På Islands Brygge smagte jeg, hvordan gaming kan ændre fremtidens måltid

Jeg skød en kronhjort med en iPad og mødte en amerikansk gamer-feminist, der vil forene mad og computerspil.

|
jun 11 2018, 7:59am

“Det er noget med en amerikansk gamer-feminist og en tidligere kok fra Noma, der laver en middag, hvor teknologi og gourmetmad skal sammenkobles i et eller andet form for spil.”

Det er præcis sådan, jeg får den her opgave leveret. Efter jeg har sagt ja, går det op for mig, at jeg intet må vide, om hvad der skal foregå. Intet. Åh, hvor bliver det spændende, siger de andre på redaktionen. Du skal nok alt muligt vildt med virtual reality. Ej, hvor bliver det sjovt. Siger de. Jeg hader det.

Jeg er typen, der læser de sidste sider i en bog, før jeg starter. Jeg kan bedst lide at se film, hvor jeg kender slutningen, og det bedste, jeg ved, er at planlægge ting. At være i kontrol.

‘Remnant - An Immersive Dinner Experience’ er en fire retters-middag ude af kontrol. Mad og teknologi skal giftes, og alle sanser vil blive aktiveret i det, der vil blive min egen helterejse. Det er, hvad jeg kan få ud af invitationen. Med den får jeg besked på at møde op på en adresse på Islands Brygge præcis klokken 18.40 fredagen efter. Og jeg skal være klædt i sort. Lidt efter tikker en ny mail ind. Jeg bliver spurgt, om der er ting, jeg ikke spiser, hvad mit forhold til teknologi er, hvilke eventyr jeg drømte om som barn, og hvad der sætter gang i min nysgerrighed.

Jeg ved, at gamer-feministen, der er en af hjernerne bag middagen, hedder Anita Sarkeesian. Hun er amerikansk mediekritiker og driver hjemmesiden Feminist Frequency, hvor hun analyserer kvindelig repræsentation i medier og computerspil.

Anita Sarkeesian foran elevatoren på restaurant Alouette.

Det har hun gjort siden 2009, hvor hun begyndte at lave videoer om sexisme i gamer-verdenen. Fordi Anita Sarkeesian satte fokus på, at kvinder i computerspil sjældent er hovedkarakterer eller helte og oftere bruges som baggrund, eller en pris som ”helten/manden” kan vinde, blev hun udsat for massiv chikane. Ud over at alt, hun rørte ved, blev hacket, væltede det ind med trusler om voldtægt og mord.

“Der er et intenst samfund af mandlige gamere, der mener, at spil er for mænd,” siger hun. “De vil holde status quo, og når en kvinde så kommer ind og siger, at spil er sexistiske, går de amok. Det er drenge og mænd, der udlever fantasier, uden der stilles spørgsmål.”

Chikanen fik ikke Anita Sarkeesian til at stoppe, og hun driver stadig Female Frequency. Da hun på en computerspilskonference hørte spiludvikler Aleissia Laidacker holde foredrag om, hvordan man kan skabe mixed reality og tage det ud af den eksklusive gamer-verden, vidste hun, at det ville hun gøre. Derfor besluttede de to at sammensætte tre ting, de holder af: mad, teknologi og gaming.

"Mixed reality er en måde for digitale udviklere af enhver art at bringe deres kunst ud til verdenen omkring dem,” siger Aleissia Laidacker. "Det, der er magisk ved computerspil, er det interaktive, rollespillet, historiefortællingen og gåderne."

Middagen i København er den første af sin slags, og maden skal laves af kokken Nick Curtin, der driver restaurant Alouette, hvor middagen finder sted, og dessertkokken Milton Abel, som til daglig bager croissanter hos Andersen & Maillard på Nørrebro.

“Både Aleissia og jeg kommer jo fra spilindustrien, og vi kendte en masse, der var i København på grund af Nordic Game-konferencen i Sverige i dagene inden middagen, så vi besluttede, at vi ville vise muligheden for at skabe en fordybende middag med teknologi – og dermed tage teknologien ud af den eksklusive gamer-verden,” fortæller Anita Sarkeesian.

Jeg forsøger, at snyde mig til information inden arrangementet ved at stille et par praktiske spørgsmål. Det bider hun ikke på. Et par dage inden middagen tikker en ny mail ind. En person, der præsenterer sig som Kate, skriver, at vi er gamle venner. Kate fortæller, at hendes onkel Lestor er død, og hun har arvet alle hans ting, hans båd og styrehus. Hun glæder sig til at vise mig det hele på fredag.

Jeg ankommer til adressen fredag aften klokken 18.40. Præcis. Ude foran møder jeg fire andre klædt i sort. De er fra London og er fløjet hertil kun for at deltage i denne middag. De ved heller ingenting. Jeg følger med dem ind i en baggård, hvor Kate tager imod os.

Vi bydes velkommen med champagne og tatar med kaviar, asparges med lemoncurd og mandelcreme og dehydrerede chips af gulerødder. På et bord ligger breve, et stort kort, et fotoalbum og avisudklip.

Da alle er ankommet, står vi 40 voksne mennesker og læser brevet og ser på billeder og avisudklip om en opfundet person med navnet Lestor.

”Har i fundet ud af noget?” er der en, der siger. En anden fortæller, at der er noget med et bankrøveri og noget med en ø. Noget med et testamente. Jeg hører folk tale om escape rooms, og et par diskuterer, om Lestor mon er gift med Kates mor. En anden gæst bryder ind og husker dem på, at Lestor jo – ifølge et andet brev – er bror til Kates mor. De andre begynder at skrive ting ned og tage billeder af brevene. De vil vinde spillet, som ingen ved, hvad går ud på.

Anita Sarkeesian fortæller mig, at både hun og Aleissia Laidacker er “foodies”, der samtidig med en stor interesse for gourmetmad havde en lyst til at vise teknologien og spilverdenen frem på en ny måde. Det er derfor, det er endt med en ‘immersive dinner experience’.

“Jeg elsker mad. Det er min personlige ting, som normalt ikke er relateret til mit arbejde,” fortæller Anita Sarkeesian. “Når man tænker på en middag, skal det gerne være en speciel oplevelse, hvor man smager noget nyt og møder nogle mennesker. Det ville vi koble med teknologi og spil, så man både får god mad, godt selskab og en anderledes fordybende oplevelse.”

Vinduerne er mørklagt på restauranten, og et helt hold af kokke står klar i et åbent køkken. Alle vægge er pakket ind i lærred, hvor der bliver projekteret et oprørsk hav op på. Vi kan høre måger og bølger, der skvulper. Bordet er pyntet med sten, tang og en flaskepost, hvor der er et håndskrevet brev, der fortæller os, at vi er på en tur mod en hemmelig ø. Jeg sidder sammen med syv andre ved mit bord. De er alle en del af gamer-verdenen. Mange af dem kender hinanden derfra. Vi får serveret hvidvin og første ret: hvid fisk, orange fiskeæg og tang med en sø af noget sort og slimet i midten. Det sorte og slimmede er surt, fisken og æggene er salte, og på toppen er små sorte søde macarons.

På min ene side sidder en halvt dansk, halvt armensk kvinde, der udvikler et dystopisk univers i virtual reality i sin lejlighed på Nørrebro. På den anden side af mig sidder et ægtepar fra Sverige. Manden lever af at udvikle spil til telefoner. Længere nede sidder to mænd, der ejer en norsk ø, hvor de arrangerer små festivaler for kunstnere, der udvikler computerspil.

Havet omkring os bliver oprørt, og det lyder som om, vores båd går på grund. Da der bliver stille igen, har væggene omkring os ændret sig. Nu ser vi ikke længere hav, men træer i horisonten, og i højtalerne lyder der cikader. Vi er havnet på en øde ø, og vi skal selv finde vores mad.

”Vi skal nok være her… vi aner faktisk ikke hvor længe. Men et stykke tid,” fortæller Kate, som tydeligvis er oprevet. Mit bord spiller med. ”Der er cikader, men hvorfor er det grantræer… det hænger ikke sammen,” siger en. “Så kan det jo ikke være en tropisk ø.”

Der kommer en dame og lægger et foto på vores bord. Det er et kranie fra en hjort, og under står der Remnant. Navnet på båden. Og på middagen. Hun scanner billedet med en iPad og rækker den til bordet.

Når vi bevæger iPaden hen over bordet, kommer et landskab frem på skærmen mellem glas og bestik. Det er øen, vi er havnet på. Der er grantræer og små buske og en sø. Vi kan trykke på træerne, så kommer der bål, og vi kan røre buskene, så kommer der svampe. Vi samler mad ind.

Pludselig kommer der en kronhjort til syne. Den løber rundt mellem glassene, og vi følger efter den med hele vores krop og iPaden hen over bordet.

