Illustration: Breanna Wright.

Kan en bar føles som en rigtig bar, hvis den ikke sælger alkohol?

De alkoholfrie barer stiller spørgsmålstegn ved, om det spontane element ved druk kan adskilles fra spruttens løsslupne egenskaber.

|
07 februar 2019, 9:30am

Illustration: Breanna Wright.

Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Det var weekenden omkring halloween, og jeg sad på en bar omgivet af de sædvanlige tegn på, at festen så småt var ved at gå i gang. I den modsatte ende af rummet kastede en kvinde med langt hår sig ud i en fortolkning af Alanis Morisettes ”Hand in My Pocket”. Da hun kom til det vers, hvor Alanis synger, ”I feel drunk but I’m sober,” satte kvinden sit eget personlige præg på teksten: ”But I'm fucking sober,” skreg hun.

Hendes optræden førte til begejstrede jubelråb fra tilskuere, for hun var ikke den eneste, der var ædru. Baren foran mig var proppet med alkoholfrie flasker, og den fremragende cocktail til 11 dollars, som jeg havde fået serveret, indeholdt ikke en dråbe alkohol. Det var et alkoholfrit pop-up sted i Brooklyn-kvarteret Williamsburg ved navn Listen Bar – en fire dages prøveperiode for et permanent koncept, som forventes at åbne i oktober 2019, hvis de når deres indsamlingsmål.

Alle omkring mig – så vidt jeg kunne se – var pinligt ædru og ekstatiske over at være det.

Grundlæggeren af Listen Bar, Lorelei Bandrovschi, var også begejstret. Konceptet var baseret på en idé om, at det var muligt at skabe den samme løsslupne, sjove stemning, vi kender fra almindelige barer, uden sprut. Og som hun så det, så var den her aften bevis på, at hun havde ret.

”Jeg vil gerne bringe lidt afslappethed ind i det ikke at drikke, fordi jeg mener, det er noget, som mangler i oplevelsen,” fortalte Bandrovschi. ”Det andet, jeg vil tilføje, er noget løssluppenhed og sjov og alle de ting, som alkoholen ligesom har taget patent på. Jeg mener faktisk, at det er totalt menneskelige ting, som vi alle har i os, og som vi alle ønsker at udtrykke og slippe løs.”

”Da folk begyndte at danse på bordene i lørdags, kunne jeg slet ikke styre mig, for det var lige præcis den bekræftelse, jeg havde været på udkig efter.”

Hendes drøm lyder måske aparte, men Listen er faktisk en af tre alkoholfrie barer, der åbner i New York i løbet af det næste år. Getaway Bar i Greenpoint og karaokebaren Mini Rex i Lower East Side – et opdelt koncept med en sprutfyldt bar i det ene rum og en alkoholfri bar i det andet – har begge planer om at åbne i første kvartal af 2019. Samlet set sender stederne et signal om, at det måske er tid til at tage et kig på den rolle, som alkohol spiller i vores sociale liv, i vores samlingssteder, og i vores idé om, hvad der er sjovt.

De opfordrer os også til at stille spørgsmålstegn ved, om det er muligt at adskille barens ånd – den mangel på struktur og overflod af spontanitet, som drager os mod dem – fra alkoholens hæmningsløsnende egenskaber. Mens det ædruelige vanvid summede omkring mig, sad jeg, en relativt ny afholdsmand, og nippede til min fennikel-salvie-tonic-cocktail og filosoferede over, hvad der gør en bar til en bar.

Barer – især de sprutserverende af slagsen – har længe spillet en stor rolle som samlingssteder i amerikansk kultur (og selvfølgelig for mange andre kulturer længe før det). I USA's kolonitid spillede værtshuset samme rolle som de gamle grækeres agoraer. Det var et offentligt rum, hvor indbyggere kunne mødes og udveksle idéer, få stridigheder ud af verden, og sågar starte revolutioner. De spillede så central en rolle i det vilde vestens fødsel, at kolonister, der slog rødder i en ny by, byggede baren før noget andet bygningsværk, forklarer Christine Sismondo, underviser på Toronto’s York University og forfatter til America Walks into a Bar, som kortlægger barernes unikke historiske og kulturelle betydning.

