FYI.

This story is over 5 years old.

danmark

'De etniske rødstrømper' på Blågårds Plads sælger arabisk Nutella

Vi besøgte en mellemøstlig delikatesseforretning og lærte, hvorfor mad er det vigtigste integrationsfremmende redskab.

I Blågårdsgade på Nørrebro, i en tidligere genbrugsbutik, sidder 59-årige Manal Jacob foran et fad med baklava. Søde, sirupssaftige og sprøde baklava. De er bagt af 43-årige Fatma Ahmed Khordoq, der for fire år siden kom til Danmark fra det borgerkrigshærgede Syrien.

I dag er Fatma én blandt 30 andre kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, der er tilknyttet Ishtar - De etniske rødstrømper som enten ansatte eller frivillige. Ishtar er en selvejende institution, der som omdrejningspunkt har til formål at skabe netværk og afhjælpe social isolation blandt indvandrerkvinder, der ikke tidligere har været ude på arbejdsmarkedet. Og det væsentligste våben er madlavning.

Annoncering

Kvinderne driver cateringfirma, serverer hver uge arabiske tapas til folkekøkken i Korsgadehallen og afholder madlavningskurser, hvor de underviser i arabisk madkultur fra Marokko til Iran. Og nu har de åbnet en lille delikatesseforretning ved Blågårdsplads på Nørrebro med mellemøstlige specialiteter som en sødsyrlig marmelade lavet på kogt vandmelonskal, fyldte dadler, arabisk konfekt og friske salater. Alt sammen baseret på kvindernes egne opskrifter.

Sedalla, en smørbar dadelcreme, der minder om en blanding af peanutbutter og Nutella.

Projektet blev startet af Manal tilbage i 2013, da Kirkens Korshær besluttede sig for at lukke den genbrugsbutik, hun arbejdede i. “Fra genbrugsbutikken drev vi en etnisk kvindeklub, og da butikken blev lukket, besluttede jeg mig for at overtage lokalerne for at kunne fortsætte nogle af de sociale tiltag.”

Genbrugsbutikken blev til socialøkonomisk projekt og navngivet efter Ishtar – gudinde for krig, kærlighed og fertilitet i oldtidsriget Assyrien.

“Vi kan spejle os i Ishtars fortælling,” fortæller Manal. “Ishtar var den øverste guddommelighed i Assyrien og Babylon men blev spærret ind i underverdenen og genopstod. Efterfølgende blev ‘De etniske rødstrømper’ så føjet til navnet, inspireret af den danske kvindebevægelse, der var med til at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet tilbage i 70’erne. Det har vi gjort, fordi vi simpelthen nægter at sidde derhjemme. Medierne skriver meget om indvandrerkvinder, der ikke vil ud på arbejdsmarkedet. Vi vil gerne vise, at der altså også er mange indvandrerkvinder, der gerne vil være en del af samfundet.”

Annoncering

Manal Jacob foran Ishtar ved Blågårds Plads på Nørrebro.

Manal har som flygtning selv oplevet, hvor svært det med integrationen kan være. Hun er uddannet civilingeniør og kom til Danmark fra Irak i 1992. Inden hun startede Ishtar, arbejdede hun i ni år for Kirkens Korshær. “Hvert år blev jeg spurgt, om jeg holder jul,” fortæller Manal. “Jeg går ikke med tørklæde. Jeg er ikke muslim. Jeg er kristen. Når vi skulle på kurser, fik jeg altid enkeltværelse, hvorimod mine danske kolleger altid måtte dele værelser med hinanden. Det var i virkeligheden ikke noget, jeg klagede over, men det var bare med til, at jeg følte, at jeg blev behandlet anderledes.”

Manal har gennem sit sociale arbejde forsøgt at bygge bro mellem danskere og indvandrere gennem flere forskellige tiltag. Hun har arrangeret fester i Blågårdsgade og kvindeudflugter, men der kom kun indvandrerkvinder. Da hun så indførte krav om, at deltagerne skulle bestå af 50 procent etniske danskere og 50 procent indvandrere, var det ingen sag at få indvandrerne til at dukke op. Danskere kom der bare ingen af.

Men når der bliver lavet mad, er situationen en helt anden.

Fyldte dadler.

“Det er kun maden, der har evnen til at samle folk,” fortæller Manal. “Mad giver anledning til snak. Folk kommer til folkekøkken, er nysgerrige omkring maden og villige til at snakke med os. Og så er madlavning i mange tilfælde, det eneste vores kvinder har erfaring med. Nogle taler ikke dansk, og nogle af dem har aldrig gået i skole. De kan hverken læse eller skrive. De har ikke mange muligheder, men hos os får de mulighed for at bruge de evner og talenter, de har.”

Annoncering

54-årige Ibtisam Al-Subahi er frivillig i Ishtar. Hun kom til Danmark fra Jordan for 38 år siden og har også i privaten oplevet, hvordan mad kan nedbryde sociale barrierer.

“Min tidligere nabo og jeg er gode venner i dag, men sådan var det ikke i begyndelsen,” fortæller Ibtesam. “Jeg tror, hun var lidt bange for mig, for hun ville ikke rigtig tale med mig, når jeg mødte hende på trappen. Så en dag besluttede jeg mig for, at jeg måtte gøre et eller andet. Jul og eid lå lige op ad hinanden, og så tænkte jeg, danskerne bager julekager, hvorfor bager jeg ikke nogle af de kager vi spiser til eid og giver til hende? Hun blev rigtig glad og inviterede mine børn hjem til hende til jul. Hun flyttede for ti år siden. Men vi holder stadig kontakten.”

Ibtisam Al-Subah.

Indtil nu har de etniske rødstrømper altså fokuseret på catering og folkekøkken, men nu skal Ishtars aktiviteter på Nørrebro udvides med en permanent base, hvor interesserede har mulighed for, at komme i dialog med kvinderne og smage på arabiske delikatesser som smørbar labneh med nigellafrø, harissa lavet på grillet peberfrugt og feta. Der er friske salater, baba ganoush og den super syndige sedalla, der er en smørbar dadelcreme, der mest af alt minder om en blanding af peanutbutter og Nutella.

Ishtar har allieret sig med Henrik Junker fra Gastro Studio, der blandt andet driver restaurant Paustian i Nordhavn. Henrik har hjulpet til med, at få kvindernes madlavning fra køkkenet i Korsgadehallen til hylderne på Blågårdsgade.

Annoncering

“Det er kvindernes egne opskrifter, der ligger til grund for alt vi sælger i butikken,” fortæller Henrik. “Jeg har hjulpet til med at vurdere hvilke produkter, der har størst potentiale ude blandt forbrugerne, og da vi har ambitioner om på et tidspunkt at få produkterne ud i supermarkederne, er der også nogle lovgivningsmæssige krav, der skal tages hensyn til. Det er ikke så ligetil at gå fra folkekøkken til butikshylder, så vi har været nødt til at outsource en del af produktionen til en ekstern virksomhed.”

Smørbar labneh.

Salater, sedalla, vandmelonmarmelade med mere laves stadig i køkkenet i Korsgadehallen, men Manal håber på, at det bliver muligt for hende at ansætte endnu flere kvinder og på sigt rykke hele produktionen tilbage til Ishtar.

Indtil det kan lade sig gøre, koncentrerer kvinderne fra Blågårdsgade sig om at udvikle nye opskrifter, der forhåbentligt kan få endnu flere mennesker til finde samme på tværs af kulturelle forskelligheder.