Mød vinbonden, der vander sine stokke med pizzadressing
Ton Rimbau. Illustration af Erik Pontoppidan

FYI.

This story is over 5 years old.

naturvin

Mød vinbonden, der vander sine stokke med pizzadressing

Efter en vinøs kanalrundfart i København fortæller Ton Rimbau, hvorfor han laver vin med lysterapi, tang og LED-kalibrerede druer.

Hvis Ton Rimbau havde levet i middelalderen, var han formentlig blevet brændt på bålet. Og i 1970'erne ville han være blevet opfattet som en provokerende installationskunstner. I dag er han verdenskendt for sin autonome måde at lave vin på: med lysterapi, tang, LED-kalibrerede druer og vinstokke, der bliver vandet med pizzadressing.

Men først lidt baggrundsinfo. Ton Rimbau er vinbonde i Penedès, som er et vinområde lige syd for Barcelona. Vingården hedder Porcellánic og ser en smule ramponeret ud. Det lyder jo nogenlunde ordinært, for der bliver lavet meget vin i Penedès på ramponerede vingårde. Men Ton er langt fra ordinær. Og det er hans vine heller ikke; de er at finde på restauranter som El Cellar de Can Rocca, Bon Vivant og Noma.

Annoncering

Jeg møder Ton under Knippelsbro i København, hvor han har været på salgstur sammen med en række andre vinbønder. En uortodoks og drikfældig turné, hvor hovedbegivenheden er en havnerundfart med vinbønderne, en masse vinelskere og enorme mængder fermenteret druesaft. På bådturen er de klassiske turistattraktioner byttet ud med besøg på toprestauranter, som Amass og 108, og her skiftedes bønderne til at præsentere deres vine. Allerede her stikker Ton ud fra mængden. Ton er nemlig den eneste af de i alt 12 bønder, der flere gange undervejs bliver bedt om at skrive sin autograf på tomme vinflasker. Han er en slags vinøs rockstjerne, hvilket i dette tilfælde syner meget lidt af rock'n'roll.

Ton er ganske solidt bygget, har ingen synlige tatoveringer, er som regel iført en praktisk gråmønstret regnjakke med turkis lynlås og ligner lidt en turistfælderestauratør fra Gran Canaria med solbrun hud og akavet smil. Men så åbner han munden, og helt roligt flyver det ud med catalanske ord, som på ingen måde matcher det 90'er-agtige paella-look.

I fem minutter gik jeg desorienteret rundt i vinmarken og havde ingen anelse om, hvad der foregik. Men jeg forstod ikke, hvad det var, der påvirkede mig. Det opdagede jeg først senere på året, da jeg var på et kursus for at blive godkendt til fortsat at måtte sprøjte.

Historien om Tons start på livet som vinbonde er dog ganske klassisk. Ton overtager vinmarkerne efter faderens død. Markerne er blevet dyrket konventionelt og druerne solgt engros. Ton fortsætter faderens praksis og sprøjter nogenlunde gladeligt til højre og venstre med diverse kemikalier. Der går dog ikke lang tid, før han finder ud af, at han bliver enormt påvirket af sin lettere laissez-faire omgang med pesticider.

Annoncering

"Jeg var ude i vinmarken for at sprøjte. Og pludselig blev jeg enormt svimmel og forvirret," fortæller han. "I fem minutter gik jeg desorienteret rundt i vinmarken og havde ingen anelse om, hvad der foregik. Men jeg forstod ikke, hvad det var, der påvirkede mig. Det opdagede jeg først senere på året, da jeg var på et kursus for at blive godkendt til fortsat at måtte sprøjte. Så fortalte de, at man godt kunne blive lidt svimmel af at bruge disse kemikalier. På det tidspunkt levede jeg faktisk af at bygge trækasser, og vinen var kun en hobby. Og jeg gad ikke blive syg og svimmel af min hobby. Så jeg droppede at blive godkendt til sprøjtning af pesticider, og derfra dyrkede jeg mine marker efter mine egne ideer – og helt uden kemi".

Det er herfra, at New Age-vinbonden for alvor bliver født.

For der er ingen begrænsninger i landbrugsarbejdet, når man ingenting ved – og derudover har en livlig fantasi. Og det har Ton Rimbau. Han henter tang fra Sydafrika og kaster ud i vinmarken, samtidig med at han sprøjter olie fra appelsinkerner ud over det hele for at bekæmpe svamp. Vindrueproduktionen bliver dog stadig solgt til store cava-producerende negocianter. Men i overleveringen af sin lille 5000-kilo høst kan Ton dufte stor forskel på sine egne druer og de andre leverandørers.

