Quantcast
Supermarkeder

Jeg levede af Nettos spotvarer i en uge, og det var kaotisk og smukt

Netto vil give deres forretninger en overhaling og få styr på de rodede spotvarehylder, men jeg omfavnede det autentiske kaos – inden det er for sent.

Kristian Ejlebæk Nielsen

Kristian Ejlebæk Nielsen

Collage af Munchies Danmark

Netto er kaos. Netto er flaskeautomater, som er “ude af drift”, og prisskilte som kun sjældent passer. Der er tilsyneladende meget lidt system i varerne, og der hersker en nærmest lovløs stemning. Intet sted kommer det tydeligere til udtryk end på butikkernes hylder med spotvarer.

Her kan man finde alt fra glutenfri tacoskaller til saltkaramelstegte macadamianødder. Man kan finde en god økologisk remoulade, som nærmest er gratis, fordi de lige skal af med det sidste parti, inden det ugen efter vælter ind med nye bizarre produkter.

Hvis du leder lidt, kan du i princippet finde hvad som helst. Jeg forestiller mig, at hvis man kravler ind gennem metaltremmerne, skubber en halvt knust pakke Kellogs All Bran til side, og klemmer sig ind mellem oversize rødbedeglas og ukurante energidrikke, så kommer man ind i en helt ny verden af glemte og forladte varer. Et Narnia af produkter så specialiserede og aparte, at man kan undre sig over, hvad de laver i Danmarks største discountsupermarked.

For Netto handler vel i bund og grund om at sælge de basale hverdagsvarer så billigt som muligt. Siden den første Netto åbnede på Godthåbsvej i København i 1981, har konceptet været ret stærkt: Her var ingen pæne hylder, hyggebelysning, muzak eller overdrevet service. Varerne stod i papkasser på paller, men netop fordi der ikke var brugt penge på staffage, kunne priserne holdes nede. Det var en opskrift på succes, og siden er det blevet til omkring 500 butikker i Danmark og yderligere hundredvis i Tyskland, Sverige og Polen.

Nu har Nettos ledelse fundet på, at det forvirrende udvalg og det ikke-eksisterende serviceniveau skal laves om, hvis den gulsorte kæmpe skal klare sig mod den tyske invasion fra Lidl og den norske armada fra Rema 1000. Netto bliver jævnligt fremstillet som en arbejdsplads, hvor selv den mest inkompetente yngling kan få et job, og desuden har varehusene fået ry for at være en rodebutik. Det skal være slut, og det første initiativ bliver at nedbringe antallet af spotvarer.

”Spotvarer er en vigtig del af Netto, men som med alt andet i detail laver man ofte mere og mere af det, som er godt,” udtalte den nyudnævnte direktør i Netto, Michael Løve, til Finans. ”På et tidspunkt bliver det for meget. Spot fylder for meget, og butikkerne virker for rodede.”

Udover en formindskelse af spotvareudvalget vil Netto gradvist renovere hver eneste af deres 1365 butikker, så de kommer til at fremstå mere rene i udtrykket med færre varer, sorte vægge og mørkt træ.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men jeg kan ikke lade være med at frygte, at min elskede spotvarehylde vil blive reduceret til en sørgelig, lille kasse med kuriositeter – eller måske helt forsvinde. Faktum er, at det er spotvarerne, der gør, at jeg stadig kommer i Netto, for man kan virkelig gøre et kup. Det gør den ellers fuldkommen intetsigende indkøbstur til et lille eventyr.

Derfor besluttede jeg mig for at få mest muligt ud af Nettos spotvarer, mens jeg stadig kan. Udforske hvilken harmoni, der kan findes i kaos, hvis man virkelig dyrker det. Jeg besluttede mig for at se, om det kan lade sig gøre kun at spise spotvarer i en uge.

Først og fremmest vil jeg slå fast, at det selvfølgelig godt kan lade sig gøre – man kan overleve på intet andet end havregryn og tacosauce, no problem – men eksperimentet går mere ud på, om man kan leve ordentligt og spise varieret.

Da jeg besøgte den nye Netto, som netop er åbnet ved Mjølnerparken på Nørrebro, kunne jeg godt se Michael Løves pointe. Den ene lange korridor efter den anden bestod af intet andet end spotvarer – det var vel minimum en tredjedel af hele den i øvrigt store og luftige butik. Men det er jo netop det, der gør turen i Netto tålelig: At man aldrig ved, hvad man finder på sin vej.

Det helt store problem ved spotvarerne er, at det ikke gælder grøntsager. Så en direkte sund uge ville det nok ikke blive, men hvis jeg skulle klare mig igennem uden at få skørbug, måtte jeg finde mine fibre og vitaminer i præfabrikerede varer. Spotvarer-bazaren skuffede ikke.

Jeg fandt færdigretter, som var lige til at spise som et måltid: Pasta-bolognese, aspargessuppe, nudler. Min uge så allerede god ud. Nogle af produkterne var næsten færdige, men skulle tilsættes en ekstra ingrediens eller to, og der var jeg lidt på bar bund – indtil jeg kom i tanker om, at der også er en spotvarehylde i køledisken. Så et pizzakit blev parret med bacon og ost, og en omgang pad thai fik de kyllingestrimler og æg, som den manglede.

Spotvarerne tog mig hele verden rundt. Jeg kunne holde ‘taco tirsdag’ med fuldkornstortilla, chorizo og chilibønner. Jeg kunne få halehængt laks med seksfarvet farfalle-pasta og fucking trøffel - for der var trøffelekstrakt på spray til en tier! Den slags må efter min mening aldrig forsvinde fra Netto, og grundideen bag spotvarehylderne vil da heller ikke blive lavet om.


“Det, vi gør med Spot’en er alene at skære lidt i antallet af spotvarerne, som hver uge kommer til butikkerne,” siger Kasper Reggelsen. Han er presseansvarlig for Salling Group, som ejer Netto. “Konceptet vil således fortsat være det samme. Gode og inspirerende varer, til skarpe priser, men i lidt mindre omfang, så det bliver endnu nemmere for kunderne at finde varerne.”

Men jeg kan godt lide, at det er lidt af en tilbudsjungle, og at varerne er et trip. På min jagt fandt jeg spændende drikkevarer i form af en giftigblå elektrolytdrik og en energidrik med hamp. Der var også en pose bønner til kaffekværnen.

Da jeg ikke troede jeg kunne blive lykkeligere, fandt jeg endda en falsk kaktus, som kunne sprede plastikglæde på køkkenbordet derhjemme helt uden risikoen for at få torne i fingrene.

Ugen igennem spiste jeg godt. Jeg følte ikke, at jeg ofrede min egen lykke for at fuldføre et eksperiment. Der var så meget spot-shit at vælge imellem, at jeg ikke følte mig nødsaget til at købe noget produkt, som jeg ikke gad at have. Som dagene gik, var det kun friske grøntsager, jeg manglede.

Der er sikkert folk, som foragter kaos, og som vil sætte stor pris på den nye direktørs tiltag. Jeg synes, det er en glidebane. Hvis jeg ville have rene linjer, et fint kurateret udvalg af varer og servicemindede ansatte, ville jeg gå i Irma.

Som Nietzsche sagde: ”Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.”