Billede af Munchies-redaktionen.

Kvikk Lunsj er skamløs norsk selvglæde støbt i velsmagende chokolade

Norges egen KitKat-konkurrent minder mig om min barndom – og om at ingen overgår nordmændene i selvtilfredshed.

|
20 september 2017, 6:50am

Billede af Munchies-redaktionen.

Først må jeg smide kortene på bordet: Jeg er halvt nordmand, så jeg er ikke i stand til at skrive noget objektivt om Kvikk Lunsj, kiksechokoladen, der med sit stokkonservative retro-image og sin 80-årige historie er et indiskutabelt norsk nationalklenodie. Med streg under norsk. For uindviede ligner den bare en kuriøs KitKat-klon, men jeg og 5,2 millioner nordmænd ved bedre.

Jeg fucking elsker den chokolade og alt, den står for. Jeg forbinder Kvikk Lunsj med min barndoms sommerferier i Bodø, hvor vi fløj fra hverdagen i København op til den krystalklare nordnorske bjergluft, tog på fisketur i midnatssolen og vandrede i fjellene – altid med Kvikk Lunsj liggende i rygsækken og visheden om, at min farmor ventede derhjemme med lune vafler og grænseløs kærlighed til barnebarna.

Billede via Freia.

Lykkelige barndomsminder så formfuldendt perfekte, at ingen chokoladebar kan hamle op med dem i sødme. Desværre er de netop kun minder – i dag er mine bedsteforældre begravet, træhytten ved foden af bjerget er solgt, og ingen af os har lyst til at betale de 1500 kroner, som en gennemsnitlig hotelovernatning koster på de kanter, når der alligevel ikke er nogen at besøge. Det skulle da lige være for at købe flere Kvikk Lunsj, men nu kan man (desværre) få dem i den toldfri i Kastrup, og dermed ryger min eneste valide grund til at besøge verdens dyreste land med jævne mellemrum.

LÆS MERE: Jeg gik ombord i Oslobådens buffet og lærte om skandinavisk fællesskab

I stedet nøjes jeg med at sætte tænderne i den cremede, kikseknasende mælkechokolade i min mørke 3V'er på Vesterbro, hvorfra jeg drømmer mig tilbage til en tid, da jeg var en ung og uspoleret knægt, som stod dér på toppen af Nordnorge og gumlede ubekymret på chokoladen, der heldigvis smager fuldstændig som for 10, 20 og 30 år siden (længere tilbage kan jeg ikke udtale mig om, men ifølge min far smagte den lige så godt og lige så ens i 50'erne.)

Billede via Freia.

Undervejs har der dog været et par udsving, som har sendt chokbølger gennem det norske samfund. Under og et par år efter Anden Verdenskrig stoppede produktionen helt på grund af mangel på gode råvarer, og fred være med det. Værre var det, da Freia – den folkekære norske slikproducent, der laver chokoladen – engang i midten af 00'erne fandt på at udskifte den traditionelle sølvpapirsindpakning med en generisk lufttæt plasticemballage, det blev selvfølgelig mødt med protester og trusler om boykot. Jeg ville ønske, jeg her kunne skrive, at producenten bukkede under for folkepresset, men det var vist noget med nogle miljøregler, der gjorde, at nostalgikerne til sidst måtte se sig slået af fremskridtet.

LÆS MERE: Makrel i tomat er superfood på dåse, når du bestiger Mount Everest

Du behøver forresten ikke at være skabsnorsk nationalromantiker for at være fan af Kvikk Lunsj. For ikke så længe siden konstaterede the Guardian, at Kvikk Lunsj både i sprødhed, chokoladekvalitet og udseende er sin verdenskendte dobbeltgænger overlegen (KitKat har 66% chokolade, Kvikk Lunsj 80%). Den smager simpelthen fremragende, og når først det er på plads, kan vi begynde at tale om, hvad der ellers ligger til grund for sliksuccesen – hvorfor jeg og alle andre med norske aner sværger til et billigt chokoladeprodukt, der skamrider den norske nationalfølelse.

Billede via Freia.

Der har du svaret: Der er tale om en komplet symbiose mellem Lunsj og land, og da nordmændene automatisk elsker alt, som er norsk, er der ingen, som fucker med chokoladen. Den er tilmed blevet et naturligt symbol på den selvtilstrækkelighed, hvormed de stenrige luksus-skandinaver fører sig frem. Nordmændene gider ikke at være med i EU, for de har mere end rigeligt i sig selv, og de gider da heller ikke at æde chokolade fra udlandet, når Hele Norges Tursjokolade har været på hylderne siden 1937.

Tjek i øvrigt producenten Freias hjemmeside, hvor der står sådan her: "Kvikk Lunsj er mer enn en sjokolade, den er en del av den norske folkesjela. Hva folk spiste på tur før 1937, vites ikke – men i dag er det utenkelig å si "ut på tur, aldri sur" hvis man har glemt Kvikk Lunsjen hjemme."

Bevares, det er skrevet med et glimt i øjet, men jeg tror inderst inde, de mener det. For Freia kender nordmændene og ved, at ingen med norsk pas ville gå mere end fem meter op på et bjerg uden at gemme en snack til toppen. At det lige blev dén chokolade, som løb med æren, er faktisk ikke helt ufortjent, for på indersiden af emballagen finder man tips til at begå sig i bjergene, de såkaldte fjellvettreglene , og siden begyndelsen har Freia markedsført chokoladen benhårdt som proviant til vandreturen: "Da Kvikk Lunsj ble lansert i 1937, var sjokolade som ernæring under strabasiøs fysisk utfoldelse vel etablert. Sjokolade var nemlig en viktig proviant da polarhelten Amundsen nådde Sydpolen i 1911," fortæller Freia på sin hjemmeside.

Billede via Freia.

Arven er tydelig. Tjek for eksempel Kvikk Lunsjens Facebook-side, hvor glade naturtyper formidler vandretips, og kommentarsporet er plastret til med billeder af kernesunde, lyshårede norske yndlinge, der efter flere timers fjeldvandring har fundet den obligatoriske sejrschokolade frem fra Bergans-rygsækken, og nu står de og poserer foran kameraet i håb om at vinde en Kvikk Lunsj-madkasse eller et års forbrug af den chokoladeovertrukne nationalspise.

LÆS MERE: Mød de norske børn, der tjener tusindvis af kroner på fisketunge

Indoktrineringen er med andre ord så effektiv, at Kvikk Lunsj aldrig har behøvet assistance fra et reklamebureau, for den satans selvglade chokolade sælger sig selv bedst – og den er med til at tegne det norske samfund i samme grad, som olien i undergrunden er med til at finansiere det.

Se tredje afsnit af MUNCHIES guide til Norge her: