Belle's pølser ved Hovedbanegården. Alle billeder af Julie Due  

De her billeder af Københavns pølsevogne er hverdagspoesi

"En mobil pølsevogn er det eneste ægte fastfood, der er tilbage. Pølsevognen skal ikke forsvinde - vi skal bevare vores kultur."

|
jan 17 2018, 9:52am

Belle's pølser ved Hovedbanegården. Alle billeder af Julie Due  

Den danske pølsevogn er kulturarv svøbt i ristet løg og remoulade. Da jeg flyttede fra Horsens til København besluttede jeg mig for at fotografere byens pølsevogne - og de mennesker, der bestyrer dem. Billederne er taget i oktober 2016. Siden da er nogle af vognene flyttet eller lukket, men kulturen lever videre.

Der er noget virkeligt fascinerende ved den stolthed og historie, der er omkring vores pølsevogne. Antallet af fastfoodkæder vokser, men der hersker noget ydmygt og ægte over en pølsevogn.

Jeg besøgte mange af disse pølsevogne om formiddagen, og selvom klokken var 10, blev jeg altid budt på en pølse eller en hotdog. Pølsemændene var klar på en sludder, og de var åbne og rummelige som få. Kunder kom og gik, mens jeg stod under pølsevognens lille tag. Håndværkeren kom og guffede to ristede med det hele, den gamle dame ville gerne have en pølse i svøb, og drengen fik plaget sig til en rød med brød. Pølsevognen er en tidslomme med en forfriskende summen af liv. Den skaber et samlingssted - og den fortjener en hyldest.

Tak til de danske pølsevogne!

Tony's place, Gl. Kongevej

Jeg står i sort skjorte i stedet for forklæde. Det må man gerne - så længe det er en ny, ren skjorte hver dag. "100% okseburgere" er mit slogan.

Hos Michael, Nyhavn

Bedste hotdogs og gladeste service i København. Jeg taler flere sprog, og om vinteren tager jeg til Thailand.

Larsens pølser, Esplanaden

Det bedste ved at være pølsemand er, at man taler med mange mennesker - både høj, lav, turister og guides. Så forklarer jeg ofte, hvordan man betaler med p-billetter, siden de nye automater er kommet.

Allan's pølser, Kongens Nytorv

Hver dag nye oplevelser.

Jeanettes pølser, Storkespringvandet

Jeg startede med at stå på Israels Plads i 1976 med frugt og grønt. Siden flyttede jeg til Kongens Nytorv, men på grund af metrobyggeri og mangel på pladser, fik jeg denne plads, og jeg elsker at være her.

Helle's pølser

Det her er en af de bedste pølsevogne i byen - med en rigtig god beliggenhed. Og så sælger vi flest af de ristede.

Mikeys corner, Nørrebro Runddel

Jeg har den eneste vogn på denne plads. Jeg står her alle dage undtagen søndag. Her har jeg været i tre år, og inden da var jeg to år ude i Valby - men der skete ikke nok. Fredag og lørdag står vi her til kl. 5.

Søren's pølser, Gl. Torv

Jeg har været pølsemand i 30 år - 29 år på Lyngby Torv. Kommunen lukkede pølsestaderne der, så derfor står jeg nu her. Mens jeg ventede på at få denne plads, var jeg taxachauffør.

Peter's pølser, Kultorvet

December er den bedste måned. Julegaver og pølser går hånd i hånd.

Belle's pølser, Hovedbanegården

En mobil pølsevogn er det eneste ægte fastfood, der er tilbage. Pølsevognen skal ikke forsvinde - vi skal bevare vores kultur. Det er en livsstil at have en pølsevogn, og mine børnebørn synes, det er cool. Børn og unge må ikke længere få røde pølser. Det er noget pjat.

Mia's foderbræt, Rådhuspladsen

Det, jeg synes er vigtigt ved pølsevognens koncept, er, at holde den gode, danske pølsevogn autentisk. Her hvor jeg står, er det en turistattraktion.

Molles pølsevogn, Frederiksberg Runddel

Jeg elsker mine "pølsekunder". Hver og en.

Et udvalg af Julies billeder hænger de næste fire måneder på Metrohegnet ved Rådhuspladsen.