Billeder af Sarah Buthmann.

Vi spurgte en danser fra Den Kongelige Ballet, hvad hun spiser

Stephanie Chen, korpsdanser på Den Kongelige Ballet, fortæller, hvordan man balancerer kost med træning og forestillinger.

|
jul 21 2017, 4:25pm

Billeder af Sarah Buthmann.

Denne artikel er oprindeligt udgivet i VICE Magazine – The Munchies Issue

Navn: Stephanie Chen
Alder: 23
Profession: Korpsdanser på Den Kongelige Ballet
Den seneste ting, hun har spist: En gulerod
Livret: Hjemmelavet pizza

Jeg starter typisk dagen med havregrød med nødder og æble. Jeg plejede at putte kanelsukker på, men jeg har læst et sted, at det er ret skidt at starte med sukker så tidligt på dagen, så det har jeg skåret væk.

I morges tog jeg et gurkemeje-shot, for der er nogen, der har fortalt mig, at det er antiinflammatorisk, og lige for tiden er mine muskler meget trætte. I sidste uge drak jeg vin på daglig basis for at få min krop til at slappe af, for den er meget spændt. Lørdag skiftede jeg over til øl, fordi jeg fik at vide, at det var bedre.

Jeg er ikke kaffemenneske, og det er ret ualmindeligt – alle på balletten drikker ellers kaffe. De kommer alle sammen ind i salen i deres træningstøj og en lille kaffe to-go, som de drikker i løbet af dagen. Nej, jeg er te-menneske og helt sikkert kakaomenneske.

VIDEO: FUEL - Balletdanseren

Vi begynder træning klokken ti, og efter de første timer tager jeg et æble eller en anden frugt, så kører vi videre i to timer, og så er der frokost. Der har jeg som regel madpakke med. I dag havde jeg lavet en quinoa-salat med fetaost, salat, spinat og lidt andre grøntsager. Efter træning spiste jeg nogle gulerødder, og så havde jeg pizzarester med. Nogle gange har jeg en bolle med.

Jeg er nok fysisk aktiv seks timer om dagen, hvor to af timerne er intensive, og fire af timerne er sådan jogging-tempo. Og så er der forestillinger to-tre aftener om ugen.

Der er nogen, der får energi af at lave mad, men for mig er det omvendt. Det siger jeg uden skam.

Til aftensmad i dag bliver det lidt kedeligt, jeg skal bare have rugbrødsmadder, men hvis jeg fik gæster, havde jeg nok lavet en risret. Jeg elsker at lave pandekager, så det laver jeg også tit.

Det ender tit med rugbrødsmadder, når det bare er mig. Det er nemt, det er billigt, og jeg er ikke sådan en gourmettype, der går i køkkenet hver aften. Der er nogen, der får energi af at lave mad, men for mig er det omvendt. Det siger jeg uden skam.

Jeg kan godt lide kiks, dem fra Urtekram, især riskiks med mørk chokolade, de er virkelig, virkelig gode. Og når jeg først har lyst til dem, så spiser jeg ikke bare én, så spiser jeg hele pakken, og så står jeg inde for mit valg. Jeg gider ikke sådan noget med at stoppe halvvejs og gemme det væk, så jeg ikke kan se det.

Når der er nogen, der har fødselsdag, så tager de ofte slik med, og det plejer jeg ikke at spise af, for jeg kan mærke, at jeg bliver meget hyper, og jeg tror, det har noget at gøre med, at vi er så tæt med vores krop, og derfor kan man mærke sukkerchokket med det samme. Jeg får et helt vildt rush, og så falder jeg ned igen, og det er simpelthen for ustabilt for mig. Det kan jeg ikke arbejde med, og jeg ville heller aldrig gøre det inden en forestilling.

Når der er forestilling, og det er en hård forestilling som for eksempel Svanesøen, hvor man danser tre og en halv time i træk uden pauser, så planlægger jeg meget. Så spiser jeg tre timer inden forestillingens start, det vil sige klokken fem, og så spiser jeg mig meget tungt mæt. Og så spiser jeg ikke igen før efter forestillingen.

Stephanie Chen. Billeder af Sarah Buthmann.

