Jeg spiste ude alene for at overkomme min ensomhed
Fotocollage af Ruby Lott-Lavigna. 

FYI.

This story is over 5 years old.

Restauranter

Jeg spiste ude alene for at overkomme min ensomhed

Der er intet som at lytte til andre restaurantgæsters glade samtaler, mens man selv sidder og stirrer tomt på en tallerken spaghetti.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK.

Jeg hader at spise alene. Det har jeg faktisk altid hadet. Som barn tvang jeg altid mine forældre eller mine søskende til at blive ved bordet, mens jeg gjorde mine fiskepinde færdig, så jeg ikke skulle sidde og holde mig selv ved selskab. Jeg ved ikke, om jeg dengang frygtede ensomheden, men under alle omstændigheder kæmper jeg stadig den dag i dag med angsten for at spise alene. Jeg hader stadigvæk at spise alene.

Annoncering

Og det giver god mening, eftersom unge mennesker er langt mere tilbøjelige til at opleve ensomhed end nogen anden gruppe i samfundet. En undersøgelse foretaget af det britiske Office for National Statistics tidligere på året viste, at op imod 10 procent af personer mellem 16 og 24 oplever, at de ”altid eller tit” føler sig ensomme. Det er det højeste antal blandt samtlige befolkningsgrupper og samtidigt den kategori, jeg selv hørte under indtil for en måned siden. I begyndelsen af året udpegede den britiske regering for første gang nogensinde en minister for ensomhed, inspireret af en kampagne lanceret i 2017 af det nu afdøde medlem af parlamentet Jo Cox. Ensomhed er et landsdækkende problem i Storbritannien. Og mange andre steder.

Ensomhed kan snige sig ind på dig når som helst, men det er især, når man spiser alene, at man befinder sig i farezonen. Fra en tidlig alder er vi kodet til at se måltidet som en social begivenhed, hvad end det drejer sig om aftensmad med familien eller højtider som julen eller eid al-fitr eller bare frokost med en kammerat. Ikke alene frarådes solomåltidet, det anses også for at være skadeligt for små børn – det kan sågar foranledige uheldige vaner (alkohol-, tobak- og stofmisbrug) senere i livet. (Tak, mor og far, for alle de gange, jeg måtte spise alene som barn).

Artiklens forfatter spiser en solo-frokost. Alle billeder er taget af artiklens forfatter

Det er heller ikke tilrådeligt for voksne at spise alene. I popkulturen er det altid kun triste og desperate mennesker, som spiser alene. Film og tv viser kun sjældent folk, som spiser alene, fordi de oprigtigt ønsker det – bare se Renée Zellweger som Bridget Jones, der skovler en mikroovnsret ned eller Bill Murray i rollen som Bob Harris, der oplever en midtlivskrise på en japansk restaurant. At spise alene er en manifestation af ensomhed.

Annoncering

Og fra mit perspektiv er det også bare kedeligt og isolerende. Alle de bekymringer, jeg har skubbet allerbagerst i hovedet (Tager min sambo den gode pande, når hun flytter? Kommer jeg nogensinde til at kunne lide tomater? Er jeg umulig at holde af?), dukker pludselig op og konfronterer mig. Jeg mærker en klump i halsen, mens jeg desperat leder efter eksterne stimuli. Jeg bliver træt og rastløs. Jeg både keder mig ved mine egne tanker, men bliver også stresset af dem.

Men behøver det at være sådan en kamp at spise alene? Der findes øjensynligt folk, som af egen fri vilje spiser alene i offentligheden. Der er tale om mennesker, som kan fornøjes alene ved deres tagliatelle og engagere sig med deres eget indre narrativ i en hel time ad gangen. En undersøgelse foretaget i 2015 viste, at 87 procent af britiske restaurantgæster ikke havde noget problem med at spise ude alene. Tosser.

En undersøgelse foretaget i 2015 viste, at 87 procent af britiske restaurantgæster ikke havde noget problem med at spise ude alene. Tosser.