"Min druer duftede virkelig godt. Helt fantastisk, faktisk. Det gjorde de andres ikke. Så jeg spurgte en af negocianterne, om han ville vinificere 1000 kg af mine druer for sig selv. Min idé var, at jeg kunne give en flaske af min egen vin til mine gode kunder i trækasse-firmaet. Og det sagde han ja til."

Annoncering

Desværre glemmer negocianten alt om aftalen, og de 1000 kg ryger i den store industrielle cava-gryde sammen med resten af hans høst, kulturgær og svovl. Ton bliver pissehamrende sur, og i trods beslutter han sig for at lave sin egen vin. Og så tager obskuriteterne for alvor fart.

Ton finder lerflasker i Tyskland, fordi glasflasker ikke beskytter vinen godt nok mod UV-stråler. Han bygger selvfølgelig selv trækasserne til at transportere vinene i. Og etiketterne bliver lavet af egetræ, lasergraveret og hængt om flaskerne i en snor. "Hele oplevelsen af mine vine skal være som et stykke kunsthåndværk," siger Ton. "Det er ikke billigt, for jeg går ikke på kompromis."

LÆS MERE: MUNCHIES guide til vin fra supermarkedet

Hvis indpakningen lyder outreret, så vent til du hører, hvordan Ton Rimbau arbejder i vinmarken og kælderen.

Nu stikker interviewet nemlig for alvor af. Ton begynder at remse op, hvad han laver i vinmarken. Og det er ikke så lidt. For selvom han ikke pløjer sine marker – hvilket i sig selv er vildt – og dermed laver, hvad han selv kalder "skovvin", så intervenerer han maksimalt i marken for at optimere vinens velvære og modstandsdygtighed mod sygdomme.

"Jeg droppede hurtigt den sydafrikanske tang, fordi det gav et for stort CO2-aftryk. I stedet begyndte jeg at hælde en blanding af rosmarin, hvidløg, timian og usaltet gedeostvalle i nogle rør, som jeg har stukket 60 centimeter ned i jorden, så det ryger direkte ned til vinstokkens rødder. Det hjælper blandt andet med at give jorden den rigtige pH-værdi og bekæmpe svamp.

Annoncering

"Du må forstå, jeg er hverken landmand eller vinbonde. Jeg er kultivator af en permakultur."

Ton fortrækker ikke en mine, mens han fortæller, at han hælder pizzadressing ned til rødderne på sine vinstokke. Det virker ganske selvfølgeligt. Men jeg sidder alligevel og venter på, at han begynder at skraldgrine og fortælle, at det hele bare var for sjov. Som en vinøs udgave af kejserens nye klæder, hvor Ton selv udbasunerer, at han ikke har noget tøj på. En slags fuckfinger til naturvinsscenen, der skal bevise, at dens tilbedere mere drikker historien om vinen end selve vinen. Men det sker aldrig. Ton fortsætter bare vanviddet:

"Jeg laver selv min gødning. Den består af 40 kg brandvarm kolort, vand uden klor, 5 kg melasse, sigtet aske fra min egen brændeovn og vulkanstenstøv. Det står i 35 dage og fermenterer, og så sprøjter jeg det ud i vinmarken, hvor det virker som en mavesæk, der fodrer planterne, når de er sultne. Gødningen arbejder sammen med planterne i stedet for at stresse dem".

Nu kommer Ton lige kort ind på brugen af kraftige magneter på grensakse, inden han ud af det blå smider det helt store New Age-weirdo-alternative kort på bordet. Farveterapien.

Lys er ikke bare lys. Det er vibrationer – som musik – og de vibrationer går ind og kalibrerer vinen. Lysterapien forlænger vinens levetid med tyve år, mener jeg.

"Jeg har nogle store farvede bolde stående i vinmarken!"

Det lyder som en sætning taget ud af et LSD-trip. Ton virker dog helt upåvirket, og selvom jeg ikke forstår meget catalansk, genkender jeg pludselig ordene "Chupa Chups". Navnet på den der multifarveindpakkede slikkepind. Ton siger navnet igen og igen, da han forklarer, hvorfor han har farvede bolde i vinmarken. "Orange Chupa Chups".

