Quantcast
Billede af Amanda Hjernø/Illustration af Hedda Rysstad.

Den danske landsholdskoks VM-dagbog: Et Rusland uden ketchup

AfPer Thøstesensom fortalt tilSimon Espholm

Per Thøstesen er med fire slutrunder bag sig en af landholdets mest rutinerede kræfter. Under VM i Rusland vil han skrive kulinarisk dagbog til MUNCHIES. Her er første indlæg.

Billede af Amanda Hjernø/Illustration af Hedda Rysstad.

Hvis det danske landshold skal have nogen som helst chance for at vinde VM i Rusland, skal de spise godt. Det sørger landsholdskokken Per Thøstesen for, og i løbet af VM skriver han en dagbog til MUNCHIES. Ikke om taktik og ernæringsprocenter, men om alt det han oplever i Rusland. Her fortæller han om ankomsten, kommunikationsudfordringer, lokale restauranter og et land uden ketchup.

Dag 8: Anapa, Sortehavet, landsholdslejren

Jeg havde mange fordomme om Rusland og russere, før jeg ankom til Anapa, hvor det danske fodboldlandshold har base under VM. Men alle de fordomme er blevet gjort til skamme. At sammenligne hotellet her med det, vi boede på i Ukraine under EM i 2012, er som at sammenligne et lokum på Roskilde Festival med toilettet på D’Angleterre.

Det er nu lidt over en uge siden, at jeg ankom til badebyen Anapa. Før det havde jeg været afsted for at inspicere faciliteterne på de fire hoteller, vi i første omgang skal besøge: I Saransk, Samara og Moskva, hvor vi skal spille gruppekampene, og så her i Anapa ved Sortehavet.

De lokale påstår, at Anapa ligger ved verdens længste sammenhængende sandstrand. Den er 44 kilometer lang, og i sovjettiden var det her, at moderlandets børn og unge kom på sommerlejr. Det er i hvert fald, hvad jeg har fået fortalt.

Hotellerne, som vi skal bo på op til kampene, er i den finere ende af skalaen, hvorimod hotellet her i Anapa er et all-inclusive resort, der normalt henvender sig til børnefamilier. Jeg vil dog vove at påstå, at vi i min tid som landsholdskok aldrig har haft så gode betingelser for at forberede os, som vi har her. Hver sjette time bliver vinduerne pudset og gulvene vasket.

Hotellet er blevet pyntet op med både Dannebrog og actionbilleder fra tidligere kampe, men nede i køkkenet, er det kun mig, der pynter. Køkkenet ligger på sjette sal med udsigt ud over Sortehavet, og køkkenpersonalet er så dygtige til at lave mad.

Selvom jeg har været her i syv dage, er det kun de seneste to, jeg har stået i køkkenet. Når jeg har rejst med landsholdet tidligere, har jeg oplevet, at køkkencheferne på de hoteller, vi bor på, godt kan være lidt fornærmede over min tilstedeværelse. Men sådan har det ikke været her. Da jeg trådte ind i køkkenet, fik jeg en kæmpe krammer af køkkenchefen.

Per Thøstesen sammen med køkkenpersonalet på hotellet i Anapa. Privatfoto.

Jeg holdt en lille peptalk for køkkenpersonalet, hvor jeg forklarede, at den eneste måde, vi kan få her til at gå på den bedst mulige måde, er ved at arbejde sammen. Men det er ikke så let med kommunikationen. Restaurantchefen er den eneste, der kan engelsk, så jeg har downloadet en app, der kan simultantolke fra engelsk til russisk og vice versa. Og det er dødsmart, selvom man altså ikke kan stole hundrede procent på den. Jeg måtte i hvert fald lige spørge, om det nu også var det, han mente, da appen spurgte mig, om jeg ville med ham i seng.

Jeg har været en tur på den lokale markedsplads og ladet mig inspirere af de lokale råvarer.
Alt er økologisk og kommer fra lokale landmand, der har hver deres boder. Her er masser af frugt og grønt: blommer, abrikoser, vandmeloner og bær, jeg aldrig har set før.

Jeg spiste en masse af bærrene i går for at sikre mig, at de var, som de skal være. Jeg blev heldigvis hverken høj eller lav af at spise dem, så de er gode nok, og lige nu står hotellets konditor og forbereder nogle små bærtærter til spillerne. Men det er vigtigt at være på den sikre side.

Tørret fisk på markedspladsen i Anapa. Privatfoto.

Noget af det mærkeligste ved Rusland er, at det tilsyneladende ikke er til at opdrive ketchup. Vi har ikke engang kunnet finde det i supermarkedet. Det er ikke fordi, det er noget, der skal serveres til spillerne, men der er nogle af de rutinerede herrer i holdets stab, der godt kan lide en bøf med pomfritter og ketchup.

Spillerne ankom i går og fik serveret forskellige sandwiches, frugt og grønt og lidt cæsarsalat, inden de skal træne. Og så var der buffet til aftensmad. Altid buffet. Nu er der stadig et par dage til kampen imod Peru, så spillerne måtte gerne få lidt godt, og jeg skulle jo også lige vise dem, at vi var klar. Vi lavede derfor en reduceret rødvinssauce, blomkål med mandler og appelsin, broccoli med ingefær og tomat og helleflynder serveret med soja-sesam-champignonsauce. Og så var der selvfølgelig salatbar.

I dag, tirsdag, er første hele dag i Rusland sammen med landsholdet. Jeg står op halv seks, så morgenmaden kan være klar klokken syv, og dagens sidste måltid serveres klokken ni. Sådan kommer det til at være de næste tre uger. Mindst. Så det bliver til nogle lange dage. Der er jo altid spændinger, når 50 mennesker skal bo tæt op ad hinanden i fire uger.

Der har dog også være tid til en smule selvforkælelse. Forleden var jeg på en georgisk restaurant her i byen, hvor jeg fik noget fantastisk brød med en lokal røget ost og æg og nogle kyllingespyd, der var bagt i en tandooriovn. De blev serveret med surkål og pickles og smagte helt fantastisk.

Det er også i dag, at Tobias, der er min assistent, som jeg har taget med mig hjemme fra Bistro Boheme, rejser til Saransk og sørger for, at alt er klart til, at jeg ankommer dagen før kampen sammen med landsholdet. Hvis de vinder over Peru, kunne jeg godt finde på at servere en ‘vinderceviche’ for dem.

Jeg kommer nok desværre ikke til at spise meget mere ude i løbet af min tid i Rusland. De næste tre uger vil det for det meste være hotelkøkkener, jeg kommer til at se.

Jeg når desværre ikke at fortælle mere denne gang. Hotellets sikkerhedsfolk skal sweepe for bomber. Det gør de hver dag.