Ølnørden Julie siger, at der skal være mindre fnidder i dansk mikrobryg

Danmarks største collab, hvor 20 bryggerier samles for at lave en øl, er i virkeligheden et budskab om, at folk skal blive bedre til at dele ud af deres viden og hjælp.

|
jul 18 2018, 7:10am

Hvor mange bryggerier kræver det for at lave en øl? Omkring tyve, hvis du spørger Julie Maria Christensen. Julie arbejder for Braw, som er en underafdeling af Nørrebro Bryghus med egen bar i Ryesgade i København, og så er hun hjernen bag det, hun kalder for ‘Danmarks største collab’.

Lige så vel som musikere har det med at dukke op i tide og utide for at feature på hinandens numre, så har ølbryggere gjort til det til en kreativ vane at lave collabs, hvor de i fællesskab udvikler og brygger øl.

Normalt er det to bryggerier, der finder sammen for at producere en øl, men Julie har sat sig for at samle intet mindre end 20 danske mikrobryggerier, der skal tage del i et collab, der skal foregå hos bryggeriet Dry&Bitter Brewing i Gørløse.

Julie, som har arbejdet i ølbranchen gennem 11 år som bartender, brygger og sælger, siger, at projektet handler om meget mere end at nørde IPA og eksotisk humle. Det handler om at sende et signal til den danske bryggerverden om, at samarbejde og vidensudveksling er vigtige ingredienser, hvis ølscenen skal fortsætte med at trives og vokse. Vi drak en øl med Julie på Braw for at høre lidt mere om det store fællesbryg.

MUNCHIES: Hej Julie. Hvorfor i alverden skal der 20 danske bryggere til at lave én øl?
Julie Maria Christensen: Det handler meget mere om sammenholdet og budskabet end om selve den øl, vi skal brygge. Man kunne selvfølgelig lave en helt vildt funky øl, men så ville det handle om, hvor mærkelig den øl er. Derfor har vi allerede på forhånd besluttet, at resultatet skal være en session IPA på cirka 4,6 procent, og at overskuddet skal gå til velgørenhed. For os handler det her lige så meget om beskeden, der kommer ud ved, at vi er så mange bryggerier, der går sammen.

Står det så slemt til herhjemme med den danske ølbranche?
Vores branche er rigtig fin og god, og den bliver ved med at vokse. Men budskabet er, at selvom tingene går hurtigt, og man selvfølgelig fokuserer på sit eget brand, så handler det også om at passe på den branche, vi har. Det her handler ikke om, at nogen skal shine. Den udvikling, som jeg har fornemmet inden for de sidste 5-6 år, er, at man netop koncentrerer sig meget om at få sit brand langt ud, at komme til udlandet og til de rigtige festivaler. Det kan godt skabe en ‘dem og os’-situation. Jeg synes, det ville være fedt, hvis man hjalp hinanden med at blive bedre sammen i stedet for, at vi har få bryggerier, som er sindssyg gode, for der er så mange andre dygtige bryggerier, som kan blive endnu bedre.

Men det her er vel en branche ligesom alle andre, hvor folk ofte har rigeligt at se til med deres egen forretning?
Det er lige præcis derfor, at jeg gerne vil lave larm om det. Fordi ellers tror jeg, at det bliver glemt. Når man kigger på andre steder i verden med store ølscener, så er det tit steder, som har et rigtigt godt sammenhold mellem bryggerierne. Mange steder har de såkaldte 'brewers guilds', hvor bryggerne mødes og taler om ting, der er vigtige for dem. Det kan være regler eller skatter eller problemer med bryggeanlæg. Der er sådan noget, der gør, at man kan løfte hinanden, og så betyder det ikke, at man glemmer sin egen virksomhed.

Hvad siger resten af branchen til dit projekt?
Nogle gange, når jeg har været ude og fortælle bryggerne om det her collab, har jeg mødt den holdning, at vi jo allerede har det godt. Vi kender alle sammen hinanden, og det er også rigtigt, og det er heller ikke fordi, at vi er nødt til at redde det hele i sidste øjeblik. Det her er meget mere en påmindelse om at beholde det gode, vi har. Og ikke mindst styrke det. Hele ølrevolutionen herhjemme startede jo både på grund af, at man lærte om det, der skete i USA, men det var også en kæmpe fuckfinger til de store spillere på markedet, som vi følte lavede kedelig konsum øl.

Man bliver en stærk gruppe, når man har en fælles magt, man gerne vil kæmpe mod. Mere og mere ser jeg desværre, at vi begynder at kæmpe mod hinanden i stedet for. Det er også naturligt, for det er business, men vi skal huske, at det er fedt, at vi er så mange gode bryggerier, og at vi kan blive endnu bedre sammen.

Jeg er bare mere idealist, end jeg er forretningskvinde. Det lyder måske sentimentalt, men vi er nødt til at åbne armene og lære af hinanden. Når jeg snakker med bryggere enkeltvis, så siger de også til mig, at der mangler noget fællesskab omkring vidensdeling.

Hvorfor i alverden er du så passioneret omkring det her?
Jeg har været i branchen i 11 år. Da jeg startede, kan jeg huske, hvordan der var en anden glæde. Hvor folk delte meget mere. På det seneste er jeg blevet træt af, at der er lidt for meget fnidder. Det er lidt som en skolegård. Jeg tror på, at selv en erfaren stjernebrygger kan lære utroligt meget af at tale med en, der har brygget i få år, for hver eneste system, tilgang og smag er forskellig.

Min mission er, at jeg gerne vil styrke os alle sammen.

Tak for snakken, Julie.