Hest vader ind på en bar, og det er på ingen måde en joke

En vædeløbshest væltede ind ad døren på en bar i den franske by Chantilly. Og et par dage senere gentog historien sig i England.

|
okt 4 2018, 7:47am

Screenshot via YouTube

Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Den britiske skuespiller Dominic Monaghan er nok bedst kendt for at spille hobbitten Meriadoc Brandybuck i Ringenes Herre-trilogien, eller for at være indehaver af den mindst flatterende frisure i Lost. Men han er åbenbart også i stand til at forudsige fremtiden. "En hest vader ind på en bar," tweetede han tilbage i 2013. "Og udgør en større sikkerhedsrisiko. #ikkeenvittighed."

Det tog fem år, men så blev hans tweet også 100 procent til virkelighed. I mandags sad en håndfuld mennesker og nød en stille stund på en bar i den franske by Chantilly, da en vædeløbshest pludselig bragede ind ad døren. Hesten sparkede vildt omkring sig, da hun sprintede gennem beværtningen, vendte 180 grader og løb ud igen. Hun smadrede mindst et bord, men ingen kom til skade.

Hestens træner Jean-Marie Béguigné fortalte, at hesten var "oprørt", men det var ikke første gang, hun flygtede fra sin stald. "Mellem væddeløbsbanen og staldene faldt rytteren af," fortalte træneren til avisen Ouest France. "Hoppeføllet stak af ved at løbe ud på vejen og fortsætte gennem en rundkørsel, før hun entrede baren." Til sidst blev hun fanget på en parkeringsplads og eskorteret tilbage til sin stald.

Et par dage senere sad stamgæsterne på baren Sir Henry Newbolt i Bilston i England og ventede på en punchline, da en anden hest vadede ind på deres lokale vandingshul. Af en eller anden grund besluttede en stamgæst ved navn Tommy, at det ville være sejt at føre sin egen hest ind på pubben. I en video delt på Facebook kan man se en bestyrer (i hvert fald en person, der ligner en ansat iført slips) forsøge at tale manden til fornuft, mens hesten står helt stille på et tæppe. "Tommy, gå nu udenfor med din hest," lyder det fra en anden i et toneleje, der godt kunne tyde på, at det ikke var første gang, Tommy fik den idé.

Seriøst, Tommy? En hest? Skal det forestille at være en joke?