Her er vores grusomste erfaringer med at spise ude alene

At spise solo kan lede til social angst, gourmet dødsdruk i Aarhus, antastende millionærer og forhandlinger om forplantning.

af Munchies Redaktionen; illustrationer af Nicolai Bruun
|
dec 7 2018, 10:12am

De fleste af os nyder at sidde alene derhjemme foran skærmen og fortære en omgang spaghetti bolognese. Skal vi derimod spise alene ude i den virkelige verden, forvandles vi til savannedyr - lette ofre for andres fordømmende blikke og mærkværdige tilnærmelser. Eller sådan føles det i hvert fald. På Munchies-redaktionen deler vi her vores mest akavede oplevelser, når vi en sjælden gang imellem har vovet at spise alene.

Det er en sikker vej til en uværdig brandert

Jeg vidste ikke, hvad frygt var, før jeg satte mig ned for at spise en 12-retters gourmetmenu alene. ‘Hold nu kæft,’ siger du. ‘Det er da et privilegium.’ Og ja, selve måltidet på en smuk restaurant i Aarhus var privilegeret og genialt, med ‘falske’ trøfler lavet af elgkød og en spiselig glødepære lavet af isomalt. Der var ikke meget mere end 20 mennesker i restauranten, og de fleste andre gæster sad i små grupper, med deres fine håndtasker placeret på små polstrede skamler. Jeg sad i midten af restauranten, og der var ingen steder at gemme sig. Pludselig føler man sig ikke bare alene. Man føler sig beskuet. Overvåget. Du føler, at hver en mundfuld, hvert et lille grynt, hver en ansigtsbevægelse bliver beamet op på en storskærm. Og så begyndte jeg at drikke. Rigtig meget og rigtig hurtigt. Champagne, vinmenu, avec: jeg slugte det hele råt og kunne mærke, hvordan det var med til at opbygge et riesling-marineret socialt skjold.

Bivirkningerne af sådan en solo-tørst er bare, at tjenerne ikke længere er der for at servere mad og vin. Man synes pludselig, at de er dine bedste venner. Bedste venner, du virkelig har behov for at snakke med. Især sommelieren den dag. Vi skulle bonde. Jeg skulle fortælle, hvor meget jeg satte pris på, at vingården havde lagt deres marker på den nordvestlige skråning, mens min stemme lød mere og mere som en desperat bodegarotte, der bad om at nasse en Cecil. Men i mine øjne var det os – sommelieren og jeg – mod resten af de socialt overlegne gæster, der sad og skålede og grinte af hinandens vittigheder. Der blev fyldt op med riesling. Der var dessertvin. Det resulterede i upassende mange ture til toilettet, hvor jeg nedstirrede mig selv i spejlet med samme frygt, som når Larry David har røget sig skæv og været til baseballkamp med en sexarbejder.

Den middag i Aarhus står i dag for mig som et af de mest mindeværdige måltider, men dengang – da jeg væltede hjem fra restauranten – var der kun en bismag af skam. Siden da har jeg sjældent spist ude alene. Bortset fra hjørnepladsen på McDonald’s, hvor jeg kan overbevise mig selv om, at der absolut ikke er en eneste sjæl, der gider at se mig fortære tre cheeseburgere og ugens Coinoffer.
Lars, 41

Du møder folk, du slet ikke har brug for at møde

Da jeg rejste alene i New York, satte jeg mig en dag ned på en café for at spise og arbejde på min computer. Da jeg var halvvejs igennem min sandwich, satte en ung mand sig ned overfor mig. Han havde krøllet hår og så egentlig meget sød ud. Han begyndte at snakke, og jeg svarede kort, fordi jeg mest havde lyst til at nyde min mad i fred.

Han blev ved med at snakke, så til sidst lagde jeg min computer fra mig og involverede mig i samtalen, som indtil da havde været meget ensidig. Han fortalte, at han var søn af en verdenskendt kvinde i modebranchen, så han var vældig rig, havde dyre biler og et stort hus ved vandet, som jeg gerne måtte låne.

Snakken fortsatte om alt muligt - om hans kæreste, hans rejser til Europa, hvor han mødte så meget gæstfrihed, at han nu vil give noget tilbage. Og så kunne han godt forstå, at det var svært for kvinder at stole på fremmede mænd - særligt efter 9/11, som han hviskede til mig, mens han lænede sig ind over bordet.

“Ehm.. Hvad?” tænkte jeg. Jeg fik en skidt følelse i maven, og det hele begyndte at blive lidt for intenst.

Inden jeg nåede at tænke over det, oprettede han sig selv som kontakt på WhatsApp på min telefon og forklarede det med, at han ikke var på sociale medier. Jeg vidste, at hele caféen kunne høre vores samtale, og jeg følte mig skidt tilpas, så jeg sagde, at jeg blev nødt til at tage på arbejde. Jeg sagde, at jeg nok skulle skrive til ham, hvis jeg skulle få lyst til en køretur, en aften på en jazzklub, eller en middag hos ham i hans luksusvilla.

Jeg rejste mig op og begyndte at pakke mine ting, da han pludselig gav mig et kys på kinden og gik. De andre gæster kiggede måbende på mig og uden helt at forstå, hvad der lige skete. Jeg forlod caféen med en vished om, at jeg aldrig ville tage kontakt til den mærkelige fyr. Efter en uge tjekkede jeg WhatsApp og kunne se, at fyrens konto var slettet.