Det er på tide, at jeg lærer at leve med mine egne tanker længe nok til at spise en pizza op, så derfor bestemte jeg mig for at spise ude alene for at konfrontere min angst. Jeg har dog nogle indledende bekymringer: jeg skal forholde mig til min egen indre stemme hele vejen igennem måltidet, der er ingen at dele forretten med, og så skal jeg have fundet ud af, hvordan man spiser samtidigt med, at man læser i en bog. (Bogen i den ene hånd, gaflen i den anden? Bogen under underarmen, kniv og gaffel i hver sin hånd?) Men hey, hvis jeg flytter til en fremmed by, eller alle de mennesker, jeg kender, pludselig dør, så er det sikkert en meget brugbar evne!

Annoncering

Først hopper jeg på nettet for at finde råd. Her finder man rigeligt med folk, som er villige til at indrømme, at de på bizar vis nyder at spise ude alene, og de har også masser af tips. Madskribenten Rida Bilgram forklarer, at hun spiser ude alene, fordi det er hendes valg og ikke en nødvendighed: ”Jeg har mere eksperimenterende smagsløg end de fleste af mine venner, og hvis der er for meget snak over et måltid, kan jeg ikke koncentrere mig om, hvordan retterne smager”. Hun anbefaler, at man ikke føler sig for pinligt berørt over situationen (fint), at man spiser et sted med en bar eller et langt bord ved siden af andre (tjek), og at man tager en bog med (se ovenover).

En Bloody Mary?!?!?!

Med Bilgrams råd in mente bestilte jeg bord på Fayre Share i Østlondon, en restaurant der, hvis du ikke har regnet det ud baseret på ordspillet i navnet, er fokuseret på den gode madoplevelse sammen med dine venner. Det er nøjagtigt det modsatte af, hvad internettet anbefalede. Ifølge hjemmesiden er det ”utroligt vigtigt at spise sammen med andre”, så jeg er forberedt på virkelig at føle mig isoleret. Alt i alt lyder restauranten ideel, når det kommer til at konfrontere min frygt for at spise alene.

Jeg besøger restauranten en onsdag i min frokostpause, og jeg føler mig allerede ude af mit element, da jeg sidder på min cykel på vej på en restaurant midt på dagen. Da jeg ankommer, sidder der kun gæster ved to andre borde. De kan bedst beskrives som tilhørende den klassiske frokost-demografi: en nybagt mor (med baby) og hendes ven samt et par i tresserne. De er mine ledsagere på dagens personlige rejse.

Annoncering

Jeg beslutter mig for, at jeg ikke må se på min telefon under måltidet. Den regel formår jeg at holde i cirka otte minutter. Da jeg skal bestille mad, bliver jeg forvirret over brunchmenuen og bestiller en Bloody Mary, en forret og avocado på toast. Det er midt på dagen på en onsdag. Jeg er alene. Der er ingen regler.

Sprød blæsprutte og lidt underholdning.

Jeg keder mig, men jeg har fået bord udenfor, og det er rart. Under måltidet har jeg en fire minutter lang duel med en hveps. ”Jeg har bare en duel med en hveps,” siger jeg og ler, da jeg fanger kvinden ved det andet bords blik, desperat efter kontakt, som jeg er. Jeg lytter med, mens den nybagte mor taler om den ideelle babyvægt. Jeg hiver et blad om kvinder og cannabis frem, som jeg længe har haft planer om at læse, og når akkurat at læse én artikel.

Jeg inhalerer min bedagede avocadotoast, skynder mig ud og sætter kurs mod kontoret. Det føltes meget som en opgave: der var et klart formål, jeg vidste, jeg skulle tilbage på arbejde bagefter, så jeg udførte opgaven og kom videre i teksten. Jeg går ikke ud fra, at det er sådan, folk, der spiser ude alene, normalt nyder deres måltid, og derfor beslutter jeg mig for at gøre forsøget igen. Jeg har måske klaret en uskyldig onsdagsfrokost, men nu er det på tide at springe ud på det dybe vand.

Det er tid til en middag.