Jeg spiser i kantinen, de har ofte nogle gryderetter med ris, og så tvinger jeg mig selv til at spise rigtig meget. Sådan; 'Arg, jeg kan ikke spise mere – kom så, fem skeer mere!' For så ved jeg, at jeg har nok energi til resten af aftenen. Og tre timer senere så er ens mave fuldstændig flad igen, og så er jeg klar; jeg har energi, kroppen føles godt, og man har ligesom nået at få tømt maven den anden vej, så det hele fungerer til forestillingens start. I løbet af forestillingen kan jeg så finde på at tage en brikjuice for at holde energien oppe. Efter forestillingen, når jeg kommer hjem, tager jeg noget yoghurt. Der er nogen, der ikke spiser efter forestilling, men jeg kan mærke, at mine muskler har brug for, at jeg spiser noget, ellers er de helt stive dagen efter.

Der er også perioder, hvor jeg køber cornflakes og spiser med mælk og sukker efter forestillingen. Det er lidt min guilty pleasure, som jeg godt ved ikke er til gavn for min krop.

Jeg tænker over, om maden er sund eller usund, og så er jeg lige nu i en periode, hvor jeg går op i, om det er godt for min tarmflora.

Jeg har købt en bog – det er så pinligt – den hedder 'Tarme i topform', og jeg laver opskrifterne derfra. Jeg kan mærke, at min krop føles let og har god energi, jeg føler mig ikke helt tung efter et måltid. Det er også der, de grønne vafler kommer fra. Det er meget med kål og grøntsager, og det smager fint.

Da jeg var 16-17 år og skulle lære min krop at kende, der gik jeg meget op i, hvor mange kalorier jeg indtog. Det var nok der, jeg var tættest på en spiseforstyrrelse.

I løbet af en sæson tænker jeg over, om jeg får nok mad. Det handler om at kende sin krop, og jeg ved, at når jeg bliver stresset, så er mad den første ting, jeg ikke prioriterer. Jeg mister appetitten, fordi jeg skal præstere, og så er jeg nødt til at holde mig selv i ørerne og minde mig selv om at få nok mad.

I kantinen kan jeg godt se, at nogle af mine kolleger ikke spiser særlig meget, men så er der andre, der spiser nogle kæmpe bjerge af mad. Jeg tror, det er meget individuelt – der er nogen, der ikke spiser store måltider i løbet af dagen, når vi arbejder, men som når de så har fri, spiser en masse. For det er heller ikke fedt at danse på en mættet mave med en stor leverpostejmad, der bare hopper rundt. Så føler man sig ikke så elegant.

Det er ikke så vigtigt, hvad jeg vejer, men ballet er visuelt, så jeg skal se tynd og tonet ud. Tonet er enormt vigtigt. Jeg har ikke oplevet at blive bedt om at smide nogle kilo, man ville nok nærmere få at vide, at man ikke ligner en, der er i form lige nu.

LÆS MERE: Vi spurgte en dansk langdistancepilot om, hvad man spiser i cockpittet

I sommerferien tænker jeg meget på mad, for der vil jeg ikke tage for meget på, så det bliver rigtig hårdt at komme tilbage til træning. Sommerferien, når jeg ikke træner, det er faktisk det værste. Det er der, jeg synes, jeg får på grænsen til et usundt forhold til mad. Når jeg træner, kan jeg nemmere spise, hvad jeg har lyst til.

Da jeg var 16-17 år og skulle lære min krop at kende, der gik jeg meget op i, hvor mange kalorier jeg indtog. Det var nok der, jeg var tættest på en spiseforstyrrelse. Jeg skrev ikke ting ned, men jeg huskede, hvor meget jeg havde spist, og hvor meget jeg måtte spise, og så havde jeg læst et eller andet sted, at man kun måtte få 2000 kalorier om dagen, så jeg sultede faktisk mig selv. Og det gled ind i en sommerferieperiode, hvor jeg ikke trænede, så der blev jeg endnu mere fokuseret på det og lod ikke engang mig selv spise de 2000 kalorier. Jeg tror, jeg skulle igennem den fase for at lære mig selv at kende. Der var nogle dage, hvor jeg blev ret svimmel, og der vidste jeg, at det her ikke var godt for min krop. Jeg tror, dansere er mere kontrollerede omkring deres mad, fordi vi er så fokuserede på vores krop og vores bevægelser, og lige i de år er man mere skrøbelig, og så påvirker det én ekstra meget. Jeg tror, at jeg var en ud af flere, der faldt i det der.

Pludselig så jeg mig selv udefra og tænkte: Det kan ikke passe, at jeg skal være sulten hele tiden. Jeg tror, jeg voksede fra det. Og så kom jeg op i kompagniet og arbejdede meget mere, og så havde jeg slet ikke så meget tid til at tænke på, hvad jeg spiste. Sådan nogle ting kan godt komme af, at man keder sig og derfor har brug for ekstra kontrol.