”Den amerikanske bar blev i den grad en institution,” fortæller Sismondo. ”Hver by byggede først baren, så du i det mindste havde et sted at gå hen, om det så var for at afgøre en retsstrid eller sælge dine varer.”

De tidlige amerikanske barer tjente også mere glansfulde formål. Den amerikanske revolution blev undfanget og diskuteret på værtshuse, hvilket har ført til, at historikere har døbt værtshuset Green Dragon i Boston ”Headquarters of the Revolution”. Det var langt fra et enkeltstående tilfælde, forklarer Sismondo. Revolutionære fortsatte med at opildne til forandringer fra barstole. Et nyere eksempel er fra Stonewall-optøjerne i 1969, som blev muliggjort af skabelsen af et homoseksuelt fællesskab gennem hemmelige møder på barer.

Men hvor vigtige var de drinks, der blev serveret? Det er umuligt at sige, hvordan historien ville have formet sig, hvis Green Dragon-værtshuset havde serveret alkoholfrie cocktails i stedet for øl, men Sismondo slår dog et slag for alkoholens sammentømrende egenskaber.

”Alkohol får dig på en måde til at åbne op,” siger hun. ”Der er mange mennesker, der mener, at alkohol har været en medvirkende faktor til, at mennesker som sociale væsener har været i stand til at konstruere små grupper, der kom godt ud af det med hinanden.”

Argumentet er intuitivt og simpelt: druk får os til at give slip på vores hæmninger, fjerner social angst og selvbevidsthed og gør det dermed muligt for os at knytte bånd til andre bargæster. Alkoholens evne til at nedbryde sociale barrierer kan gøre barer til ”magiske” steder, hævder Sismondo.

Spruttens egenskab som socialt smøremiddel er dog ikke et skudsikkert argument for dens nødvendighed som menneskeligt sammentømringsværktøj. Det er muligt, at vi er blevet indoktrineret til at tro, at alkohol er obligatorisk i sociale sammenhænge, at vi er dømt til at slide os gennem akavede samtaler uden den, og vigtigst af alt, at sammenkomster efter mørkets frembrud ikke ville kunne have samme løsslupne atmosfære uden dens indflydelse. Nogle ville helt sikkert argumentere for, at vores forfædre har gjort os en bjørnetjeneste ved at socialisere os til den her uvane.

Jeg har lidt af en personlig aktie i satsningen på alkoholfrie barer. Jeg stoppede med at drikke nytårsaften 2018 – datoens symbolske værdi var bizart nok totalt tilfældig – fordi det virkede som om, alkohol tog mere fra mig, end den gav mig. At give afkald på det har hovedsageligt været en lettelse.

Men det har også skabt en følelse af tab, som jeg ikke kan slippe af med, og det er gået op for mig, at det, jeg savner, ikke kun er sprutten. Det er også barerne. Jeg savner barens magelighed, at man kan komme og gå, som det passer en. Jeg savner invitationen til at efterlade mit liv ved dørtærsklen og træde ind til det uvisse på den anden side – du ved aldrig, hvem du kommer til at sidde ved siden af, hvem du falder i snak med, hvad aftenen byder på. Under interviewet pegede Sismondo på barens ubekymrede atmosfære, som giver dig mulighed for at træde ind og ud af samtaler, og den måde baren ligestiller folk og afholder dem fra at trække statuskortet under livlige diskussioner.

Pludselig er barer lukket land for mig – de er steder for folk, der drikker. Når jeg går på bar nu, befinder jeg mig pludselig i periferien. Jeg observerer snarere end tager del i de fælles aktiviteter og fællesskabsritualer. Dertil kommer det sociale pres til at hoppe med på drukvognen og uroen ved at modstå. Jeg bekymrer mig om min fremtoning, når jeg siger nej tak til alkohol: var jeg sjov nok, afslappet nok? Jeg frygter, at folk vil synes, jeg er hellig og føler mig bedre end dem. Jeg håber tit, at min danskvand vil blive forvekslet med gin og tonic. Kort sagt er meget af mageligheden ved at gå på barer gået tabt for mig. Den blev skyllet ud i toilettet, da jeg stoppede med at drikke.

