I Taiwan kan du spise dig vej gennem en Miyazaki film

I Jiufen i Taiwan kan man genleve Studio Ghibli klassikeren Chihiro og Heksene. Så gør som Nulfjæs og kast dig over et orgie af mad.

|
22 marts 2016, 8:29pm

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA i februar 2015


Har man nogensinde haft lyst til at leve i Hayao Miyazakis fantasifulde univers, er første skridt på vejen, at man booker en flybillet til Taiwan. Taiwans tropiske skove og tætpakkede byer var inspirationskilde til Hayao Miyazakis anmelderroste film Chihiro og Heksene, og skulle du have lyst til at opleve filmen i levende live, er der ikke andet for end at følge i Chihiros fodspor.

Photo by the author

Foto af artiklens forfatter

Start ud med at hoppe på en bus (eller en taxa) i udkanten af Taipei. Derfra skal du køre i en times tid langs med øens snoede nordøstlige kyststrækning, indtil du kommer til en lille by for foden af et bjerg – så er du i Jiufen.

For filmentusiaster og animefans er Jiufen nok mest kendt for stedets forbindelse til Miyazaki, men for madelskere er det noget helt andet, der trækker.

Skulle man være i tvivl, så er Hayao Miyazaki en japansk animator, manuskriptforfatter, instruktør, producer og helt igennem genial filmskaber. Hans arbejde for Studio Ghibli har resulteret i nogle af de allermest kreative og skelsættende animationsfilm, der er lavet i løbet af de seneste tre årtier: Prinsesse Mononoke, Min Nabo Totoro, Når Vinden Rejser Sig, og Chihiro og Heksene, for bare at nævne et par stykker. Chihiro og Heksene, fra 2001, er Japans bedst indtjenende film nogensinde, og den vandt samme år en Oscar i kategorien' bedste animerede spillefilm'.

Filmen handler om den 10-årige pige Chihiro, som efter at være flyttet til et nyt kvarter pludselig befinder sig i en magisk åndeverden. Efter et sammenstød med heksen Yubaba, der resulterer i at Chihiros forældre bliver forvandlet til grise, er Chihiro nødt til at arbejde i heksens magiske badehus, imens hun forsøger at udtænke en måde, hvorpå hun kan redde sine forældre.

Filmen foregår i Jiufens lille bjerglandsby, der i årene fra 1893-1971 var centrum for en guldfeber, og byen har nærmest ikke ændret sig siden dens velmagtsdage under den japanske besættelse, der begyndte i 1895.

Photo by the author

Foto af artiklens forfatter

Man begynder sit besøg for foden af bjerget, samme sted som Chihiro starter ud fra. Jiufen er en lodret by, og de få hovedgader, der ligger parallelt med hinanden på bjergsiden, er forbundet via en række meget stejle trapper. De snoede og brostensbelagte gader er så smalle, og husene står så tæt, at det ikke er meget dagslys, der når ned til fortovet.

Photo by the author

Jiufens lanternepyntede gader er i dag et Taiwansk madparadis, med et væld af madboder der serverer traditionel mad som for eksempel tarokugler, te-æg og ananaskage. Lyden af insisterende sælgere og duften af mad fylder den sparsomme plads mellem bygningerne. De trange gader åbner op i små pladser, der giver kig til byens naturskønne omgivelser: bakkede bjergtoppe, tyk og frodig skov, og det østkinesiske havs blå vand, der skyller op på strandene under os. Jiufen er isoleret, mystisk og exceptionelt smuk.

jiufen-taro-balls-flickr

Taro-kugler. Foto via Flickr-brugeren Yun Huang Yong

Maden i er animeret ned til mindste detalje. Noget af det er japansk: Chihiro spiser onigiri (riskugler) sammen med sine forældre; Lin fodrer de små sodkugler med konpeito (Japansk slik); og selv ishi-yaki-imo (stenbagte søde kartofler) har en betydelig birolle.

Men det meste af maden er fra Taiwan. En tur til toppen af Jiufen er en belastning for lårmusklerne, men man vil til gengæld være helt klar til at æde. Drejer man ned ad Jishan Street, sørger de mange markiser for at blokke dagslyset ude. Her er godt at spise.

Jiufen old street in the rain

Foto via Flickr-brugeren Alexander Synaptic

I er det grådighed, der er årsag til hendes forældres forvandling. Da de holder ind til siden efter at have kørt i timevis, støder familien på en uhyggelig og forladt forlystelsespark. Og da de får øje på et bjerg af mad, falder de for fristelsen og spiser løs uden at overveje, hvor maden kommer fra.

Her spiser de Taiwanske pølser (prøv dem, man kan få hos Wu Dis "Flower Lady"); klæbrige riskager, som i Jiufen fås søde eller salte, med fyld af søde kartofler, saltede grøntsager, røde bønner eller saltede grønne bønner; bitre græskar; kejserhatte; og gennemsigtige køddumplings, som Chihiros far hamstrer (jeg kan anbefale Jiufen Jinzhi's røde kødfyldte dumplings).

Gennemsigtige køddumplings. Foto via Flickr-brugeren Wai Keong.

Efter at have været igennem det hele, besøgte jeg derefter A-Zhu Peanut Ice Cream Roll for at smage dagens første dessert. De håndholdte dessertpandekager kommer oprindeligt fra Yilan og består af knuste peanuts, maltsukker, selleri og taro-is rullet i en forårsrulle-lignende dej. De er både sprøde, gummiagtige, kolde, varme, umami og salte.

Dessertpandekager med jordnødder og taro-is. Foto af artiklens forfatter.

Da Chihiros forældre bliver forvandlet til grise, løber hun skrigende ud i Jiufens mørke gader. Det er bogstaveligt talt en spøgelsesby. Hun bevæger sig ud på Shuqi Road og befinder sig pludseligt midt imellem spøgelser på aftentur. Så møder hun Haku, der hjælper hende med at finde rundt i den åndeverden, hun nu er fanget i. Byens midtpunkt, og stedet hvor hun kan se frem til at tilbringe det meste af sin tid, er et badehus ejet af den gnavne og uforsonlige heks Yubaba.

Badehuset er en tro kopi af Jiufens største bygning: det 100 år gamle Amei Tea House. Rækkerne af røde lanterner, og det betagende svage lys der skinner indefra husets store vinduer, gør det nærmest umuligt at skille de to verdener fra hinanden.

Man kan genskabe den scene fra filmen, hvor Nulfjæs og Yubabas tvillingesøster Zeniba drikker eftermiddagste med kage og konfekt. Den eneste forskel er, at der ikke er nogen (synlige) spøgelser, der slapper af i husets varme bade (eller for den sags skyld i resten af Jiufen).

Inde i et af Jiufens te-huse. Foto via Flickr-brugeren Jonathan Crow

Den kutteklædte ånd Nulfjæs – han bærer en maske, der mest af alt leder tankerne hen imod Jason Vorhees eller en mexicansk wrestler – er et freudiansk mareridt, som er hundrede procent styret af sit id; glubende sulten og umættelig. I badehuset bliver han tilbudt bunker af mad, som han spiser og spiser, indtil hans krop udvikler sig til at være en enorm sort klump. Nulfjæs spiser fiskeboller, dumplings, snegle, hele fisk, og hele grise, som han supplerer med et udvalg af japanske retter fra tonkatsu (friturestegt gris) til sushi.

Alle de Taiwanske retter fra filmen kan man finde i byens mange madboder. Selv de små indpakkede stykker slik og kager, som Yubabas baby Boh er forfalden til, kan man sætte tænderne i.

Fisk, skaldyr og snacks. Foto via Flickr-brugeren Eugene Phoen.

Mest af alt så er maden en kilde til ro i . Senere i filmen er det en magisk kage, der redder Haku og Nulfjæs. Haku advarer løbende Chihiro om, at hun er nødt til at blive ved med at spise åndeverdenens mad for ikke at forsvinde: at hun spiser stedets mad fastholder hendes forbindelse til stedet.

Chihiro og Heksene kommer til live, når man går rundt mellem Jiufens bygninger og butikker. Men vil man virkelig opleve filmens magiske univers, er man nødt til at gå på opdagelse i Jiufens mad. Og det bedste ved det er, at det hele er så tilgængeligt, når først man er der.

Den mystiske bjerglandsby er næsten helt perfekt – det kræver bare, at man ser bort fra menneskemylderet og overgiver sig til Taiwansk madlavning uden at man, som Chihiros forældre, bliver forvandlet til en gris.