Til det formål udvælger jeg en travl restaurant i det centrale London, som altid er fuld af mennesker: Pastaio på Carnaby Street, en cool, men afslappet pastabiks. Da jeg ankommer klokken 19.15, er der fuldt hus. Stedet er proppet med kvinder, som ligner mig på en prik (og deres venner, som også ligner mig på en prik). De taler højlydt over skåle med oliven. Tjeneren anviser mig plads ved et vindue med udsigt over gaden udenfor, så jeg har ryggen mod resten af restauranten. Under normale omstændigheder er det den ideelle placering for solospisere, men fordi det er sommer, står vinduerne på vid gab, hvilket betyder, at jeg bogstaveligt talt sidder midt på en af de mest befærdede gader i byen, som et ensomt dyr i zoologisk have. Jeg er et ensomt dyr i zoologisk have.

Annoncering

Denne gang lykkedes det mig at lade være med at kigge på min telefon en eneste gang. Jeg finder bladet frem, som jeg ikke kom igennem sidste gang og når næsten at læse det igennem, mens jeg spiser (en kæmpe portion) burrata og surdejsbrød. Spis dig nu ikke mæt i brød, Ruby, tænker jeg. Men jeg har jo ingen at dele det med. Der er heller ingen til at stoppe mig. Jeg spiser det hele. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive til en ven om noget, jeg har læst i bladet, men jeg modstår fristelsen.

Da min cacio e pepe dukker op, er jeg blevet færdig med hele bladet. Da jeg er placeret i periferien grundet min status som solospiser, kan jeg ikke høre, hvad de andre gæster snakker om med undtagelse af en utroligt skinger, tydeligvis rig kvinde, som brokker sig over, hvor stressende det er at se på huse i Hampstead. På et tidspunkt siger hun: ”Han havde de flotteste tænder, jeg nogensinde har set”. En kvinde, som drikker et glas vin med en mand udenfor, rejser sig fra bordet og har en tårevædet telefonsamtale til venstre for mig. Jeg holder øje med hende. Jeg kan ikke lade være med at bekymre mig over, hvad jeg skal pakke til den festival, jeg skal til over weekenden. Kvinden holder op med at græde og sætter sig igen. Manden overfor hende ser ikke videre bekymret ud.

Burrata hos Pastaio i London.

Cacio e pepe.

Timerne går (tror jeg). Jeg er grådig, så jeg bestiller også dessert, selv om jeg er klar til at gå (der er faktisk kun gået en time og et kvarter). Under desserten lykkedes det mig at spilde citrontærte udover mig selv to gange. Haha! Der er ingen, jeg kan fortælle det til. Da jeg er på vej ud, kommer restaurantbestyreren over for at tale med mig, og jeg råber dybest set samtlige tanker, jeg har haft henover måltidet i hovedet på ham, fordi jeg er desperat efter at tale med nogen, hvem som helst.

Annoncering

Han fortæller mig, at han elsker at spise alene og ofte tager ud at rejse alene. ”Hvor længe har du gået uden at tale med et andet menneske?” spørger jeg ham og forventer, at han svarer halvanden uges tid. Han fortæller mig, at han har tilbragt en måned i Indien uden at tale med et andet engelsktalende menneske. Det lyder som helvede, hvis du spørger mig.

Hvordan gjorde han det? Han kigger på mig med et forvirret udtryk i ansigtet.

”Man går vel bare rundt i sine egne tanker."

På cykelturen hjem misunder jeg folk, der har evnen til at være 100 procent selvforsynende i den sociale afdeling og godt tilpas i deres eget selskab. For mig er det at være alene lidt som at løbe: det er helt forfærdeligt i begyndelsen, men hvis man kan komme over den første barriere, bliver det til at håndtere. Og bagefter har man det faktisk helt godt. Eller også har man det ad helvede til. Jeg ved ikke, om jeg kan kurere ensomhed ved at stirre tomt på Londons bybillede med en citrontærte i skødet, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget, man skal lære at leve med fremfor at fikse det.

Jeg tænker tilbage på alle de måltider, jeg har spist alene som barn – alle de gange jeg har kørt fingerneglene gennem revnerne mellem plankerne i bordet og skrabet voks af. Jeg har det næsten, ligesom jeg havde det dengang – gjort til et barn af min ensomhed.

Det er mine forældres skyld.