Min far opfandt fastfood-menuen
Foto udlånt af Angela Dimayuga

FYI.

This story is over 5 years old.

fastfood

Min far opfandt fastfood-menuen

Kokken Angela Dimayuga fra Mission Chinese Food fandt ud af, at hendes far ændrede fastfood for altid, dengang han var bestyrer af en McDonald's.

Angela Dimayuga er kok på restauranten Mission Chinese Food i New York. Den her artikel blev første gang publiceret af MUNCHIES i USA.

Fastfood var en meget stor del af min opvækst, for min far arbejdede for McDonald's i 17 år.

Min familie er et typisk billede på den amerikanske drøm. Mine forældre emigrerede hertil fra Filippinerne og slog sig ned i området omkring San Francisco, hvor der også var mange andre filippinere. Her boede de i en lille lejlighed. Min mor arbejdede for IBM i mange år, og min far arbejdede for McDonald's. Han arbejdede i flere forskellige restauranter, men den, jeg husker tydeligst, var en McDonald's, der lå i San Jose tæt ved to motorveje. Det var omkring 1990, og han gjorde en stor indsats for at øge mængden af drive-in-kunder.

Annoncering

Da jeg var lille, kunne jeg få McDonald's lige så tit, jeg ville, og det var ethvert barns drøm dengang. På det tidspunkt så man ikke fastfood som hverken usundt eller ulækkert. Det var sejt, fordi min far arbejdede der. Hvis han skulle aflevere noget til os på skolen, kom han med McDonald's til min søster og mig. Jeg fik altid en hamburger med ekstra pickles, en Sprite, en jordbærmilkshake og den største portion pomfritter, så jeg kunne dele med mine venner på skolen. Vi havde en kommode i garagen, der var fuldstændig proppet med legetøj fra Happy Meal. Men det var stadig noget særligt at få McDonald's. Vi spiste en del filippinsk mad derhjemme, og om søndagen gik vi i kirke og tog ud at spise bagefter. Tit endte vi på en kantonesisk restaurant eller Taco Bell. Min mor arbejdede om dagen, og min far arbejdede om aftenen, så det betød meget for os at være samlet i det samme rum. Turene til Taco Bell var en luksus, for mine forældre købte mad til os alle otte – dem selv og seks børn. Det var billigt, men det føltes alligevel glamourøst sammenlignet med suppe og ris derhjemme. Jeg bestilte altid en softshell-taco, og jeg elskede det.

Dimayuga som barn med en pony foran den McDonald's, hvor hendes far arbejdede. Foto udlånt af Angela Dimayuga.

Min fars tid hos McDonald's sluttede, da jeg gik i syvende klasse. Han fik en arbejdsskade og blev tvunget til at gå på pension. Det er en af grundene til, at mit forhold til McDonald's er anstrengt. Min far bukkede sig ned for at samle noget op, og nogen havde ladet døren til mikroovnen stå åben. Han rejste sig, slog hovedet op i døren, og samtidig kom han med et kraftigt host, som resulterede i en aneurisme i hjernen. Det dør man normalt af, og uheldet ændrede dynamikken i min familie for altid. Selvom hans skade hæmmede hans kognitive evner, så stråler han stadig, når han fortæller historier fra sin tid hos McDonald's, og han kan huske de gode ting krystalklart, med alle de små sanselige påvirkninger. Han bruger endda den samme retorik, som de store firmaer brugte dengang (f.eks. at han "opbygger sit team, så de er effektive, konsistente og giver kunderne værdi for pengene").

Annoncering

Da jeg blev voksenog blev professionel kok, fik min far og jeg rig mulighed for at dele historier. Hans karriere hos McDonald's blev endnu mere interessant efter en samtale, vi havde for seks år siden.

VIDEO: Sådan laver du kolde boghvedenudler fra Mission Chinese Food

Han fortalte mig en historie fra 1991, da han konkurrerede med en anden McDonald's i Los Angeles. De ringede til hinanden, når der var travlest, for at høre, hvor meget den anden havde solgt, og de gik mere og mere op i at slå hinandens rekorder. Min far havde et væld af strategier – han satte den gyldne måge på en høj pæl, så man bedre kunne se den fra motorvejen, og han havde to tavler med menuer, når man kørte gennem drive-in. Jeg har altid syntes, at hans tiltag var spændende, for det er nogle af de samme ting, man skal tænke over, når man har en lille restaurant. Hans afdeling endte med at vinde konkurrencen, og han brugte alle de penge, han vandt, på at invitere de andre bestyrere til Las Vegas for at se en tryllekunstner. Min far betalte for hotelværelser, købte fjernsyn til dem, og tog dem med ud at spise. Det var en smuk historie om gavmildhed, men han kunne ikke fortælle min mor om det, for vores familie kunne godt have brugt de penge. Men jeg tror, at min far følte, han tjente flere penge, end han nogensinde havde regnet med. Han følte sig succesfuld.

