Quantcast

Jeg er grunden til, at din burger ikke ligner den fra reklamen

Når man fotograferer kylling, er den aldrig tilberedt. Den er malet med lak. Iskugler er heller aldrig ægte. Det samme gælder kaffeskum.

Anonym

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne ombæring har vi talt med en ung kvinde, som er madstylist.

Jeg er madstylist — eller "kulinarisk stylist" om man vil. Når jeg fortæller folk om mit arbejde, er det de færreste, der forstår, hvad det går ud på. Man skulle ellers tro, at folk havde fattet, at det faktisk er et rigtigt job, siden vi bliver bombarderet med tv-programmer om mad.

Tidligere var madstyling basalt set en optisk illusion, og sådan er det ofte stadig. Når man fotograferer kylling, er den eksempelvis ikke tilberedt; kyllingen er malet med lak. Burgere positioneres på en måde, så de ser større ud, og sesamfrøene på burgerbollen bliver placeret et ad gangen med en pincet. Iskugler er heller aldrig ægte, og det samme gælder kaffeskum.

For det meste ser man ikke engang rigtige ingredienser; på billedet er de syntetiske. Personligt bruger jeg sjældent den slags tricks. For mig handler det mere om madlavning end om kemi.

Jeg ender med at bruge hele dage i supermarkeder, mens jeg får mærkelige blik fra fremmede mennesker, når jeg bruger timer på at sammenligne to tomater for at finde ud af, hvilken en der har den bedste form.

Nogle gange er man dog nødt til at snyde en smule. Det er simpelthen fordi, råvarerne ikke egner sig til formålet. For nylig skulle jeg tilberede en hel fisk, men den var for stor til, at det kunne lade sig gøre, så jeg endte med at male den i stedet. Jeg overhældte den med kalvefond, så det var langt fra de typiske gammeldags tricks. Jeg bruger ofte en forstøver til at få produkter til at skinne eller fremstå friske, eller for at imitere små kondensdråber på et glas juice. Jeg koger grønne grøntsager i danskvand, så de ikke mister farve. Men jeg holder mig altid til ét princip: Jeg sælger ikke folk noget, jeg ikke selv kunne finde på at spise.

Madstyling handler ikke bare om at placere ting på en tallerken. Det kan tage timer at tage et enkelt fotografi. Sommetider er jeg nødt til at ordne alle mulige ærinder, før jeg overhovedet kan tage det første billede. Jeg er nødt til at finde den helt rigtige dug, det rigtige service, og de blomster der vil fungere bedst sådan rent kompositorisk,

Hvor nogle fotostudier, der specialiserer sig i madfotografi, har adgang til et omfattende katalog af rekvisitter, starter jeg ofte ud fra bunden uden noget som helst. Jeg skal sørge for alt selv. Tro mig, det er en seriøs logistisk udfordring at få IKEA til at udlåne fire skåle. Og det kan let tage en hel dag at købe ind. Jeg ender med at bruge hele dage i supermarkeder, mens jeg får mærkelige blik fra fremmede mennesker, når jeg bruger timer på at sammenligne to tomater for at finde ud af, hvilken en der har den bedste form.

Som du måske kan forestille dig, er det blevet en vigtig del af mit job at skrive indkøbslister. Det er ikke længere bare noget, jeg hurtigt skriver ned på en lille seddel.

Mit arbejde ender mest i magasiner, reklamekampagner og tv-reklamer. Jeg arbejder også på mindre kommercielle projekter, men for at kunne leve af det er jeg nødt til at arbejde sammen med de store virksomheder. Er man ikke bekendt med branchen, kan man godt fristes til at tro, at stemningen er forstående og afslappet. Men det er meget hårdt. Faktisk går det meste af min tid med, at jeg får ordrer af folk, der aldrig har sat fod i et køkken.

Folk forstår ikke, at det kan tage tre timer at anrette en enkelt skive banan på en tallerken.

En dag under optagelse til en tv-reklame fortalte vores production manager (som har ansvaret for, at alt forløber, som det skal), at hun først havde forstået meningen med mit arbejde dagen før, vi skulle skyde. En anden gang sagde en production manager, at resultatet skulle være "sexet og mundvandsdryppende". Hvad forventede han? Yoghurt i en g-streng?

Jeg kan også huske engang, jeg havde en meget uorganiseret chef, der ikke planlagde frem i tiden. Alt hun foretog sig var pr. instinkt. Da hun ville have alle til at gå tidligt, tilberedte hun alle retterne i forvejen. Men ost, der skal se ud som om, det smelter på et billede, ser jo ikke ud som om, det overhovedet har brug for at smelte efter to timer. Det er den slags mennesker, der mister tålmodigheden klokken 17 på en fredag. Jeg ved, det er en smertefuld proces, men det er nu engang sådan, det er: maden venter ikke på nogen. Arbejdsdagene er lange. Jeg tager hjemmefra klokken syv om morgenen, er på location klokken ni, og så arbejder vi uafbrudt uden at sidde ned til klokken otte om aftenen.

LÆS MERE: Mød supersmageren der lever af at teste surströmming, svedig ost og Nutella

Når jeg i dag ser madbilleder på blogs, bliver jeg forbløffet. Folk arrangerer råvarerne, som man gjorde i 1940'erne. Vinklerne er håbløse, og nogle ingredienser fungerer bare ikke sammen med opskriften. Når den slags kulinariske "ambassadører" fremviser råvarer, der ikke er i sæson og har rejst 7000 kilometer i et kølerum, sætter det mit pis i kog. Når folk i november måned inkluderer tomater i deres opskrifter, er det bare ikke i orden.

Madstyling er ikke for alle og enhver. Folk forstår ikke, at det kan tage tre timer at anrette en enkelt skive banan på en tallerken. Man er også nødt til at have en særlig tilgang til mad, og man kan ikke udføre det her arbejde, hvis man er ligeglad med mad, råvarer, og smag.

Og man skal være bevidst om de ting, man forbruger.

Som fortalt til Elisabeth Debourse.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES Frankrig.