Mød håndværkeren fra Amager, der byggede en burgerbar i et skur i Sydhavnen
Emil Wiegand Hansen foran Rumbles i Sydhavnen. Billeder af Oliver Jeppe Hagde.

FYI.

This story is over 5 years old.

Burgere

Mød håndværkeren fra Amager, der byggede en burgerbar i et skur i Sydhavnen

Han laver en af Københavns måske bedste burgere og er desuden opfinder.

Gemt væk bag grå domiciler og tung trafik ligger et område af Sydhavnen, der er bedst kendt for Sydhavnstippens fritgående får og de gamle kuttere i Fiskerihavnen. Men her ligger også et døgnåbent byggemarked, hvor man i et skur – bag vagthuset ved indgangen til parkeringspladsen – kan få saftige burgere og sprøde fritter serveret til tonerne af høj amerikansk far-rock. Umiddelbart den diametrale modsætning til Stark Citys overflødighedshorn af trillebører og kloakeringsrør.

Annoncering

Rumbles er en amerikansk diner på størrelse med en pølsevogn – opkaldt efter bokseskjalden Michael Buffers udødeliggjorte signaturfrase: "Let's get ready to rumble!"

Det er her 36-årige Emil Wiegand Hansen, og hans kæreste Irina Kiprova, tilbereder simple burgere til sultne håndværkere og Sydhavnens mangfoldige beboere: nyrige tilflyttere, børnefamilier, studerende og socialt udsatte. Emil, der er uddannet murer, havde i en længere periode leget med tanken om at skifte karriere, og da han en dag var en tur i Stark, fik han en idé: Han ville åbne en burgerbar inspireret af klassiske amerikanske diners.

"En dag holdt jeg her på parkeringspladsen og så, at den gamle pølsevogn, der plejede at ligge her, så lukket ud," fortæller Emil. "Så jeg fremlagde min idé til Stark, som jeg lejer stedet af, og de var helt med på den."

LÆS MERE: Vi fik manden bag Gasoline Grill til at teste Lidls nye cheeseburger

Og så måtte han i gang med at renovere det gamle stationære pølsevognsskur. "Her lignede lort," fortæller Emil. "Der var vandskade og alt muligt. Så vi måtte rive mere eller mindre alt ud. Og så ændrede vi også facaden."

Emil har aldrig før forsøgt sig som restauratør, og han måtte derfor tage et hygiejnebevis og trække på hele sit netværk for at finde ud af, hvor og hvordan han kunne anskaffe de bedste råvarer og samtidig sørge for, at hans burgere var til at betale.

"Det er med burgere, som det er med shawarma," siger Emil. "De må ikke koste det samme som en tre-retters menu, for så er det ikke længere en hvermandsspise. Så jeg var fra starten sikker på, at burgerne her skulle være helt klassiske, og jeg skulle jo ikke ud og opfinde den dybe tallerken. Jeg skulle bare tage nogle gode råvarer og sammensætte dem på en ordentlig måde."

Annoncering

Emil regnede egentlig med, at det ville være Starks kunder, han skulle leve af, men også folk fra lokalområdet – fra det gamle Sydhavn, Teglholmen og Sluseholmen – har taget Rumbles til sig. "Sydhavnen er noget specielt," fortæller Emil. "Folk er bare virkelig gode til at støtte op om hinanden herude."

LÆS MERE: Den her restaurant i Aarhus gør vegansk mad til greasy fastfood

Stikflammer står op i luften, når Emil smider bøffer på grillen, og lyden af sydende okseproteiner drukner Mick Jaggers ellers gennemtrængende vokal. I skuret er der ikke plads til, at man kan sidde ned og nyde sin burger, men udenfor er der pladser, og Emil arbejder på at få skærmet udeområdet af, så man også i vinterhalvåret kan nyde sin mad med udsigt til gasflasker og tømmer.

Bøfferne dækkes til med en skive ost og lidt bacon, inden et par briocheboller også ryger på grillen. En stamkunde træder ind ad døren. "Han skal have en well-done med ost," fortæller Emil og smider en ekstra bøf på grillen. "Well-done med ost," lyder det fra den ældre herre. "Herude er der mange, der aldrig laver mad derhjemme," fortæller Emil. "Som kun spiser ude. Nogle af vores stamkunder kommer her flere gange om ugen."

Der ryger syltede agurker og ketchup i den ene burger og jalapenos og barbecuesauce i den anden. Den letstegte burgerbolle er blød, og bøffen smager af røg, ild og damp.

Lige nu er der to burgere på menuen, og planen er, at der med tiden skal være fire at vælge imellem. Men man kan også få andet i det lille diner-skur.

Annoncering

LÆS MERE: Næstveds syriske burgerkonge har aldrig spist en burger i sit hjemland

For når man laver noget om i en bydel, der er notorisk for sine stolte arbejder traditioner, er det selvfølgelig ikke alle, der lige umiddelbart synes lige så godt om ens idéer som en selv.

"Der var nogle håndværkere, der var lidt utilfredse med, at de ikke længere kunne få en frikadellesandwich eller en flæskestegssandwich," fortæller Emil. "Selvom jeg fra starten havde besluttet, at man kun skulle kunne få burgere, besluttede vi os derfor efter længere tids diskussion for at bøje os for efterspørgslen. Så nu kan man også få pølser og en bøfsandwich. Og en bøfsandwich er jo i virkeligheden bare en dansk burger."

At Emil har måttet tilpasse sig den lokale efterspørgsel ser han dog ikke som et nederlag. "Jo mere jeg lærer af det her, jo mere sulten bliver jeg," fortæller han. Og selvom det, at åbne en burgerbar uden forudgående erfaring med at drive restaurant, for de fleste ville være mere end nok at se til, er det faktisk ikke Emils eneste projekt. Han er også opfinder og har taget patent på en støvmaskeholder, der ovenikøbet er blevet en del af sortimentet i byggemarkedet på den anden side af parkeringspladsen.

På den måde er Rumbles som så meget andet i Sydhavnen. Uprætentiøst, uimponeret og herligt ukonventionelt.