FYI.

This story is over 5 years old.

WTF

Dengang Hulk Hogan lavede pasta og USA blev indtaget af wrestling-restauranter

Afbleget hår, hurtige solbriller og machoæstetik appelerede åbenbart til amerikanernes lyster i 90'erne og det påvirkede folks spisevaner.

Kan man forestille sig noget værre end Trump-bøffer med Trump-vodka? Det skulle da lige være en restaurant udtænkt af en anden olieindsmurt mand, som det var tilfældet med "WWF New York" på Times Square.

Stedet var intet mindre end et 4300 km2 stort tempel for professional wrestling, som bestod af restaurant, natklub og indhegnet "cage room". WWF New York åbnede med et brag i 1999, hvor superstjerner tiltrak tusindvis af fans, og det lukkede igen som en fesen fodnote i 2003, inden det blev omdannet til en Hard Rock Café.

Annoncering

Før vi blev velsignet med WWF New York var der Pastamania - Hulk Hogans hyldest til det italienske køkken, der lå i et gigantisk indkøbscenter i Minnesota - hvor man kunne få pasta formet som Hogan. Afbleget hår, hurtige solbriller og machoæstetik appellerede åbenbart til amerikanernes lyster i 90'erne, og det påvirkede rent faktisk folks spisevaner, fordi wrestlingstjerner begyndte at åbne deres egne restauranter.

Menuerne var desværre ikke noget at råbe hurra for. Menuen på Pastamania lignede noget fra en fedtet grillbar i provinsen, men man kan sgu ikke slå de priser! (Desuden er der nogen, der gerne må finde ud af hvad "pasta-nuggets" er for en størrelse.)

Hulk-Hogan-Pastamania-Menu

Foto via Wrestle Crap.

På en restaurant kan en wrestler udtrykke sin mandlighed i perfekte omgivelser. Det kan man for eksempel de i de her klip, hvor Razor Ramon smadrer en restaurant, fordi de beder ham betale regningen.

Eller Razor Ramon, der knuser pigernes hjerter, mens han nyder et glas hvidvin.

Wrestlerne var vor tids gladiatorer, og dengang var ingen restauranter lukket land - selvom det nogle gange krævede lidt penge under bordet og fysiske trusler. Som dengang "Million Dollar Man" Ted DiBiase bestak tjeneren på den fine, franske restaurant La Touraine for at komme ind. Da de andre emsige kunder brokkede sig over, at han sprang over i køen, gik DiBiase hurtigt over til vold og trusler i stedet.

Lige meget hvilken voldelig subkultur, man tilhører, virker det til, at restauranter bliver et tilflugtssted for de krigere, hvis karriere er på vej ned af bakke. Tidligere bandemedlemmer, der bliver bagere eller kokke, er helt seriøst en ting. Beviset er, at det legendariske røvhul Shawn Michaels blev kogekone i et cafeteria.

Annoncering

"Jeg er ikke kogekone," siger en udslidt Shawn Michaels. "Jeg er kok - kokkehat, kokketrøje - dem giver de ikke bare til hvem som helst, vel?"

Man kunne næsten have gættet det, men Michaels er ikke en særlig god kok, og en lille pige kaster maden i hovedet på ham, kalder ham en abe og råber, at han skal tage sig sammen. Det næste, der sker, er, at han sætter ild til køkkenet, sparker sin chef i hovedet, sparker pigen i hovedet og bliver wrestler igen.

På samme måde endte wrestleren Kane som tjener, hvor han betjente yngre, mere relevante wrestlere, samtidig med at han mindede dem om, at han havde lagt en koks hoved i fryseren tidligere på dagen.

I de seneste år er restauranterne blevet mere neutral grund, hvor vetraner som Sting, Diamond Dallas Page og Vader endelig kan afgøre deres uenigheder og mindes de gode gamle dage, da wrestlerne var guder, og deres brændstof var vrede og junkfood.

Måske er de på vej tilbage? I hvert fald er pompøs og arrogant selviscenesættelse på mode igen i USA.