Min far fortalte mig også en anden historie – den helt store historie. Han var kommet i problemer med cheferne for McDonald's i området, fordi han havde bedt en repræsentant fra Coca-Cola, som han havde et godt forhold til, om at lave nogle flotte billeder af colaer sammen med forskellige ting fra McDonald's-menuen. De billeder hængte han op på skærmene i restauranten. Hvis man ville have en cola, pomfritter og en cheeseburger, skulle man tidligere bestille fra forskellige tavler, men han gjorde det nemt at bestille samlet. Det gjorde, at medarbejderne kunne betjene kunderne hurtigere. Han fortalte Coca-Cola, at hvis der var et billede af en cola, så bestilte folk bare en cola, for det så ud som om, at det var det måltid, man "burde have". Han gav også menuerne numre fra et til seks, så kunderne kunne bestille en "nummer fire" i stedet for at beskrive hver del.

Annoncering

Dimayugas far modtager en pris fra en af McDonald's chefer. Foto udlånt af Angela Dimayuga.

I starten skulle han høre på meget brok fra McDonald's vicedirektører i området, fordi tavlerne ikke lignede dem på de andre restauranter. Men han svarede igen ved at sige, at de da bare kunne se på hans salgsrapporter. Han havde fundet ud af, at for hver transaktion (og der var hundredvis hver dag), sparede tavlerne dem otte sekunder. Det løb hurtigt op, og de tjente mange penge.

Cheferne truede med at tage skiltene ned, men til sidst var der en vicedirektør, som ringede til min far og roste ham for hans arbejde, da han så, hvor meget mere han solgte for. Han modtog priser og rosende udtalelser, og selvom han ikke fik mere i løn, gav det ham selvtillid og gjorde ham glad.

Til sidst endte det med, at nogle af McDonald's marketingfolk besluttede, at en menu skulle være en lille smule billigere, end hvis man bestilte tingene hver for sig. Den model findes i dag overalt i fastfood-industrien, for det gav også kunden incitament til at bestille mere. Det ændrede alt.

Sådan var historien, så jeg spurgte min far: "Opfandt du rent faktisk menuen på McDonald's?"

"Ja," sagde han med et grin. "Ja, det gjorde jeg."

Et avisudklip som Dimayugas mor har gemt. Foto udlånt af Angela Dimayuga.

Jeg spurgte: "Fik du så noget ud af det?"

"Selvfølgelig ikke," sagde han. Vi talte sammen, mens vi kørte i den gamle bil, som vi havde arvet fra min bedstemor, så på forhånd vidste jeg egentlig godt, hvad svaret var, men jeg blev nødt til at spørge ham direkte.

Som førstegenerationsindvandrer går man meget op i sin identitet, når man vokser op. Måske tænker man, Jeg elsker punkmusik, eller, Jeg har tænkt mig at gå i det her tøj. Senere får man mulighed for at have voksne samtaler med sine forældre, og forstå hvordan de så på en. Nu hvor jeg ved, hvad min far tumlede med, da jeg voksede op, giver det alt sammen mere mening.

Annoncering

LÆS MERE: Da Noma bød på kinesisk mad og Celine Dion

Min far var bare en hæderlig indvandrer, som knoklede og gav ud af sine gode idéer. Jeg tror, at rigtig mange af de indvandrere, som arbejdede i fastfood-industrien, har haft enormt stor betydning. På grund af min fars indsats har McDonald's solgt langt flere pomfritter, amerikansk ost, pickles og cola. Jeg tror ikke engang, han selv forstod, hvor meget han har betydet, men han er helt sikkert stolt på sin egen ydmyge måde. Vi sidder ikke og drikker drinks med fødderne i det caribiske hav på grund af hans opfindelse.

I dag, når jeg finder på en strategi, eller får en idé, der kan højne effektiviteten på min restaurant, kan jeg ikke lade være med at tænke Måske kommer det fra min far. Tiden, hvor min far var en karrieremindet leder af en McDonald's, varede kun, til jeg var 11. Da han arbejdede for McDonald's, følte jeg mig ikke fattig. Jeg følte, at jeg havde en sjov barndom, men det var også fordi, mine forældre arbejdede virkelig hårdt. Amerikansk kultur var meget glamourøst for mine forældre – de levede under den amerikanske besættelse af Filippinerne – og de ville gerne være en del af den. Selvom min far arbejdede på McDonald's, følte han, at han havde mange flere penge, end han havde forventet.

Hele historien betyder ekstra meget for mig, fordi jeg er kok i dag. Jeg fandt ud af det, lige før jeg begyndte at arbejde for Mission Chinese Food i New York. Jeg var under oplæring i den originale San Francisco-restaurant under Danny Bowien, og når jeg havde fri, hang jeg ud med min familie. Da min far fortalte historien, tænkte jeg, f uck, hvor sindssygt. Jeg kan huske, at jeg fortalte Danny om det næste dag, og han gik helt i selvsving.

Jeg tror, han så det som et godt tegn – måske havde jeg noget særligt. Min far var trods alt manden, der opfandt McDonald's-menuen.