Vi gik i kirke for at fejre ramadan med Londons LGBTQ-muslimer

Mange muslimer oplever, at deres familier vender dem ryggen på grund af deres seksualitet, men til Big Gay Iftar-fest er der plads til alle, når fasten brydes ved solnedgang.

|
jun 14 2018, 9:30am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK.

”Der findes ikke så mange steder, hvor LGBTQ-samfundet kan mødes og fejre ramadan. Vi bliver nødt til selv at skabe dem, og initiativerne skyder frem.”

Klokken er 20 på en lørdag aften midt under ramadanen, og jeg befinder mig i et forsamlingshus i en kirke i det centrale London. Væggene er dekoreret med regnbueflag og omkring 80 gæster – der tæller forskellige etniciteter, trossamfund og nationaliteter – sidder på puderne, som dækker et stort regnbueflag på gulvet.

Vi deltager alle sammen i Big Gay Iftar, et arrangement, der har til hensigt at forene det bredere muslimske miljø med queer-samfundet og dets muslimske medlemmer i den traditionelle iftar-højtidelighed, hvor ramadanens faste brydes.

Regnbueflag og puder dækker kirkegulvet i det centrale London til Big Gay Iftar. Alle billeder er taget af Shazad Khalid.
Arrangørerne hænger regnbueflag op på væggene.

Big Gay Iftar, der afholdes i samarbejde med støtteforeningen for britiske queer-muslimer Imaan, er skabt af Asad Dhunna. Han er brite, muslim og kommunikationschef for Pride i London. Dhunna fik ideen til konceptet i juni 2016 kort tid efter Orlando-massakren, hvor 49 personer blev dræbt ved en skudepisode på en natklub i Florida.

”Jeg havde inviteret seks venner over, som jeg skulle bryde fasten sammen med den weekend, da jeg hørte den forfærdelige nyhed,” fortæller han. ”Det gik op for mig, at jeg kun så ordene ’LGBT’ og ’muslim’ sammen i medierne i forbindelse med forfærdelige nyheder. Jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre noget ved det og forsøge at bygge bro.”

En kirke i Waterloo tilbød Dhunna og hans medarrangører, at de kunne bruge deres lokaler, og Asma Khan, som har grundlagt den feterede, indiske Soho-restaurant Darjeeling Express, leverede maden til gildet. ”Vi fik også midler fra Pride i London,” tilføjer Dhunna. ”Det blev starten på Big Gay Iftar.”

Gæsterne hilses velkommen i døren

Arrangementet har kørt de sidste to år og er især blevet vigtigt for LGBTQ-muslimer, hvis familier han vendt dem ryggen på grund af deres seksuelle identitet. For mange er arrangementet det eneste safe-space, hvor de kan observere højtiden.

”Under Ramadanen føler mange et behov for at være del af en familie og et samfund og for at praktisere deres tro mere indgående end på andre tidspunkter af året,” siger medarrangør Masuma Rahim.

Det afgørende aspekt er, at queer-muslimer for en gangs skyld kan fejre deres tro uden at lægge skjul på deres seksuelle identitet.

”Det er let at glemme, hvor rart det er at føle sig repræsenteret i det her miljø,” siger en af gæsterne ved navn Sam, som er studerende og muslim. ”Jeg har set mange homoseksuelle muslimer, som er blevet drevet ud af deres egen tro. Der er mange, som kommer til et arrangement som Big Gay Iftar og tænker: Her kan jeg være med og føle mig tilpas. Det er fantastisk at se."

Salen fyldes af gæster fra LGBTQ-samfundet og det muslimske samfund såvel som personer fra andre trossamfund.

Fire talere tager plads forrest i salen, og aftenens program begynder. Henover den næste times tid hører vi en række foredrag om sociale og identitetsmæssige problemstillinger, der påvirker britiske muslimer i dag. Rahim lukker sit foredrag med at sige: ”Det her arrangement eksisterer udelukkende, fordi vi er blevet forfulgt, pint og dræbt. Denne aften er dedikeret til alle dem, vi har mistet.”

Islam kritiseres ofte for at være fjendtlig overfor homoseksuelle baseret på fordomme, der stammer fra visse fortolkninger af Koranen. Jahed Choudhury, som er en af de første homoseksuelle muslimer i Storbritannien til at blive viet, blev bandlyst fra sin moske og modtog dødstrusler efter brylluppet. Andre homoseksuelle muslimer føler sig tvunget til at indgå heteroseksuelle ægteskaber, og mange fortæller, de har overvejet selvmord. Tidligere på året blev Coronation Street den første tv-sæbeopera, der har en karakter, som er lesbisk og muslim. Hun spilles af skuespilleren Bhavna Limbachia. Under forberedelserne afslørede Limbachia, at hun havde talt med muslimer, som frygtede, at de ville blive udsat for såkaldt omvendelsesterapi, hvis de kom ud af skabet.

”Der er så mange fede iftarer,” siger Dhunna. ”Men det særlige ved Big Gay Iftar er, at den er oprettet til gavn for LGBTQ-samfundet.”

Asad Dhunna, som har stiftet Big Gay Iftar, holder tale.

