FYI.

This story is over 5 years old.

madspild

Jeg skraldede med en gruppe friganere

På min tur rundt i New York for at finde mad i supermarkedernes beskidte affaldsspande mødte jeg folk fra alle socioøkonomiske baggrunde og aldersgrupper.
Photo by Ashley Hoffman

Der stod jeg så. Midt om natten med armene dybt begravet i en bunke skrald.

Folk stoppede og stirrede, når de fik øje på forsamlingen af skraldere, der var på vej gennem Manhattans fornemme Upper East Side. Gruppens medlemmer så egentlig ikke ud som om, at de manglede penge, men i plastikposerne bar de aftenens fangst efter at have gennemsøgt gaderne omkring Park Avenue for affald.

Skralderne så sig selv som del af "en bevægelse". Disse mennesker er friganere, og de er dedikeret til kampen mod madspild, ressourcespild, ja, alle former for spild. De er fast besluttede på at bekæmpe forbrugssamfundet, som vi kender det, fordi de er overbevist om, at overforbrug er skyld i, at nogle mennesker står uden for forbrugsfesten.

Annoncering

Ingen af deltagerne i skraldergruppen var hjemløse. De kom fra alle socioøkonomiske baggrunde og fra alle aldersgrupper. Der var en universitetsstuderende, der spiste sammen med en gammel soldat. Hver skralder har sine egne standarder og sine egne favoritter blandt fødevarer. Det, de har tilfælles, er en hjælp-til-selvhjælp attitude, og at de er på evig jagt efter ting, der er gratis.

Maden, vi fandt, var til os selv, vores venner og andre folk på gaden. Målet var at gøre god brug af maden i stedet for at lade den gå til spilde. Det øjeblik man smider noget ud, så tilhører det rent juridisk offentligheden, men den detalje afholder hverken politiet eller restauranter fra at chikanere skralderne.

Der var folk, som udelukkende overlevede på den mad, de kunne finde, og så var der dem, der skraldede et par gange om måneden, og som var motiveret af udsigten til lidt gratis mad. Og det var der rigeligt af.

Den største fangst kom fra købmandsbutikken Gristedes, hvor vi fandt flasker med kombucha, præfabrikeret guacamole og hummus, vandmelon, peberfrugter, brød, selleri, salater og pakker med tricolore fettucine. Men aftenens fangst var ikke unik. Det samme scenarie udspiller sig hver eneste aften uden for byens mange supermarkeder. Undtagen om lørdagen hvor de fleste butikker er tømt for varer. Men denne aften var der masser af varer at tage af. Alle samlede deres egne bunker, og så blev der også samlet sammen til den følgende aftens fællesmåltid. Lederen af gruppen stak mig adressen på en lille lap papir.

Annoncering

All photos by Ashley Hoffman

Jeg havde været interesseret i freeganism i årevis. Jeg ville vide, hvordan det var at skralde, hvilke varer de erfarne friganere anså for at være de bedste at finde, og hvor dedikerede de var. Det overraskede mig, at jeg overhovedet ikke syntes, det var ulækkert. Det var så ligetil at hive noget ud af skraldet, der timer forinden havde været en stak quinoasalater til en samlet pris på over 300kr. Der var egentlig ikke engang særligt meget "skrald" at finde. Jeg var lettet over, at jeg hverken fandt brugte servietter eller kaffefiltre, der skulle navigeres uden om; skraldet bestod for det meste af madvarer i deres originale emballage. Det eneste, maden "fejlede", var, at holdbarhedsdatoen var løbet ud samme dag. "Butikkerne er meget konservative i forhold til udløbsdatoer," forklarede Janet, gruppens leder.

Jeg så over mod en venligt udseende Wes Anderson-klon, der arbejde som praktikant på et galleri i Chelsea. Han brugte sin lommelygte til at oplyse en bunke med søde kartofler fra Japan. En kvinde tilbød mig en dåse med kold gazpacho, hun havde fundet, bare fordi jeg nævnte, at det var en af mine favoritter. Jeg bad hende om at beholde den. En friganer fra Brooklyn fortalte mig engang, at folk kan blive ret så beskyttende, når det angår de bedste steder at skralde, men de fleste af de folk, jeg mødte, var mere end glade for at dele deres fund.

Jeg lagde en pose med shiitakesvampe i bunken med mad, der skulle bruges til fællesmåltidet. Der var desværre ingen, der var interesseret i min pose med små stykker af schweizerost. Adam, en af de sædvanlige skraldere som ikke var med denne aften, er ellers kendt for at spise direkte fra skraldebunken.

Annoncering

Mange af de mennesker, der passerede vores skraldene gruppe, virkede oprigtigt interesserede i vores forehavende. En forbipasserende snuppede sig en cookie fra bunken nærmest uden at stoppe op, og en mand forsøgte at gemme sin Gristedes-plastikpose, da han vadede ind i mængden. "Det her er et bevis på, at landets økonomi er til rotterne," sagde han. "Vi lider alle, ikke?" Så fortsatte han ud i natten. Han måtte have besluttet sig for, at selvom han led, ville han hellere betale for sin guacamole end hive den ud af skraldet.

Photo by Ashley Hoffman

En kvinde, der for nyligt havde mistet sit job, spiste en salat-fajita, hun havde fundet ved en juicebar.

"I det mindste er du snarrådig," sagde jeg.

"Ja, det hjælper lidt på det," svarede hun.

"Kunne du finde på at skralde alene?"

"Jeg tror, jeg ville synes, at det var for mærkeligt".

