Alle billeder af Hedda Rysstad.

Til vikingekogetræf på Fyn smider man bukserne og spiser ged

Verden er bare lidt sjovere, når man er iklædt fuld viking og drikker mjød i Odins Odense.

|
28 juni 2018, 7:31am

Alle billeder af Hedda Rysstad.

“Når jeg kommer hjem fra arbejde, skifter jeg tit til viking,” fortæller Dennis Tyrrell, der til daglig er kranfører i Vordingborg.

Jeg sidder sammen med fem vikinger i en jernalderhytte, mens en gedestuvning bobler over ildstedet. Dennis har skægget samlet i en lang fletning fra hagen, og jeg har lige set hans ‘kofte’ med håndvævet mønster fra Bayeux-tapetet. Selvom vi i dag er i autentiske omgivelser på Fyn, vandrer vikingedragterne også ud i nutiden af og til. “Der, hvor folk kigger mest, er, når man er i viking i Bilka”, tilføjer én af de andre. “Eller i banken med kniv og sværd,” slutter Dennis.

I dag er vi hverken i Bilka eller banken. Vi er i jernalderlandsbyen Odins Odense, syv kilometer fra Odense Banegård. Her går lutter fritidsvikinger rundt mellem stråtækte hytter, telte i ubleget sejldug og den søde røgduft fra ildstederne. Annette Bøge Huulvej er daglig leder her og fortæller, at det startede med et ungdomsskolehold. De ville gerne lære, hvordan man bygger et jernalderhus, og i dag er her et helt frilandsmuseum med staklader, udhuse og smedje. Det gør, at man nemt kan blive i illusionen som fritidsviking. “Ja," siger Annette og kigger mod masterne udenfor. “Det vil sige bortset fra højspændingsledningerne.”

Jernalderlandsbyen Odins Odense

Jeg er kommet for at overvære kulminationen af et fire-dages kogetræf, hvor godt 20 fritidsvikinger diskuterer vikingemad og teknikker. Programmet frister med emner som vikingeølbrygning og hungersmad, og det bedste kogegrej vises frem. Fra smørkærne til en rekonstruktion af “vallebrættet fra Lund”. Det munder ud i en kogedyst, hvor tre hold kæmper til sidste blodsdråbe med træslev og ildsted. Og hvor jeg i dag er meddommer på maden. Bag ideen står Lone Bjørnskov-Bartholdy, som selvfølgelig er klædt i autentisk hør og læder, mens jeg skriger til himlen i koboltblåt og gummisko.

Lone er uddannet beklædningsformgiver, og i vikingemiljøet har hun fået ry for at svinge en proper synål. Glem alt om bitcoins. Den mest hardcore paralleløkonomi er fritidsvikingers byttemarked. Her kan en måned med synål og tråd skaffe dig våben og det ondeste husgeråd. Lone syer og broderer for andre og hjælper til, når de skal starte en dragt op fra bunden. Og det er skam alvorlige sager. Her bygger man sin garderobe baseret på arkæologiske fund og historiske syteknikker, som kræver sin mand eller kvinde. “Så kan jeg enten vælge at få nutidskroner for arbejdet, eller også bytter jeg mig til for eksempel en kiste i asketræ med håndsmedede hængsler,” fortæller hun. “Jeg har også engang syet mig til en økse.”

Ved min ankomst er konkurrencen allerede i gang, og to kvindehold og et mandehold dyster løs nede i jernalderhusene. Tilbage står resterne af råvarebordet, som de har valgt fra. Og vi taler ikke bare mjød og stenhårdt brød. Her er alt fra hasselnødder, bacon, sennepskorn og vandmynte til koriander, en fersken, en ost og en flået hare. Alt sammen overraskende indbydende i naturligt farvekoordinerede rødlerskrukker og træfade. Og så lige en tom skål, hvor en enlig vindrue lå, før mandeholdet valgte den.

Leif Bjørnskov-Bartholdy, Lones mand og til daglig praktiserende læge, fortæller, at ingredienserne er fordelt proportionelt med hyppigheden blandt arkæologiske fund i Danmark. Det vil sige, hyppige fund er her meget af og af de sjældnere kun lidt. Derfor den enlige drue, der går under tilnavnet “the holy grape”. Den repræsenterer de tre eneste fund af druer i dansk jord, hvoraf man mener, at to faktisk var dyrket herhjemme.