Mens vi lytter til talerne, er borgerrettighedsaktivisten Majdeh Khouri og læreren Haifaa – som begge er syriske flygtninge – i gang med at forberede en treretters menu, der er en hyldest til deres fælles hjemland. I store kar rører de rundt i harak osbao (en stuvet linse- og pastaret fra Damaskus) ris med bønner, yoghurt og agurkesalat. Efter at have fastet i 17 timer kan jeg næsten ikke vente længere.

Klokken 21 er det næsten tid til at bryde fasten, og min mave knurrer spændt. En mand siger adhan, den muslimske bøn, og Haifaa og Majdeh begynder at dele mad ud fra det travle køkken. Dadler og flasker med vand bliver delt ud blandt gæsterne – det er den traditionelle snack, som muslimer over hele verden bryder fasten med.

Dadler og vand deles traditionen tro ud blandt gæsterne.

Jeg sætter mig ved siden af et jødisk LGBTQ-par, en hvid muslimsk konvertit og en kvinde i slør. Selv om ingen af os kender hinanden til at begynde med, blomstrer samtalen hurtigt, og vi ender med at diskuterer alt fra Brexit til Kirgisistan over måltidet.

Jeg begynder ved at øse mynteyoghurt over mine ris med bønner og tager så en bid af det stegte, arabiske fladbrød, som er dækket med granatæble. Jeg bliver omgående mindet om min barndom, når jeg brød fasten sammen med min familie i Beirut, og vi spiste store tallerkner fattoush. Jeg ser mig omkring i lokalet, hvor muntre mennesker taler sammen overalt, og jeg indser, at vi alle oplever den samme form for eufori ved endelig at kunne spise igen ovenpå fasten.

Når Big Gay Iftar har så stort potentiale til at bygge bro mellem to marginaliserede grupper – muslimer og LGBTQ-samfundet – så er det bemærkelsesværdigt, at ingen moske har tilbudt at være vært for arrangementet. Det er en stor skuffelse for mange, men ikke noget, der kommer som en overraskelse.

Haifaa øser portioner af harak osbao, yoghurt og ris med bønner op.

"Der er ikke meget støtte at finde i vores masjids i Storbritannien for vores LGBTQ-brødre og -søstre," siger Amina, som er advokat. Kiku Basu, en transkvinde og politisk aktivist, som også deltager ved arrangementet, er enig. "Forskellen mellem Big Gay Iftar og en almindelig moske er, at det her er et mere sikkert og imødekommende sted. Det er et godt sted, hvis man kæmper med sit køn og sin seksuelle identitet."

For Rania Hafez, der er lærer, er det overordnede muslimske samfunds modvilje overfor queer-muslimer grunden til, at hun kom i aften. Muslimer kan blive bedre allierede, påpeger hun, på trods af koranens holdning til homoseksualitet. ”Jeg følte, det var min pligt at komme, fordi vi ikke gør nok. Jeg tror ikke, muslimer ved, at der er behov for os, og at vi kan gøre mere.”

Det muslimske samfund er fortsat kritisk overfor LGBTQ-personer, men der er dog sket fremskridt over de sidste par år. En ny undersøgelse viser, at flere amerikanske muslimer i dag støtter homoseksuelles ret til ægteskab. I Storbritannien fandt den første homoseksuelle vielse sted sidste år i juli. Det er store fremskridt sammenlignet med det nedslående budskab i en Gallup-undersøgelse fra 2009, der konkluderede, at britiske muslimer ikke tolererede homoseksuelle.

Klokken nærmer sig 22, og folk i salen begynder langsomt at bevæge sig ind i et tilstødende værelse, hvor aftenbønnen finder sted. I mellemtiden deles der dampende varm masala chai og tallerkner med maa’moul ud, en traditionel dessert fra Levanten, som er lavet på semuljemel. Jeg drikker min skummende te og nyder især den subtile smag af kardemomme, mens jeg leder efter en kage mere.

Mens jeg spiser min maa’moul, spørger jeg Dhunna, om han kan forestille sig en fremtid, hvor der ikke længere er behov for steder som Big Gay Iftar, fordi LGBTQ-samfundet i stigende grad accepteres i Storbritannien.

”Vi bliver nødt til at have steder for os selv, så vi kan være os selv,” forklarer han. ”Men jeg tror, tingene bliver bedre i fremtiden. Den eneste vej mod forandring er selv at være forandringen.”

Rahim siger, at det ville ”glæde” hende, hvis der om nogle år ikke længere var Big Gay Iftar: ”Hvis vi en dag ikke længere har brug for Big Gay Iftar, så betyder det, at vi har vundet kampen. Vi bilder os selv ind, at vi har vundet, men det har vi ikke endnu.”

Mens jeg tager sko på og gør klar til at forlade kirken, begynder arrangørerne at pille regnbueflage ned fra væggene. Jeg tænker på Dhunnas sidste ord til mig.

”Ideen om at være højlydt omkring og stolt af den, man er, falder ikke i god jord med det øvrige muslimske samfund. Vi har lang vej endnu. Men vi skal nok nå frem.”