Richard Nixons 70’er-agtige madvaner var langt klammere end Trumps

I onsdags ville den tidligere amerikanske præsident have blevet 106 år, og han havde sikkert fejret det med en portion hytteost med ketchup.

|
jan 11 2019, 9:07am

Artiklen er oprindeligt udgivet af Munchies USA.

Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om USA’s nuværende præsident og hans tvivlsomme madvaner – han spiser tilsyneladende tit bøf med ketchup – men lad os lige spole tilbage i tiden og dvæle lidt ved en tidligere præsident, som tilsyneladende nød at spise hytteost med ketchup til morgenmad (jeg er ikke sikker på, hvad er værst). Vi lever i en tid, hvor det politiske landskab i USA ligner en blanding mellem en katastrofefilm og en Benny Hill-sketch, og derfor har vi lidt glemt mange af tidens præsidenter, som heller ikke var de allerfineste typer. Og Trump er langt fra den første leder af den frie verden, som har klamme madvaner.

Den tilforladelige præsident James Garfield skulle efter sigende have holdt meget af egernsuppe, mens den svært racistiske Andrew Jackson var vild med en ret kaldet ”læderbukser” (der faktisk lyder bedre, end navnet antyder). Men for nu holder vi os til Richard Nixon, der som sagt havde fødselsdag i onsdags.

Nixon, der er født i 1913, var USA’s 37. præsident, og han holdt af ketchup og blævret ost. Nixon vil primært blive husket for Watergate-skandalen, men hans madvaner burde også foreviges i historiebøgerne. Nogle af dem er underlige, andre er interessante, men alle udspringer de af en tid med hytteost, farsbrød og California dreaming.

Ifølge Nixon Library startede en typisk arbejdsdag i det Hvide Hus med frisk frugt, hvedekim, og ja, hytteost med ketchup eller peber på til morgenmad. Hvedekim har siden måttet vige plads for nutidens ”sundere” fiberholdige produkter som hamp og hørfrø, men i mange år var det i USA den foretrukne topping på morgenmaden.

Hytteost var fast inventar i 70’erne. Selv om Henry Haller, tidligere kok i det Hvide Hus og forfatter til The White House Family Cookbook, ikke var fan af ketchup som topping, så skriver han dog, at ”opskriften blev populær blandt amerikanere på slankekur”. Hytteosten er sidenhen blevet overhalet indenom af yogurt og cremefraiche, men den er ved at blive populær igen, så nu kan du med god samvittighed nyde Nixons lille morgensnack.

Det siges, at Nixon-parret var så glade for hytteost, at da Richard Nixon skulle fejre sin nye post som præsident, måtte staben i det Hvide Hus køre hele byen rundt for at finde nok hytteost til middagen.

Ifølge Hallers kogebog foretrak Nixon kolde retter som agurkemousse, pocheret laks og gazpacho til frokost. De kolde kødretter var meget på mode dengang. 70’erne var en tid, hvor gelatineindkapslet kød og fiskemousse virkelig slog igennem. Han skulle efter sigende også have sat tænderne i en ”krydret pepperonisalat”. Den opskrift finder man desværre ikke noget sted på nettet, men det er måske også for det bedste.

Til aftensmad spiste Nixon alt fra lasagne og spaghetti til sprængt oksekød med kål. Engang om måneden lavede fru Nixon farsbrød til præsidenten. Haller siger, at præsidentens kærlighed til farsbrød blev blæst ud af proportioner i medierne, men da den første var blevet almen kendt, modtog det Hvide Hus så mange forespørgsler efter opskriften, at den til sidst blev offentliggjort. Opskriften er… rimelig lige til, men hvis der er noget, vi kan konkludere med sikkerhed, så er det, at folk i 70’erne elskede hytteost og kød tilberedt i fad.

Til dessert fik Nixon frisk frugt fra Florida og Californien. Nixon-familiens kærlighed til ”bagt grapefrugt” virker lidt som et spild af god frugt, men det var en anden tid, hvor frugter hyppigt blev bagt til døde. Nixon var fra Californien, så han og konen havde en naturlig forkærlighed for citrusfrugter, som dyrkes i delstaten. Det er også heromkring, at det californiske køkken slår igennem i resten af landet. Nixon var præsident fra 1969 til 1974, hvor han frivilligt trådte tilbage, og pionerrestauranten indenfor genren, Chez Panisse i Berkeley, slog første gang dørene op i 1971.

Nogle gange, når man læser om fortidens mad, får man lyst til selv at smage på den. Andre gange er man glad for at fadretter og hytteost ikke længere er på menuen. Men hvis du vil mindes Richard "Tricky Dick" Nixon, så skal du bare fyre op for ketchuppen til din hytteost.