Artiklens forfatter (i midten) er til halbal i Herning. Alle billeder af Nikolaj Rohde

Jeg overlevede Danmarks Største Halbal i en rus af rejecocktail og Kandis

Forestil dig en familiefest med sovs og kartofler, kædedans og klap på ét og tre - bare sammen med 3.000 andre mennesker i Boxen i Herning.

|
nov 6 2018, 10:30am

Artiklens forfatter (i midten) er til halbal i Herning. Alle billeder af Nikolaj Rohde

Jeg får lige akkurat fat i en skulder, inden vi drejer ind mellem to langborde. Bag mig har en hærdebred jysk mand godt fat i mine skuldre, inden han hiver en kvinde ind i menneskekæden. Alle skråler med på en sang om en gammel Volvo, mens vi danser rundt i salen. Da sangen når sit klimaks, stopper vi alle op og hujer, mens Johnny Hansen bukker på scenen.

Jeg er til Danmarks Største Halbal, og jeg er langt hjemmefra.

For tredje år i træk er Jyske Bank Boxen i Herning blevet forvandlet til et overdimensioneret forsamlingshus med Kandis og Stig Rossen på scenen, 3.000 mennesker på gulvet og rejecocktail serveret ved enorme langborde.

På sin vis er det her giga-udgaven af de familiefester, jeg voksede op med på landet: Sovs, kartofler og pardans akkompagneret af en musikalsk mand udstyret med el-piano og tre røde lamper. Det er en del af min fortid, inden jeg flyttede til København, og jeg har holdt minderne ud i strakt arm som et par beskidte underbukser. Men i en verden, hvor vi barrikaderer os i ekkokamre og kun får sporadisk kontakt med de kulturer, vi ikke forstår, vil uvidenhed blive til frygt, og det vil kun skabe endnu mere splittelse her på kloden. Derfor er jeg taget til Herning.

Jyskebank boxen i herning
Boxen i Herning inden festen går løs.

Boxen er pyntet med lyskæder, og langbordene med stearinlys fortsætter i det uendelige. Konferencieren byder velkommen, og da han spørger, hvem der har været her før, rækker to tredjedele af hallen begejstret hænderne i vejret. ”Er her nogen fra Jylland?” siger han, og salen eksploderer i lokalpatriotisk begejstring. Sjælland får også et lille bifald, hvilket får manden med mikrofonen til at konstatere, at det er ”en ren Kjøwenhavner-fest”. Det er virkelig løgn.

Fotografen og jeg bliver placeret ved bord nummer 83. På den ene side har vi et ægtepar, som ikke siger så meget, men Berit lyser op, da snakken falder på Kandis. Det er hendes fjerde koncert med ”Danmarks Største Danseband” i år, og hun viser stolt sin håndtaske, som er pyntet med portrætter af de fire bandmedlemmer. Tasken stammer ikke fra den yderst veludstyrede merchandisebod ved indgangen i Boxen, selv om den ellers har alt: ringbind, et sengesæt med Johnny i 1:1, læbepomader, lightere og g-strengstrusser med Kandis i store bogstaver.

På min venstre side har jeg kæresteparret Grethe og Kaj. De er fra lokalområdet og var også med til festen sidste år. Kaj er født i '45 og den yngste i en søskendeflok på 12.

Vi smalltalker om, hvor mange mennesker der er, og Grethe skriger Kaj ind i hovedet, fordi han ikke kan høre noget. ”4.000 SIGER JEG!” Grethe rammer ikke helt ved siden af.

rejecocktail
Forret med rejecocktail og andebryst.

Præcis klokken 18 kommer forretten på bordet. Det er rejecocktail i et plastikbæger med ”tomatiseret” dressing. Den smager af creme fraiche med ketchup og paprika. Ved siden af er der endnu et bæger med et koldt stykke andebryst og en kæk skive appelsin ovenpå salaten.

Da vi går ud og ryger, møder vi 35-årige Kenneth fra Vejle, som er iført sølvjakke med pailletter og matchende fedora. Han fortæller, at den lokale avis også er betaget af jakken og har taget et billede. Jeg siger, at vi ikke er lokale. ”Det kan jeg sgu godt høre,” griner Kenneth. Han er sammen med to jævnaldrende venner, Annemette og Merete, og de blev enige om at købe billetter til halballet under en bedugget Kim Larsen-koncert. Nu ser de en anelse forvirrede ud over gennemsnitsalderen.

Stemningen stiger i hallen. Kaj er oppe for at hente fadøl inden hovedretten, for hvidvinen er allerede tom, og der er ingen jysk nærighed over ham. ”Mugne penge er intet værd,” siger han og hugger en albue i siden på mig.

stig rossen

På scenen er Stig Rossen trådt frem for at tease aftenens begivenheder.

”Det her er en fest af format,” konstaterer hans rungende stemme. ”Og selv om det er kontroversielt, må jeg bare sige: Størrelse betyder noget!”

Et øjeblik er der stille, inden joken synker ind, og så slår folk sig på lårene. ”Den var go',” gnægger Kaj.

