Anh Lê i køkkenet på sin restaurant. Billede af Christian Liliendahl

Den vietnamesiske Pippi Langstrømpe, der skabte et forårsrulleimperie

Vi talte med Anh Lê om rejsen til Danmark som bådflygtning, om vinterbadning, stress og om at finde skønheden i en køkkenhave.

|
12 juli 2017, 7:15am

Anh Lê i køkkenet på sin restaurant. Billede af Christian Liliendahl

Denne artikel er oprindeligt udgivet i VICE Magazine – The Munchies Issue

Anh Lê kan ikke sove. Om natten ligger hun i sin lejlighed i familiekollektivet på Frederiksberg og kigger på computeren. Hun lærer sig selv at hækle på YouTube. På Facebook holder hun sig opdateret på verdens overforbrug af plastik, og hvordan avocadoproduktionen i Mexico foregår. Vennernes babybilleder scroller hun forbi. Hvis hun ikke følger med og prøver nye ting, så overlever hendes restaurant ikke, siger hun. Det var også på de sociale medier, hun fik idéen til at omdanne villaens baggård til den byhave, som hendes nye kogebog tager udgangspunkt i.

"Det er inspiration," siger Anh Lê. "Det er min måde at holde mig i gang. Nogle tager på kursus, det gør jeg så ikke," fortæller hun og tilføjer med et grin, som om hun netop har fået en ny idé, "men det burde jeg måske også gøre på et tidspunkt. Det simpelthen for at have tankerne i ro. Jeg har mange projekter, og jeg skal jo også fokusere på min virksomhed."

Jeg møder Anh Lê i hjertet af hendes virksomhed – Restaurant LêLê på Vesterbro i København. Hun siger mit navn med den slags familiære tone, som om vi var gamle klassekammerater. Restauranten slog dørene op i 2003, dengang københavnerne endnu ikke havde opdaget, at forårsrullerne kunne være rå, og at urterne ikke bare var til pynt. De var tværtimod dyrere end kødet på tallerkenerne, så Anh Lê måtte ned til bordene og forklare sine gæster, at mynte og koriander altså også kunne spises. Gæsterne tog godt imod hende. Køen til restauranten, som Anh Lê åbnede sammen med sine tre brødre, strakte sig ofte langt ned ad gaden, og i 2006 åbnede de i nye, større lokaler 200 meter længere nede af Vesterbrogade.

Anh Lê kom til Danmark som bådflygtning fra Vietnam i 1979, da hun var fem år gammel. Hendes far kunne sejle skibet, og derfor fik han lov til at tage Anh Lê, hendes tre brødre og deres mor med. De to andre styrmænd havde til gengæld løjet om deres evner for at komme med ombord, så Anh Lês far arbejdede i døgndrift og måtte nærmest binde sig selv fast til roret for at modvirke trætheden. Skibet havde været undervejs i 14 dage, og passagererne, som lå stuvet sammen i alt for mange lag i lastrummet, var for længst løbet tør for mad og vand. De var blevet nægtet adgang i både Malaysia og Indonesien, og efter endnu en afvisning på vej ud af havnen i Hong Kong kom de lokale sejlende i små både for at sælge varer til de desperate flygtninge. En kvinde solgte grønne Granny Smith-æbler. Nogle havde råd til at købe, men ikke Anh Lês familie. Hun måtte nøjes med fantasien. Derfor kan Anh Lê i dag – 37 år senere – stadig huske, hvordan hendes mund løb i vand ved tanken om, hvordan æblerne mon smagte.

"Jeg er opdraget til at skulle have mand og børn, men samtidig er jeg vokset op i Danmark med Pippi Langstrømpe."

Senere samme år ankom familien Lê til Danmark som kvoteflygtninge. Og det blev her – i Aabybro lidt uden for Aalborg – at Anh Lês forældre fem år senere åbnede en grillbar. De valgte, at børnene skulle gå på privatskole, så de sled selv endnu hårdere i det for at få enderne til at mødes. "Vi har fået jer ud, så I skal lykkes," fortæller Anh Lê, at moren har "hjernevasket" dem med, fra de var helt små. Hun sagde også altid: "I er ligesom et bord med fire ben. Det fungerer kun tilsammen." Så Anh Lê delte alting med sine brødre. Både tøj og legetøj. Og fordi forældrene ikke talte dansk, hjalp hun dem med lektierne. Hver dag klokken 15 hjalp hun også til i grillbaren, hvor de både langede forårsruller og bøfsandwich over disken. Dengang var der lange udsigter til vietnamesiske urter og fiskesovs, fortæller hun. "Man kunne få kartofler, agurk og hvidkål i Danmark dengang. Man skulle være kreativ."

Som 12-årig havde Anh Lê langt større tanker og drømme, end de jyske omgivelser i 1980'erne gav anledning til. Hun samlede dem på en liste over ting, hun ville opnå i livet. Hun ville rejse, opleve storbyen og åbne sine egne restauranter. Og forhindringerne skulle hun nok overkomme. "Jeg ville ikke lytte til den der bås eller fordom, som siger 'sådan er livet, kend din grænse'. For der er ingen grænse. Det er der ikke. Du skal bare vide, hvad din styrke er, og så går du efter det, du vil have, og så kan du nå langt."