Vi forstår, at vi kan dræbe hjorten, hvis vi trykker på den. Jeg er helt opslugt af det og forsøger at ramme hjorten med mine fingre på iPadens skærm. Jeg rækker spillet videre, og vi bruger ti minutter på at slå hjorten på iPaden, indtil den falder om, dør og svæver rundt på skærmen. Vi jubler.

”Jeg arbejder mest med døden. Mere praktisk talt så udvikler jeg computerspil.”
Hvad handler de om?
”Primært om penis, penetration og døden.”

Tjenere kommer ind med store hjortegevir med råt hjortekød og blod, der drypper fra det. Vi skal spise med fingrene. En virkelig udgave af det digitale dyr, vi lige har dræbt. Vi skal mærke historien i maden. ”Teknologi skal kobles med mad, og sammen skal elementerne tage gæsterne med på en rejse,” siger Anita Sarkeesian efter arrangementet. Hun forklarer, at både hjerte og hjerne skal stimuleres.

Tilbage ved middagsbordet og den blodige kronhjort spørger jeg en af de andre gæster, hvad han laver til daglig.

”Jeg arbejder mest med døden. Mere praktisk talt så udvikler jeg computerspil.”

Hvad handler de om?

”Primært om penis, penetration og døden.”

Før jeg får det uddybet, bliver vi afbrudt af næste ret. På bordet placeres et stort stykke hjortekød med knive i. Vi skal selv skære lunser af. På vores tallerken ligger de svampe, vi fandt i spillet. Pludselig går det op for mig, at to personer fra vores bord er væk. Da de kommer tilbage, har de store poser i armene. De fortæller, at de fandt det her på øen.

Vi får to breve. Det ene er en lang fortælling om Lestors liv. På det andet står der, at vi får dessert, hvis vi kan skrive, hvad vi skal have. Vi skal virkelig kæmpe for den mad, vi spiser i dag.

Op af posen kommer der en appelsin og to bokse. En med kode og en med hængelås. Derefter udspiller sig der et hæsblæsende forløb med spillekort i appelsinen, talkombinationer, puslespil og et sort bånd, der skal snoes om en pincet. Jeg er lost. Fuldstændig. Men det er mine makkere heldigvis ikke. Vi er ekstremt tæt på at løse koden. Til sidst har vi den: Order a strawberry Shortcake!

Jeg jubler, og de andre griner lidt af mig. Vi skriver det på en seddel, og lidt efter får vi serveret den smukkeste jordbærdessert.

Jeg tænker tilbage på det, Anita og kokkene havde fortalte mig. Hvordan historien og maden skulle passe sammen, så hver en detalje var perfekt, og så det kunne ”skabe følelser med spil og mad”.

Der skulle både være frygt og glæde i måltidet, der fulgte en helt på en rejse.

Det er derfor, vi startede med de smukke snacks i det hjemlige og trygge, hvorefter vi oplevede konflikt, da skibet går på grund. Det endte med blod og kød, og vi måtte spise det, vi kunne få. Til sidst skulle vi kæmpe for skatten. Med kompas og ild og alt det, der hører til.

"At spise et måltid er noget, vi alle gør hver dag," fortæller Aleissia Laidacker mig efter middagen. "Vi sætter os ned, vi deler historier med vores kære og diskuterer maden. Til Remnant ønskede vi at skabe en oplevelse, der fremhæver det. Ved at bruge en række forskellige teknologier fik vi folk forbundet til maden og menneskerne omkring dem."

Anita Sarkeesian og Aleissia Laidacker

Da middagen er forbi, får alle gæster en boks, de skal tage med hjem. Der er et brev med mit navn på, og jeg må åbne det, når jeg kommer hjem. Selvfølgelig går jeg direkte ud på parkeringspladsen og åbner både konvolut og boks. I brevet finder jeg en lille blyant, to stykker blankt papir og et lille brev.

Ligesom Kate og Lester er eventyr noget, vi sætter pris på. Når du skal have din morgenkaffe, croissant og jordbærmarmelade, får du her lidt papir og en blyant. Tænk på hvilke eventyr, du vil tage på næste gang? Nyd din morgen fuld af drømme, håb, venskab og kærlighed.

Yours truly
The Remnant Team
Anita og Aleissia.

I boksen finder jeg et glas med hjemmelavet jordbærmarmelade og en friskbagt croissant.