Det er ikke kun festen, som er større i Jylland. Mens DJ Jes står bag pulten og fyrer den af med Chuck Berry, får vi serveret enorme hasselbagte kartofler med sovs og en stuvning bestående af champignon, svinekød i tern og andre ubestemmelige ingredienser, som er kogt bløde. Dertil rosa oksestriploin og strimlet kål i en tung dressing.

mad serveret på ternet dug

Der er ild i DJ Jes. Han fyrer op for Tommy Seebachs ”Hip Hurra, det' min fødselsdag”, og aftenens første taktfaste klapsalver breder sig i salen. Ved nabobordet rejser alle sig op og synger med. Jeg går backstage og henter øl. Stig Rossen sidder og spiser steg.

Tilbage i hallen stopper jeg op og kigger ud over de lange voksdugbeklædte borde. Selv om hovedretten stadig står på bordene, er dansegulvet allerede ved at fylde op, og da discjockeyen smider DJ Ötzi på, stiger stemningen yderligere. Samtidig er en frisk salat med grønkål blevet serveret, mens fadet med kød er helt tomt. De 300 liter sovs er forsvundet, og der er ingen, der har rørt salaten. De stegte nødder på toppen ligger præcis, som da skålen blev stillet på bordet.

Til dessert er der citronfromage. En pressemedarbejder forklarer, at 39 kokke har brugt over 100 liter piskefløde og 40 kilo citroner på at lave den. Mens vi spiser, spørger jeg mine erfarne sidemænd, hvad jeg kan forvente af aftenens koncerter.

”Det er ren dansefest,” fortæller Kaj. ”De unge mennesker i dag danser moderne. De danser ikke pardans, men står bare hver for sig. Det er sgu da kedeligt!” Grethe nikker samtykkende. Her er der ikke plads til ego-dans.

”Der hvor Kandis er, dér er der fest,” siger Grethe, som har et glas hvidvin i hånden. Berit fortæller mig, at Kandis har nogle meget dedikerede fans, som skriger og kaster trusser op på scenen.

Inden koncerten møder jeg forsanger Johnny Hansen backstage. Han tager hjerteligt imod mig og forklarer, at deres fans’ loyalitet og begejstring hovedsageligt skyldes, at Kandis altid gider at snakke med deres publikum efter koncerten. Damen i deres merchandisebod siger præcis det samme. ”Kandis tager sig altid tid til deres fans,” forklarer hun. ”Og det er lige meget, om de er unge, gamle eller handicappede.”

Hun kan i øvrigt fortælle, at den klart mest solgte vare i boden er de afslørende trusser.

johnny fra kandis
Johnny Hansen backstage før Kandis indtager scenen.

Da klokken slår otte, går Kandis på scenen til øredøvende bifald. Folk vælter ud på dansegulvet. Johnny og gutterne er klædt helt i hvidt – selv guitaren er hvid – og parrene gynger ind og ud mellem hinanden. En af de yngre gæster (altså en af dem omkring de 40) kommer hen og råber begejstret fotografen ind i hovedet: “Det her er den bedste dag i mit liv!”

Mens Kandis spiller en sang om Zumba, går jeg ud og pisser. Ved toiletterne kalder en kraftig herre på Mads 5-øre, som skal med ud og ryge og spise syrlige bolsjer. Berusede kvinder flokkes om fotografen og bliver ved med at røre ved hans arme, mens de beder ham tage billeder af dem. De peger på mine piercinger og spørger, om de ikke gør ondt.

folk dansker til fest

Kandis går af scenen, og instrumenterne bliver skiftet ud, så der er klar til Stig Rossen & Vennerne. Stig Rossen har virkelig øvet sig på at få sin stemme til at lyde som Flemming ”Bamse” Jørgensen, og de lægger ud med bangeren ”Vimmersvej”. Så kører bussen. ”Hvorfor går Louise til bal?” synger bandet. ”Bli'r hun beruset? Mon hun ryger tjald?”

Stig Rossen synger om tjums, og fotografen og jeg drømmer om at ryge et ordentligt lyn.

Kaj er i fuld vigør. Han springer op og byder forskellige damer op til dans, og hver gang der er kædedans, er han på. Han er gået over til drinks nu og læner venskabeligt armen på mit ryglæn, når vi snakker. Jeg har fået en ny ven, og det hele er slet ikke så farligt.

Selv om Stig og Kandis har taget deres afsked, fortsætter festen for fuld hammer. Mændene render rundt med svedpletter, der ligner atlas. Kvinderne står på stolene og danser, og fadøl bliver tømt i et faretruende tempo. Himmelhunden glammer ud over salen, mens fotografen og jeg lister hjem.

man ryger til fest

Til Danmarks Største Halbal er jeg kommet i berøring med noget, som er så langt fra den verden, jeg kender. Det er ikke engang den samme verden; det er en anden planet. Men ser man gennem alt staffage – gennem tomatiseret dressing, alt for store kartofler og Louise, der går til bal – er det her en fejring af livet gennem dans, sang, mad og fællesskab.

Jeg vil måske bare gerne slippe for at være med næste år, for jeg kan ikke tåle at klappe så meget på ét og tre.