Gløgg og en stak bøger
Gløgg. Foto: Lars Hinnerskov Eriksen

FYI.

This story is over 5 years old.

Gløgg

Julen bliver bedre, hvis du hælder saké og beat i din gløgg

Den danske julegløgg er alt for ofte et tarveligt blandingsprodukt. Det fik vi sommelier Henrik Levinsen til at lave om på med hjælp fra japansk risvin og William Burroughs.

Som med alle andre højtider, der er omgærdet af et slør af traditioner og konventioner, imødegår jeg julen med ambivalente følelser. Tag nu bare noget så julet som gløgg. Det er præcis sådan en juletradition, som både vækker længsel og bange anelser.

For lige så fantastisk som det er med en stærk, veltillavet gløgg på en iskold december eftermiddag, lige så rædselsfuldt tarvelig kan dette plumrede, varme, søde fluidum være.

Annoncering

På tarvelighedsbarometeret ligger det og roder helt oppe i toppen sammen med alle de andre massefremstillede juleprodukter, vi køber os til, fordi det "også skal være lidt nemt". Tænk æbleskiver på pose, tænk pebernødder på glas, tænk Blomberg-gløgg eller en hvilken som helst anden færdigblandet satan, der står og fylder på paller i den lokale Netto. Der er ingen grund til ikke at spytte ud.

0f0a5516

Henrik Levinsen finder gløgg-inspiration i beat.

Og så er der alle caféerne og barerne, der partout skal servere deres "helt egen og fuldstændigt unikke" gløgg. Husets gløgg. Specialgløgg. Eller også har den fået et navn efter ejeren: "Allans gløgg". Det er endnu værre. Til 50 kroner glasset, men så får du også to jødekager fra Irma med på kanten, uanfægtet at denne helt unikke gløgg alt for ofte er en af førnævnte, færdigblandede sataner, som i dagens anledning har fået et skud af den billigste cognac, man kunne finde i kælderen, for derefter at være kogt op så både alkohol og sjæl er forduftet op i hovedet på Allan, som i sin bagbrandert fik suppedasen til at bulderkoge.

Vi skal en ny vej. Have en ny vision for gløgg. Så jeg skriver til min ven Henrik Levinsen, rock 'n roll-beat-poet-sommelier par excellence med fortid på blandt andet Søllerød Kro, Noma og som Rasmus Oubæks mundskænk ud i det vinøse. Skal vi ikke lave noget lidt anderledes end den sædvanlige søde suppe?

Det synes Henrik, som også er en af landets førende eksperter i saké, er en fremragende ide. Han havde faktisk længe gået med tanken om at lave en gløgg på netop den japanske risvin, betror han mig. Vi blev enige om at mødes, drikke gløgg og tale beatlitteratur. Sidstnævnte handlede jo om at bryde med konventionerne. Det passer sig til et opgør med gløggen.

Annoncering

"Egentligt er det jo en gløgg i kimono", siger Henrik. Vi står i køkkenet på Hjemme, som er Henriks, kokken Mads Battefeldts og Simon Skouboes private dining-lokale på Østerbro. "Men vi bør nok kalde gløggen for Tribute to Egami-san."

Gløgg. Foto: Lars Hinnerskov Eriksen

Egami-san, fortæller Henrik, er en legendarisk vinhandler i Kyoto, som han engang spiste middag med på en keiseki-restaurant, da han første gang fik den tanke at blande gløgg med japanske smage. "Nu må vi se," siger Henrik og går i gang. Et bredt udvalg af ingredienser står foran ham. Han tager det lidt på slump.

Han hælder saké, brun farin og krydderier – varme og julede som vi kender dem – i en gryde og varmer det langsomt op til lige under kogepunktet. Min redaktør er i mellemtiden også dukket op, som sådan nogle jo gør, når der er alkohol i farvandet. Vi drikker et glas af Brignot og Anders Frederik Steens kultisk eftersøgte vin "Don't throw plastic in the ocean, please", mens jeg falder i staver over dedikationen i Ginsbergs HOWL. Den nævner både Kerouac, Burroughs og Cassady og deres på det tidspunkt vigtigste værker. " All these books," afslutter Ginsberg, " are published in heaven."

Gløgg. Foto: Lars Hinnerskov Eriksen

Det lange spisebord i lokalet nedenfor trappen, der fører op til køkkenet, flyder med bøger, Henrik har slæbt med. Bøger som netop er udgivet i himlen. Steinbeck, Hemingway, alle beat-poeterne, Hunter S. En enkelt Sonnergaard har sneget sig med. Ingen af de nævnte ville have været kede af at stå her i køkkenet, drikke et glas, lukke nonsense ud, og se Henrik lave gløgg.