Lone og Leif blev fritidsvikinger ved et tilfælde. “Det kunne lige så godt have været Middelalderen for os, men nu var vi bare på Trelleborg, da vi tog springet,” fortæller Lone. Begge har altid været historisk interesserede og kommer meget på museer med deres børn. Nu har de været i miljøet siden 2011, og det griber mere og mere om sig. “Det er en livsstil, som kryber meget hurtigt ind under huden på én, og mange detaljer sniger sig med hjem i nutiden.”

Og så er vi tilbage ved Dennis, for han er ikke den eneste, som foretrækker at gå i viking. Efter at have været i vikingemiljøet i snart syv år, kan Lone heller ikke holde ud at have polyester på derhjemme. På hovedet har hun i dag en afdæmpet karrygul jernalderhue, rekonstrueret efter en model på Skrydstruppigen og en støvetgrøn hørsærk med korte ærmer. “Særken er egentlig undertøj,” siger Lone. “Hvis det skulle være rigtigt, skulle jeg have både overkjole og selekjole over, men det er alt for varmt i dag.”

Lone Bjørnskov-Bartholdy

Lone rækker ned i sin kurv og tager en hørbylt op, som er viklet uden om mobilen. Længere væk er telefonen ikke, selvom den mentalt måske lige så godt kunne være i Polen. På samme måde ligger der moderne madrasser under soveskindet nede i Leif og Lones telt. Med den ublegede teltdug, det rustikke træskelet og et rigtigt sengestel i træ opført efter “Gokstadsengen” (fra et fund i Norge) giver den seriøst baghjul til moderne glamping. Det her kunne man godt vænne sig til. På en tværbjælke over sengen står der også et talglys, det vil sige en skål med fåretalg og et lille stykke hør som væge.

Jeg slentrer videre gennem græsset og ned til det ene af kvindeholdene i deres jernalderhus. Her møder jeg “Husfruen Frida”, aka Mia-Louise Sellerup, som har været viking hele sit liv. Hendes bedsteforældre startede Moesgaard vikingemarked i 70’erne, og hver sommer tog hun og søsteren med. Der holder hun stadig til i dag. Hendes farmor var en dygtig kok, og det var et fascinerende syn, når hun lavede mad til hele lejren.

“Nu er min søster vikingekriger, og jeg laver mad,” forklarer Mia-Louise. “Man regner med, at ugifte kvinder kunne tage med på togt dengang.” Hun fortæller også, at hendes kæreste er soldat og udstationeret i Kosovo indtil august. Han har været udsendt med mange andre vikingekrigere. “Der er overraskende mange soldater, der er fritidsvikinger - også politibetjente. Vi har et samvær på en fantastisk måde her, når mobilen lægges væk. Jeg har i øvrigt først lige fået en iPhone i år, fordi de ikke kan holde til bålvarmen. Derfor havde jeg en Nokia i årevis.”

Dennis Tyrrell

Jeg vover mig ud i den skarpe sol igen og kan lige nå forbi “the testosterone team”, som mændene kalder sig selv. Jeg ser en mand med et langt flettet skæg fra hagen stå foran et andet hus. Det er Dennis Tyrrell, kranføreren fra Vordingborg. Vi dukker os og går indenfor, hvor øjnene lige skal have et par sekunder, før der dukker et ildsted op. Bagved står der et langt bord med skindklædte bænke og en slags lysestage i ler. Mændene fortæller om deres konkurrencemenu. De arbejder på en stuvning med porrer, glaskål, løg og røget gedekød og marvben. Når den er færdig, skal den afrundes med hirse, valnødder og fintskåret æble og så “the holy grape”. Den skal lægges som et barn i en vugge af reven hård ost.

“Man vinder jo på sådan en ost her,” indskyder Dennis. Eftersom jeg er en del af dommerpanelet i dag, spørger han lidt mere ind: “Hvordan går det med de andre hold? Skal du ha’ en øl eller hvad?”

Jeg siger ‘ja tak’ i forventning om et krus mjød, men i stedet lander en dåseøl foran mig på bordet. Senere løfter en anden viking, Trond Øyvind Hermansen, sløret: “Vi snyder jo lidt, så her er en tejne (en rund trækasse med låg, red.), hvor der lige kan stå 16 dåseøl.”

Dennis fortæller videre: “Vi har lige købt hus, og da der var vejfest, tog jeg min fine kofte på og min kæreste Cecilia sin kjole, og så gik vi til fest.”

