Danske kokke fortæller om deres værste madvaner

Du er ikke alene i synden. Find ud af, hvorfor køkkenchefen fra Søllerød er afhængig af O'boy, og hvorfor Lasse fra Grød ikke kan holde sig fra Knoppers.

|
10 april 2017, 8:10am

Chokolademælk, pizzaburger, mælkesnitte. Det er fødevareprodukter, hvor hver eneste kubikmillimeter er fyldt med syntetisk kakao, pulvertomater og e-numre, men som vi stik imod alt fornuft hælder i os med en blanding af skam og barnlig begejstring. Vi ved allesammen godt, det kan være noget forbandet skidt, men det er vi ligeglade med. Så længe andre ikke finder ud af det.

Men hvad med kokkene, vores garanter for bæredygtighed og gastronomisk aspiration. Kan de sige sig fri fra den slags ulødige laster? Selvfølgelig ikke. Derfor spurgte vi fem kokke, hvad de elsker at spise, når de er alene.

Alle billeder af Amanda Bødker.

Gorm Wisweh, ejer af Gorms

Jeg elsker pomfritter. De allerbedste er de rillede bølgepomfritter, og meget gerne de der helt døde cafeteriapomfritter. Jeg spiser det dog ikke så tit, og jeg laver dem meget sjældent selv, da jeg hader at fritere i min lille københavnerlejlighed. Men når jeg for eksempel er ude at køre, kan jeg godt finde på at holde ind til siden og få en omgang McDonald's-fritter, som sådan en "vær god ved dig selv"-ting. For der er altså ikke noget bedre end lune sprøde fritter, som jeg selvfølgelig spiser i bilen, så der ikke er nogen, der opdager det. Jeg tager også ofte solbriller på, når jeg kører igennem drive-in.

LÆS MERE: Fiskefilet med piller og pomfritter i provinsen

Jeg tror, jeg har en stor kærlighed til pomfritter, fordi min mor og far havde en restaurant på Bornholm, hvor min far var en rigtig dygtig kok, og lavede mad af god kvalitet. Men fordi det i 80'erne var meget normalt, at børnemenuerne på restauranter stod på pomfritter og fiskefilet og sådan noget, gjorde den det også i mine forældres restaurant. Jeg måtte bare aldrig få noget fra den menu. I stedet fik jeg lækker voksenmad, og det var nogle gange rigtigt irriterende, specielt fordi mine venner ligesom forventede, at vi kunne få pomfritter, hver gang de kom. Derfor var det også utroligt specielt, når vi en sjælden gang faktisk fik lov til at få de der bølgede pomfritter, som nærmest ikke havde set skyggen af en rigtig kartoffel.

Jeg tænker, at det er sådan et barndomsminde, det her med det specielle omkring pomfritter, som jeg har taget med mig op i voksenlivet. Nu kan jeg selv bestemme hvornår og hvor mange pomfritter, jeg skal have.

Mischa Jemer, kok og ejer af Chicks by Chicks

Jeg er en madsnob, der er fuldstændig vild med chips. Jeg går generelt ret meget op i, hvad det er for nogle, og om de er af god kvalitet, men der er en ting, jeg ikke kan stå for. Og det er ostepops. Det er jo lidt ulækkert og snasket, og der er helt sikkert også farvestoffer i og alt muligt, men jeg elsker dem. Især gerne sammen med en gulddame på dåse til. Så er jeg glad.

Jeg er meget glad for ost, og selvom ostepops jo egentlig ikke har noget med rigtig ost at gøre, så er der noget ostet over dem. Men det er nok egentlig det der snaskede element, der gør, at jeg ikke rigtig kan få nok af dem. Det har så længe, jeg kan huske, været det, jeg skulle have, hvis jeg virkelig havde lyst til noget snasket.

Jeg tror, det kommer sig af, at jeg er vokset op med en ret sund mor, der var vegetar og spiste linser hele tiden. Ostepops var noget, man aldrig fik hjemme hos os. Ligesom snøfler, for eksempel, som jo også er et ligeså forfærdeligt produkt som ostepops. Jeg købte begge dele i hemmelighed, da jeg var barn, men nu er det kun ostepops, jeg køber. Og det er også stadig lidt i hemmelighed.

Kim Gubi Lundvalt, køkkenchef på restaurant Mmoks

Abrikossodavand. Den billige af slagsen. Det kan jeg godt finde på at købe i dag, og det er jo helt forkert, men det er bare noget fra dengang, jeg var barn. Til børnefødselsdage, hvor man kunne vælge en sodavand fra kassen, valgte jeg altid abrikossodavand. Det er underligt, for det smager jo overhovedet ikke af abrikos eller har noget med abrikos at gøre. Men det minder om barndommen. Jeg ville ønske, jeg kunne gennemskue, hvordan de får den til at smage sådan, men det er nok en kemisk sammensætning, som ville være nærmest umulig at komme til at ramme selv. Jeg tror ikke, det er noget, jeg ville bruge energi på selv at lave.