Jeg havde accepteret, at det var sådan, det var. At lægge en dybt indgroet vane fra sig betyder, at man bliver tvunget til at se på, hvordan ens liv ser ud bagefter, og der er næsten garanti for, at det vil se anderledes ud. Ligesom jeg har været nødt til at finde nye (og sundere!) måder at tackle min sociale angst på, har jeg også været nødt til at finde nye måder at slappe af efter arbejde og socialisere i weekenderne. Og jeg har været tvunget til at acceptere, at noget, som jeg tidligere fandt trøst i, nu er en mild kilde til ubehag. Jeg er kommet frem til, at det er bedst at indse og acceptere de ting, som jeg savner ved at drikke alkohol – at acceptere, at jeg måske altid vil savne dem. De fordele, jeg har oplevet gennem det sidste år ved ikke at drikke, vejer langt tungere end skuffelserne.

Jeg indrømmer, at jeg var kynisk, da jeg først hørte om Listen Bar. Jeg rullede med øjnene over, hvad jeg anså som et unødvendigt forsøg på at gøre alt tilgængeligt for alle. Barer er ikke skabt for afholdsfolk, tænkte jeg, og det er okay!

Det havde på intet tidspunkt strejfet mig, at det måske var muligt at genfinde nogle af de ting, som jeg havde mistet, da jeg stoppede med at drikke. Jeg havde ikke overvejet, at nogle af de ting, som jeg tilskrev alkohol og kun alkohol, muligvis kunne eksistere andre steder.

Hvis du ser ordentligt efter, er der tonsvis af tegn på, at amerikanere tørster efter flere alkoholfrie alternativer og er mere villige til at vende traditionelle ritualer på hovedet, end de har været før i tiden. I New York er der flere og flere, der tropper op til kaffe- og juicedrevne ”sober raves” kl. 7 om morgenen og forvandler et fænomen, der er synonymt med stofmisbrug, til noget sundt.

Undersøgelser viser, at amerikanere – især generation Y – drikker mindre alkohol, hvilket har fået drikkevareproducenter til at skyde flere alkoholfrie alternativer ud. Den britiske drikkevareproducent Seedlip har haft stor succes med deres ikke-berusende drikke med urter og krydderier, og dets popularitet har vundet indpas i traditionelle etablissementer, som ønsker at udvide deres sortiment for afholdende gæster. Saxon + Parole, et spisested på Lower East Side der er kendt for deres cocktails, har udvidet det alkoholfrie menukort til at inkludere kunstfærdige Seedlip cocktails, og antallet af gæster, der bestiller alkoholfrie drinks, er ifølge barbestyrer Maxime Belfand steget med en fjerdedel.

Bandrovschi er af den overbevisning, at vi kan og bør udvide vores kollektive forståelse af, hvad en bytur skal byde på.

”Vi ønsker at kultivere charmen ved at kunne gå ind på en bar i New York uden at vide, om man kommer til at være der i 20 minutter eller seks timer,” siger Bandrovschi. ”Jeg tror, den der 'intet pres, ingen plan'-stemning er, hvad vi elsker ved barer.”

Bandrovschi, som ser sig selv som både alkoholdrikker og en, som ”virkelig nyder ikke at drikke”, begyndte for fem år siden at genoverveje sit forhold til alkohol, da en ven udfordrede hende til at give afkald på det i en måned. Det gik op for hende, at alkohol mere havde været en refleks end et valg. Hvis hun var ærlig over for sig selv, havde hun hverken brug for eller lyst til at drikke, selv om kulturen omkring hende forsøgte at overbevise hende om det modsatte. Jo længere hun gik uden sprut, jo mere nød hun den følelse af kontrol og selvtillid, hun oplevede ved at give afkald på det.

Men bare det at skulle sige nej gjorde byture med venner til en uendelig forhindringsbane, hvor hun hele tiden måtte sætte grænser. Barer, som jeg selv har erfaret, er ganske enkelt ikke designet til folk, der ikke drikker. Bandrovschi skar ind til benet af min oplevelse som ædru bargæst, og hun fik mig også til at spørge mig selv, om min tankegang omkring nattelivets potentiale var snæversynet.

