hamp

Nu er det teoretisk set blevet nemmere i Danmark at spise sig skæv helt lovligt

…men det er stadig besværligt. Og det er alligevel ikke derfor, du skal hilse Fødevarestyrelsens ændrede regler velkommen.

Kristian Ejlebæk Nielsen

Kristian Ejlebæk Nielsen

Illustration via Shutterstock

Normalt når vi snakker cannabis i madlavningen, tænker de fleste på guldkakao eller svampede brownies med økologisk skunk. Men det er noget dine langhårede venner laver i deres eget køkken, og ikke noget man kan købe i butikkerne. Desuden er det ulovligt.

Hidtil har der været et forbud på området, der lænede sig op ad statens nultolerance overfor stoffet i samfundet generelt. Det betød, at det psykoaktive stof fra hampeplanten, THC, ikke måtte forefindes i madvarer overhovedet.

Men i takt med den stigende interesse for hamp besluttede Sundheds- og Ældreministeriet 1. juli at lempe reglerne, så der nu må være op til 0,2 procent THC i de hampeprodukter, som findes på markedet. Det gælder både rene hampefrø, olie, mel eller forarbejdede madvarer, hvor reglen altså tidligere var, at produkterne ikke måtte indeholde noget spor af THC.

Hamp er blevet brugt af mennesket i årtusinder, men produktionen er siden anden verdenskrig faldet, hvilket blandt andet skyldes forbuddet mod cannabis som rekreativt rusmiddel. De seneste år har hampeforskrækkelsen dog aftaget en del, og landbrugsarealet med industrihamp i Europa er på fem år firedoblet.

Også i madlavning er det blevet langt mere udbredt at benytte hamp. Den hårdføre plante passer fint ind i den nordiske bølges mantra om at bruge lokale råvarer, og flere danske landmænd kaster sig over produktion af hamp.

Jeg ringede til Søren Wiuff fra Lammefjorden, som forsyner en lang række restauranter med hamp og grøntsager. Selvom det det nye tiltag ikke kommer til at have afgørende betydning for hans arbejde, hilser han det velkommen.

”Det er en god ting,” siger han. ”Det betyder, at jeg ikke skal tænke lige så meget over hvilken mængde, der er i mine produkter. Det letter mit arbejde.”

Om der er 0,2 eller 0,02 procent THC i et hampeprodukt gør ikke den store forskel sundhedsmæssigt, og Søren Wiuff tror, at ændringen skyldes et ønske fra myndighedernes side om at koncentrere sig om dem, der producerer nogle helt andre former for cannabisrelaterede produkter.

”Jeg er slet ikke interesseret i THC, for det er den kulinariske retning, jeg går,” siger han. ”Det er helt andre produktionsformer, når man går efter at få en høj andel CBD og THC. Der er en velvilje fra staten, når det gælder os, der ikke er ude i et kriminelt anliggende.”

I virkeligheden er der så mange andre gode grunde til at bruge hamp i køkkenet, at THC-niveauet ikke burde være én af dem.

Professor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Jens Christian Djuurhus, forklarer i en artikel til Berlingske, at hamp indeholder en usædvanlig høj proteinmængde for en plante, og desuden den mest ideelle sammensætning af omega-3 og omega-6 i nogen råvare, vi kender. Faktisk indeholder hamp så mange gode sager, at man potentielt kan overleve på kun at spise hampefrø.

Hampen bliver allerede hyldet som superfood, men i modsætning til eksotiske råvarer som açaí- og gojibær skal den ikke transporteres halvvejs rundt om jorden til skade for miljøet.

Så fyr op under hampen i dit køkken. En stor sæk hampefrø har mange anvendelsesmuligheder. Hvis du vil være skæv, kan du potentielt spise løs til du mærker et buzz, men det er cirka lige så smart (og økonomisk) som at forsøge at drikke sig stiv i de små Anton Berg chokoladeflasker.