FYI.

This story is over 5 years old.

parforhold

Hvis man vil blive sammen som par skal man være stive sammen

Skal kærligheden til din udkårne holde resten af livet, skal I nok sørge for at få en skid på, siger forskere.
Hilary Pollack
Los Angeles, US

Hvis du er heldig, kommer du til at blive gammel en dag. Og hvis du er endnu heldigere, slipper du for at blive gammel alene. Det lyder meget fint, men al den tid fanget mellem fire vægge med den samme person kan føre til en del skænderi eller det, der er værre.

Nu har videnskaben et godt råd, der kan forhindre årtier med passivt-aggresive diskussioner, der fylder dine sidste år, indtil du udånder med et fnys: Hvis du vil blive gammel med en anden i fordragelighed og harmoni, skal du finde en partner, der drikker sig i hegnet lige så ofte som dig.

Annoncering

En undersøgelse, der blev offentliggjort i Journals of Gerontology B: Psychology Sciences, viser, at i forhold hvor folk er over 50, går ægteskabet bedre, hvis begge parter drikker - eller begge afholder sig fra det. Hvis den ene halvdel tyller i sig, mens den anden er pinligt ædru, er der langt større sandsynlighed for, at man vil opleve ægteskabelige problemer, især hvis personen, der hele tiden får en drink, er konen. Kvinder, der drikker, mens deres mand ikke gør, er ofte utilfredse med deres forhold, siger undersøgelsen.

Forskerne undersøgte næsten 3000 par, der havde været gift i gennemsnit 33 år. (Totredjedele af parrene var i deres første ægteskab, så det er ikke sådan, at størstedelen af deltagerne havde "regnet den ud" og derfor var begyndt forfra med en ny bolleven, de mødte på Mallorca.) Efter at have spurgt hvor ofte deltagerne drak, og hvor mange drinks de i så fald hældte i sig, undersøgte forskerne, om deltagerne synes, deres ægtefælle var irriterende, kritisk eller for krævende.

Forskerholdet fandt ud af, at i over halvdelen af ægteskaberne drak begge ægtefæller, og de par havde generelt nemmere ved at opretholde et sundt forhold end par med et ulige forhold til alkohol. Det samme var tilfældet hos de par, hvor ingen af parterne drak.

Men hvis den ene ægtefælle er på vandvognen, opfordrer forskerne ikke til, at man begynder at drikke for at "redde" ægteskabet. "Vi foreslår ikke at folk skulle drikke mere, eller ændre deres drukvaner," siger forfatter Kira Birditt fra Michigan Universitet i Ann Arbor til Reuters Health.

Selvom mængden af alkohol ikke gør en forskel i forhold til at mærke fordele i ægteskabet, advarer Birditt om, at den fuldendte tilfredshed ikke gjaldt folk, der drak for meget (20% af mændene og 6% af kvinderne), for det er "en helt anden boldgade". For stort et alkoholforbrug er et problem blandt 68'ere, hvis frisindede attitude også gælder deres drikkevaner.

Så hvis du søger ægteskabelig idyl senere i livet, skal du måske overveje, hvordan dig og din kommende partners forhold til alkohol passer sammen. Når I bliver gamle, og den første drink bliver hældt op tidligere og tidligere på dagen, er der større sandsynlighed for, at I har det godt, hvis I begge får skænket op. Det virker til at folk, der drikker sammen, bliver sammen.

Bare overvej det: Dig og din elskede, et par rødvinsmossede romantikere på stranden, der ser solen gå ned over havet.