De alternative mødesteder for ikke-drikkere er få og kan ikke sammenlignes med barer; dit hjem er, tja, dit hjem; caféer lukker tidligt; restauranter kræver, at du spiser, og den konstante udskiftning ved bordene gør det umuligt at hænge ud der hele aftenen. Hvis du er på udkig efter at møde nye mennesker, egner barens ustrukturerede atmosfære sig langt bedre til at starte en samtale med en fremmed. Det er den åbne atmosfære, som Bandrovschi taler om. Det er den atmosfære, hun ønsker at skabe for de afholdende.

Karin Elgai, den kommende ejer af Mini Rex og Juicebox Heroes – den ædru halvdel af baren - har en lignende vision, omend en lille smule mere aktivistisk. Hvor Bandrovschi bevidst undgår at bruge ordet ædru for ikke at give indtryk af, at hun gør reklame for en livsstil, markedsføres Juicebox Heroes udtrykkeligt som en ”ædru” bar og har tilmed planer om at afholde AA-møder i dagtimerne.

Elgai gør det klart, at hendes bar er for dem, som ikke drikker, uanset grund. Hun er ikke frelst omkring ædruelighed, men kampen for at blive ædru var i høj grad en drivkraft bag konceptet – hun bemærkede, at karaokeaftener med andre afholdsfolk sluttede tidligt, fordi folk var bange for at få tilbagefald, og hun ønskede derfor at skabe et sted for dem.

"Jeg har udelukkende mødt støtte fra afvænningsmiljøet. Vi føler, at der er brug for et rum for os i byen, og vi har ikke lyst til at spise, hver gang vi går ud,” siger Elgai.

”Mit håb er, at flere barer vil begynde at sige: ’Hey, ædru mennesker har også brug for steder at gå ud'. Vi er færdige med at hænge ud på diners.”

Alkoholfrie barer er ikke et nyt koncept, men de har aldrig fundet en plads i mainstreamkulturen. Ædruelighed har aldrig været normen for voksne og har altid krævet en forklaring. Afholdsbevægelsen i USA resulterede i afholdssale (alkoholfrie værtshuse, som skulle afløse barer), men de var forbundet til bevægelsens fanatisme og opnåede aldrig samme succes som traditionelle værtshuse, forklarer Sismondo. Moderne udgaver af den alkoholfri bar i USA har haft tendens til at følge en lignende model, idet de har været forbundet til en større bevægelse eller moralsk imperativ; Canticles Lounge, en ædru lounge i Bedford-Stuyvesant, er for eksempel tilknyttet den lokale baptistkirke, og selvom den fastholder, at den er åben for alle, er den drevet af kirkens pastor.

The Other Side, en ædru bar i Crystal Lake, Illinois, blev født, da det lokale afvænningsmiljø manglede et sted at hænge ud om aftenen og derfor skabte det selv. Baren er åben for alle, siger stifteren Chris Reed, men den er i sidste ende dedikeret til missionen om at hjælpe folk på afvænning; det er ikke bare en bar uden alkohol. Medierne har beskrevet begge barer som isolerede tilfælde. De blev opfattet som afvigelser uden forbindelse til en større kulturel bevægelse.

Selv med dens 12-trinsmøder minder Reeds oplevelse med at drive en alkoholfri bar meget om Bandrovschis prøveperiode på Listen – det er faktisk muligt at skabe den rette barstemning uden alkohol.

”Folk her opfører sig vildt, de opfører sig dumt, de taler i munden på hinanden,” siger Reed. ”Idéen om, at alkohol er en eller anden form for socialt smøremiddel, er seriøst noget ævl. Det handler næsten udelukkende om det miljø, du er i.”

En sådan påstand tegner godt for alkoholfrie barer, som sigter efter mainstream opmærksomhed. Men hvis det er sandt nu, har det så ikke altid været tilfældet? Hvad har gjort, at New York pludselig byder alkoholfrie barer uden agendaer velkomne?

I løbet af de sidste par år er wellness blevet en populær kulturel trend og udgør en hastigt stigende industri, der forventes at blive ved med at stige. Et samfundsmæssigt fokus på sundhed og velvære fører naturligt til øget omtanke omkring indtagelsen af dehydrerende væsker, der beviseligt smadrer kroppen. Videnskaben omkring alkoholens skadelige virkninger har været veldokumenteret, mens den sociale bevidsthed omkring emnet har haltet efter og kun er poppet op omkring medicinske studier og provokerende artikler.

