Sådan påvirker store mængder fastfood din krop

Det er et knap så Happy Meal for din krop, hvis du vælter fritter og burgere indenbords hver dag.

|
jan 10 2019, 8:28am

rawpixel

Artiklen er oprindeligt udgivet af Tonic USA.

For to uger siden kørte jeg en tur gennem en McDonald's drive-in sammen med en god ven. Vi ville forkæle os selv lidt, så vi bestilte et par value-meals og en pakke med ti nuggets for at være på den sikre side. Jeg anslår, at hvert måltid indeholdt omkring 1.400 kalorier. Vi spiste i tavshed, mens vi begge sad og stirrede tomt ud af forruden. Mens jeg sad og guffede de sidste stykker kylling med sursødsauce i mig, besluttede jeg mig for, at der mindst skulle gå tre måneder, før jeg frekventerede en fastfood-restaurant igen.

Det var ikke den pludselige flodbølge af kalorier, der fik mig til at træffe den beslutning, men mere en slem følelse af, at det, jeg i virkeligheden var i gang med, var selvdestruktiv adfærd. Da filmen Super Size Me udkom i 2004, påvirkede det ikke mit indtag af fastfood i nævneværdig grad. Dengang var jeg 27 og følte mig i det hele taget uovervindelig. I de 14 år, der siden er gået, er det blevet overvældende klart, hvor negative konsekvenser fastfood har for kroppen. Her er et udvalg af de måder, regelmæssigt indtag af fastfood (et par gange om ugen) potentielt kan smadre din krop.

Nedsat hukommelsesevne og kognitiv funktion

Hver gang jeg sætter tænderne i et måltid fastfood, fortæller den lille, nedladende stemme i mit hoved mig, at jeg ikke tænker klart, når jeg træffer så dårlige beslutninger, og det kan den faktisk have ret i. ”Vi har længe vidst, at mættet fedt påvirker hjertet negativt, men der er også forskning, som peger på, at et stort indtag af mættet fedt forringer hjernefunktion og hukommelsesevne,” siger den Atlanta-baserede ernæringsekspert Marisa Moore.

Mættet fedt er ikke nødvendigvis ondskaben selv, men i store mængder skaber det en farlig ubalance i din kost, især hvis du supplerer med masser af sukker i stedet for gode typer fedt, kulhydrater og protein. En undersøgelse fra Oregon State University, foretaget i 2015, viser, at en kost baseret på fedt og sukker forårsager forandringer i mavens bakterier, der nedsætter den ”kognitive fleksibilitet” og evnen til at tilpasse sig nye omstændigheder.

Man kan øge risikoen for depression

Folk, der regelmæssigt spiser fastfood, har 51 procent højere risiko for at udvikle depression, være single, arbejde for meget, spise få frugter og grøntsager og være rygere, ifølge en undersøgelse fra 2012. Terapi og medicin er de bedste måder at tackle depression på, men den New York-baserede ernæringsekspert Amy Shapiro siger, at næringsstoffer som B-vitaminer og Omega 3-fedtsyrer er sat i forbindelse (i indledende undersøgelser) med færre tilfælde af depression. Det er imidlertid ikke næringsstoffer, man finder store mængder af i fastfood.

Der kan være større risiko for fedme

Hvis du vælger en fastfood-tung kostplan fremfor en varieret kostplan, øger du automatisk dit indtag af tomme kalorier for hvert måltid. Det vil meget hurtigt begynde at påvirke din kropssammensætning og dit helbred i al almindelighed. ”Fastfood består af store mængder kulhydrater og sukker, men meget få kostfibre,” siger diætisten Jim White fra Virginia Beach. White forklarer videre, at hyppigt indtag af fastfood også fører til insulinresistens, hvilket leder til vægtforøgelse. En ny undersøgelse, der ser på forholdet mellem fastfood, ekstrem overvægt og forhøjet blodtryk hos børn, har kun dystre ting at konkludere.

Du kommer til at sulte

I hvert fald i ernæringsmæssig forstand. Den store mængde kalorier i fastfood kommer nemlig med lav ernæringstæthed. Et overforbrug af burgere og fritter betyder, at din krop ikke får de næringsstoffer, den har brug for. ”Din krop er midlertidigt fuld af mad, der ikke giver den nogen næring. Selv om du har spist en masse kalorier, så bliver du hurtigt sulten igen,” siger Shapiro.

Der kan være øget risiko for kræft

En undersøgelse, foretaget af National Toxicology Program under det amerikanske sundhedsministerium, viser, at 2-methylimidazol forårsager kræft i laboratorierotter. Det er noget skidt, fordi 2-methylimidazol er fast ingrediens i et karamelfarvestof, som bruges i mange typer sodavand og saucer på fastfood-restauranter. Og det bliver kun værre, når det gælder 4-methylimidazol, som er en anden ingrediens i farvestoffet. Forskerne afprøvede effekten af 4-methylimidazol på gnavere og konkluderede, at der var tydelige tegn på ”karcinogen aktivitet blandt B6C3F-mus af begge køn”.

Shapiro fortæller, at høje røgpunkter og stegte retter kan indeholde karcinogener – det er resultatet af, at oliens temperatur er for høj, eller kødet bliver brændt. ”Pesticider, antibiotika og hormoner, som man finder i kød af en ringe kvalitet, kan også øge risikoen for kræft,” tilføjer hun. Hvis man så oven i købet ikke spiser frugt og grønt, som er rigt på antioxidanter, har man heller ikke gavnlige stoffer i kroppen til at bekæmpe karcinogenerne.

Øget risiko for hjertesygdomme

Den type fedt, man finder i meget fastfood, består af mættede fedtsyre. Det er en type fedt, der hærdes ved stuetemperatur, og som ofte kommer fra dyre- og planteolier. Man finder store mængder af det i for eksempel en cheeseburger. Jim White advarer, at den type fedt kan få kolesteroltallet til at stige, hvilket kan føre til øget risiko for hjertekarsygdomme. Faktisk viser det sig, at bare det at bo tæt på en fastfood-restaurant kan påvirke hjertets helbred. En hollandsk undersøgelse, udgivet i European Journal of Preventive Cardiology, konkluderer, at personer, som bor indenfor en radius af 800 meter fra en fastfood-restaurant, er i større fare for at udvikle hjerteproblemer.

Forbered dig på forstoppelse

Kostfibre (som man finder i grøntsager, frugt, fuldkornsprodukter, nødder og frø) spiller en afgørende rolle for fordøjelsessystemet. Fibre hjælper med at holde gang i fordøjelsen, så kroppen kan slippe af med affald. De hjælper med at sænke kolesteroltallet og holder blodsukkerniveauet normalt. ”Desværre er der ikke meget fastfood, som indeholder fibre,” siger White. Ifølge det amerikanske National Institutes of Health skal man faktisk helt holde sig fra det, hvis man skal have gang i sagerne.