Vi besøgte de maritime anarkister, der vil anlægge folkekøkken på Christianshavn
Billeder af Casper Aguila Christoffersen.

FYI.

This story is over 5 years old.

København

Vi besøgte de maritime anarkister, der vil anlægge folkekøkken på Christianshavn

Fredens Havn har Noma som nabo, men selvom ressourcerne her er af en anden kaliber, formår havnens brugere at samle mange forskellige mennesker om et måltid mad.

Man skal ikke langt ned af Refshalevej på den yderste spids af Christianshavns vold, før den vildtvoksende vegetation pludselig viger tilbage og blotter konturerne af et skib. Med styrehus og det hele ligger det strandet her på kanten af grusstien. "Skibet" er gravet ned i jorden og er fuldt af urter og grøntsager.

“Det er vores køkkenhave,” fortæller 30-årige Andreas Wolf, der har haft sin gang i området i et par år. “Vi kalder det egentlig for Fredens Have, men der var en eller anden, der kaldte det for ‘Køkkenhaven Koma’, og det er lidt sjovt, da der godt kan være en eller to af havens brugere, der får lidt for meget at drikke.”

Annoncering

Fredens Have er den landlige forlængelse af Fredens Havn, et lille fællesskab af både, der ligger for svaj ved volden, og som er beboet af et sted mellem 20 og 50 mennesker afhængigt af årstiden. Havnen har i en årrække har været en torn i øjet for Holmens velhavende beboere på den anden side af vandet. For nylig kunne man i BT læse om den tidligere melodi grand prix-vinder Jørgen Olsen, der kaldte Fredens Havn for noget “svineri”. Men for brugerne af Fredens Havn er “svineriet” bare et immaterielt alternativ til velhavernes København, beliggende ved Christianias nordligste og mest afsidesliggende bagdør.

Det første, der møder en, når man træder ind i haven, er et interimistisk udendørskøkken med et par gasblus og rigeligt med plads til madlavning. Bag køkkenhaveskibet strækker haven sig 10-15 meter op ad den blottede vold op til et hegn. Hegnet er det eneste, der adskiller haven fra dens nærmeste nabo, verdens måske bedste restaurant, Noma.

En del af udendørskøkkenet i Fredens Have.

Urtehaven formet som et skib. I baggrunden ses den lille jolle-overdækkede tribune konstrueret af Europapaller.

Hvornår og af hvem, der laves mad her i haven, er ikke organiseret som inde hos naboen. Det er i stedet noget, der opstår lidt spontant. Denne eftermiddag er køkkenet dog blevet indtaget af en gruppe unge, der med tromme, guitar, fløjte og triangel fylder haven med hypnotiserende toner fra en lille tribune konstrueret af Europapaller og overdækket af en jolle. På den anden side af køkkenet fører en trappe gravet ind i jordvolden forbi “havnekontoret”, et skur med værktøj og materialer, op til plateauet længere oppe. Ved siden af et halvfærdigt hønsehus finder man her et cementfundament. Her skal etableres et permanent telt, hvor havens brugere både skal kunne søge ly for regnen og samles til kakaoceremonier. Ved siden af står et af den slags patinerede bænkeborde, man kan finde i så godt som hver eneste baggård og have i København. Her møder vi den 51-årige havnemester Esben Banke, der var den første til at kaste anker i havneløbet for 11 år siden. “Haven her er vores allervigtigste element,” fortæller Esben. “Det er vores mødested, vores køkken, vores urtehave. Det er her, vi kan tænde bål og samles og løse vores konflikter."

Annoncering

Esben Banke.

Esben fortæller, at Fredens Have er blevet et slags bindeled mellem politi og christianitter, når der engang imellem er “hvileløse sjæle”, der skal eskorteres udramatisk ud af fristaden. Så hjælper Esben til med at få transporteret mennesker med brug for professionel hjælp ud af Christiania og ud for enden af Refshalevej, hvor de kan blive mødt af de rette myndigheder.

“Politiet kan jo ikke bare lige køre ind på Christiania og hente dem,” fortæller Esben. “Vi hjælper derfor til med, helt uden brugen af fysisk vold, at få transporteret de mennesker, der virkelig har brug for hjælp, ud til vores ende af Refshalevej.”

I den ene halvdel af køkkenhaven vokser kartofler, radiser, gulerødder og skvalderkål. Den anden halvdel er plantet til med krydderurter som timian, oregano, salvie, mynte og medicinske planter som aloe vera og kamille, der kan bruges af havnens brugere, hvis de kommer til skade eller bliver syge.