Øyvind griner: “Så er I stemplet!”

Historien om at troppe op i banken med sværd og dolk er god nok, fortæller Dennis. “Hvor tit kan man lige gå i banken svært bevæbnet? Hvis bare man er i tøjet, er vi ‘på anerkendelsesværdigt formål’, det vil sige, at vi laver formidling, og så er det ok. Det gjorde jeg engang, da vi havde været på marked og skulle aflevere nogle kontanter.”

Han rækker mig et krus med sin hjemmebryggede kirsebærmjød. “Jeg startede med at brygge 25 liter og tænkte, det får jeg aldrig drukket. Nu brygger jeg 75 liter, og der er stadig ikke nok.”

Mens jeg sidder og skribler løs, bemærker jeg, at tonen pludselig er ekstra kæk. Det er vist noget med et lændeklæde. “Der er et helt bord til at præsentere retten på deroppe,” oplyser den ene af vikingerne. “Jeg har et lettere brugt lændeklæde, vi kan bruge,” foreslår Øyvind. “Lån det til Kenneth, han ser bedre ud og har det der unge, møre kød.”

Med lidt forklaring går det op for mig, at de taler om at servere maden bodysushi-style. I et lidt uelegant forsøg på at bevare en journalistisk fremdrift, siger jeg: “Apropos lændeklæde…kan I ikke lige tale mig igennem vikingemandens klædedragt?”

Før jeg ved af det, løsner Øyvind på bæltet og smider sine rusbukser. Jeg tager et gulp af min Hof. Lændeklædet viser sig at være et langt lige klæde, som fæstnes om livet med to tynde stropper. Klædet skal man så føre under sit “guldhorn” og op over enden. Der trækkes stoffet igennem stropperne og efterlader en flap over balderne. “Jeg har faktisk ikke undertøj på under bukserne,” oplyser Dennis ved siden af mig.

På vej ud af mændenes hytte ramler jeg panden ind i døråbningen og stempler solbrillerne godt ned i skalpen. Smerten minder mig om, at jeg tydeligvis ikke er viking endnu, selvom ideen efterhånden vinder ind på mig. Da jeg har genvundet fatningen, går jeg ned til pladsen, hvor de andre er samlet omkring dagens skueretter.

Hvert hold har dækket et bord med deres kreationer. Ikke et ondt ord om testosteronholdet, men sammenlignet med de andre, er opdækningen med lidt brændenælder og gråbynke noget nødtørftig. Måske skulle de alligevel være gået med Øyvinds idé. Mens deres ret er domineret af den revne ost og en ret umamitæt smag, spiller de to andre hold på flere tangenter. Der er mundrensende hyldeblomst- og myntevand. Der er sprødstegt bacontopping og en dessert med frugt og nødder. Og nogle har arrangeret en slags grøntmos, som vælter dekorativt ud af en kæmpe slev.

De to andre dommere (Lone og Annette) og jeg går afsides for at diskutere dagens bidrag. Imens smager de andre vikinger på retterne og afgiver deres stemme på favoritten med en sten i en skål. Da vi kommer tilbage, kan vi se, at vi er enige med folket. Hold nummer tre – dem med dessert og sideskål med bacondrys – er vinderen. Der lyder glædesråb, og vinderholdet belønnes med aflange, hvide benperler.

Retterne fra hold 2, som havde lavet glaskål med smør og timian.
Vinderbordet fra hold 3 med en slags grøntmod og sprøde pandekager.

Det er sjovt med vikingemaden. På én gang er den genkendelig og moderne med urter og korn og alligevel helt anderledes, når man spiser den af en håndskåren træske. Lone fortæller, at hun ikke spiser så meget, når hun er i viking – maden mætter på en hel anden måde. Her bliver man fodret på alle sanser.

“Men du kan ikke bare tage tilberedt mad med hjem fra viking,” siger hun. “Det er fantastisk her, men derhjemme smager det mest af røg og jerngryde.”

Verden er lige lidt grimmere, efter man har været i viking. På vej hjem ser jeg folk i velcrosandaler og polyester. Så meget polyester. Men hvor er min farvekoordinerede verden med rå træoverflader, rødlersskåle og stråtækte jernalderhuse? Hvor er kruset med Dennis’ kirsebærmjød indtaget omkring et talglys?

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det, men jeg tror sgu, at vikinger har fat i den lange ende.