Jeg tog til Nørrebro på jagt efter en blå sodavand, der er blevet kult
Alle billeder af artiklens forfatter.

FYI.

This story is over 5 years old.

danmark

Jeg tog til Nørrebro på jagt efter en blå sodavand, der er blevet kult

"For mig symboliserer Shokata det Danmark, jeg er vokset op med. Et Danmark hvor der er plads til mangfoldighed."

Den er stensikker. Hvert eneste år lancerer de store sodavandsproducenter nye udgaver af deres bedst sælgende sodavand. Nogle gange går det godt. Andre gange knap så godt. Og så sker det somme tider, at en sodavand bliver lanceret, udfaset og efterfølgende kult.

I 2003 introducerede Coca-Cola en Fanta-variant herhjemme med hyldeblomst og citrussmag. Fanta Shokata blev lanceret sammen med en dansk-orkestreret global reklamekampagne, de færreste sikkert husker, men som internettet efterfølgende har haft det sjovt med.

Annoncering

Men selvom salget af Shokata er officielt afviklet i Danmark, findes den alligevel rundt omkring i hovedstadens kiosker og slikbutikker i lighed med andre sodavandstyper, som heller ikke har opnået opnået en fast plads i supermarkeder. Denne gang er den bare ankommet i en blå flaske, og så er den af en eller anden grund blevet populær i det danske trap-miljø.

For at finde ud af hvorfor mødes jeg med trap-rapper og sodavandsentusiast Louis Valuta på Nørrebrogade. "Jeg går meget op i læsk," fortæller Louis. "Jeg har været meget i USA, og jeg elsker root beer og Mountain Dew og sådan noget. Men i Danmark kan man kun få trafiklyset: Brun, gul og grøn. Vi har det weakeste læsk-game. Vi er et sodavands u-land. Men for et års tid siden lagde jeg mærke til den her blå flaske, med det orange låg. Den er slet ikke til at stå for."

Vi skal have fat i noget Shokata, og Louis ved, hvor vi kan finde den. Men vores mission viser sig at være sværere at fuldføre end forventet. Da vi træder ind i den slikbutik på Nørrebro, hvor Louis normalt køber Shokata, må vi kigge langt efter blå flasker. "Hvad? Er den udsolgt? Hvor skal jeg så få mit fix, henne? Shit, vi må længere ud på Nørrebro."

På vej mod vores næste destination, forklarer Louis, hvad det er, der har gjort Shokata kult.

"Shokata har fået ry som en drik, der er perfekt til at blande piller i, fordi den er så sød," fortæller han. "Nogle af drengene fra Pizzagang snakker for eksempel om at smide et "bræt" i en Shokata. Et bræt er slang for en cocktail af 15 piller. Det er inspireret af amerikanske sydstatsrappere og deres kærlighed til 'lean.'"

Annoncering

En hurtig Google-søgning senere lærer jeg, at "lean" også går under navnene "sizzurp" og "purple drank" – sød saftevand blandet op med kodeinindholdig hostesaft, som blandt andet rappere som Lil Wayne er glad for.

"Shokata er blevet en del af den danske trap-starter pack," fortæller Louis. "Versace-bælte, guldtænder, en usoigneret gammel Metallica t-shirt, en Shokata og nogle piller. Den er blevet en del af uniformen. Jeg holdt en livetalk i Pumpehuset i sidste uge, og der kom en ung gut hen og ville have taget et billede sammen med mig. Han havde fire små Shokata i en plastikpose. Det synes jeg er fedt. Han lytter til musikken og drikker sodavanden."

LÆS MERE: Sådan drikker du som en dansk forfatter fra 80'erne

Da vi træder ind i slikbutik nummer to, brillerer Shokata'en endnu engang ved sit fravær. "Jeg bliver næsten helt angst," lyder det fra Louis. "Det kan ikke være rigtigt, den er udsolgt. Det er jo også noget af det, der gør den tiltrækkende. Den er eksklusiv. Men den smager altså også bare friskt," fortsætter Louis. "Man kan ikke benægte, at det er en god sodavand."

Det er ikke usædvanligt at hiphop-musikere kaster deres kærlighed på mad og drikkevarer: Busta Rhymes har rappet om Courvoisier, Snoop Dogg om Hennessy, og herhjemme rappede L.O.C om sin Absinth før Raske Penge og Klumben hyldede deres "yndlings sodavand". Den slags er bogstaveligt talt guld værd for brands.

Men der findes også mere forcerede eksempler. Tænk bare på brand partnerships som CHEFF Records og Kim's Chips eller Grandiosa-frysepizzaer og Vild Smith.

Annoncering

Louis Valuta på Nørrebrogade i København.

Tilbage på Nørrebro spørger jeg Louis, om han nogensinde kunne finde på at lave en hyldestsang til Shokata?

"Nej, nej nej. Den slags er ligesom gjort før," fortæller Louis. "Men har Fanta brug for en Shokata-talsperson, skal jeg nok dukke op. For mig symboliserer Shokata det Danmark, jeg er vokset op med. Et Danmark hvor der er plads til mangfoldighed. Det er så dejligt, at der er nogle mennesker, der er kommet hertil for at starte en ny tilværelse, som har åbnet en grønthandler eller en slikbutik eller whatever og har givet mig den her sodavand. Det er et lille lys i det ellers så mørke Danmark."

LÆS MERE: Derfor er naturvin vejen til overskuelige tømmermænd

Efter endnu en gang at være gået forgæves, viser fjerde gang sig at være lykkens gang. Under køledisken hos en grønthandler finder Louis en større plastikindpakket forsamling af Fanta Shokata i 1,75 liters flasker. Flaskerne har samme blå skær og er præget af det velkendte Fanta-logo, men noget er ikke, som det plejer. "Fanta Citrom-Bodza?" udbryder Louis. "Hvorfor fanden står der ikke Shokata? Nå, den her er fra Ungarn, men det er altså stadig Shokata."

Da vi har skaffet isterninger og plastikkrus, finder vi en bænk og kan endelig smage på Shokata'en. Den første overraskelse er, at sodavanden ikke er blå, men mest af alt ligner en grapesodavand, når den forlader den blå flaske. Da jeg tager den første tår, forsvinder min mund i et hav af sukkersød citrussmag. "Den er sådan lidt lemonade-agtig," lyder det fra Louis. "Man kan bare suge den."

Annoncering

Det er er ikke meget hyldeblomst over den?

"Man skal i hvert fald lede efter den. Måske er der lidt hyld i eftersmagen."

Louis forsvinder pludselig, blot for at dukke op igen et par minutter senere: "Jeg mødte lige min ven Karl William, han kender den også godt. Han synes, den smager af kaktus."

Jeg bliver mere og mere fascineret af den søde, flyvske Shokata. For at finde ud af hvorfor den ikke længere er at finde i supermarkederne herhjemme, kontakter jeg Coca-Cola Danmark og får følgende svar:

"Fanta Shokata blev aflistet i Danmark på grund af vigende efterspørgsel. Vi har ingen aktuelle planer om at relancere Fanta Shokata, men er naturligvis opmærksom på skift i forbrugertrends."

Om sodavandsgiganterne også er opmærksomme på forbrugertrends i trap-miljøet, må vi lade være usagt. Men danskerne er glade for sodavand, og indtil Coca-Cola også får øjnene op for Shokata-potentialet, må man altså ty til alternative distributionskanaler for at få fingrene i den søde drik i den tiltrækkende blå flaske, der også smager godt uden tilsætningsstoffer.