Netflix har fundet ud af, at Danmark er en destination for pizza og tacos

David Changs program 'Ugly Delicious' dokumenterer madkultur fra Tokyo til LA – men han bruger også rigtig meget tid i København.

|
02 marts 2018, 11:21am

Pizza fra Christian Puglisis restaurant Bæst på Nørrebro. Pressefoto: PA Jørgensen

Pizza = Italien. Barbecue = Texas. Taco = Mexico. Check.

Men pizza + barbecue + taco = Danmark?

Den ligning burde slet ikke gå op, men det gør den, hvis man følger det nye madprogram Ugly Delicious på Netflix. Den amerikanske kok David Chang, der gav verden Momofuku-restauranterne og asiatisk mad en helt ny dimension i gastronomien, har sat sig for at undersøge alt det mad, som vi elsker at spise, men som sjældent vinder stjerner eller skønhedspræmier.

Det vil sige pizza, barbecue-ribs, tacos og yakitori-spyd. Det vil sige gryderetter til Thanksgiving og fried chicken i en gammel restaurant i sydstaterne.

Chang og hans udsendte medspisere - fra skuespilleren Aziz Ansari til forfatteren Peter Meehan – flyver fra Texas til Tulum og fra Tokyo til New Jersey i deres jagt på en højere mening med mad. Men på deres rejser gennem de seks afsnit er der en anden tilbagevendende destination: København. Og de er her altså ikke for at sylte glaskål eller spise røde pølser.

David Chang og Rosio Sanchez i 'Ugly Delicious'. Foto via Netflix

I første afsnit af Ugly Delicious, som handler om pizza, hører vi fra en italiener, der kæmper for at beskytte den ægte napolitanske kulturarv. Han nærmest slikker sig om munden ved tanken om at fange den stakkels farisæer med bastard-dej og ost, som han kan landsforvise, og sådan en findes der i Danmark. Vi cutter fra Napoli til lidt nord for Blågårds Plads, hvor Christian Puglisi står på Bæst og nyder dampen af frisk mozzarella lavet på mælk fra de danske køer, som han har gået og nusset på sin gård i Lejre. “You’re a big-ass dreamer,” bemærker Chang. Ok, at køre sin egen pizzastil og skide hul i ost fra Campania-regionen er måske ikke ligefrem et kulturoprør på Nørrebro, men det er sikkert nok til at få de regelrette italienere til at rulle med øjnene.

Når turen kommer til tacos, starter vi i Los Angeles, men ryger hurtigt tilbage til København og Kødbyen, hvor Rosio Sanchez viser, at masa og mole har fundet frodig jord og eksistensberettigelse i vores Santa Maria-beskæmmede pandekageland, og at vi takket være Sanchez måske har verdens hotteste taco-game lige nu.

Og ja, selv barbecue-røgen får vi lov til at baske os i. Der er store skæg og brisket i Illinois, hvor programmet følger bbq-hold fra forskellige stater, der klemmer svin fast i stål og lader det ryge og syde, indtil de står med en halv olietønde fuld af velsmag. Men Chang vil vide, om barbecue ikke kan fortolkes i en bredere forstand, så han trodser vinterkulden på Christianshavn, hvor René Redzepi står i baggården på det gamle Noma og griller kålskud og blade over åben ild. “For mig er det barbecue” siger Redzepi, “hvad end det er rosenkål sidst på vinteren eller det store stykke kød i Texas.”

Ugly Delicious er en overdådig produktion, hvor det til tider kan være svært at finde hoved og hale i de mange brudstykker, effekter og nostalgiklip. Men når Chang lader historien og de lokale kokke tale - når han lader en no-bullshit pizzeria-ejer i Coney Island svine intervieweren til, fordi han ikke har smagt deres pizza, eller når en 82-årig pitmaster i Lexington, Texas bliver rørt til tårer over gæsternes begejstring for hendes barbecue – finder programmet sin stemme.

Så bliver det, der skulle være så grimt, så smukt. Uanset om du er i Lexington eller på Christianshavn.