FYI.

This story is over 5 years old.

vegansk

Er avocadoer i virkeligheden slet ikke veganske?

Det kommer åbenbart an på, hvem man spørger.
er avocadoer på et bord veganske?
Billede: Getty Images/Nina Van Der Kleij / EyeEm

Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Vi lever i de specielle kostpræferencers tidsalder, hvor så godt som hver anden person man møder enten er vegetar, missionerende palæo-tilhænger, Keto-misfoster eller ovo-lacto-et-eller-andet. Men de forskellige diæters dogmer kan være svære at holde helt styr på (ingen gluten… slet ingen kulhydrater… men bønner er ok?) og få spisende er mere opmærksomme på at holde sig inden for dogmerne af deres restriktive kost end veganere.

Annoncering

Det kan nemlig være svært at definere, hvad man må og ikke må spise, når man forkaster alle animalske produkter. Vi har nok alle sammen hørt om veganere, der ikke spiser honning, fordi de ikke vil udnytte de i forvejen hårdt prøvede og hårdtarbejdende bier ved at stjæle deres mad. Men der er faktisk også nogle, der argumenterer for at selv ordinære frugter og grøntsager, avocadoer for eksempel, heller ikke er veganske.

Det var i hvert fald for nylig budskabet fra den dansk-britiske komiker Sandi Toksvig, der er vært på de britiske tv-programmer Den store britiske bagedyst og QI. I QI, der sendes på BBC, skal tre panelister svare på spørgsmål, der ifølge Wikipedia er "ekstremt obskure." Deltagerne får point for at svare rigtigt, men også for svar der er enten usædvanlige eller sjove. I programmet bad Sandi Toksvig ifølge Plant Based News deltagerne om at svare på, hvilke af fødevarerne mandler, avocadoer, kiwi, butternut-squah og melon der ikke er veganske. Og svaret? Dem allesammen.

"Af samme årsag som honning," sagde Toksvig i programmet. "Fordi de er så besværlige at kultivere naturligt, er alle de her afgrøder afhængige af bier, der bliver transporteret over store afstande i lastbiler."

Toksvig refererede til en virkelig praksis, hvor bier, præcis som hun beskrev, bliver transporteret rundt i lastbiler til industrielle afgrøder, der har brug for lidt ekstra hjælp med bestøvningen. Afgrøder der, udover dem som blev nævnt i programmet, også inkluderer bær og æbler. Hendes påstand bakkes op af studier, der er kommet frem til, at den stress, der følger med transporten, kan forkorte biernes levetid og gøre dem mindre modstandsdygtige over for sygdomme og parasitter.

Annoncering

"Det er en unaturlig brug af dyr, og der er rigtig mange fødevarer, der falder ind under den her kategori. Broccoli er et godt eksempel," lød det fra Toksvig i QI. "Kirsebær, agurker, salat. Masser af veganske fødevarer er i virkeligheden ikke fuldstændig veganske."

Der er forskellige årsager til, at man bliver veganer, men mange gør det for ikke at bidrage til den industrielle udnyttelse af dyr. Er man en af dem, giver det mening ikke at spise honning eller andre fødevarer, der afhænger af biernes arbejdskraft – hvis altså man anser bier for at være dyr.

Okay… men hvad må veganere så spise, hvis ikke de må spise mandler, kiwi, butternut-squash, broccoli, kirsebær, agurker eller salat? Hvad skulle de spise, hvis de ikke måtte spise Instagram-venlige avocado-madder?!

Der er ikke så mange alternativer. Det er også derfor, The Vegan Society har erklæret sig uenig i QI's definition af, hvad der er, og hvad der ikke er vegansk. The Vegan Society udtalte til Plant Based News, at "mange former for landbrug gør indirekte skade på dyr, men det er uheldigvis ikke muligt at undgå ødelæggelsen af dyr i de fleste landbrug på nuværende tidspunkt."

John Parks, en erfaren veganer fra London, udtalte til Huffington Post UK, at han med glæde spiser avocadoer og heller ikke har planer om at stoppe med det lige foreløbig.

"Sådan nogle meninger bliver bare brugt til at banke veganere med og til at få kødspisere til at have det bedre med sig selv," udtalte han.