Jørgen Leth på Restaurant Schønnemann. Billeder af Mathias Arvedsen

Jørgen Leth spiser ikke sild på glas

Han forkaster buffet, men elsker det minutiøse i dansk smørrebrød. Vi spiste frokost med Jørgen Leth og snakkede om sild, Haiti, kunst, og hvorfor Andy Warhol skulle have haft en cola til sin burger.

|
08 november 2017, 9:45am

Jørgen Leth på Restaurant Schønnemann. Billeder af Mathias Arvedsen

Jørgen Leth spiser ikke sild i Haiti. Heller ikke når han er på Mallorca. Selvom der er venner fra Danmark, der møjsommeligt pakker glas med sild ned i bagagen, når de skal besøge ham, bliver glassene aldrig åbnet.

"Det duer ikke at improvisere på den måde," siger Jørgen Leth. "Det går slet ikke. Jeg kasserer de glas. En rigtig sild på en dansk frokostrestaurant er noget helt andet."

Jørgen Leth elsker sild. Han elsker sild serveret som smørrebrød på en traditionel kælderrestaurant i Danmark, præsenteret på kongeligt porcelæn af noble tjenere i nystrøgede skjorter, med en snaps i glasset ved siden af.

Det her er ikke en portrætartikel om Jørgen Leth, manden som skabte eksperimental kunst, der gav genlyd ude i verdenen, som forførte sine landsmænd med malende beskrivelser af det bukoliske Frankrig midt i en dansk lortesommer, som forargede og forvirrede, da han blottede sig i litteraturen, og som i en alder af 80 er det tætteste, vi kommer på en nulevende nationalskat.

Det her en frokost. En frokost på Restaurant Schønnemann på Hauser Plads i Indre København, hvor man har serveret smørrebrød siden 1877, hvor snaps kommer i tre størrelser (men ingen bestiller en "lille" eller "almindelig"), og hvor tjenerne godt ved, hvad stamgæsten Jørgen Leth skal spise."Jeg vil helst bare komme ind og ikke sige noget. Det nyder jeg," siger Jørgen Leth. "Så ved de, hvad jeg vil ha'. Jeg behøver ikke at sige, at jeg skal have en O.P. Anderson. Jeg får det nøjagtig, som jeg plejer. Det er det samme i Haiti. Jeg kan godt lide at komme på bestemte restauranter, og bestemte tjenere kommer hen og serverer for mig. Jeg kan godt lide at have den magt over dem. At de ved, hvad jeg vil have."

Jørgen Leth bestiller ribbensteg med surt, og fotografen bestiller tatar. En ristet rørt tatar, som på menukortet er dedikeret til Ole Troelsø, Børsens mangeårige restaurantanmelder. Jørgen Leth læser op fra menuen: "Tatar af okse, rørt med XO cognac, let ristet, serveret med friterede kapers. Den er vild!"

Ristet rørt tatar på Schønnemann.

Han påpeger, at Troelsø-tataren har fået fire linjer tekst i menukortet; fem linjer inklusiv overskriften. "Det er meget tekst, der skal til, ik?"

Et par sider længere tilbage i menukortet kan man finde 'Jørgens syltede sild' - en kogt og syltet sild, serveret på rugbrød med kapers, løgsalat, salturt, dild og skovsyre. "Jeg er meget stolt over at have fået opkaldt et stykke smørrebrød efter mig, for jeg er vild med sild. Det er noget, jeg tænker meget på, når jeg er i Haiti, som jeg er det meste af året. Følelsen af at sidde med en sild er noget, jeg virkelig savner."

LÆS MERE: Rasmus Munk synes, at mad skal være lige så politisk som kunst

Det er Jørgen Leths skyld, at man i dag kan bestille silden. Da han satte sig til bords på Schønnemann nogle år tilbage, var den kogte, syltede sild ikke længere at finde på kortet. Der var ikke nok efterspørgsel på den året rundt, men da Schønnemann ændrede navnet til 'Jørgens syltede sild', fik den permanent plads. Og bestillingerne hobede sig op i køkkenet. Den har været der lige siden.

"Jeg kan godt lide selve det taktile ved at spise et stykke koldt stykke kød eller en kold sild," siger han. "Selvfølgelig kan jeg også godt lide steaks og så videre, men der er noget særligt ved det kolde og det minutiøse i smørrebrød. Hver eneste ting er udtryk for en tradition, hvor man omgås råvarerne på en særlig måde."

Jørgens syltede sild.

Før vi bestiller, har Jørgen allerede spist en 'Jørgens syltede sild'. Siddende alene ved et tomandsbord foran et kamera har vi bedt ham om at spise en sild og drikke en snaps. Uden klip eller samtale. I ét take. Den eneste monolog skal være en nøgtern opremsning af hans navn, stedet vi er, og hvad han har spist. Fuldstændig som Jørgen Leth i 1980 bad Andy Warhol om at gøre det i et fotostudie i New York.

Dengang var det ikke sild men en hamburger, som Warhol skulle spise til en scene i Leths film 66 scener fra Amerika. Jørgen Leths amerikanske assistenter var skeptiske. Hvorfor skulle Warhol sige ja til dette projekt uden et kæmpe honorar? Den danske filmmand lod sig ikke afskrække.

