Alle fotos: Sarah Buthmann.

Fem danskere fortæller om det vildeste, de har spist efter en bytur

Pasta med mayo? Æggeskiver? Julemadsrester i april? Der er ingen grænser for, hvad kombinationen af sult og fuldskab kan få os til at kreere.

|
nov 11 2016, 11:02am

Alle fotos: Sarah Buthmann.

Du kender det godt: Du er på vej hjem fra privatfesten eller væltet ud af det værtshus, dine venner overtalte dig til at tage med på. Du burde drikke to liter vand og skynde dig i seng for på en eller anden måde at kunne tackle morgendagens uundgåelige interaktion med resten af civilisationen. Men nej, den der flaske grøn Gajol har skabt huller i hjernen og et endnu større hul i maven, som kræver lindring. Fedtet lindring.

Måske er du så heldig, at din lokale pizzamand er en natteravn, eller at burgerkædens filial er døgnåben. Men er det ikke tilfældet, er du prisgivet dit køleskabs barmhjertighed.

Vi bad fem danskere om at fortælle os, om de mest bizarre kulinariske kreationer, de har kreeret efter en våd tur gennem nattelivets hængedynd.

SIMON DANIEL: INGEN FLØDE? BRUG VARM MAYO

Foto: Sarah Buthmann

Hvad er det vildeste, du har spist efter en nat i byen? Det må være den gang, jeg syntes pasta med mayonnaise og syltede agurker lød lækkert.

Hvordan laver man sådan et kulinarisk mesterværk? Jeg forestillede mig, at jeg ville lave en lækker pastaret, da jeg kom hjem fra byen i en 10 hestes brandert, men jeg havde ingenting køleskabet, så jeg var nødt til at være lidt kreativ. Jeg tror min tankegang i min fordrukne tilstand var, at mayo godt kunne fungere som erstatning for fløde, og så var der ikke lige andet end syltede agurker at putte i.

Hvad kan du huske fra den nat? Jeg havde været til en vens fødselsdag, hvor det egentlig ikke var meningen, jeg skulle have en gigantisk kæp i øret, men min manglende selvkontrol gjorde, at jeg ikke kunne sige nej til de store mængder vodkashots, jeg blev tilbudt. Så aftenen forsvandt lidt derfra. Jeg måtte vågne op og lege Sherlock Holmes for at finde ud af, hvorfor mit køkken lignede en ødelæggelse af bibelske dimensioner.

Hvordan smagte det? Jeg er ret sikker på, det ikke var den ypperste kulinariske oplevelse, for jeg spiste ikke op. Jeg er ikke vanvittigt vild med mayonnaise til at starte med, og forestil dig lige konsistensen af varm mayo. Det er ubehageligt. Det lignede mere eller mindre kogekunstens svar på et Picasso-maleri.

Har du nogensinde spist det igen? Jeg har heldigvis aldrig begivet mig ud i den kombination igen. Der gik lang tid før, jeg kunne tåle synet af mayonnaise uden at få kvalme.

Hvad er det ultimative, man kan spise, når man kommer hjem fra byen? Helt klart pizza! Det skal gerne være sådan, at man har været så fuld og grådig, at man vågner op med en brændt mund. Ellers er pomfritter og durum jo klassisk.

RANDI: NÅR DU DYPPER MOZZARELLA I LILLE LISE

Foto: Sarah Buthmann

Hvad er det vildeste, du har spist efter en nat i byen? Det må være dengang, jeg nappede min roommates lille brik kakaomælk og spiste en hel kugle mozzarella, som var det et æble.

Det lyder grænseoverskridende. Hvordan laver man sådan en anretning? Jeg tog kakaoen ud af køleskabet og prikkede hul i toppen med det medfølgende plastik sugerør. Så tog jeg pakken med mozzarella og åbnede den ved hjælp af mine fortænder og et hurtigt bid og riv. Mums!

Hvad kan du huske fra den nat? Jeg var vidst lige startet på min uddannelse og havde været til en af de første fredagsbarer. Jeg husker ikke meget andet, end at der blev indtaget litervis af dåseøl og gin og tonics. Og så dansede vi sikkert til "Diamonds" med Rihanna på en løssluppen måde.

Hvordan smagte det? Det smagte af det, som det var. Kakaoen var pisselækker! Det var dog ikke det samme med mozzarellakuglen. Det var som om, det blev for meget af det gode til sidst.

Har du nogensinde spist det igen? Ja, men på en noget anderledes måde. Jeg har drukket masser af kakao siden den famøse aften og indtaget godt med mozzarella, men i lidt andre former og i mindre skiver og klumper. Mozzarellakugler er IKKE æbler.

