FYI.

This story is over 5 years old.

Restauranter

Restaurant hyldet af gæster, efter den bandlyser børn om aftenen

Nogle gange har man bare ikke lyst til at få sin bratwurst serveret med en ekstra tallerken babygråd.
Foto via Flickr-bruger kerinin

Denne artikel er oprindelig publiceret af MUNCHIES USA.

Min mor er et af de mennesker, der hader børn så meget, at jeg konstant undrer mig over, at jeg overhovedet er blevet født. Vi bor i samme by, og hver gang vi går ud for at spise, indstiller hun sigtekornet på ethvert bord, hvor forældrene har hevet et barn – eller gud forbyde det en baby – med. Det er ligegyldigt, hvor meget støj barnet laver; et klukkende grin lyder i min mors ører som et rædselsskrig. "Har disse mennesker aldrig hørt om en babysitter?" vil hun uundgåeligt kommentere.

Annoncering

Så hvis vi skal på familietur igen, så planlægger jeg at tage min mor til den tyske ø Rügen, hvor restauranten Oma's Küche – bedstemors køkken – har forbudt børn under 14 år i restauranten efter klokken 17.00. Det kan godt være, bedstemor laver en lækker strudel, men hun gider ikke se på din næsepillende knægt.

Restaurantens ejer Rudolf Markl fortalte det tyske nyhedsbureau DPA, at han havde overvejet ideen et stykke tid. Han var blevet træt af børn, der svinede på duge, bankede på vinglas og irriterede andre gæster, mens deres culingforældre "anerkender det med et smil, fortsætter med at spise og er ligeglade med det hele". Markl nåede bristepunktet for nylig, da nogle møgunger ødelagde restaurantinventar, blandt andet nogle antikke fotografier.

"Vi har på en eller anden måde nået det punkt, hvor du siger: Det kan bare ikke fortsætte sådan her," fortalte han nyhedsbureauet.

Restaurantens nye politik har skabt kontrovers i Tyskland, og modstandere af Markls politik hævder, at restauranten diskriminerer børn. Tyskland har faktisk et forbud mod aldersdiskrimination, som restaurantens nye regel kan krænke.

Markl forklarede, at beslutningen om at forbyde børn ikke er rettet mod børnene selv men snarere de uduelige forældre, "der ikke kan kontrollere deres børn". Han sagde, at mange gæster bifaldt beslutningen og sagde, at de så frem til at spise i en "oase af fred".

Det viser sig, at Markl bare er den seneste i en række af virksomhedsejere, der vil forbyde snotunger fra at ødelægge den gode stemning. Hoteller i Caribien, som for eksempel kæden Sandals, har i lang tid forbudt adgang for børn, og et stigende antal restauranter følger trop: I Queensland i Australien tillader restauranten Flynn's ikke børn under syv år. I Mooresville, North Carolina, bandlyser den italienske restaurant Caruso's børn under fem, og i Tampa Bay, Florida, siger pizzeriaet Hampton Station simpelthen bare nej til børn.

Hvis du tror, at en virksomhed, der er afhængig af at have så mange gæster som muligt, lider økonomiske konsekvenser ved at begrænse antallet af kunder, fortæller disse restauranter en anden historie. Kort efter at have annonceret sin nye børnepolitik havde Flynn's det største weekendoverskud, siden restauranten åbnede for 17 år siden. På Caruso's røg omsætningen også i vejret, efter at børnene fik sparket, og antallet af gæster i dagstimerne steg fra 50 til 80.

Det ser ud til, at der er masser af mennesker derude som min mor, der bare gerne vil nyde et godt og fredeligt måltid uden at skulle lægge øre til en femårigs hysteriske anfald eller temasangen fra Paw Patrol. Jeg er sikker på, at Oma's Küche ville byde min mor velkommen med åbne arme og masser af koldt tysk øl.