Annoncering

Blandingen i gryden dufter umiskendeligt julet, omend den lidt tørre, bitre og "sokkede" duft fra saké også er tydelig. Henrik filtrerer krydderierne fra og tilsætter mere saké, yuzusaft, blommevin, hvid portvin og mandarinskal. "Man kommer sgu lidt i noget julestemning", siger Henrik. "Man burde sidde i en ødegård, sætte en ordentlig gryde over og gå en lang tur i vinterskoven."

Gløgg. Foto: Lars Hinnerskov Eriksen

Henrik stiller Egami-san til side og går i gang med gløgg nummer to. Vi døber den ødegårdsgløggen, da den er mere klassisk. Man skal bruge en stor dunk rødvin af tvivlsom karakter. Og hvis man skulle udpege en omni-beat referencedrik, så må det være billig rødvin i dunk. Den var den perfekte mixer til amfetamin, eller benzedrin som det hed dengang. Har jeg hørt.

Selv om Ginsberg omtalte Kerouac som " The Buddha of american prose", og buddhisme er japans andenstørste religion og at flere af beatgenerationens fremmeste fandt ro til fordybelse i netop buddhismen kan jeg ikke huske at nogle af dem skulle have skrevet om sake. Eller glögg for den sags skyld. Måske er det her et vildspor. Men det er, ifølge beat'en, vel de vigtigste at følge. Brud med konventionerne, aldrig tage den slagne vej, betingelsesløs frihed. Gløgg på sake.

Gløgg. Foto: Lars Hinnerskov Eriksen

Ødegårdsgløggen er skænket.

Henrik kommer med tre Cocio i samme øjeblik, som Redaktøren kommer med jumboburgere og fritter. Vi sætter os ved det lange spisebord. Vi taler meget om ravekulturen i Manchester i slut 80'erne og start 90'erne. Som et brud med det konforme. Vi taler om fri kærlighed, og hvor skidt den passer med det omklamrende samfund og om kærlighed ved første streg. Om hvor absurd lidt kreative Henriks generation er, op på MDMA-maskinen og afsted på virkelighedsflugt, en hypervirkelighed, som i det gamle DDR, hver har sin egen virkelighed for at dulme det, der ligger derude og lurer, på maskinen til næste fest, næste weekend, vi kan ikke ændre noget alligevel, lige meget hvem vi stemmer på. Det er en Google-mentalitet. Vi bliver bombarderet af oplysninger, sandheder, men ingen virker tynget af viden, af bøgernes byrde.

Annoncering

Jeg skuler ned mod bøgerne for enden af bordet. Vin, champagne, Cocio, jumboburgere og fritter får dig vidt omkring.

Henrik piller noget kandiseret yuzuskal ud af en æske og hakker det fint. Det bliver gløgg-mixen. Han hælder gløggen op i grimme, hjemmemalede keramikkopper, drysser den hakkede kandiserede yuzu i og giver os en kop hver. Det dufter forrygende. Det smager fantastisk. Gløggen er syrlig, frisk. Det der adventsarrangement med familien blev lige pludseligt utroligt meget sjovere. Det slår mig, at det her er meningen med gløgg; den skal være forfriskende, den skal have et syrligt spark. Jeg har aldrig før tænkt på gløgg som en opfrisker.

Gløgg. Foto: Lars Hinnerskov Eriksen

Ødegårdsgløggen smager som den klassiske gløgg, du altid har prøvet at få din egen gløgg til at smage af. Den er så ufattelig rar, mættende og tilfredsstillende. Den purerede pære giver noget viskositet til drikken, som sammen med den varme alkohol og de varme krydderier lægger sig som et varmt tæppe på indersiden af min organisme. Trætheden buldrer ind over mig. Henrik og redaktøren taler om Immanuel Kant, mens førstnævnte ryger cigaretter med cigaretrør. Hans askebæger er en bronzeret strudsefod.

Gløgg. Foto: Lars Hinnerskov Eriksen

Jeg ved fandens lidt om utroligt meget; jeg er et barn af min tid. Ved at selv de gamle grækere drak en form for gløgg. Romerne ligeså. Tyskerne har haft deres glühwein, franskmændene deres vin chaud. Vi tog gløggen fra svensken og gjorde den ligegyldig. Nu har vi gjort noget ved det, tænker jeg. En ny vision for gløgg, med blikket fast fæstnet mod øst. Sådan ville beat-poeterne have gjort det.

Kom an jul, jeg skal have 10 liter Tribute to Egami-san på komfuret hele december. Den skal snurre konstant. Måske man skulle en tur på The Dark Web og lede lidt efter en mixer.

Det er jo jul. Trods alt.