Mød den ’etiske kødæder’, der i et år selv har dræbt de dyr, hun har spist

FYI.

This story is over 5 years old.

dyr

Mød den ’etiske kødæder’, der i et år selv har dræbt de dyr, hun har spist

Louise Gray er forfatter til 'The Ethical Carnivore'. Bogen følger hende i et år, hvor hun kun spiste kød, som hun selv havde fulgt og slagtet. ”Det er ikke en filosofisk afhandling,” siger hun. ”Folk må drage deres egne konklusioner.”

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK i 2016.

"Skynd jer, inden bommen går ned!"

Louise Gray løber tilbage til bilen, mens hendes tante råber fra forsædet. Vi kører under bommen for at komme ind på Seacliff strand i det sydlige Skotland. Vi kører ned af en grusvej, som forgrener sig i to retninger gennem skoven. Vi kravler ud af bilen med vores klodsede oppakning bestående af termokander, jakker og kameraudstyr. Hendes tante efterlader os der.

Annoncering
ethical-carnivore-louise-gray2

Seacliff strand

Vi går gennem træerne og kommer ned til stranden. Det mørke sand strækker sig ned til vandkanten, og dernede holder en hvid pickup på nogle flade sten. Vi er lidt for sent på den, og Gray går i et tempo, hvor jeg næsten ikke kan være med – især ikke i gummistøvler.

Efter at havde arbejdet som miljøkorrespondent for The Daily Telegraph i fire år, flyttede Gray fra London til Edinburgh. Der besluttede hun sig for at føre en påstand ud i livet, som alt for mange ytrer til fester for at hævde sig selv. Hun ville finde ud af, hvor kødet kom fra og besluttede, at i et år ville hun kun spise dyr, som hun selv havde dræbt. Bogen The Ethical Carnivore følger hende i 18 måneder, hvor hun finder ud af, hvad det betyder i praksis – og om det overhovedet kan lade sig gøre.

ethical-carnivore-louise-gray11

"Man kan ikke retfærdiggøre det eller finde en nem måde at spise kød på," siger hun. "Man kan ikke slippe udenom ved at sige, at man har gjort det på en etisk måde. Folk, som er imod, at man dræber dyr, kan man ikke argumentere imod. Jeg accepterer, at de har det sådan, og hvis ikke jeg gjorde det, ville hele bogen falde til jorden. Det er ikke en filosofisk afhandling. Det er bare min personlige rejse, og folk kan drage deres egne konklusioner."

The Ethical Carnivore tackler selvfølgelig de frygtelige scener fra det industrielle landbrug, som de fleste vil forvente af en bog om de etiske aspekter af kødspiseri – men den er langt fra så ensidet, som man kunne tro. At nægte at tage samtalen hjælper ingen.

Annoncering
ethical-carnivore-louise-gray14

Louise Gray, forfatter til 'The Ethical Carnivore'.

Derfor er jeg mødtes med Gray for at opleve en dag som etisk kødæder. Vi skal ud og fange og spise vores egen hummer.

Da vi når frem til den lille skotske havn ved Seacliff, bliver vi mødt af Grays fætter og hans hold. Vi kravler om bord i båden og vores hummermand, Sam Lowe, sætter båden i vandet.

ethical-carnivore-louise-gray12

Louises fætter hiver en ruse ombord

Bunden af båden er lille og dækket med gummimåtter. Der er ikke plads til, at man kan holde sig på sidelinjen. Blandt spande med fiskehoveder og radioudstyr, sandwiches og termokander med grøn te, hiver Lowe ruser op fyldt med baskende fisk og krabber.

Han hiver forsigtigt hummerne op og giver dem til Gray, så hun kan måle, om de er store nok til, at vi må beholde den. Det er en meget striks procedure, og en fejl kan give en bøde på 10.000 kroner, hvis vi tager en for lille hummer med hjem. Jeg ryster på hænderne, mens jeg åbner en knibtang for at kunne sætte elastikker på kløerne, så de bliver holdt på plads. Når først kløerne er i ro, lægger vi hummeren i en spand bagerst i båden og sejler videre til en anden ruse.

ethical-carnivore-louise-gray15

Knibtangen er på plads om hummerens klo.

Tilbage på land ved North Berwick havn kører vi til Lobster Shack. Det er en lille hytte, der serverer friskfanget jomfruhummer, muslinger og makrel til gæsterne i sommermånederne. Ejeren Stirling Stewart hjælper os med at "gøre det af med" vores frokost.

Den udvalgte hummer bliver lagt på et blåt spækkebræt, og vi går ud på bænken foran huset, så Gray kan slå den ihjel. Stewart finder en skarp kniv frem, og jeg ser på, mens Grays kropsholdning ændrer sig ganske lidt. Det meste af dagen har hun været lidt vilter, en hvirvelvind af aktivitet og mistede bilnøgler. Nu er hun rolig og står helt stille. Hun er højere end før, og hun ser hummeren an med spredte ben og fødderne tæt på bordet.

Annoncering
ethical-carnivore-louise-gray6

Louise med sit trofæ.

