FYI.

This story is over 5 years old.

Når internet bliver til virkelighed

Facebook-gruppen 'Hvad skal vi ha' til aften i dag?' er blevet til en kogebog

Den danske madgruppe med mere end 40.000 medlemmer har udgivet en kogebog med det bedste fra internettet – minus kogte rotter.
facebook gruppen "hvad skal vi ha' til aften i dag"
Collage via Munchies Danmark.

Det vrimler med kogebøger i denne tid. Noma har udgivet en fermenteringsbibel, Bo Bech har udgivet et episk kokkemanifest. Og nu kommer Helle Thorsted så med kogebogen Hvad skal vi ha' til aften i dag?.

Du kender måske ikke lige Helle Thorsted af navn, men du kender helt sikkert hendes Facebook-gruppe 'Hvad skal vi ha' til aften i dag?', der dags dato har over 40.000 medlemmer.

I gruppen, der blev startet tilbage i 2012, deler de mange medlemmer flittigt ud af opskrifter på brun sovs, beskrivelser af gårsdagens måltider og underbelyste billeder af gryderetter. 'Hvad skal vi ha' til aften i dag?' er et ufiltreret indblik i dansk madkultur, som den tager sig ud langt fra instagramfiltre og lakerede kyllingbryster.

Annoncering

Og nu er gruppen altså blevet til en fysisk bog.

”I bogen er der ingen professionelt opstillede billeder, stjerner eller kokkehuer," fortæller Helle Thorsted i en pressemeddelelse. "Her er det Hr. og Fru Danmark, der laver mad, og som tager billederne. Her ser vi maden, som den ser ud, når den bliver sat på bordet, og som den ser ud i langt de fleste danske hjem."

På Facebook kan man yderligere læse, at "bogen bliver med spiralryg", og at den altså derfor er "praktisk og perfekt til køkkenet."

Helle har tidligere fortalt til MUNCHIES, at hun har måttet luge ud i trolls og digitale mobbere, der delte billeder af "rotter, der lå og kogte i en sovs," og af "afføring på en tallerken." Vi ved endnu ikke, hvilke kulinariske genistreger, bogen byder på, men vi ved, at der kommer til at være 120 opskrifter fordelt på kategorierne grønt, kød, kylling, fisk, bagværk og desserter. Opskrifterne er blevet udvalgt fordi de "hver især har høstet mange likes og rosende kommentarer".

Og det er vel i virkeligheden den ypperste garanti for kvalitet, man kan mønstre i 2018.