Illustration af en julefrokost
Kokkenes værste julefrokoster. Illustration: Erik Pontoppida

FYI.

This story is over 5 years old.

Julefrokoster

Danske kokke fortalte os om de værste julefrokostgæster

Stoffer, slagsmål, "dyresex", og glasskår i risalamanden. Når man laver mad til julefrokostselskaber, bliver man vidne til lidt af hvert.

Har du nogensinde tænkt på, at der står en hårdtarbejdende kok bag den risalamande, som du parkerer din smøg, røv og de ynkelige rester af din værdighed i, når du tager til julefrokost?

Der findes faktisk mennesker, der skal servere eller rydde op efter det årlige julesvineri, hvor du gennemmarinerer dit legeme i en blanding af sildemadder, iskold snaps og julesnitter, når din storsvedende brandert skal strammes op.

Annoncering

Og du opfører dig grimt. Det ved vi, for vi har talt med nogle kokke om deres oplevelser med at lave mad til julefrokost, og det, de fortæller, er ærligt talt ikke kønt. Her er deres historier.

Risalamande med glasskår

Dengang jeg stadig stod i lære, hjalp jeg indimellem lidt til i køkkenet på en kro oppe i Nordsjælland. Engang skulle jeg hjælpe til i forbindelse med et større julefrokostselskab.

I køkkenet gik det hele godt, indtil en af kokkene kom til at smadre et fadølsglas, som gik i stykker lige ved siden af ham, der var i gang med at røre risalamanden. Det meste røg ved siden af, men der landede også et par glasskår i skålen med risalamanden.

"Pyt med det," sagde køkkenchefen og gav fyren besked på at fiske glasskårene op, og så ellers bare køre på.

Jeg var temmelig rystet over den beslutning, men jeg var ikke i en position til at gøre noget ved det. Jeg kunne bare ryste på hovedet af det.

Nå, men vi serverer i hvert fald risalamanden nogle timer senere, uden at vi går og holder vejret over, om der nu kunne være glasskår i. Det har vi glemt lidt igen.

Vi får dog hurtigt genopfrisket hukommelsen, da der pludselig står en spritstiv mand i buffeten og bløder fra munden. Han har selvfølgelig skåret sig ret grundigt i munden på et af de glasskår, der ikke blev fisket op.

Heldigvis for os var selskabet så visne, at hændelsen nærmest blev til en sjov happening frem for den skandale, det i virkeligheden var. Det kunne jo være endt helt galt. For mig var det en vanvittig oplevelse, der bare bekræftede mig i, hvor inkompetent den køkkenchef var.

Annoncering

Lasse Askov, kok og medejer af I'm A Kombo

Snitter på Mågestellet

Det værste juleselskab, jeg har haft, var en julefrokost for en flok kvinder i reklamebranchen. En kammerat og jeg var hyret ind til at lave maden i deres lokaler i byen. Jeg var lige blevet udlært og var virkelig opsat på at lave en flot menu med snacks og fem-seks retter. Der var ikke sparet noget på madbudgettet. Det hele var tallerkenservering, og alt skulle bare spille.

Da vi skulle rydde bordet efter første servering, lagde vi godt mærke til, at stort set ingen havde rørt deres mad, men alle sad og smilede over hele ansigtet og sagde: "Ej, hvor var det lækkert, det var superlækkert."

Så begyndte vi at lægge mærke til, hvordan de hele tiden valfartede ud til toiletterne, og så blev det jo hurtigt klart for os, hvad de havde gang i.

Efterhånden som aftenen skred frem, blev de fuldstændig ligeglade. De gad ikke engang at forsøge at holde masken. Og da der var en, der begyndte at sidde og tage streger på bordet, fulgte resten af selskabet trop. Når man kiggede på dem, kørte det bare rundt i hele ansigtet, der blev råbt og skreget og flashet patter til alle sider.

"Kan vi ikke springe hovedretten over?", spurgte de. Men vi havde jo lavet maden, så vi serverede troligt alle retter, og intet af det blev spist. Vi måtte smide alt ud. Det eneste de tænkte på, var at få det overstået, så de kunne komme videre i byen. Da vi pakkede bilen efter middagen, sad der en på siden af bilen, som havde fået fat på et af de store mågestelsfade, vi havde haft med. Det sad hun så og sniffede streger af.

Annoncering

Vi var lamslåede, selv om vi var flade af grin på turen hjem. Det var en grotesk oplevelse. Efter den aften besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville lave 'fin mad' til julefrokostselskaber mere. Jeg vil godt lave en lækker buffet, men det andet er sgu ikke indsatsen værd.

Umut Ra Sakarya, kok og indehaver af Guldkroen

Hjernerystelse, "dyresex" og gløgg fra helvede

Jeg har altid været så heldig at have nogle søde og rare gæster på de steder, jeg har arbejdet. Til gengæld har jeg oplevet nogle branchejulefrokoster, som er stukket helt af.

