Vi spurgte restauranter, om mobiltelefoner har ødelagt madoplevelsen

En restaurant i Australien tilbyder nu et gratis glas vin til kunder, der ikke rører deres telefon under middagen ... men er smartphones virkelig så slemme?

|
aug 7 2018, 9:44am

Foto via Flickr-bruger J. Annie Wang.

Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK.

Har I hørt det allesammen? [Indsæt ny teknologi] ødelægger venskaber, kærlighed, sex, fjernsyn, civilisationer, fredage og helt sikkert alt den mad, du elsker at spise.

En restaurant i Australien er klar til at tage denne antiteknologiske stemning til et nyt niveau og lover nu belønninger til kunder, der holder sig fra deres telefoner, mens de spiser. Ifølge Business Insider har Contact Bar og Kitchen i Sydney indført en regel, hvor de tilbyder restaurantgæster et gratis glas vin, hvis de går med på, at deres telefon bliver låst væk under hele besøget. Lidt ligesom du kender det fra et fængselsbesøg eller en skriftlig eksamen.

Indtil videre melder restauranten om en succesrate på 100 procent. "Jeg har været i restaurationsbranchen i 20 år, og i løbet af den tid har jeg set, hvordan mobiler i højere og højere grad er med til at forstyrre måltidet," siger ejeren Markus Stauder til Business Insider. "Jeg vil bare have, at folk nyder deres mad og drikkevarer. Folk går glip af halvdelen af aftenen, fordi de sidder klistret til deres telefon."

Hvor vidt hans påstand er sand eller ej, er frygten for teknologi, der forstyrrer vores sociale rum, ikke noget nyt. Når et apparat begynder at ændre menneskelige adfærdsmønstre, er mange hurtige til at påpege, hvor meget bedre alting var i de gode gamle dage. Da telefoner blev opfundet i det 19. århundrede frygtede folk, at det ville ændre den måde, folk socialiserede på. Men nu står vi altså her mange år senere og er i stand til at eje smartphones og samtidig have normale, fornuftige samtaler.

Jon Agar er professor i videnskabs- og teknologistudier ved University College, London og forfatter til Constant Touch: a Global History of the Mobile Phone. Jeg spurgte ham, om mobiltelefoner virkelig er den største trussel mod at have en god samtale med vores venner over en skål pasta.

"Mobiltelefoner gjorde det muligt for os at være mere improvisatoriske, når det kommer til sociale engagementer," fortæller Agar mig i en mail. "Dette fritløbende eksperiment i social koordinering kan også udvides til det, vi vælger at spise."

Agar mener, at det grænser til det autoritære at låse gæsternes telefoner væk. "Husk på, at der er masser af steder, hvor mobiler er udelukket, eller hvor brugen er begrænset: skoler, hellige rum, fly, fængsler, hospitaler og retssale. Steder hvor der normalt er et veldefineret og stærkt autoritetshierarki. Du kan sige, at begrænsning af brugen er en måde at vise denne autoritet på."

Mobiltelefoner har også givet nye måder at engagere sig med mad. Den flygtige oplevelse at spise en hindbærsorbet kan lige pludselig lagres i hukommelsen med et upload til Instagram, og i den anden ende af landet kan din bedstemor så sidde og følge med i, hvad du spiser. I vores #foodporn-tidsalder er restauranter også mere opmærksomme på, hvordan gæster forholder sig til retterne og lokalet, hvilket resulterer i bedre menuer og mere behagelige restauranter.

Den flygtige oplevelse at spise en hindbærsorbet kan lige pludselig lagres i hukommelsen med et upload til Instagram, og i den anden ende af landet kan din bedstemor så sidde og følge med i, hvad du spiser.

Andy Taylor, som er kok og grundlægger af restaurant Carte Blanche i det østlige London, er enig. "Jeg tager imod [telefoner i restauranten] med kyshånd", fortæller han på mail. "Jeg har fundet masser af nye steder, jeg vil spise på, mens jeg scroller gennem Instagram. Og på restauranten åbner det en helt ny dialog med kunden, efter måltidet er forbi."

Rascals, en restaurant i Shoreditch med millennial-pink vægge og frodige planter, er de enige i denne opfattelse. "Vi elsker telefoner, og alt, hvad vi gør, er designet til at være snappable ;)" skriver en talsmand for restauranten i en mail. "Vores forretning er at skabe oplevelser og minder for folk :)"

En talsmand for Sketch - en nærmest ulideligt Instagram-venlig restaurant i Mayfair - siger, at de har sørget for, at mobiltelefoner ikke ødelægger hele det sociale aspekt ved spiseoplevelsen.

"Vi har aldrig aktivt opfordret gæster til at tage billeder i vores restaurant, og vi beder vores gæster om at vise hensyn til andre gæster," forklarer Sketch i en mail. "Det her er et fænomen, der er vokset gennem årene, og som nu er forankret i denne generations DNA. Sketch åbnede, før Instagram eksisterede, og den her nye livsstil er blevet trykket ned over hovedet på os og alle andre."

Måske kritiserer vi brugen af telefoner ved middagsbordet, fordi det er en handling, der tit associeres med kvinder og unge, som jo er to grupper, som samfundet ofte undervurderer. Det er helt ok, hvis din far sidder begravet i Berlingeren ved morgenbordet, mens han spiser en håndværker med ost, men gud forbyde at du tager din telefon frem for at Instagramme din smoothie.

Det er i hvertfald tid til, at vi slapper af, når det gælder telefoner ved middagsbordet. Der er sgu da ikke nogen, der er omkommet på grund af et Instagram-billede, eller hvad?