Min glæde ved abrikossodavand er ikke ligefrem noget, jeg er stolt af, men jeg synes heller ikke, det er direkte pinligt. De fleste kender mig alligevel som en skæv person, men det stemmer selvfølgelig ikke overens med det faktum, at maden i min restaurant er af rigtig god kvalitet, og at jeg selv spiser overvejende økologisk. Abrikossodavand er, trods alt, ikke noget, jeg drikker offentligt.

Brian Mark Hansen, køkkenchef på Søllerød Kro

Jeg har fandme mange dårlige vaner, og jeg har små børn i hjemmet, og de spiser altså ikke hvad som helst, hvilket ikke rigtig gør noget godt for mine egne madvaner. Men jeg er lidt bange for at fortælle om det, for hvad vil mine gæster på restauranten ikke tænke?

Min værste vane er nok, at jeg virkelig godt kan lide O'boy kakaomælk. Det er så hvinende sødt, at tandkødet trækker sig tilbage, men jeg synes bare, det er skide hyggeligt at drikke sådan et glas med min søn. Og når vi i weekenderne spiser morgenmad sammen, så er det også mig, der spiser Nutella. De andre spiser æg, god ost og serranoskinke. Så jeg kan nok faktisk ikke rigtig tørre den helt af på mine unger, nu jeg tænker mig om. Jeg har nemlig drukket det shit siden, jeg havde mine egne penge, da det ikke var noget, man kunne få, der hvor jeg kom fra. Det var bandlyst hos mine forældre, så siden jeg har stået på egne ben, har der stået O'boy i skabet. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Der er ikke noget, der som sådan tiltaler mig ved det, når jeg har kokkejakken på, men når jeg er derhjemme, så er der bare ikke noget bedre end sådan et sukkerchok.

LÆS MERE: Derfor er Cocio verdens bedste kakaomælk

Når jeg drikker et glas O'boy, får jeg lov at sige: "Okay, nu har jeg fri, og nu kan jeg gøre, hvad jeg vil." Men det går stik imod alt det, jeg arbejder med og egentlig lever og ånder for. Så det er nok for at skeje ud og sige fuck off til alle de her gastronomiske regler, jeg ellers arbejder med. Jo mere syntetisk det bliver, jo mere føler jeg, at jeg kommer væk fra det, jeg omgiver mig med i dagligdagen. Men jeg tror også, at det har noget at gøre med, at det netop ikke var noget, der kunne drives op hjemme hos mine forældre. Så på den måde er det sådan et dobbelt opgør – både med mit arbejde og med mine forældre.

Lasse Skjønning Andersen, ejer af Grød

Først og fremmest har jeg et massivt forbrug af Knoppers, som jo er en lidt 90'er-agtig ting. Det er bare fedt og sukker, hvilket ofte en god kombination. Og så er der det sprøde element fra kiksen kombineret med en fed, syntetisk chokoladecreme. Det appellerer ret meget til alle ens smagssanser, lidt ligesom Ferrero Rocher, som jeg også er stor fan af. Men der er ret mange kikseagtige ting, jeg synes er vildt kedelige, såsom Keks og vafler. Det er bare for tørt. Knoppers har en god balance mellem de fede og de våde elementer, og så den sprøde kiks.

Min Knoppers-kærlighed stammer helt sikkert fra den gang, da jeg som barn gik til badminton hver tirsdag i Sydhavnen. Jeg blev aldrig specielt god til at spille badminton, så det handlede mere om det sociale aspekt, når vi mødtes nede i en sofastue i kælderen inden træning og spiste slik og Knoppers og drak cola. Det var sgu hyggeligt. At købe sådan en tre-paks Knoppers var bare sindssygt lækkert, og det er nok sådan en ting, der stadig vækker minder, når jeg ser dem i supermarkedet.

Nogle gange giver jeg mig selv lov til at imødekomme nogle af de minder fra badmintonbarndommen ved at købe en pakke Knoppers. Det er jo egentlig latterligt, at man har en eller anden idé om, hvem man selv er, og at man aldrig går på McDonald's, men så alligevel spiser Knoppers i skjul. Man burde jo bare spise det, man gerne vil, men jeg vil nok stadig ikke flashe mit Knoppers-forbrug i en professionel sammenhæng.