Jeg arbejdede engang et sted, hvor vi blev kørt ud til nogle kolleger for at spise lækker mad i deres selskabslokaler. Men først skulle vi lige smage på chefens gløgg, som han virkelig havde kræset om i flere dage. Den blev serveret ved havnekajen på et gasblus, og den var også virkelig god. Men når chefen kiggede væk, blev der selvfølgelig listet masser af ekstra snaps ned i gryden. Senere opstod den regel, at gryden skulle tømmes, før nogen fik lov at gå til selskabslokalerne. Glögghelvedet på kajen betød, at folk blev så sejlende fulde, at al den lækre mad, som vi havde bestilt, blev en ren bagatel. I stedet sad folk og faldt ned af stolene i lokalet, som var pyntet op til julefest med masser af udstoppede dyr. Ingen af dyrene overlevede den aften, for det endte med, at der gik sport i at kneppe dem sønder og sammen. Det gik særligt hårdt ud over en ræv, som blev udsat for en alt, alt for voldsom omgang Kama Sutra.

Annoncering

Udlændinge i Danmark fortæller, hvad de synes om julefrokostmad

På et tidspunkt ville festens fuldeste mand danse, og han væltede selvfølgelig bagover og slog hovedet ned i et stengulv, så han må hentes af ambulance og indlægges til observation. Det nægtede han, så han flygtede fra hospitalet og dukkede op på arbejde dagen efter. Det endte med, at han fik stærke mén og måtte sygemelde sig i månederne efter, fordi han rent faktisk havde pådraget sig en hjernerystelse den aften. En anden fyr, som skulle have været på arbejde dagen efter, blev fundet af sin kæreste på Istedgade ud på eftermiddagen. Det kostede ham jobbet.

Jeg klarede mig personligt ret flot igennem, måske fordi jeg var i god træning. Men jeg glemte min iPad derhenne, og den måtte jeg give afkald på. Det var simpelthen for pinligt at komme tilbage efter den, sådan som vi havde opført os.

Den julefrokost blev der talt om i flere måneder, efterhånden som brudstykker og brikker af aftenen faldt på plads for folk. Ikke overraskende var der ret mange restriktioner på julefrokosten året efter.

Rune Eliasson, køkkenchef på Aamanns Etablissement

Tømrerslagsmål og tryllekunster

Jeg arbejdede engang på en dyr restaurant, hvor vi fik en julefrokostbooking fra et tømrerfirma. Det var måske lidt usædvanligt, men der var ingen, der bed mærke i det, før de dukkede op i voldsomt højt humør. De havde tydeligvis varmet grundigt op på de små, skumle bodegaer, der ligger i den lille flække, hvor restauranten ligger.

Der gik da heller ikke mere end en time, før det første slagsmål var brudt ud i det selskabslokale, de havde booket. Vi kunne se alt fra køkkenet, hvor der var kig til lokalet. Her kunne vi se, hvordan de her store, stive mænd pludselig stod i bar overkrop med shots ud over det hele og kom op at slås, så bordene væltede et efter et, og vinen sprøjtede til alle sider. Det var en rigtig penismålerfest, hvor de gjorde alt for at overgå hinanden.

Annoncering

Gudskelov havde de ikke booket bord i restauranten lige ved siden af, hvor folk sad i deres stiveste puds og spiste middag til et par tusind kroner kuverten. Til gengæld lå nogle af toiletterne sådan, at tømrerne skulle igennem restauranten, når de skulle på toilettet. Det var ret akavet.

Tømrerne kunne godt lide den lidt finere julemad, vi serverede, men deres julefrokost kulminerede allerede efter halvanden time, da chefen skulle vise firmaet sit trylletrick, hvor han påstod at kunne trække dugen væk under et fuldt opdækket ottemandsbord fyldt med vinglas og flasker.

Det kunne han ikke. Da trylleopvisningen samtidig sendte de fleste resterende drikkevarer ud over gulv og vægge, blev det heldigvis en form for naturlig afslutning på deres hærgen.

Efter det selskab kom der sjovt nok nye procedurer for booking af selskabslokalerne.

Peter Møller, køkkenchef og medejer af Moehr

Til julefest med fodlænke

Den værste oplevelse har desværre været med nogle kolleger i branchen, som skulle holde årets julefrokost i deres egne lokaler. Dengang arbejdede jeg på en dyr gourmetrestaurant, og vi var blevet enige om en kuvertpris på 1500 kroner alene for maden. Så den skulle have fuld gas med både trøfler, caviar, hummer, foie gras og virkelig gode bøffer.

Problemet var bare, at selskabet allerede tidligt på eftermiddagen var gået i gang med at ryge, sniffe og drikke, så da maden kom på bordet, var folk blevet så skæve, høje og fulde, at de stort set ikke var i stand til at spise noget.

I takt med at vi bar den ene lækre ret efter den anden urørt tilbage til køkkenet, blev stemningen i lokalet værre og værre. Når du arbejder tæt sammen i et køkken hver eneste dag, opstår der nogle gnidninger. Her blussede de op i fuld lue, fordi folk var så påvirkede. I stedet for at være glade og feststemte, blev stemningen ond og aggressiv. Det endte til sidst med et slagsmål, hvor blandt andet en prøveløsladt fyr med fodlænke deltog. Smart.

Det var en vildt ubehagelig oplevelse, fordi folk var så blæste. De var helt umulige at komme i kontakt med. Og så var det bare vildt skuffende at gøre sig umage overfor nogle branchekolleger, som så vælger at pisse højt og flot på det, du laver.

Til sidst gav vi op. Vi ryddede op og og stillede ost og dessert ude i køkkenet, og så skyndte vi os hjem. Det gider jeg ikke igen.

Frank Svärd Pedersen, køkkenchef på Guldkroen