Jeg forsøgte at drikke mig fuld som butleren fra 90-års fødselsdagen
Alle billeder af Amanda Hjernø.

FYI.

This story is over 5 years old.

nytår

Jeg forsøgte at drikke mig fuld som butleren fra 90-års fødselsdagen

"Da Mr. Winterbottom kommer til at drikke af blomstervasen, er jeg på seriøst glat is. Det eneste, jeg har i nærheden, er min kollegas kaktus."

December er ensbetydende med tolv-hestes-branderter og blamerende adfærd. Engangsforseelser for nogle, men rutine for andre. Og en af de mest rutinerede er den britiske butler James fra den berømte sketch 90-års fødselsdagen fra 1963.

Hvert evigt eneste år til nytår drikker han sig fra sans og samling, mens han er på arbejde, og vi andre ser med på TV. Han hælder portvin ud over det meste af spisebordet og smider en kylling op på væggen, inden han lettere modvilligt følger chefen, den aldrende Miss Sophie, i seng.

Annoncering

Men hvorfor går det så galt? Det gør det, fordi hans excentriske chef tvinger ham til at indtage rollen som de fire afdøde venner: Sir Toby, Admiral von Schneider, Mr. Pommeroy og Mr. Winterbottom. Stakkels James må gennem fire glas sherry, fire glas hvidvin, fire glas champagne og fire glas portvin på under 15 minutter, uden at han selv får lov til at balancere sin promille med suppe, fisk, kylling og frugt.

James bliver helt ufatteligt stiv og får tyllet det meste af en blomstervase, inden Miss Sophie trækker sig tilbage, og James spørger, om også næste del af seancen skal foregå efter samme fremgangsmåde som sidste år. Mange har sikkert skålet med James hjemme i stuerne, og for nogle er sketchen blevet et drukspil. Men hvor fuld bliver man i virkeligheden af at drikke som James?

Vi fandt 90-års fødselsdagen frem, dækkede op med stearinlys og Putin-babushka, og så satte jeg mig ned og forsøgte at følge med den hårdt prøvede butler.

Sherry
Præcis som James starter jeg ud med fire glas sherry. Er du usikker på, hvad sherry egentlig er, så er det en dessertvin fra Spanien, som det er en dum idé at bunde fire store glas af.

Det ekstra store første glas, som bliver bestilt af Sir Toby, selskabets drukmås, er som en kæp i hjulet, og allerede i første runde går det op for mig, at det her bliver meget sværere, end jeg har regnet med. Den søde sherry, jeg har anskaffet mig, er knap så tør som den ‘very dry’-udgave James har hentet i kælderen. Den er mere vammel, end den er venlig ved mig. Fire glas sherry ryger modvilligt ned.

Annoncering

Hvidvin
Der skal drikkes hvidvin til fisken. Selvfølgelig. Allerede her viser James det første tegn på, at alkoholen begynder at påvirke ham. Men det er paradoksalt nok også på det her tidspunkt, at James for første gang formår at styre uden om det evigt truende tigerhoved.

Vinen, jeg er indlagt til, er af den helt okay billige og letdrikkelige slags, men jeg er nødt til at sætte videoen på pause, da det er umuligt for mig at holde lige så højt niveau som James, uden at vinen ender i skægget i stedet for i svælget. 2-0 James.

Champagne
Nu begynder James at være så fuld, at han ikke længere magter at skænke op i glassene på en civiliseret måde. Da Sir Toby igen beder om at få mere i glasset, ender aftenens tredje servering på en tallerken, inden det bliver hældt i glasset. Jeg gør ham kunsten efter, og pludselig er opgaven blevet meget nemmere, da glassene bliver mindre. Men det er også nu, at jeg mærker alkoholens virkning.

Jeg forsøger at holde masken, men jeg har ingen kontrol over min ansigtsmuskulatur. Lige meget hvad jeg gør for at undertrykke det og fremstå ædru, er det umuligt for mig ikke at smile dumt til mine kolleger, der forsøger at arbejde videre, imens min solodrukseance er i gang. Det er på dette tidspunkt, at James får kastet et fad med kylling op på væggen. Havde jeg et tigerhoved liggende på gulvet, ville det her projekt lugte lidt af arbejdsulykke.

Portvin
Portvinen er et større projekt. I stedet for at skænke den nænsomt op i glassene smadrer jeg den ud over bord, dug og glas for at være så tro mod James som overhovedet muligt. Det er sjovt at kaste portvinen op i luften som Admiral von Schneider, men da jeg pludselig er nødt til at skrabe en sparsom pøl af portvin ud over kanten af bordet og ned i glasset som Mr. Pommeroy, falder min entusiasme en del.

Annoncering

Da Mr. Winterbottom kommer til at drikke af blomstervasen, er jeg på seriøst glat is. Det eneste, jeg har i nærheden, er min kollegas kaktus, som jeg efter en del nærkontakt med nåle får fisket op af potten, så jeg kan drikke af den. Det er slet ikke så dårligt, og jeg får ikke lyst til at slå katte ihjel. Jeg får lyst til at tage i byen.

Seancen er i bund og grund en fin oplevelse. Jeg er snalret på den der gode onkel-agtige måde. Jeg er langt fra James’ slingren og vrøvlen, og jeg skal ikke følge en 90-årig dame i seng.

Det er grotesk, at en over 50 år gammel sorthvid, tyskproduceret kortfilm med britiske variete-skuespillere i hovedrollerne har formået at blive en indgroet del af det danske nytårsritual på lige fod med dronning og pigekor. Men hold kæft, hvor jeg håber at Statsradiofonien i mange år endnu vil blive ved med at sende det småforskruede fødselsdagsritual nytårsaften og på den måde hjælpe os med at løfte humøret og promillerne. Se dét er public service.

Nu skal jeg hjem og sove.