Fortællingen om haven tog sin begyndelse dengang søminegrunden blev fredet, og den tidligere ejer, der havde udset sig stedet til bebyggelse, ryddede volden og anlagde et natohegn i tjørnebuskene langs med grunden. Esben fortæller, at grunden i flere år var beboet af mennesker, der levede et liv på kanten af samfundet gemt væk bag natohegnet, der med årene voksede sammen med tjørnebuskene, der siden blev til afskærmende tjørnetræer.

Selve haven begyndte først at tage form for cirka syv år siden. I takt med at der var flere og flere mennesker, der færdedes i området, blev Esben enige med Christianias skraldeordning om, at der skulle etableres en skraldestation på fristadens nordligste punkt, hvor han lå for svaj. Det var derfor, at havnens brugere i første omgang rykkede ind på søminegrunden, og det var sådan, at de blev opmærksomme på det egentlige omfang af områdets sociale problemer.

Annoncering

Esben kontaktede kommunen og informerede dem om natohegn og stofbrugere. Ifølge Esben fik det myndighederne til at sende en lastbil med gravko, som ryddede en 45 meter lang strækning af volden for både vegetation, skrald og affald. Fire fyldte containere samt en specialcontainer til kanyler blev det til, fortæller Esben.

“Det var dog ikke fuldstændigt effektivt. Jeg har hård hud på fødderne og mærker ikke noget særligt, hvis jeg kommer til at træde på et stykke natohegn eller en kanyle. Så jeg brugte en hel sommer på barfodet at gøre grunden sikker at færdes på. Det var et minefelt.”

Skraldestationen blev etableret, og en bænk og en teltplads blev opført på søminegrunden. “Det var ikke for at kontrollere hvem og hvad, der bevægede sig ind og ud af Christiania, men for at komme i kontakt med de mennesker, der indtil da havde benyttet grunden. Så lavede vi en stor spand suppe, som vi delte ud af for på den måde at få etableret en hvis kontakt.”

"Fiddler's" er navnet på en af Fredens Havns flydende ponton-øer. På den anden side af vandet ligger Holmen og Operaen.

I dag er det 63-årige Martha Velazquez, der står for pasningen af haven. “Jeg er kommet her i haven i fire år,” fortæller hun. “Det er ikke meningen, at haven skal kunne brødføde folk i havnen. Den skal mere ses som et supplement, og som et sted der kan samle folk. Som for eksempel når der skal trimmes ukrudt, og når der skal sås nyt.”

På det seneste fællesmøde i haven er det dog blevet besluttet, at udendørskøkkenet skal have en opgradering, og Esben har allerede været ude og indkøbe materialer, så der kan etableres et opvaskesystem.

Annoncering

“Tidens medicin er vores mad,” fortæller han. “Hvis man vil være rask, så skal man spise sig rask. Det kan man gå over på den anden side af hegnet og betale flere tusinde kroner for at få at vide, men du kan også bare gå ud i din egen grøftekant og lære det.”

Det eneste, der adskiller havnens køkkenhave fra den, der bruges af nogle af verdens dygtigste kokke, er et hegn bagerst i haven. “Vi har ikke haft tid til at mødes med Noma endnu,” siger Esben, “men jeg er sikker på, at de også ser en værdi i, at vi rent faktisk holder lidt styr på deres baghave.”

Der har dog været en uformel kontakt mellem søminegrundens to grupperinger, fortæller Esben.

“Jeg gik og ryddede op i haven fra aftenen før, og så stod der pludselig en kok ude på stien og spurgte, om han kunne få lov til at plukke nogle nyudsprungne hyldeblomster. Jeg grinede bare og sagde: ‘Jamen det er jo jeres grund, så du skal ikke spørge os om lov.’ Så fandt jeg en trappestige frem så han kunne komme op og plukke."

MUNCHIES har været i kontakt med Noma, der ikke ønsker at udtale sig til denne artikel.

Haven formår tilsyneladende at fordre kontakt mellem mennesker fra mange forskelligartede verdener. Esben og de andre fra Fredens Havn har nu sat sig for, at de vil øge deres sociale indsats endnu mere.

De vil afholde Folkemøde i haven simultant med det mere mediebelyste af slagsen i Allinge på Bornholm fra den 13-14 juni. “Vi vil give plads til de stemmer, der altid bliver overhørt,” fortæller Esben. “De mennesker, der ikke har mulighed for at deltage i tivoliet på Bornholm.

“Vi vil derfor invitere alle vores naboer til at mødes her i haven, samles om et bål og en skål suppe og finde frem til et fælles mål. Forhåbentligt kan vi inspirere andre rundt omkring i landet til at gøre det samme på deres vej, i deres kolonihave eller andre steder, hvor der er plads til, at folk kan mødes.