"Jeg kan godt lide, at Warhol har et naturligt forhold til de enkle vaner, så jeg vidste, han ville kunne forstå, når jeg sagde til ham: 'Jeg vil gerne have du spiser en hamburger.' Det rammer både ham og mig, fordi hamburgeren har en ikonisk betydning i Amerika. Det er en meget vigtig rekvisit. Det hører til kulturen. Og det var jeg sikker på, at Warhol – når man ser alt, hvad han har lavet af den slags kultursignaler – ville fange."

LÆS MERE: Hvordan dansk sildemad og snaps inspirerede Fergus Henderson

Da Andy Warhol ankom til studiet, hvor filmen skulle optages, havde holdet hentet et udvalg af burgere, som han kunne vælge mellem. Men der var ingen fra McDonald's. Hvorfor ikke, undrede Warhol, det er jo den smukkeste indpakning? Han valgte den fra Burger King.

I de fire og et halv minut klippet varer, udspiller der sig en rituel scene, der er langt fra pop og pomp på The Factory eller Studio 54. Det er et sårbart portræt af en mand, som spiser en burger, tager den øverste bolle af for at blive færdig, kæmper med at få ketchup ud af Heinz-flasken og krøller papiret sammen som en hvilken som helst anden gæst på en burgerbar.

"Det var er en måde at komme helt tæt på," siger Jørgen Leth. "Det at spise er jo en helt elementær handling. Det er er en handling, hvor Warhol blotter sig. Hvordan spiser han? Spiser han pænt, eller spiser han grimt? Det er en måde at kommunikere på, og der ligger meget store dybder i det. At spise er et ritual, som viser en social sammenhæng. Og en personlighed. Man kan se meget skønhed, meget sensualitet."

Warhol spiser, men han drikker ikke. Jørgen Leth havde nemlig glemt at give ham et glas vand eller en cola til at skylle burgeren ned med.

"Jeg var jo nervøs," siger Jørgen Leth. "Det var ikke sådan, at jeg kunne nå at tænke klart om alting. Derfor lavede jeg den fejl, som jeg først opdager, når han er i gang. Det gør han jo også. Vi er begge to kunstnere, der arbejder med strenge spilleregler. Det kunne jeg genkende i ham, og han kunne genkende det i mig. Jeg tænkte: Hold da kæft. Hvor har jeg været et dumt svin. Det gjorde jeg virkeligt. Men der er kun en ting at gøre i den situation, og det er at køre det igennem og holde sin disciplin. Man kan ikke afbryde. Det er umuligt. Så falder det hele til jorden."

LÆS MERE: Restauranten på Frederiksberg hvor tiden står stille

Der har været mange fortolkninger af Warhol-scenen, og mange fortolkninger som Jørgen Leth ikke kan fordrage. Men der er en undtagelse. Den amerikanske kunstner Alex Da Corte, der blev introduceret til Jørgen Leths arbejde under sine studier i Philadelphia, har lavet et værk, hvor han klædt og camoufleret som rapperen Eminem spiser en skål cornflakes, mens han stirrer ind i kameralinsen. "For mig er [Jørgen Leths film] det eneste portræt, der eksisterer af Andy Warhol, for når man ser nogen spise, ser man dem, når de er mest sårbare. Det er som at se nogen trække vejret," sagde Da Corte under en talk med Jørgen Leth på Louisiana i 2016.

"Jeg er smigret over det," siger Jørgen Leth, der også har lavet speak til Da Cortes fortolkning af filmen Det Perfekte Menneske. "Det er klart. Jeg er glad for den udveksling, der er mellem os. Det er jo noget, der ofte sker gennem generationer, der hører sammen."

Ribbensteg med rødkål og agurkesalat.

Vi får en sild mere og en tallerken med roastbeef, som er sirligt anrettet som et flag af remoulade og rosastegt kød. Det er tredje dag inden for den sidste uge, at Jørgen Leth spiser smørrebrød til frokost på restaurant i København. Når han er i byen, bor han på hotel, men han spiser der ikke. Morgenmaden indtager han hellere ude i byen sammen med sin søn. "Jeg gider ikke spise hotellets buffet," siger Jørgen Leth. "Buffet er det værste, jeg ved. Det er kaos, synes jeg. Det er meget forvirrende. Jeg forkaster det."

Han fortæller begejstret om middage på steder som Noma og Kadeau, men det langstrakte gastronomiske måltid, med den nærmest uendelige strøm af pertentlige retter og dertilhørende forklaringer, er ikke det, han søger.

"For mig kan det gå over gevind. Jeg kan godt lide at blive inviteret på gastronomisk middag, men det vil jeg ikke kunne holde ud hver uge. Jeg synes, det er en stor anstrengelse at sidde ved et ambitiøst gastronomisk bord og blive betjent. Det er meget anstrengende."

LÆS MERE: Sådan bliver din antisociale makrel i tomat til gourmet smørrebrød

I stedet nyder han at sidde her, på Schønnemann i hjertet af København, eller på Restaurant Palægade, eller på Teaterbodegaen i Aarhus. Her sidder han alene, på steder hvor han er omgivet af stemning og tjenere, der ved, hvad han vil spise.

"Jeg kan godt lide den gammeldags omhu og omsorg. Jeg synes, jeg har selskab nok i den betjening, der er her. Jeg kan godt lide kommunikationen med den tjener, der serverer for mig. Det er meget enkelt. Jeg gider ikke snakke så meget i virkeligheden.

"Det er ikke fordi, jeg ellers er meget konservativ, det synes jeg sgu ikke, jeg er. Jeg kan bedst lide eksperimentalfilm frem for gammeldags, psykologiske dramaer. Men med mad er der ingen tvivl for mig."