Der er noget shady ved en fyr, som sletter sin WhatsApp, og som heller ikke findes på sociale medier. Jeg gætter på seriemorder. Måske kunne han bare ikke lide at spise alene.
Hedda, 24

Du ender med at forhandle om forplantning

Jeg har ikke mange livsregler, men en af dem er, at jeg aldrig nogensinde spiser alene eller i et selskab kun bestående fremmede mennesker. Hverken på restaurant eller nogen som helst andre steder. Faktisk vil jeg hellere være sulten, for hverken det at begrave sig ned i en quinoa-salat eller det nyeste nummer af Cosmopolitan kan redde mig fra følelsen af, at jeg er et socialt udskud med rabies i udbrud.

Den livsregel blev udfordret, da jeg for små syv år siden havnede til et middagsselskab på en meget dyr restaurant med en perifær veninde, hvor vi endte med at sidde ved forskellige borde. Så udover at være alene, var jeg pludselig også den eneste single ved parforholdsbordet, hvor alle i øvrigt lod til at være mindst 8-10 år ældre end mig. Der blev serveret virkelig dyr champagne, og jeg tænkte, at alkohol ville gøre det hele bedre, men fire ægteskaber tilsat promiller og et fremmed menneske gjorde i det her tilfælde bare mine eksotiske sygdoms-fornemmelser endnu mere udtalte. Et amerikansk par, der havde stirret mærkeligt på mig igennem hele forretten, spurgte pludselig til min alder for umiddelbart derefter at begynde at spørge ekstremt indgående ind til min baggrund. (“Har du noget etnisk i dig?” “Har du fået kortlagt dine gener?” "Har du allergier? Astma? Eller andre arvelige tilstande?”)

Da jeg til sidst, selv i min moderate champagne-brandert, havde svært ved rent fysisk at krybe meget længere tilbage i min stol uden at få overbalance, blev der stille i et par minutter, før kvinden gik i gang med en maraton-monolog om barnløshed, IVF, og hvad har vi. Vanvittigt nok nåede jeg ikke at koble noget som helst sammen, før manden afbrød og fortalte, at de var på jagt efter en donor – en ægdonor, forstås – og at de havde et budget på en kvart million dollars til “den rigtige kandidat”. Jeg fik fremstammet noget med at være beæret, for derefter meget hurtigt at stirre ned i min mobiltelefon og påtage mig en alvorlig mine. Jeg gravede en dårlig undskyldning om “family emergency” frem og forlod stedet i al hast – hvilket dog ikke forhindrede mine nye venner i lige at stikke mig deres visitkort i farten.
Isabella, 28

Du lærer, at det ikke er høfligt at glo

Hver gang jeg i mit voksenliv er blevet single, får jeg et uforklarligt behov for at gøre ting alene. Et behov for at vise verden (og mig selv), at livet er fedt uden mænd. Jeg startede med at gå alene i biografen og opdagede til min begejstring, at min alligevel-eksisterende-frygt for, hvad folk tænkte om mig, forsvandt, så snart reklamerne startede, og salen blev mørk. Så udviklede det sig til kaffedates med mig selv på diverse københavnske cafeer. Når jeg tog min computer frem og massevis af egentlig ligegyldige dokumenter fra min taske, tænkte jeg tit, “jeg må se vigtig ud lige nu,” og min americano smagte pludselig bedre.

Først da en kærestetur til Irland blev til en singletur til Irland, prøvede jeg at spise alene på en vaskeægte restaurant. Sådan et sted hvor jeg blev nødt til at sige “et bord til én”, og det gjorde jeg.

Selvfølgelig var kun ét bord tilbage på en lille restaurant, og jeg blev placeret mellem døren og et bord med et dusin fulde rugbyspillere. I min egen forestilling om det kommende måltid ville jeg sidde fuld af overskud, læse min James Joyce-bog, drikke min IPA og nyde min burger i ro og mag. Men ret hurtigt begyndte de mange fulde mænd ved siden af mig at sidde og glo mig. Ikke på en “du ser da sød ud” måde, men som om, de simpelthen ikke forstod, hvad jeg lavede der alene på en lørdag aften: Hvad var der dog galt med mig? Var jeg blevet brændt af?

Jeg kunne mærke mine egne bevægelser blive mere og mere akavede, jeg spildte gorgonzola på siderne i min bog, som jeg slet ikke fik læst og følte mig alt andet end tilpas alene. En ung tjener kom over til mig med en pose vingummier, som han rakte mig. Det var egentlig en sød gestus, men tanken om, at selv den bumsede teenager havde ondt af mig, blev for meget, og jeg gik. Siden har jeg kun spist alene på fastfoodkæder, hvor folk alligevel dømmer hinanden for bare at være der. Til gengæld har jeg fået stor respekt for de mennesker, der spiser alene på restauranter, og jeg gør nu mit ypperste for ikke at sidde og glo på dem.
Amalie, 25

Du skal ikke gå på Burger King

Jeg spiser gerne alene, går i biografen alene, rejser alene. I de fleste tilfælde tænker jeg, at folk der ser mig der, alene, de tænker, at det er cool. Jeg tror ikke, de tænker, jeg er ensom, og hvis de hører til dem, der tænker, at jeg er stakkels, så tænker jeg, at det er dem, der er nogle svage flokdyr i modsætning til mig, der er stærk og individuel.

Der er dog ét tilfælde, hvor jeg ikke kan svinge de store stærke empowering følelser om min selvvalgte alenehed op. Det er, når det drejer sig om fastfood. Jeg føler mig elendigt til mode, hvis jeg sidder på en Burger King alene eller står og kværner en durum alene, eller de få gange mit fulde jeg har overtalt mig til at spise flæskestegssandwich på Isted Grill alene. Jeg trækker hætten godt op og håber, at jeg ikke møder nogen, jeg kender, for det mest triste i min verden er åbenbart at spise fastfood alene.
Lene, 28