Hvad er det ultimative, man kan spise, når man kommer hjem fra byen? Jeg har faktisk en uskreven reglen om, at jeg ikke skal spise efter midnat. Mest af alt fordi jeg dagen efter altid lidt fortryder, at jeg har brugt penge på noget, jeg egentlig ikke kan huske, jeg har spist. Men det sker da, at jeg ikke kan modstå lysten. Der er især en ting, jeg har utrolig svært ved at modstå: Sydende små, aflange, sprøde gule kartoffelpinde med cremede æg og olie … pomfritter med mayo! Som jeg siger til mig selv: "Fries before guys".

HJEPPE: JULEN VARER LIGE TIL PÅSKE, HVIS MAN HAR RØDKÅLSRESTER

Foto: Sarah Buthmann

Hvad er det vildeste, du har spist efter en nat i byen? Jeg fandt engang i april måned et glas rødkål med andesnask, som var rester fra juleaften.

Sikke et fund. Hvad gjorde du med det? Det var jo tilberedt, og der var ingen mug på, så i min brandert tænkte jeg, at den måtte være god nok. Så ned røg det.

Hvad kan du huske fra den nat? Jeg husker ikke, det smagte dårligt, men jeg var nok også lidt fuld. Jeg brugte til gengæld de næste tre dage på toilettet … super.

Hvordan smagte det? Det smagte fint og så fint ud – syntes jeg på daværende tidspunkt.

Har du nogensinde spist det igen? Jeg har spist and og rødkål, men jeg spiser aldrig rester fra julemaden i april igen!

Hvad er det ultimative, man kan spise, når man kommer hjem fra byen? Jeg fortrækker klart en burger eller en shawarma.

TUE: ÆG + ÆBLESKIVEJERN = ÆGGESKIVER

Foto: Sarah Buthmann

Hvad er det vildeste, du har spist efter en nat i byen? Jeg har en gang i en brandert eksperimenteret med at lave spejlæg i et æbleskivejern. De blev til runde kugler af stegt æg, som faktisk blev overraskende flotte.

Meget opfindsomt. Hvordan lavede du det? Jeg vendte æggene med en gaffel, som jeg engang har set en æbleskivedame på et julemarked gøre det. Der havde jeg det ret godt med mig selv - men måske også fordi jeg var ret fuld. Æggeskiverne spiste jeg sammen med lidt rødkål og brød, så de lignede små hotdogs.

Hvad kan du huske fra den nat? Jeg husker, at jeg havde cyklet hjem i kulden og var virkelig sulten. Jeg er ret sikker på, at det var omkring juletid, siden jeg havde rødkål i mit køleskab.

Hvordan smagte det? Smagen var overraskende balanceret. Og generelt var den kulinariske oplevelse ok. Æstetisk set var det lidt et biluheld, da rødkål har det med at få alt, hvad det kommer i kontakt med, til at ligne sig selv. Som en slags omvendt kamæleon.

Har du nogensinde spist det igen? Jeg har aldrig siden oplevet en sult, der kaldte på æggeskiver. Dog har jeg ofte tænkt tilbage på det måltid og været rigtig godt tilfreds med min egen opfindsomhed og eksekvering.

Hvad er det ultimative, man kan spise, når man kommer hjem fra byen? Five Star på Nørrebrogade. Det er indisk mad i klassiske kebab-former, og jeg tror aldrig, jeg har set den være lukket. Jeg får altid en nummer 63. Jeg ramte bare rigtigt første gang.

MARK: OSTEPIZZA MED EKSTRA OST OG EKSTRA OST

Foto: Sarah Buthmann

Hvad er det vildeste, du har spist efter en nat i byen? Det lyder måske meget lækkert at bestille en pizza på vej hjem fra byen, men det her var klamt, kan jeg love dig for. I den gode gymnasietid var det ikke bare en klassisk nummer 3 fra sharwama-biksen, som blev bestilt. Derimod var det en ostesatan af karat!

Det lyder voldsomt. Hvad indbefatter sådan en ostesatan? En pizza kun med tomat, ost, champignon, ekstra ost og ostekant og ost igen. Der var næsten mere ost, end der var dej. Det er nok det klammeste, jeg nogensinde har spist.

Kan du huske noget fra den nat? Nej, ikke andet end min pizza.

Hvordan smagte det egentlig? At guffe sådan en sag i sig er næppe noget, man skal skamme sig over at gøre en enkelt gang i sit liv. Men næsten hver weekend gennem gymnasiet blev der fortæret et af disse monstre. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg slet ikke forestå, hvorfor jeg syntes, det var "the shit".

Har du spist det igen siden gymnasietiden? Nej … eller det gør jeg så lige nu for din skyld.

Hvad er det ultimative, man kan spise, når man kommer hjem fra byen? En god pita med kebab er mere end rigeligt til at fylde maven op og sove godt på.