Jeg overvejede, om jeg selv ville kunne finde på at soloskralde. Jeg forestillede mig selv gå alene rundt og rode skraldet igennem i dagslys uden egentlig at se mig selv som patetisk. Men det var tæt på. Jeg besluttede mig for, at det ikke var det værd. Jeg var stadig forundret over, hvor indbydende og farverig aftenens fangst fremstod, da det blev besluttet, at vi skulle videre. Skralderne efterlod skraldeområdet mere nydeligt, end det havde været, da de kom.

At jeg blot var en amatør blev endnu mere klart, da jeg i et forsøg på at finde noget spiseligt, fik fat i en slimet skraldepose, og ved et uheld kom til at smide den i retningen af en af de andre skraldere. Derefter fik jeg stukket en gul gummihandske i fjæset.

Annoncering

"Det er derfor, jeg bruger dem her," sagde en skralder ved navn Mohammed Said.

Photo by Ashley Hoffman

Det italienske supermarked Agata & Valentina, aftenens potentielt mest lukrative destination, var en fuser. Der var lukket, men en herlig aroma bredte sig ud på gaden fra de tilberedte retter, der endnu befandt sig indenfor. Udenfor løftede jeg en sort skraldepose fyldt med hakkede ananas blot for at finde et ton råt kød. En rodet affære der krævede for meget arbejde at sortere.

Vi bevægede os videre og gik forbi veganerrestauranten V-Note. Der var enighed i gruppen om, at det alligevel ville være for akavet at kaste sig over deres skraldespande, mens folk stadig nød deres middag. "Vi kunne gnubbe os op ad vinduerne og kaste os over skraldet, mens de spiste, " jokede Cindy.

Da jeg var på vej hjem med mit gratis broccolihoved, var mine fingre klæbrige på grund af en mistænkelig masse, der havde samlet sig oven på en pose med salat. Det gjorde mig ikke så meget. Da jeg kom hjem, vaskede jeg hænder mindst seks gange.

Den følgende aften var det blevet tid til vores festmåltid. Jeg tog derfor hen til en beboelsesejendom i East Harlem. De afholder fællesspisningen for at belønne dem, der finder mad og deler det med andre. Jeg begyndte at hakke hvidløg, løg og selleri i fælleskøkkenet. Min første opgave var ret simpel. Jeg skulle skære de melede dele af tomaterne fra med en kødøkse. Folk kommer som regel, når de har været ude og skralde aftenen forinden, eller hvis de har fundet noget på egen hånd, de så kan tage med. Der var for eksempel en kvinde, der havde medbragt tomater i et par udslidte strømpebukser.

Annoncering
Photo by Ashley Hoffman

Vores rosmarinbrød var stenhårdt, men det kunne fikses med lidt hjælp fra en mikroovn. "Jeg garanterer jer, at ingen bliver syge af det her," sagde en munter leder. En fuld fyr vadede ind fra gaden på udkig efter "chitlins" (griseindvolde). Næsten alle i skraldegruppen var veganere – for det meste af moralske årsager – så manden måtte derfor forlade stedet tomhændet. Dog først efter at han havde belært os om, hvordan et løg kan hele et brækket ben, hvis man ikke har råd til at tage på hospitalet.

Da vi skraldede var alle aldersgrupper repræsenteret, men til fællespisningen var de fremmødte hovedsageligt pensionister - der var en pensioneret lærer og en tidligere ledelseskonsulent – men der var også en ung arbejdsløs juridisk assistent. Ikke alle skralderne overlevede på en streng frigansk diæt; nogle af dem donerede det de fandt til Food Not Bombs, et kollektiv der giver skraldet mad til folk i nød. En enkelt fyr fortalte om en gruppe af unge, der snupper alt skraldet fra juicebaren Organic Avenue på 21. gade. "De er så lasede at se på, at de ser ud som om, de bor i undergrundsbanen," sagde han.

Jeg stirrede ned på min tallerken, der ville have henrykket sultne mennesker verden over, og var skuffet over mig selv.

På en eller anden måde var det nemmere at rode skrald igennem, end at spise den mad vi havde "reddet". Indpakkede speltkiks og havregryn med tranebær smagte sikrest. Wokretten duftede sådan set meget godt, men tofuen og de svampe, jeg havde fundet, var mest af alt grå at se på. Når det så er sagt, så var både asparges, ris og bønner af højeste kvalitet.

Annoncering
Photo by Ashley Hoffman

Disse mennesker var dedikerede og intelligente, men det meste af maden var ikke særligt appetitvækkende. Jeg var dog stadig imponeret over, at alt det her var gået til spilde, hvis det ikke havde været for den her gruppe af mennesker.

Jeg havde kastet mig over skraldegerningen forudindtaget om, at skrald var noget værre… ja, skrald. Og jeg var overrasket over, at det kasserede mad var friskt nok til, at man kunne spise det uden at blive forgiftet. Til syvende og sidst var det mine egne fordomme omkring madens ophav, der stod i vejen for min egen rationalitet. Det her var noget, jeg støttede, men som jeg ikke havde lyst til selv at kaste mig over.

Så jeg tyggede alt hvad jeg kunne, nikkede anerkende for at signalere hvor imponeret jeg var, mens jeg fantaserede om at besøge det nærmeste steak house for at få en rehabiliterende ribeye. Men jeg var den eneste tilstedeværende, der havde en tøvende indstilling til maden; alle andre spiste op. Da jeg vaskede op, blev jeg inviteret med på en forestående skraldetur, men selvom skralderne har fat i den lange ende, er jeg stadigvæk en slave af systemet.

Jeg foretrækker simpelthen at hente min mad på en ren og nydelig hylde.