Men takket være fokusset på wellness er bevidstheden ved at indhente videnskaben, pointerer Ruby Warrington, stifter af den ædru eventserie Club Soda NYC (”Soda” er Warringtons akronym for ”Sober or Debating Abstinence”).

"I takt med at wellness-miljøet bliver mere og mere mainstream, og folk investerer tonsvis af penge, tid og energi i aktiviteter, der øger velvære, stiller det virkelig skarpt på eftervirkningerne og udgifterne ved at drikke alkohol,” siger Warrington, som skal til at udgive en bog om sine oplevelser med ædruelighed med titlen Sober Curious: The Blissful Sleep, Greater Focus, Limitless Presence, and Deep Connection Awaiting Us All On the Other Side of Alcohol.

Warrington gætter også på, at folks åbenhed omkring ønsket om at afholde sig fra at drikke af andre årsager end de sædvanlige (afhængighed, graviditet, religiøsitet), vil åbne op for forøget selvransagelse omkring alkoholindtag, og en større villighed til at tage en pause eller helt at afholde sig fra at drikke. Hun startede Club Soda NYC i 2016 for at opfordre til den form for eftertanke, og antallet af deltagere til arrangementerne er steget stødt, siden hun første gang var vært for en ydmyg forsamling af under 10 venner i sin stue.

”Det er ikke så meget, fordi folk er bange for at sige, at de ikke har lyst til at drikke – for mange mennesker er det ikke engang en del af deres bevidsthed,” siger Warrington. ”Jo flere mennesker, der siger, ’Jeg drikker ikke, og nu skal I høre hvorfor,’ jo flere mennesker, tror jeg, vil føle sig selvsikre nok til at træffe det valg selv.”

Jim Kearns, erfaren bartender og bestyrer af de kombinerede cocktailbarer Slow Shirley og Happiest Hour, siger, at han glædeligt mixer alkoholfrie varianter af sine cocktails til afholdende gæster, men han har ikke oplevet den store efterspørgsel, og han ville være betænkelig omkring at basere en forretningsmodel på konceptet.

”Jeg tror alkoholfrie alternativer har en plads i New Yorks natteliv, men jeg tvivler på, at en bar, der ikke serverer alkohol overhovedet, vil kunne løbe rundt i byen,” skriver Kearns i en email, hvor han tilføjer, at selvom han er afholdsmand, nyder han ”den livlige atmosfære, som alkohol kan skabe.”

”Ærligt talt ved jeg ikke, om jeg kan forestille mig en bar, som ikke serverer sprut,” skriver han. ”Men jeg er nysgerrig efter at se, hvordan det virker!”

Hans skepsis er forståelig – New York er søbet ind i alkohol. Lower East Side, hvor Elgai vil åbne sin karaokebar, er kendt for sine mange barer. Derudover er der endnu ikke en vejledende model i USA for irreligiøse alkoholfrie barer. Det nærmeste, man kan komme det, er i London, hvor den alkoholfrie bar Redemption startede som en pop-up i 2013 og siden har fået to (snart tre) faste lokationer.

Ligesom New York er London kendt for et hektisk natteliv, som går hånd i hånd med sprut. Catherine Salway, som er medstifter af Redemption, ønskede at se, om hun kunne overbevise folk om at tage ud og have det sjovt uden at få tømmermænd.

”I flere generationer har socialisering og alkohol været absolut og uløseligt forbundne,” siger Salway. ”Vores budskab er, at det ikke altid behøver at være sådan.”

Måske er der noget om sagen. Tilbage på Listen Bar i New York er der i hvertfald opstemt jubel og gang i karaoke, men det skal ikke misforstås. Det her betyder ikke, at et sted som Listen vil genskabe den traditionelle baroplevelse fuldstændig, bare uden alkohol. Dine hæmninger går ingen vegne, og det er rart at have dem. Det bliver måske være lidt mere akavet at starte en samtale med en fremmed, men der er endnu ikke nogen, der er døde af lidt akavet stemning.

Jeg havde stadig en fin snak med bartenderen og endte med at sludre med en håndfuld andre gæster. Jeg efterlod ikke mit liv, da jeg trådte ind ad døren, men i stedet mærkede jeg en lille smule af den magelighed, som jeg troede, jeg havde givet afkald på for evigt.