Annoncering

"Jeg læste om en kvinde, der havde kureret sig selv for en alvorlig sygdom i bugspytkirtlen. Det havde hun gjort ved hjælp af farveterapi. Så jeg ringede til hende og spurgte, om hun også kunne give farveterapi til min vinmark. Det kunne hun godt. Så efter hun havde gået rundt med et pendul i vinmarken, fortalte hun mig, at jorden manglede farven guld, mens mine planter havde brug for orange til at afstresse dem. De er stressede, fordi de ikke får så meget regn.

"Så jeg byggede fire kæmpe Chupa Chups i orange og satte dem op i vinmarken. De er tre meter høje, og selve bolden på Chupa Chups'ne er 125 centimeter i diameter. Når solen rammer dem, så sender de orange lys tilbage i marken og får planterne til at slappe af

"Jeg kunne selvfølgelig bare have bygget dem som halvkugler, for den øverste del af kuglen sender jo bare det orange lys ud i universet. Men jeg synes, at de skulle ligne Chupa Chups. Så kunne resten af landsbyen også nemmere se dem og opleve, at vi arbejder med farveterapi".

Men det stopper ikke her. Det er som om, det aldrig stopper med Ton Rimbau. For farveterapien foregår ikke kun via overdimensionerede orange slikkepinde i marken. Selvfølgelig gør det ikke det. Det foregår også i kælderen, hvor Ton lyser med blåt lys på sine vinflasker. De vinflasker der er lavet i ler for at undgå UV-stråler. Det giver ikke mening i mit hoved, så jeg spørger, hvordan blåt lys på en tyk lys-uigennemtrængelig lerflaske skulle gøre vinen bedre.

Annoncering

"Lys er ikke bare lys. Det er vibrationer – som musik – og de vibrationer går ind og kalibrerer vinen. Lysterapien forlænger vinens levetid med tyve år, mener jeg. Og derudover har vi faktisk lavet en test, hvor vi hældte den samme vin op i syv glas. Et af glassene gav vi blåt LED-lys i 12 minutter, og samtlige gange valgte en vinekspert netop det glas, som den bedste vin uden at han vidste, hvilket glas vin havde fået blåt lys. Så farvet lys har en kæmpe effekt på vin. Vi giver også al vores vand farveterapi, inden det kommer ud i marken."

LÆS MERE: Dansk naturvin er dit alternativ til masseproduceret dårligdom

Efterhånden kan mit hoved ikke magte mere vanvid. Jeg taler og skriver om vin hver dag, men det her er for overvældende. En konstant bombardering af vinøs og mere eller mindre uforståeligt vanvid. Jeg prøver at afslutte interviewet. Men det lykkedes ikke helt. Ton skal lige nå at fortælle, at han lagrer sin vin under vand for at forhindre daglige temperaturudsving, og at han har opsat flagermushuse på pæle i vinmarken til natlig skadedyrsbekæmpelse. Og noget om at dynamisere vand. "Du skal lige se den her video på min iPhone."

Og der er faktisk også lige en video mere, som jeg bør se. Den hvor Ton blander kaustisk soda i saltvand for derefter at støvsuge vandet op og bruge det i marken. Jeg ved ikke hvorfor.

Jeg klapper i hænderne og begynder at rejse mig. Og det virker faktisk til, at Ton er ved at være færdig med sit svar på, hvordan han startede med at lave vin. Han spørger, hvor artiklen skal udgives, og da jeg fortæller ham det, kommer han med en lille bøn.

"Jeg håber, nogle af læserne har mange penge. Jeg kunne virkelig godt bruge en investor." Og her kommer Rimbaus store problem. Økonomien. Det er dyrt at lave skør, farveterapiseret og generel arbejdstung New Age-vin i trækasser med laserindgraverede etiketter i snore. Markedet for vanvidsproduceret Xarel-lo fra Penedès til over 600 kroner flasken er ikke enormt stort, tilsyneladende.

Det er dog svært at forestille sig, at Ton kunne finde på at gå på kompromis med sin selvopfundne måde at lave vin på. Han virker fantastisk dedikeret. Og så har han opfundet den rigtige måde at lave vin på. Sådan tænker han. Det lægger han ikke skjul på. Det er også derfor, at han deler alle sine mere eller mindre alternative arbejdsmetoder på sin hjemmeside.

Han vil sprede budskabet.

Ton Rimbaus vinproduktion er open source – med pizzafyld.