiffel Bar og fik serveret dansk værtshushistorie

Meget har ændret sig på Christianshavn, men 'støvlen' fyldt med Pernod, snaps og citronvand bliver aldrig taget af kortet på det frankofile værtshus.

|
maj 18 2018, 8:25am

Billede af Hedda Rysstad.

Klokken er 11 om formiddagen. En porter, en Rød Tuborg, en Eiffel-øl fra Hancock og en citronvand bruser af bag bardisken på Eiffel Bar i København. Ved et bord sidder en skjorteklædt herre og nyder sig en øl og dagens BT.

Bartenderen Hanne Lindblad griber ud efter først en flaske Pernod og siden en Rød Aalborg og hælder to centiliter af hver ned i en stor glaskande. Hun holder porter og Rød Tuborg i en hånd, Eiffel-øl og citronvand i den anden, og tømmer flaskerne ned i glaskanden.

Resultatet er en kande med en dybsort væske prydet med en lysebrun skumkrone. Duften af anis hænger som mosebryg i toppen af kanden. En håndfuld isterninger sørger for, at kanden dugges til med et tyndt lag kondens. Jeg tager et glas.

Bartender Hanne Lindblad skænker op i kanden.

‘John Mogensen’. ‘Smedekande’. ‘Hitler Petroleum’. ‘Støvle’. Opskriften er den samme, selvom navnene har været mange. Men i Wildersgade på Christianshavn er den blot kendt som en ‘Eiffelkande’.

“Jeg drak den, da jeg var ung,” fortæller 65-årige Svend Grønqvist, der har ejet Eiffel Bar siden 2001. “Det var tilbage i 70’erne. Der var den udbredt på værtshusene rundt omkring i byen. Man kan også bruge rød sodavand i stedet for citronvand. Så bliver skummet bare rødt.”

Eiffel Bar er Christianshavns ældste værtshus og byens mest frankofile værtshus. Eiffeltårn, Triumfbue og Moulin Rouge er sandblæst ind i spejlmosaikken, der dominerer stedets ene langside. Over mig hænger gamle brædder malet i tricolorens-farver og holder det hærgede loft ude af syne. På væggene hænger malerier af parisiske motiver, og i bunden af pissoiret ude på herrelokummet ligger en skiveskåret citron og holder dunsten af pis i ave. Den skiftes ud hver morgen.

Eiffel Bar er et lille sted, hvor cigaretrøgen hænger tungt, og bajerne serveres i selebuks. Her kommer skuespillere og folketingsmedlemmer. Kokke og embedsfolk. Og torsdag, fredag og lørdag er her fyldt op med unge mennesker.

Ikke meget har ændret sig gennem årene på Eiffel Bar. Før værtshuset fik sit nuværende navn engang i 1950’erne hed det Hos Jacob. Svend Grønqvist fortæller, at den største ændring var dengang, en tidligere ejer tog på ferie, og personalet så valgte at save baren over og flytte den hen på dens nuværende plads i hans fravær. “Sådan lyder rygtet i hvert fald,” siger han. “Men det var før min tid.”

Svend er født i Havnegade, der ligger en kort gåtur over Knippelsbro på den anden side af Københavns Havn, og derfor “er han ikke lokal”, som han selv siger det. Men han har haft sin gang på Eiffel Bar, siden han var teenager. Først som gæst, siden som bartender og ejer.

Svend fortæller, at han i gamle dage plejede at drikke en kande, når han raflede sammen med vennerne. Når man så tabte, måtte man fylde en sjat af, hvad man nu end lige sad og drak op i kanden. På den måde kunne man holde liv i ‘Støvlen’.

“Der er jo kun små fem genstande i,” fortæller Svend. “Så det er jo ikke fordi, man bliver så beruset, hvis man drikker den. Det kan måske godt snurre lidt, men man vælter ikke ud ad døren vel?”

Svend Grønqvist har ejet Eiffel Bar siden 2001 og er kommet her, siden han var teenager.

Den første tår er overraskende frisk. Men smagen af øl og citronvand forstummer i den gennemtrængende anis fra Pernod. Det kræver lige en smule tilvænning, men så begynder den langsomt at glide lettere ned.

Hverken Svend eller Hanne har overblik over, præcis hvor mange kander der bliver solgt i baren, men solgt bliver den. “Det svinger lidt,” fortæller Svend. "Der kan godt gå en uge uden, at vi sælger en, men så sælger vi måske pludselig 10 i løbet af en enkelt aften. Normalt serverer vi den med en grøn pilsner i stedet for den røde. Men den originale opskrift kalder altså på en rød, og den har vi hjemme for tiden.”

Den mest kuriøse del af opskriften må være citronvanden, men ifølge Svend er det slet ikke så mærkeligt. “Det er jo ret normalt at blande porter og citronvand,” siger han. “Det hedder i øvrigt ‘luderchampagne’. Og så er der jo porter blandet med øl, som man kalder en half and half.

Kanden er altså en poetisk kombination af de to. Tilført en smule dansk brændevin og lidt fransk pastis.

Da Svend begyndte at arbejde på Eiffel Bar, var det som daglejer. Han blev ansat om morgenen, når han mødte ind og fyret igen om aftenen, når hans løn var blevet udbetalt. Dengang bestod klientellet på Eiffel primært af havnearbejdere.

“Før i tiden var Christianshavn et fattigmandskvarter. Det er det bestemt ikke længere,” lyder det fra Svend. “Her var gamle lortehuse, hvor fugten drev ned ad væggene og seks baggårde i hver karré. Baghuse er der ingen tilbage af, og hvis der er, så er de fyldt med stokroser og skidt og møg.”

Christianshavn har ændret sig, og det har Eiffel Bars klientel også.

“Langt de fleste er søde og rare, men der er da også nogle røvhuller i blandt,” fortæller Svend. “Vi er nødt til at male toiletterne flere gange om året på grund af grafitti. Malede de så bare noget, der tog lidt længere end to sekunder at lave, ville det være noget andet. Det er sgu lidt trættende.”

Men at ungdommen har afløst den gamle garde på Eiffelbar, mister Svend ikke søvn af. “Der skal jo noget ungdom til. Vi kan jo ikke alle være 60+. Så længe her ikke kommer bander og rockere. Dem gider vi ikke.”

Eiffel Bar opererer ikke med dørmand. Når der en sjælden gang kommer forstyrrende elementer forbi, er gæsterne hurtige til, at få gelejdet uromagerne ud, før de får lavet for meget ravage. “Man passer på hinanden,” siger Svend. “Det er mit håb, at den, der skal føre Eiffel Bar videre efter mig, formår at holde fast i det gamle.”

“Der er da nogle af beboerne, der synes, at det støjer lidt, når folk skal hjem og står og synger opera ude på gaden midt om natten. Det kan jeg da godt forstå. Men så skulle man måske ikke være flyttet hertil. Vi ligger her, Café Luna ligger her, Café Wilder ligger her. Og så er der også Fingerbøllet og Stærkodder. Der er altså derfor en rimelig god chance for, at der er en brandert eller to på vej hen ad gaden.”

Jeg har gjort kål på de to sidste sorte dråber af Eiffel-kanden. Det snurrer lidt i hovedet, men jeg vælter ikke ud ad døren. Der er en lille brandert på gaden, men jeg slingrer let og elegant gennem Christianshavn. Opera må vente til en anden dag.