Hvilke typer madaffald kan man egentlig spise? Vi har spurgt en forsker

Hold op med at spise solsikkefrø, dit monster.

|
sep 13 2018, 9:57am

Foto via Flickr-bruger Jeff Kubina.

Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Da jeg for nyligt var til middag med nogle venner (hvis navne, jeg ikke vil afsløre), var der en (hvis navn, jeg heller ikke vil afsløre), som fortalte mig noget rystende: Hun har en ven, der, når vedkommende spiser majs, også tager en ordentlig bid af kolben, suger den tør for saft (har en majskolbe saft?), før han spytter ud igen.

Det lyder vanvittigt frastødende. Selv om personen måske ikke sluger hele kolben, så sporede det alligevel vores samtale ind på de forskellige typer maddetritus – skaller, skræller, kerner og så videre – som vi spiser. Det førte til, at jeg begyndte at tweete om emnet, hvilket så ansporede fremmede til at sende mig beskeder om de forskellige slags skaller, skind, kerner og andre komposteringsvenlige sager, de gladeligt indtager.

Jeg fortryder det dybt, men det er måske ikke en miljøvenlig forargelse? Visse personer påstår, at de dele af madvarer, vi smider ud, indeholder alle nødvendige næringsstoffer (eller i hvert fald fibre). Kan det nu også passe? Jeg kender selvfølgelig kun min egen umiddelbare reaktion (væmmelse), så derfor har jeg taget en snak med Bradley Bolling, som er professor i ernæring ved University of Wisconsin-Madison.

Kernehus

Rigtig mange folk fortæller mig, at de spiser kernehuset i æbler. Men kun få er lige så lidenskabelige, som ham her:

Min vurdering: Jeg skammer mig faktisk lidt over min uvilje overfor kernehuset. Jeg styrer udenom og ser det helt klart som affald. Det opvejes heldigvis af tilfredsheden med mig selv over at have valgt et æble som snack.

Eksperten siger: Æblerne er en blød åbner. Der er masser, som spiser dem, og der lader ikke til at være noget problem med det. ”Kernehuset kan man trygt spise,” siger Bolling. ”Men ikke kernerne”. Jeg tvivler på, kernehusspisere tager kernerne ud først. ”Æblekerner indeholder cyanogene glykosider, der kan være skadelige, hvis man tygger på dem og indtager dem”. Det er fint nok at sluge dem hele dog. Du skal spise hundredvis, hvis ikke tusindvis af kerner, før det bliver et problem, men det er imidlertid en mindre moralsk sejr for os, der holder os fra kernehuset.

Solsikkekernens skal

Det var også, af gud ved hvilken grund, en vinder:

Min vurdering: Det er let at blive forvirret, eftersom skallen er saltet, og folk smider hele håndfulde i munden ad gangen, men får man ikke fliser i ganen?

Eksperten siger: ”Du skal undgå skallerne. Hvis de ikke er tygget godt igennem, kan de beskadige vævet i spiserøret eller tarmene, fordi de er så skarpe. Skallerne er fiberholdige og har næsten ingen væske i sig, og derfor er der også risiko, for at de skaber forstoppelse – især hos børn. Hvis man spiser skallerne, skal man sørge for, de er tygget godt igennem, og at man skylder dem ned med masser af vand.”

Kiwiskind

Flere påpeger, at kiwien med skind er væsentlig lettere at håndtere, hvis man er på farten.

Min vurdering: Jo mere kiwi, jo bedre. Jeg stemmer for en gangs skyld for.

Eksperten siger: ”Man kan godt spise kiwiskind – det er ligesom at spise ferskner og æbler. Skindet giver dig måske 0,5 til 1 gram fibre mere”.

Appelsinskræl

Min vurdering: Min mor laver en lækker tranebærsauce på blandt andet karamelliserede appelsinskræller, som vi altid får til tærte ved højtiderne. Men au naturel? Nej, tak.

Eksperten siger: ”Man kan godt spise det i små mængder. Skrællen indeholder en gruppe naturstoffer kaldet flavonoider, som forskere mener kan være kræftforebyggende. Men de fleste eksperimenter er udført med ekstrakt og ikke hele stykker skræl”. Nap nogle af de der flavonoider, folkens!

Kirsebærsten

Hvem spiser ikke ferskenskind?

Min vurdering: Den her er foruroligende. Der er jo grund til, at kirsebær ikke sælges med en advarsel om, at man kan kløjes i dem. Det er jo ikke meningen, man skal spise stenen.

Eksperten siger: ”Det er ikke sikkert at spise den rå. Det er det samme som med æblekerner. Kirsebærsten indeholder amygdalin, som også er en cyanogen glykosid”. Bolling sender mig et link til den her historie, om en mand, der cyanidforgiftede sig selv ved at spise kirsebærkerner. Og jeg som troede, kvælning var problemet.

Rejehaler

Min vurdering: Rejer er havets små dæmoner, som man bør frygte og ikke spise.

Eksperten siger: ”Jeg begyndte selv at spise rejehaler sidste år, fordi jeg fandt ud af, at maven kan fordøje dem!” Han siger også, at ligesom andre insekters eksoskeletter indeholder rejehaler ”kitin”, som flere undersøgelser viser er godt for tarmfloraen.

Vandmelonens skræl

Min vurdering: Hvordan?

Eksperten siger: ”Den er sikker at spise, men sørg for, at den er helt ren. Vandmeloneksperter foreslår, at man rister, koger eller sylter skallen”.

Så det er sådan, man gør.

Jordnøddeskaller

Min vurdering: Den her, tror jeg, må smage værst. Nøddens lækre smag er ikke stærkt nok til at overdøve den kalkede, ubehagelige fiberoplevelse.

Eksperten siger: ”Sandsynligvis sikkert i små mængder. Man bruger jordnøddeskaller til at lave foder til dyr, men de er meget tørre og fulde af fibre, og derfor er der risiko for forstoppelse, hvis man spiser mange. Eftersom skallen er i kontakt med jord og skidt, er der også en risiko for, at den indeholder aflatoksin, hvis den ikke er forbehandlet rigtigt.”

De er sikkert alle sundere at indtage end den Diet Coke, jeg lige har skyllet ned, så for at gøre en lang historie kort: bare spis løs!