Jeg hører hummeren knase, da Gray lader kniven flække den på langs. Lyden af værktøj, der flytter sig på træbænken følger efter, og til sidst et "pyh", da dyret endelig holder op med at bevæge sig.

Gray og Stewart piller indvoldene ud, trækker kløerne af og lægger kødet på grillen. Det syder lige så snart, det kommer på, og skifter farve fra dybblå til ferskenorange, inden det bliver rosenrødt. Gray peger på dyret for at vise, hvordan kløerne bevæger sig, når kødet trækker sig sammen på grund af varmen.

ethical-carnivore-louise-gray1

Guillotinen.

Jeg har aldrig smagt hummer før, men det smager præcis, som jeg forventede: Enormt smagfuldt, sødt og smelte-på-tungen-agtigt. Det er en smag, hvor man let forfalder til klichéer.

"Jeg tror, det især gælder for vores generation, at der er et behov for at få en forbindelse til tingene igen, og det kan man ikke gøre gennem en skærm," siger Gray med munden fuld af hummer. "Madlavning og det, vi spiser, er en glimrende måde at gøre det på, og den ultimative oplevelse er at spise kød, som man selv har skaffet. Jeg mener ikke, at vi alle kun skal spise kød, vi selv har dræbt, for der er mange, der er alt for følsomme og ikke kan klare det. Desuden har det været enormt tidskrævende og ret dyrt. Det er derfor, jeg har lavet bogen – så I andre slipper for at kaste jer ud i det."

ethical-carnivore-louise-gray8

Ofret.

Mindre end et minuts gang fra Lobster Shack møder vi Maggie Sheddan, som skal vise os rundt i hendes hummer-rugeri. Forretningen holder til i store containere, og hvert år sætter rugeriet tusindvis af små hummere ud i fjorden.

Annoncering

Sheddan fortæller, at i naturen lægger en hummer 8-10.000 æg, som kun har 0,01 procent chance for at overleve.

ethical-carnivore-louise-gray7

Hummerrugeriet i North Berwick.

"Hvis rugeriet får fat i dem, hvis bare vi får 100 ud af 1000, så er vi tilfredse," siger hun. "De er her i 12-18 dage, og de har en langt bedre chance her, end hvis de bare var ude i havet."

Rugeriet er fyldt med store hvide bokse, hvor en masse små dyr piler rundt. Jeg tror først, at det er en slags rejer, men det viser sig at være bitte små hummere, der er delt op i aldersgrupper, og er på vej op i det Sheddan kalder for deres "lejligheder" i det hummerhøjhus, der står stablet bagerst i containeren. Her bor de, til de er store nok til at blive sat fri.

ethical-carnivore-louise-gray13

"Rugeriet er ikke reguleret af europæiske love," fortæller Gray. "Det er skabt af de lokale fiskere, fordi det er deres fiskeområde, og de vil gerne beskytte antallet af hummere."

"Det handler ikke om at sige, at man ikke skal spise dem – man skal bare kun tage, hvad man har brug for," tilføjer Sheddan. "De giver os arbejde, og vi underviser omkring det, så hummerne giver os meget."

Næste dag mødes jeg med Gray i hendes hjem i Edinburgh, hvor hun er stresset over det tiltagende pres, der opstår, inden en bog udkommer. Hun viser mig hendes fryser, som hun blev nødt til at købe for at have plads til alt det kød, som hun pludselig stod med, mens hun lavede The Ethical Carnivore. Hun forklarer også, at noget af det blev givet videre til familie og venner.

Annoncering
ethical-carnivore-louise-gray5

Udover fryseren og det par waders, hun har købt, har det seneste år som slagter så forandret noget i hendes hverdag?

"Det har forandret mit syn på kød," siger hun. "Jeg har gennemgået en utrolig rejse for at forstå, hvor min mad kommer fra. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke havde kastet mig ud i det, for det er meget nemmere at være lykkeligt uvidende. Men jeg elsker at forklare ting til folk og prøve at se og forstå verden. Det er jeg blevet bedre til."

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan folk i byerne mon reagerer på The Ethical Carnivore, eller hvordan folk uden direkte adgang til levende dyr eller hummerrugerier kan begynde at blive etiske kødædere.

"Landmænd er tit ikke særlig gode til at tale om, hvad de laver," indrømmer Gray. "Men jeg tror, at det er ved at ændre sig. Jeg vil anbefale, at folk finder en måde at få en direkte forbindelse til kødet på. Det kan være en god slagter eller en mere direkte kontakt på et marked."

ethical-carnivore-louise-gray9

Folk vil altid have lyst til at spise kød. Grays erfaringer viser, at det er essentielt, at de bliver forsynet med kød, der er opdrættet på en ansvarlig måde.

Jeg ender med at tage en kæmpe omvej for at komme fra Edinburgh til London. Da vi når til Lake District, skifter skyerne fra et gråt tæppe til hullede skyer, hvor solen stikker igennem og lyser pletter af landskabet op.

Det går op for mig, at jeg ikke engang har tilbragt en dag sammen med Gray og hendes etiske tilgang til kød, og jeg ser allerede anderledes på verden.