Historien om dengang man betalte folk for at spise afdødes synder

I det 17. århundrede betalte man hjemløse for at spise et stykke brød, som havde ligget på et lig og 'suget synderne ud' af kadaveret.

|
okt 31 2018, 12:42pm

Illustration: Adam Waito 

Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

I dag dør de fleste mennesker i en hospitalsseng, men det er en relativt ny udvikling. Vi skal faktisk ikke mere end 50 år tilbage i tiden, før de fleste mennesker døde i deres eget hjem.

Engang var døden en intim oplevelse indenfor hjemmets fire vægge, og alle dagligdagens rutiner var vævet ind i hændelsen. Også måltider. Mad er selvfølgelig fortsat en vigtig komponent ved begravelser og bisættelser i dag – det er sjældent, en begravelse ikke rundes af med kaffe og kage som det mindste – men i dag er madens primære funktion at trøste de efterladte. Man forventer ikke, at den skal redde den afdødes sjæl.

Selv om nogle af de bedste begravelsesritualer i den vestlige verden stammer fra Victoriatiden (bare tænkt på familiebilleder med afdøde slægtninge, som har fået malet øjne på øjenlågene), så var victorianerne temmelig uopfindsomme, når det kom til at finde på kreative retter til at akkompagnere deres udførlige og makabre ritualer. Heldigvis var de eksperter, når det kom til at omforme fortidens ceremonielle praksis til deres egne formål.

Tag for eksempel begravelseskager. De her små, morbide kager blev gerne dekoreret med et kors eller et dødningehoved og var en essentiel del af datidens begravelsesceremoni. Bagerierne tjente stort på den makabre godbid i en tid, hvor gennemsnitslevealderen lå omkring 40 år.

Men selv om victorianerne gjorde de små kager til et must ved begravelser, så var de langt fra de første, som fandt ud af, at det var en god ide med noget til den søde tand ved begravelser. Den ære har Tyskland og andre centraleuropæiske lande, hvor man spiste ”ligkage” i middelalderen. Man efterlod dejen til hævning på den dødes bryst, hvor man mente, den ville absorbere den afdødes bedste kvaliteter – herefter delte man ud af kagen til gravøllet.

Det var selvfølgelig mest passende for folk, som havde levet et dydigt liv, men hvad gjorde man, hvis ens afdøde slægtning var doven, liderlighed og fuld af hovmod? Så fik man selvfølgelig fat på en syndespiser.

Syndespiseren som fænomen dukker op første gang i England og Wales i det 17. århundrede. På samme måde som bødlen var det en person, man så ned på, men som alligevel spillede en vigtig rolle i datidens samfund. Kirken var selvfølgelig ikke glad for det, men folk tilkaldte alligevel en syndespiser, hvis man havde mistanke om, at ens afdøde slægtnings sjæl var tynget af alt for mange dårlige beslutninger i livet. På det fremviste lig placerede man et stykke brød, som havde til formål af suge synderne ud af kadaveret. Herefter var sjælen klar til at komme i himlen. Når først synderne var fanget i brødet, satte syndespiserne sig på en stol med front mod udgangen, hvorefter brødet blev spist. På den måde pådrog syndespiseren sig den afdødes synder og skyllede det hele ned med en skål lunken øl.

Det var uden tvivl en sjæleknusende tjans. Syndespisere var ofte hjemløse mennesker, der levede et liv på landevejen af frygt for at blive fanget og henrettet af myndighederne. De var udstødte, som man for enhver pris skulle undgå. Selv under selve ritualet kunne folk knap nok holde ud at være i nærheden af dem. Når først syndespiseren var færdig med måltidet, fik han eller hun tæsk og blev smidt på porten, så synderne ikke skulle besudle hjemmet yderligere. Syndespiseren modtog kun ækvivalenten til et par kroner for sit arbejde.

Fænomenet var populært i England og Wales helt indtil forrige århundredeskifte, da Englands sidste syndespiser, Richard Munlow, døde i Ratlinghope i 1906. Men syndespisning eksisterer faktisk stadig i dag, dog i en anden form. Under traditionelle kinesiske begravelser spiser de pårørende en metaforisk repræsentant for den afdødes mangler og synder i form af dim sum. Over hele verden hjemsøger syndespiserne fortsat landevejene på jagt efter et mørkt måltid… eller sådan lyder myten i hvert fald.

I Vesten har vi kun én skik, der omhandler mad i dag: man spiser noget sødt efter begravelsen. Men det er faktisk ikke bare skik og brug i Vesten. Det er et ret universalt ritual at få lidt til den søde tand ved begravelser over hele verden. I Mellemøsten og Nordafrika har man siden det femte århundrede spist halva. I Mongoliet spiser man sukkerknalder dyppet i mælk. I Italien serveres der småkager formet som knogler og organer – de såkaldte “ossi di morti”.

Det er i de søde snacks – for slet ikke at tale om kaffe, portvin og øl – som vesterlændinge i dag må finde trøst efter en begravelse.

De gamle skikke er så at sige gået i graven.