FYI.

This story is over 5 years old.

OST

For himlens skyld, lad nu være med at spise den røde voks på Babybel-oste

Det er åbenbart ikke lige så indlysende, som vi troede.
Bettina Makalintal
Brooklyn, US
babybel oste i rød voksindpakning
JEAN-FRANCOIS MONIER/AFP/Getty Images

Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Hvis jeg aldrig før havde spist en Mini Babybel, forestiller jeg mig, at jeg ville forholde mig skeptisk til de røde, runde oste. Selve osten bag indpakningen smager meget godt, men på samme måde som stearinlys og farvekridt ikke får mit mundvand til at løbe, så er der noget rimelig uappetitligt over den klump voks, der omgiver osten.

Hvis der nu var en, der bød mig på en Babybel, og jeg vitterligt aldrig var stødt på den lille lækkerbisken før, ville jeg måske bede vedkommende om at demonstrere, hvordan man spiser den. Eller også ville jeg studere den længe nok til at bemærke den praktiske flap, man skal hive i for at åbne den. Hvis jeg var virkelig forvirret, kunne jeg altid gå til Google, hvor jeg ville blive mødt med videoguides til, hvordan man åbner osten, men også folk, der spørger, om man bare kan sætte tænderne i osten uden at pakke den ud:

Annoncering

Jeg ville måske ikke have troet på, at spørgsmålene var udtryk for reel undren, hvis det ikke var for det her billede, der for nylig blev lagt op på Imgur og senere diskuteret på radiostationen 98.7 KLUV.

Så hvis almindelig logisk sans ikke gjorde det tydeligt nok, og du er endt her, fordi, du søgte ”hvordan spiser man Babybel-ost?”, så lad mig sige det én gang for alle: Det er ikke meningen, at man skal spise voksen på Babybel-oste.

Voksen, som ganske vist kan spises, bør ikke spises. Den er til for at beskytte osten inden i. Ifølge Babybel selv bliver du ikke syg af at spise voksen, men ifølge mig og den Imgur-bruger, der uploadede billedet, smager det altså ikke godt. På billedet skriver brugeren ved navn DefinitelyNotThreeBadgersInAnOvercoat: ”Jeg har lige smagt min første Babybel, og jeg er virkelig ikke imponeret. Det smagte ligesom et stort, rødt stearinlys.” Jeg er ikke sikker på, hvordan vedkommende forventede, at blødt, rødt voks ville smage, men jeg beklager den dårlige osteoplevelse.

Der er selvfølgelig en chance for, at personen gjorde det for sjov, men jeg har lyst til at tro på vedkommende – især fordi spørgsmålet om, hvordan man spiser Babybel, i årevis har floreret på nettet. At dømme efter andre posts på Imgur og Reddit, er der masser af mennesker, der har spist voksen ved et uheld. En håndfuld mennesker har også gjort det med vilje, for hvad gør man ikke for at få opmærksomhed?

Som for eksempel den her fyr, der påtog sig den udelikate opgave at spise seks Babybel-oste i træk, med voks på.

Så har vi vist argumenteret tilstrækkeligt for den sag. Tag voksen af. Det giver en bedre smagsoplevelse, og så har du noget voks, du kan lege med, mens du spiser din ost.