Og Anh Lê nåede langt. Og langt omkring. Hun rejste til USA som au pair og tilbage til Vietnam, hvor hun dyrkede landets madkultur og lærte, hvordan det hele skal smage. Hun fik sidenhen job som stewardesse i Frankrig og Schweiz, hvor hun bosatte sig med den franske mand, hun mødte i Vietnam. Hendes franske svigermor forsøgte at skole hende i, hvordan man laver mad og stryger skjorter, så Anh Lê indså, at hun var nødt til at gå sine egne veje. "Jeg er opdraget til at skulle have mand og børn, men samtidig er jeg vokset op i Danmark med Pippi Langstrømpe," siger hun. Hun sparede penge sammen, lånte sig til resten og åbnede Restaurant LêLê som 30-årig sammen med sin mand og sine brødre – bordet med de fire ben.

Anh Lê. Billede af Christian Liliendahl.

Københavnerne tog imod fiskesovsen, "selvom den jo stinker", som Anh Lê siger. Hun og brødrene knoklede i døgndrift, men var lykkeligere end nogensinde. De nåede at flytte restauranten til nye lokaler og åbne tre nye filialer med take-away konceptet LêLê Street Kitchen, inden finanskrisen ramte og truede hele foretagendet. Men Anh Lê kæmpede videre og troede på fornyelsen. "Som restauratører har vi et hårdt liv. Vi lever om natten, og vi sover om dagen, og nu skal vi også være på sociale medier og engagere os. Hvis du ikke følger med, så er din restaurant lukket".

Selvom virksomheden overlevede, var Anh Lê ikke den samme. I de efterfølgende år satte hun kryds ved flere ting i livet, som ikke stod på den liste, hun skrev som 12-årig. En skilsmisse. En nedtur med stress og en optakt til endnu en. Efter den første mærkede Anh Lê, at der var et stort punkt på listen, hun endnu ikke havde sat flueben ved. Et barn. Egentlig havde hun i mange år sagt, at hun ikke skulle have børn, men i 2010 fødte hun sønnen Thor. "Jeg skruede ned for karriereræset og de der mål, fokuserede på min søn og lyttede til min krop. Hvis man ikke får pausen, kan man ikke mærke det. Den kvindelige side af mig kom frem. Så fik jeg nye idéer og tanker om, hvordan man gør tingene."

Da Anh Lê blev ramt af stress for anden gang, gik hun de obligatoriske lange ture. Og hun vinterbadede sammen med pensionisterne om formiddagen. Hun var træt, når hun sad der i saunaen og kunne ikke forstå, hvor passionen var blevet af. Pensionisterne talte om deres haver og planterne, de dyrkede der. Det mindede Anh Lê om de byhaver i New York, hun havde set på Facebook. Hun havde kigget på sin egen grå baggård i 10 år, så hun tog pengene, hun havde sparet op til en bil og brugte dem i stedet på at skabe det sted, hvor iværksætteren og mennesket Anh Lê kan mødes. "I byhaven kan jeg få lov til at være barnet, og det er der, jeg får mine idéer. Ellers får jeg jo ikke lov til at lege," siger hun.

LÆS MERE: Mød grønthandleren fra Bryggen, der flygtede fra Taliban

I villaen på Frederiksberg – som Anh Lê har indrettet som familiekollektiv sammen med sine forældre, sin bror og hans familie – har de egentlig en regel om ikke at ses efter arbejde, hvor de er sammen hele dagen, men de deler glæden ved haven. "Når man kommer seks personer til Danmark uden rødder, så tænker man… Hvad er godt for kollektivet? Så man gror ind i hinanden – på godt og ondt. Jeg hadede jo hele tanken om at bo med mine forældre, for jeg havde jo prøvet at flytte hjemmefra, siden jeg var 12. Men det er en gave at have nogen, der passer på en så meget og følger med så meget – og nogle gange næsten for meget."

Anh Lê fandt vitterligt en ny retning i sin egen baghave. Det er der, hun går ud og tager en dyb indånding. Derude nusser hendes far, Kaptajn Tien Lê, om et figentræ fra Bornholm. Der lærer hun ham at kende som et menneske og ikke kun den far, der sejlede skibet i det sydkinesiske hav dengang i 1979. Midt i haven står Anh Lês fem æbletræer, som hun sidste sommer kunne plukke det første æble fra.

Selvom Anh Lê har fundet ro, har hun ikke lagt projekterne og de nye idéer på hylden. For to år siden rev hun tre måneder ud af kalenderen for at være dommer i det vietnamesiske Top Chef, og hendes nye kogebog er skrevet i en hvirvelvind på to og en halv måned. Men om ti år vil hun måske bo et lille sted på landet. "Så vil jeg have mine høns og min frugtplantage," siger hun. "Det mest triste er, hvis et menneske ikke plejer nysgerrigheden i sig. Jeg tror på, at hvert femte år, skal man revurdere sig selv. Det behøver ikke være med en liste, men hvor er man på vej hen?"